Dronningen af Sabas efterkommere i Englenes kirker.

Tekst og foto: Elsebeth Finnick

Dronningen af Sabas søn fik Pagtens Ark med til Axum i Etiopien, da han havde besøgt sin far, Kong Salomon i Israel - ifølge legenden. Med centrum i Axum blev Etiopien officielt kristent i år 350. I 1200- tallet ville Kong Lalibela skabe Ny Jerusalem i Etiopien med Jordan-floden, hellige grave og nogle af verdens flotteste klippeudhulede kirker. De fantastiske kirker siges kun at kunne være bygget, fordi englene hjalp til om natten.

Etiopien er et af de mest markante og farverige kristne lande i Afrika, hvor de religiøse højtider fejres med sølv, guld og røgelse. Timkaten, der afholdes i januar - 13 dage efter jul den 6. januar - holdes til minde om, da Johannes Døberen døbte Kristus i Jordanfloden. Den fejres især i Etiopiens tre Unescobyer: Lalibela, Axum og Gondor.

Der ventes på vandbadet

Den korsformede Sct. Georg Kirke, hvor man klart kan se, hvordan kirkerne er gravet ud. Den omkringliggende klippe er dog ikke fjernet.

I mørket falder etiopiernes hud ud i et, men deres hvide dragter lyser op i natten i Lalibela. Der puffes og skubbes, men alt er stille. Da det begynder at skumre, brydes natten af lyden af trompeter, trommer og cymbler, der angiver, at processionen er på vej fra de telte, hvor de gejstlige har overnattet. Alle summer af forventning.

Præsterne med patriarken i spidsen kommer langsomt nærmere, og der lugtes røgelse. I det øjeblik de træder op på kanten af det korsformede bassin, bryder solens første stråler frem, og hvor menneskemængden fortsat er i mørke, falder solen på præsternes guldbroderede dragter. Det er et helt uvirkeligt flammende syn, som taget ud af en flot opsat eventyrfilm. De går fra vest mod øst, så solen får deres dragter og ansigter til at gløde. Flere gange går de messende rundt omkring bassinet, spreder røgelse over vandet, standser og læser op af en gammel bibel. Stemningen er magisk, og øjeblikket er højdepunktet i de store processioner.

Da solen er helt oppe, bøjer Patriarken sig ned, tager lidt af vandet og spreder det ud over forsamlingen med nogle messende ord. Jeg er lidt ærgerligt over, at jeg sidder så langt væk, så jeg ikke får noget indviet vand. Men det ændrer sig hurtigt. De øverste præster og munke går tilbage, og kun de yngste munke bliver. De krænger deres flotte guldbroderede kåber af sig og begynder med store plastikkander at smide vandet ud, så alle får del i velsignelsen.

Etiopien er paraplyernes land. De smukke religiøse paraplyer bruges også indendørs.

Med stor kraft får jeg slynget et par liter vand mod mig. Jeg kan ikke se noget, og vandet løber ned ad hår, tøj og kamera. Omkring mig hopper etiopierne frem og tilbage og råber ”herover, herover” til de unge munke, der nu grinende, men alligevel seriøst slynger vand fra store kander ud mod de mange tusinde mennesker, der er samlet for at deltage i højdepunktet af den etiopiske kirkes Timkat, velsignelsen af folkemængden med indviet vand fra Jordanfloden.

Jeg sidder oppe på en tre meter høj afsats, der i dagens anledning er lavet af nogle spinkle rafter, så man får et bedre udsyn over præsternes processioner. Jeg blev anbefalet at gå derop - ”deroppe vil jeg ikke få meget vand i hovedet, når de velsigner”. Jeg mumler noget om, at jeg absolut ikke har noget mod at blive velsignet med det indviede vand, men retter mig alligevel efter rådet, om ikke for andet, så fordi der er meget hyggeligt deroppe. De lokale er - som altid - bedre informeret end jeg om, hvad der ville ske

Med korte mellemrum standser processionen, og præsterne danner cirkler og kæder, og der synges og bølges i dans til religiøse hymner til guds ære.

I det totale virvar begynder afsatsen at gynge faretruende, og jeg råber ”hold nu op” på et eller andet sprog, men fra alle sider lyder det ”her, her, her” og til sidst falder afsats og hundrede mennesker sammen i et stort sammensurium. Jeg ligger et eller andet sted mellem de andre og mit højre håndled gør afsindigt ondt. Det medfører en over tre timers kamp op ad et bjerg i stegende sol med smertende håndled for at komme til en sundhedsklinik for at se, om det er brækket.

Den store ceremoni er startet dagen før, hvor præster og munke langsomt kommer ned fra Lalibelas godt 12 kirker med deres hellige ting, deres kirkes specielle kors og ikke mindst deres kopier af Pagten, der ofte kan være mange hundrede år gamle. Pagten er de stentavler, som Gud ifølge Biblen gav til Moses på bjerget og Arken den ”kasse”, som disse stentavler blev transporteret i. Her er stenpladerne svøbt ind i kostbart klæde. Den første dag skal disse på helt bestemt vis føres i procession til pladsen, hvorfra velsignelsen af vandet sker.

Lidt efter lidt dannes en stor procession af præster, munke og enkelte eneboere fra forskellige kirker, fulgt af mange hundrede almindelige mennesker, deriblandt mig, der i dagens anledning har klædt mig i pænt tøj og fået et hvidt helligt klæde på for at vise respekt. Det store menneskehav dækkes næsten af alle farver paraplyer, lige fra de almindelige sorte til kirkens farvestrålende. Alt udstråler farver, musik og andagt.

De efterhånden mange eksempler af Pagten føres frem i dyb respekt, og for hver ca. 500 meter standser processionen og udfører en svajende musiskdans til ære for disse. Der er god tid til at komme ind i stemningen, som er opbygget over flere dage, hvor pilgrimme er ankommet til Lalibela i tusindtal. Hver gang processionen stopper, udføres ceremonier på samme måde som, og til minde om, da Israelerne, anført af kong David hentede Pagten hjem fra Filistrene, der havde stjålet den (2. Sam. bog Kap 6).

Endelig ved en stor plads ved Jordanfloden standser hele processionen, og i et par timer foretages farverige ceremonier med røgelse rettet mod de stentavler, de yngre munke præsenterer. Da solen går ned, trækker præsterne sig tilbage til de telte, der er opstillet, og folk kommer hen til mig for at høre lidt mere om, hvem jeg er.

Dagen efter den store velsignelse føres de sidste eksemplarer af Pagten tilbage til deres kirker. Dagen gør særligt indtryk. Min arm er ikke brækket, der er færre mennesker, jeg begynder at forstå mere og har fået kontakt med nogle søde etiopiere, ikke mindst takket være den familie, jeg har været heldig at blive indkvarteret hos.

Jul i et ikke helt stabilt land

Et par uger før er jeg kommet til Addis Ababa for at holde julen der. Her er stemningen ret spændt. Pas skal hele tiden afleveres og gives først tilbage, når man forlader et område. Bilerne bliver undersøgt med spejle under vognen for at finde eventuelle bomber, og jeg bliver umiddelbart frarådet at forlade hotellet. Der har været afholdt valg et halvt år før, men regeringen, der har tabt, har ikke tænkt sig at gå af den grund og skolerne har været lukkede i flere måneder. Men det er lidt ærgerligt, nu man er her. Så uden kamera og uden bil begiver jeg mig alligevel ud i gaderne sammen med en lokal familie, der også skal til julegudstjeneste natten mellem den 6. og 7. januar.

Her i katedralen holder Patriarken og et dusin andre flotte præster en natlang messe, mens kirken er fyldt op af hvidklædte mennesker, nogle bedende og andre sovende på bænkene. Natten er lang, og man skal være med til det hele. Det er de mest fascinerende farver, et orgie i guld og sølv og - forekommer det den nat - nogle af de flotteste markerede ansigter, jeg har set. Luften er tyk af musik og røgelse. Uden for sidder almindelige familier og hygger sig med små lys foran for at hædre Kristus. Efter nogle timer går jeg derud, og jeg bliver hurtigt budt inden for en families tæppe og budt på mad og drikke, og pludselig føles alt trygt og godt.

Flyveturen fra Addis Ababa til Axum kommer til at foregå i et alt for fyldt fly - der er også høns og får med inde i flyet. Da vi letter, beder kaptajnen de af passagererne, der ikke har noget sæde, om at sætte sig på gulvet og holde fast i nærmeste sæde. På en eller anden måde virker det helt naturligt der. Ved siden af mig sidder en amerikansk soldat, der ikke helt kan finde ud af, hvor han er, for vi flyver i zig zag, og egentlig vil han vist også bare hjem. Efter orlov er han sammen med nogle andre amerikanere på vej tilbage til det nordlige Etiopien som udstationeret og som en del af FN-styrken oppe ved Axum på grænsen til Eritrea. Han fortæller mig om det absurde i, at klanherrerne fortsat kæmper mod hinanden om et stykke land, der absolut ingen værdi har. Kun holdt fra af hinanden af FN-tropper, der er udstationeret der.

Selve Axum, der en gang var en mægtig kongeby, virker uden for højtiderne som en ret støvet og kedelig by, kun beskrivelserne på nettet fra diverse organisationer, der hævder, at Axum er det sted på jorden, man skal være, når dommedag oprinder og jorden går under, giver den et specielt skær. Pagtens Ark er angiveligt anbragt i et lille kapel vogtet af en mand, som er den eneste, der må være i nærheden af den. Uden for kapellet er opstillet de mest fantastiske kongekroner af guld med ædelstene, der er over 1000 år gamle - under et grimt bliktag. En fascinerende og typisk kontrast.

I forbindelse med kapellet og den gamle kirke har man senere bygget en større kirke, Skt. Mary af Zion, hvor kvinder må komme. Præsterne spørger flere gange, om jeg ikke er imponeret over, at man har gjort det for kvinderne. De må ikke komme i den gamle kirke. Jeg mumler noget om, at man jo også kunne have tilladt kvinderne at komme i den gamle. Men deres fuldstændigt måbende udtryk som reaktion på det fortæller, at den idé ikke skal forfølges nærmere. For at bløde op på sagen får jeg lov til at læse i en fantastisk bog fra 1200-tallet. Et klenodie, der andre steder ville være bag en armeret glasplade. Her må jeg bare bladre i den med mine snavsede hænder.

Nogle store kasser på den store plads med obelisker vidner om, at Etiopien netop har vundet en stor sag med Italien. Axum er hjemsted for nogle af verdens største monolitobelisker, der stammer fra før kristen tid, hvoraf én blev stjålet af Mussolini i 30'erne. Den har i den mellemliggende tid pyntet på en plads i Rom. Denne er nu savet i stykker og fragtet tilbage til Axum og venter på at blive stillet op igen på Etiopisk jord. En ægte monolit bliver den vel aldrig rigtigt igen. Men Mussolini må være den første, der har savet den i stykker.

Der festen og danses med deltagelse af familie, venner og præster fra Gondors katedral til solens sidste stråler er ved at blænde.

Bryllupsfest i Ridderslottet

En kortege af flot pyntede biler kører gennem Gondors gader. Det er tid for bryllupper i Etiopien. I kirken udføres et eventyragtigt skue med flotte præster, røgelse og et meget smukt brudepar klædt i silke og guld. Jeg inviteres til at overvære hele ceremonien. En stor del af ceremonien udføres i rummene bag alteret - lidt uvant for os, men meget mystisk. Det er svært at tage blikket fra de ofte meget fascinerende præster med markerede ansigter og flotte skæg. Gæsterne er klædt i hvidt, bortset fra en del af de tilstedeværende, der bærer blå kapper. Det er to betydningsfulde familier, hvis unge skal giftes.

Gondors gamle ridderslot danner i dag ramme for smukke fester omkring Timkaten - her et ungt brudepar, der stiller op i parken til fotografering.

Efter den flotte ceremoni kører vi alle til Fasil Ghebbi, Gondors ridderslot. Gondor var Etiopiens kongeby omkring 1500-1600-tallet og centrum for storslåede hoffester og kulturelle aktiviteter. Selv om hele optrinnet er så farverigt og eventyrligt, er det alligevel slående, hvor meget tilfælles det har med bryllupper herhjemme. Man poserer på alle måder for de medbragte bryllupsfotografer, som man ser brudepar gøre i Dyrehaven eller andre smukke steder. Og jeg må meget gerne slutte mig til dem. Her er alt kristent, og der er ingen modvilje mod min deltagelse, tværtimod opfatter de mig som en af deres, og jeg velsignes på lige fod med dem.

Bruden er aldeles yndig, men ham havde jeg nu nok ikke valgt. Men der er ingen tvivl om, at de er glade for hinanden. Efter den timelange fotografering bydes alle på lækre retter i parken omkring slottet, og jeg lærer flere af dem nærmere at kende. Derefter begynder musikken og dansen, ikke dans som hos os, men en bølgende gruppedans, der minder meget om den dans, præsterne udfører, når Pagtens stentavler føres til og fra kirkerne. Smukt og harmonisk i de flotte omgivelser. Brudeparret i deres omfangsrige dragter fører an. Jeg bliver selvfølgelig indbudt til at deltage, men vil ikke ødelægge det flotte harmoniske billede med min uden tvivl kluntede dans. Til sidst bliver skyggerne lange. Jeg begynder at trække mig tilbage og trasker hjem til mit værtspar i udkanten af Gondor.

Nok er Gondors historie lang, men den er lige som Lalibela stadig flot og meget levende. Her, som i Lalibela, summer alt af ro og harmoni.

Efter Gondor går turen i 4-hjuls-trækker den lange vej til Omo-dalen med dens tallerkennegre - mursier - og mange andre folkeslag, der også er på Unescos liste over verdensarven. Nogle folk, som det bliver noget mere vanskeligt at komme i kontakt med. Men det er en helt anden historie.

Etiopisk tid

Etiopierne har deres egen opfattelse af, hvornår verden startede - hvornår Gud skabte verden. Helt præcist mener de, det skete ca. 7½ år efter resten af den kristne verden. Så deres tidsregning er ca. 7½ år efter vores. Året starter d. 11. september. Der er 13 måneder - 12 à 30 dage og én, der samler op på de sidste dage. Dagen starter kl. 6 om morgenen, så hvis nogen siger, de vil hente en kl. 6, så stå ikke parat ved solopgang for de kommer først ved middagstid (vores kl. 12).

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside