Saharas krigeriske nomader fester for freden

Tekst og foto af Elsebeth Finnick

Stolte, farlige, tilslørede mænd på udsmykkede kameler, der kender deres værd, kapper i den stegende varme i Sahara om at være de flotteste - fra de kommer til syne i horisonten i en tåge af sand, til de pludselig stopper og ser én direkte i øjnene. Kvinder med sølvsmykker i håret og tatoveringer om munden dukker op, når solen står lavt og lader sig imponere og kurtisere.
Aftenen er mættet med musik, dans og blikke, og højt knejsende kamelhoveder danner en silhuet- ring om tilskuerne. Tuaregerne, Saharas blå folk, fejrer deres kultur og deres ønske om fred. En fred, der blev tilvejebragt sidst i 1990´erne efter mange års voldelig konflikt.

På kamelryg gennem ørkenen

Det sidste stykke tager jeg på kamelryg. Bilen vil ikke mere. Vi startede kl. 3 om natten fra Timbuktu for at være der til festivalens start ved middagstid. Vi har kørt i timevis i ørkenen, og passerer floden, over en bro der ikke en gang er på bredde med bilens hjul. Men man lærer at få stærke nerver sådanne steder. Da bilen ikke kan mere, slår vi os sammen med nogle tuareger, der også er på vej til festival i Gargando. De har en ledig kamel med tuareg-saddel til en europæer, der ikke er vant til at gå i sand.

En kamel er ellers det sidste, jeg har lyst til at sidde på nu efter nogle uger i ørkenen som del af en saltkaravane fra Timbuktu og 800 km nordpå til saltminerne i Taoudenni. En tur man kun gennemfører, fordi det ikke er muligt at vende om.

Timers monotoni får mig til at falde hen i apati, og jeg kan kun lige holde mig på kamelen, træt efter uger i ørkenen og en kort nats søvn. Der er ved at blive ulideligt varmt. Jeg har ikke de store forventninger til den næste uge. Jeg har netop overværet fårenes fest i Timbuktu. Også dér var der kamelvæddeløb i de forskellige bosættelser. Ikke særligt imponerende, når man nu havde fået sin kamelkvote opfyldt for mange år.

Hundrede kameler i en sky af sand

Så ser jeg en kæmpe sandsky foran mig, og som i et fatamorgana kommer der hundrede kameler galoperende mod mig under rytternes vilde krigeriske råb. Det er bjergtagende og helt uvirkeligt. Kamelerne er smykket med røde kvaster, snore og tæpper over ryggen og hovedet højt hævet i den hovne stolthed, som kun kameler kan fremvise. Rytterne er tuareger i løse klæder i alle farver, og hoved og ansigt er dækket af deres specielle turban, ”tagelmust”, som de altid bærer. De er vilde og flotte, og de ved det. Ét af de stolteste folk, jeg har truffet.

Pludselig standser alle kamelerne, som var det fuldblodsheste, der fik strammet tøjlerne hårdt op. Rytterne ser på mig gennem de smalle sprækker i deres tagelmust, og det løber mig koldt ned af ryggen. Det er tuareger, jeg ikke har set før. Tuareger, der er kommet langvejs fra og ser ud, som de må have set ud i århundreder. Når de ankom til fester på deres smukt dekorerede kameler eller var klar til at overfalde en karavane med guld, elfenben og slaver.

Vi er landet midt i åbningen af festivalen. Midt i en stor folkemængde, og jeg ser telte længere væk. En meget smuk kvinde klædt i lyseblåt, Malis kvindelige kulturminister, selv tuareg, holder en tale på fransk og tamacheck. Mændene holder deres kameler stille med hovedet højt, meget højt. Det er et udtryk for deres stolthed og værd.

Efter væddeløbene starter musikken, der fortsætter det meste af natten. Flere af musikerne - som flere af festdeltagerne - er såkaldte ”sorte tuareger”.

Tuaregerne, det blå folk, Saharas stolte nomader

Tuaregfestivalen,” Festival du Désert”, er startet et par år før for at styrke tuaregernes fælles kultur i en tid, hvor deres levevis er under stort pres. Og for at fejre fredsslutningen og det dybtfølte ønske om, at freden varer ved. Deltagerne kommer fra bosættelser langt ude i ørkenen i den nordlige del af Mali, nogle helt fra Algeriet, Mauretanien og Niger.

Især Mali og Niger er hårdt mærkede af uroligheder i 1990´erne efter tuaregernes oprør sidst i 80´erne. Oprøret blev startet som protest mod deres elendige livsvilkår efter mange års tørke. Nogle af problemerne kan løses, andre desværre ikke. Overalt i verden bliver nomadernes livsform vanskeliggjort af, at grænser oprettes, og fastboende ikke ønsker andres dyr ind på deres græsningsarealer.

Tuaregerne, Saharas blå folk, var indtil for nylig frie, stolte nomader, krigere og karavanerøvere med et kompliceret og højt udviklet samfundssystem. Mange er blevet fattige under de nye tider, især i år med tørke, men stoltheden og bevidstheden om at de er andre grupper overlegne, har de i behold. De er ofte høje og kan være helt lyse i huden som en vinterbleg dansker.

Tæt på solnedgang kommer kvinderne frem og sætter sig med ryggen til solen efter at have skjult sig for solen hele dagen.

Kameler har de fortsat. Ridekamelerne er en del af tuaregernes stolthed, og en lys hurtig kamel er meget dyr og meget anderledes end arabernes tunge karavanekameler. Der findes også de såkaldte ”sorte tuareger”, der egentlig er tuaregernes afrikanske slave-/tjenerkaste bellaer, der nu er integreret i klanen og taler tamacheck. De er ikke lige accepterede i alle sammenhænge.

Hos tuaregerne er det mændene, der dækker deres ansigt, hvorimod kvinderne end ikke behøver at dække deres hår, selv om de oftest gør det. Kulturen er oprindelig matriarkalsk, og kvinderne har en meget høj position, men da tuaregerne i dag officielt er muslimsk, bliver billedet lidt blandet. Mændene holder deres ansigt, især mund og næse dækket af deres tagelmust, en tørklæde-turban, også når de spiser og drikker. Det er et tegn på værdighed og respekt, ikke mindreværd eller undertrykkelse.

Tuaregernes kvinder er generelt meget forkælede. De tilbringer det meste af deres liv hjemme i teltet, og det er manden, der sørger for det hårde arbejde, hvilket i princippet består i at vogte familiens dyr og malke dem. Det er en æressag for en tuareg, at hans kone ikke skal udføre fysisk arbejde. Bagsiden af medaljen er, at de velstående kvinder ofte bliver overmåde fede i en ung alder.

Vi slår os ned

Efter højtideligheden begynder alle at gå tilbage til teltene. Med et pres med mine fødder på dens nakkekam beder jeg min kamel om at lægge sig ned. Den kvitterer på kamelvis med et hvast brøl og blottede tænder, før den modvilligt lægger sig ned i store ryk.

Nede på jorden arbejder jeg mig igennem sandet. Det er tungt at gå i sand, og det er ulideligt varmt. Det er sidst i marts måned 2002, og der er 45 grader varmt i skyggen, men skygge er der ikke noget af.

Mine venner, Sangun, Ali, Omar og jeg skal til at finde et sted, hvor vi kan slå os ned. Vi finder et sted i nærheden af det eneste hus i området, et ikke særlig rart hus, der er snavset og bart. Men mine venner mener i første omgang, at det kan give en vis beskyttelse blandt de mange hundrede mennesker, da de få vagter, der alle er afrikanere, holder til dér.

Toiletter er der ingen af i området. Men det er jeg nu vant til. Festivalen er kun beregnet på lokale deltagere, hvilket jeg også opfattes som.

Sidst på eftermiddagen kommer der langsomt igen liv i lejren. Mænd begynder at sadle kamelerne op. Andre promenerer med hinanden i hånden, ofte med store tuaregsværd hængende i siden. Man viser sig frem. Dvs. mændene viser sig frem - for de andre deltagere, men ikke mindst for kvinderne, der begynder at komme ud fra deres skjul ved 17-tiden for ikke at få for megen sol. Når de er ude, sidder de altid med ryggen til solen.

Alle er i deres fineste tøj. Til fester får man altid nyt tøj, hvis man overhovedet har råd til det. Tøjet skinner som silke, da der er banket voks ind i det. Så snart det har været vasket, mister det glansen og værdsættes ikke længere.

Der bliver solgt de flotteste stoffer i mange farver, men de fineste er dog dem, der er mættet med indigo, og det kan gøre tuaregerne næsten sorte. Stofferne er så mættede med farve, at de smitter af på huden, der bliver blå, deraf navnet det blå folk. Og jo mere blå hud, jo finere er det. For så har man råd til det mest mættede stof - og til at gå i nyt, uvasket tøj. Nu er det ikke fordi tuaregerne vasker sig selv eller deres tøj ret tit.

Der bliver rigget en scene til her midt ude i ørkenen, og ved hjælp af generatorer bliver der skabt lys og en skinger mikrofon lyd. Der holdes lange taler om festivalen, om tuaregernes kultur og om fred mellem folkene. Fred er blevet er meget vigtigt ord i den del af Sahara efter års interne krige, hvor mange blev dræbt, og andre måtte i eksil.

Efter talerne kan man gå over til det, det virkelig drejer sig om - kamelvæddeløbene. Alle deltagerne er ivrige efter at komme i gang og er ikke særlig respektfulde over for talerne. Faktisk saboterer de højtideligheden som små utålmodige børn.

Så venter vi bare på signal til at kunne starte. Tuaregerne rider i små, lette sadler med høje træstykker foran og bagved og med fødderne på kamelens hals.

Kamelløb, mystiske mænd, musik og smukke kvinder

Kamelvæddeløb er ikke et spørgsmål om at komme først. Det finder de helt uinteressant. Kun det ene af løbene drejer sig om, hvem der kommer først. Det skaber ingen interesse, og jeg fandt aldrig ud af, hvem der vandt.

Nej, kamelvæddeløb holder man for at vise sin kamel og sig selv frem. Alle rider langt væk og kommer så tilbage i en sandsky i fuld galop under vilde råb - og gerne i små grupper, så alle bliver set. Man får kamelen til at galopere med højt hævet hoved, så den tager sig godt ud, og al pynten vifter i vinden. Og selv retter man ryggen i sadlen, så man ser flot ud. Det gælder ikke mindst om at gøre et godt indtryk på kvinderne. Det er også en af de store anledninger til at finde sig en kone - eller måske kæreste. Tuaregkvinder har ret store friheder.

Rytterne gør sig klar til væddeløb. Den næsten mørkebrune tagelmust er - trods farven - totalt mættet med blå indigo.

Blandt kvinderne sidder de fineste, de adelige kvinder med guld- og sølvsmykker i håret, hennafarvede hænder og tatoveringer om munden. Har de børn med, passes de ofte af en mørkere kvinde - en Bella, den tidligere slavekaste. Officielt blev slaveriet først ophævet efter uafhængigheden i 1960, men det gjorde næppe den store forskel i deres levevis. Tjenerkaste var og er en mere dækkende betegnelse.

Hen på aftenen, når der er helt mørkt, stilner kamelvæddeløbene af, og der begynder at komme musik, sang og dans på scenen. Jeg sidder blandt tilhørerne. Den eneste ”tubab” (hvide). Tubab er mit navn blandt alle fremmede her. De få diplomater, der var med til åbningen, er taget tilbage til Bamako.

I den stjerneklare nat lyder Malis musik forjættende og mystisk. Alle der har lyst til at danse, går bare op på scenen og danser med. Nogle alene, nogle med samme køn, men nogle i særdeles flirtende danse med det andet køn. Vi sidder alle i en halvmåne foran scenen, og som et amfiteater afsluttes kredsen af tuareger på deres kameler, side om side alle med hovedet højt hævet. En silhuet, der kunne have været den samme i hundrede af år.

Når man møder tuaregerne øjne ser de direkte tilbage på en. Tænker de på, hvad jeg laver der? Næppe. Jeg er i deres verden og omfattet af deres stolthed. Jeg har fået syet mig en tuaregkjole og dækker mit hår med et tørklæde i samme stof. En dejlig rød skinnende farve. Jeg føler mig helt hjemme og meget taknemmelig.

Efter midnatstid forlader jeg gruppen og går hen til det sted, hvor min sovepose er placeret. Den er i brug af nogle vagter, lige som mine andre ting, men jeg får det dog uden problem tilbage og forsøger at lægge mig til at sove. Vagterne kikker på mig på en måde, jeg ikke er helt vant til i disse lande, hvor jeg plejer at møde stor diskretion, så jeg må passe meget på, hvad jeg gør.

Reelt kan jeg ikke sove, før Sangun også kommer til. Helt rart bliver det nu ikke, selv om stjernerne oven for passer på mig.

Efter nogle lange, varme og dovne dage, mættes natten af kvinders og mænds dans til musik fra forskellige egne i Mali.

Fem meget lange og varme dage, stjerneklare nætter

De følgende dage sker der intet før ved 17-tiden. Om dagen er der stegende varmt, og ingen orker noget. Jeg går rundt i lejren. Tiden virker uendelig lang. Snakker med enkelte.

En af vagterne, der er sorte afrikanere, spørger om jeg vil tage et billede af ham på en kamel. Jeg siger ja, men fatter ikke helt hvorfor. Vi får lånt os frem til en kamel, og han kommer op på den, men da den vil rejse sig sætter han i et vræl - en stor stærk soldat (!) Nå, fordi man er født i et ørkenland, er man åbenbart ikke fortrolig med en kamel. Jeg tager billedet af ham på en liggende kamel, som to tuareger holder, og han ser meget stolt ud. Det vil han sende til hele sin familie. Han passer derefter på mig blandt vagterne.

Mænd sidder og snakker, spiller spil eller sover. Man ser stort set ingen kvinder, de fleste er inde i teltene. Andre steder ser man små bylter, der klart er tuaregkvinder, som har lavet deres eget lille enmandstelt ud af deres store gevandter. Først om aftenen, når solen ikke kan ramme deres hud, kommer de ud.

Til gengæld et det et imponerende skue, når rytterne gør sig klar ved 17-tiden. De kommanderes ind i en stor halvcirkel af en leder. Og først, når han er tilfreds, får de lov at ride frem. Flot er det. Det giver et sug i mig, hver gang jeg ser det, og jeg føler mig meget hjemme. Jeg må afgjort være født her en gang i et tidligere liv.

Hver aften sang, musik, dans og væddeløb og ikke mindst den obligate fremvisning, som man promenerede på den franske riviera eller de store boulevarder for at vise sig frem. Her er det blot ikke kvinderne der vises frem, men mændene. Kvinderne sidder og ser på et enkelt fnis, og skælmske blikke bliver udvekslet.

Farvel til ørkenen, dens mennesker og fascinerende kameler

Efter en lille uge slutter det med en stor parade, som det startede. Flere hundrede kameler i en sandsky galopperer frem under vilde krigsråb. Her står kvinderne og ser på. Og ønsket om fred? Jo, det er dybtfølt, ingen tvivl om det.

Vi tager tilbage til Timbuktu, der er blevet et hjem for mig. Jeg er optaget i min egen familie, og alle i byen kender mig. Nogle måneder har jeg tilbragt i Mali. Denne gang bliver overgangen til danske forhold svær. Tuaregerne, ørkenen og kamelerne har virkelig trængt sig ind i huden her efter mit femte ophold i området. Og modsat den blå indigofarve, kan det ikke vaskes ud igen.

”Festival du Désert” er siden 2002 blevet åbnet for en bredere gruppe. Også turister kan nu deltage mod betaling. Den finder nu sted først i januar - næste gang 7.-9. januar 2010 grundet varmen og for at give flere mulighed for at deltage. Festivalen er flyttet til Essakane, der er mere tilgængelig, og hvor der kan etableres visse faciliteter. Vægten lægges nu mere på musik og optræden på scenen.

Air France flyver til Bamako næsten dagligt, og derfra er der forskellige muligheder for at komme til Timbuktu. Point Afrique, (www.poinr-afrique.com) har direkte lavprisfly fra Frankrig til flere byer i Mali. I forbindelse med højtider skal man dog være meget tidligt ude.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside