Timbuktu - verdens centrum og hjerte

Tekst og fotos af Elsebeth Finnick

Songhai kvinder og børn - og en enkelt hvidhud - med hårprydelser i guld - klar til festen

Typisk Timbuktu dør og mindeplade for Rene Caillié, den første vantro, der kom levende tilbage fra Timbuktu i 1826

Timbuktu, der en gang var et af den muslimske verdens kraftcentre med flere universiteter, men lukket land for vantro, er blevet en metafor for verdens ende. Dér hvor de 1001 dalmatinerne skulle sendes til, hvor Rip og Rap og Rup løb mod, hvis de forventede ballade med onkel Anders.

Under et besøg i Mali i 1998 kom jeg til Timbuktu med kun 300 kr. på lommen. Uden at forvente noget, tilbød flere familier mig husly og mad og byen af sand og jordhuse blev hurtigt det dejligste sted på jorden. Et sted, jeg altid ved, jeg er velkommen, uanset hvad. På mit fjerde besøg i byen oplever jeg ganske uventet årets største fest: Profetens fødselsdag.

På vej hjem

Bilen flyver som en rasende gennem sanddynerne. Ismaël flår hårdt rattet til venstre og højre. Jeg må klamre mig fast til sædet for ikke at banke hovedet op i taget eller mod døren hele tiden. Der er over 50 grader i bilen - meget over - og vinduerne må holdes lukket for sandet. Længe tror jeg, at det er fordi han er sur på mig - jeg er blevet lidt vrissen efter to dage i bilen - men finder ud af, at det er for ikke at køre fast i sandet. Vi to alene kan ikke få bilen fri, hvis den får gravet sig rigtigt ned.

Da jeg kom til Bamako, hovedstaden i Mali, et par dage før, var jeg ikke forberedt på, at årets største fest skal afholdes i Timbuktu de følgende dage, så det er nærmest umuligt at komme dertil. Jeg må have fat på en 4-hjuls trækker. Det bliver en hård forhandling om prisen. Den er dyr. En bil holder ikke til mange ture til Timbuktu. Men af sted kommer vi. Første dag når vi til grænsen af ørkenen. Chaufføren foreslår, at vi sover i vejkanten, men jeg insisterer på, at han finder et tag, da der er huse i nærheden. Næste morgen finder vi en bod, hvor vi kan få morgenmad. Totalt udkogt gedehoved og te. Jeg nøjes med teen.

Så venter ørkenen, men vi sidder hurtigt fast i et vandhul. Regntiden i Mali er begyndt. Ud at skubbe. Heldigvis er der nogen til at hjælpe her. Efter en time bliver vi pakket ind i sandstormen. Sandet bliver slynget mod ruderne, lyser op i bilens lygter og danner sandbunker. Som en snestorm i Danmark. Længe efter, jeg mener det er helt håbløst, stopper chaufføren, og vi må vente til næste dag. Når man sidder og venter i en bil i en sandstorm, føler man sig i verdens mindste rum. Uden lys er der ikke meget at lave. Om natten lægger jeg mig til at sove på bagsædet. Chaufføren kryber ind under bilen efter at have bygget et slags læskjold af ting, han havde i bagagerummet.

Modtagelse hos tuaregernes leder, der har snydt mig, mens Ibrahim ser til, pinlig berørt ved situationen.

Næste morgen vågner vi op til en vidunderlig klar, blå dag og alle nattens forbandelser er glemt.

Så af sted til Timbuktu!

Timbuktus silhuet med de kvadratiske huse i sandfarvede, soltørrede sten nærmer sig. Så kommer de pindsvinelignende moskeer og de sandfarvede kameler. Til sidst gøres billedet levende af farverige skikkelser, der roligt flyder frem. I Timbuktu sker alting roligt og stille. Som det har gjort, siden byen var et kulturelt centrum i den muslimske verden og et rigt knudepunkt i karavanehandlen. Timbuktu udstråler ro og et overskud på tværs af tid. Byen er ikke så spændende i sig selv, men her har jeg fra mit første besøg fundet mennesker, der uforbeholdent har give mig venskab og lyttet til alt, hvad jeg måtte have haft behov for at få talt om. Familien Dicko har adopteret mig som et familiemedlem, da jeg stod uden penge og manglede et tag at sove på. Jeg er blevet datter, søster og mor, trods min helt anderledes hudfarve og baggrund.

Hjemme igen

En stor gruppe mennesker kommer løbende mod mig. ”Elsebeth, Elsebeth, så kom du alligevel igennem. Vi var bange for at regnen havde stoppet dig”. Jeg synes ikke, jeg kender nogle af dem. Men alle venter på mig.

Hamma, min ”søn” omfavner mig, giver mig et kys på kinden, tager min arm og fører mig hen til min fulani-familie. Tidira står i døråbningen og giver mig et kæmpeknus, så ét til og ét til. Døtrene og barnebarnet er også i forrummet for at sige goddag. I stuen er der flere, der har ventet det meste af dagen for at sige velkommen, når og hvis jeg kom. Der hilses omstændeligt på hver og en. ”Hvordan har du det, gik turen godt, har du sovet godt, hvordan har din familie det, hvordan har Danmark det ….. ” Inden jeg får hilst på alle, er der kommet flere nye til. Det er rygtedes, at jeg er kommet. De fleste kender jeg godt, andre mindre. Det kan være lidt svært at genkende nogle, da man oftest kun ser deres øjne og lidt af næsen. Da vi alle har fået de sædvanlige 3 kopper te, kommer gavetiden. Der forventes rigtig mange gaver, når man kommer tilbage til sin familie - også af folk, jeg synes er lidt langt ude. Men jeg er forberedt, og har købt godt ind.

Marked i Timbuktu. Forskellige etniske grupper samles. Deres farverige dragter er, ud over at være deres stolthed, yderst behagelige i varmen

Til sidst kommer også tuaregernes leder, Muhammed. Denne er dog en blanding af meget formel og katteagtig, for jeg har sendt nogle penge og materialer til deres nomadeskole - men intet er kommet i de rigtige hænder. Han havde ikke forventet, at jeg ville komme igen. Jeg morer mig noget over hans forlegenhed, der dog ikke hindrer ham i at forsøge at få flere penge ud af mig. Her har jeg mødt nogle af de dejligste og mest givende mennesker, jeg kan huske, men det er desværre også nødvendigt at udstyre sig selv med realistisk kynisme, hvis man ikke skal blive skuffet - og fattig. Min loyale ven Ibrahim er meget utilpas over situationen, da det er ham, der har introduceret mig for Muhammed.

Profetens fødselsdag.

Den følgende dag er Timbuktu fuld af mennesker, også flere mænd fra nomadestammerne er kommet til byen. De næste tre dage er helt specielle. Profetens fødselsdag er en af de helt store fester i Timbuktu, og jeg får helt uventet denne oplevelse med. Tre dages intense farver, stemning og varme som den eneste Tubab - hvide. Det sørger de 50 grader i skyggen for. Det er den varmeste tid, lige inden den årlige, om end sparsomme, regn kommer. Selv nætterne er tunge.

Alle samles ved moskeen til den store fest - også den meget mørke slavekaste, bellaerne.

Ikke blot mændene er ude. Kvinderne fra byen er også i gaderne i deres fineste, nye silkeskinnende kjoler. I håret har de guld og sølvsmykker under deres hovedbeklædning. Alle, der overhovedet har råd til det, er i nyt tøj. Hver og én ville have vakt beundring ved et kongeligt bal herhjemme. Selv bellaerne, tuaregernes meget mørke slavekaste, er der. Alle er glade og hilser mig med smil og siger tak for de billeder, jeg via Omar har sendt til dem. Det er oven i købet min fødselsdag, hvad jeg dog ikke har sagt til nogen. For kun få dage siden forlod jeg en problematisk hverdag i Danmark, og nu er alt fjernet fra skuldrene, og en rolig lykke trænger sig smilende ind.

I tre nætter omkring Profetens fødselsdag reciteres koranen i byens gader af præster og marabuer. Alle er velkomne til at læse med.

Kvinder, jeg næsten ikke kender, kommer hen og omfavner mig og siger undskyld. Det forvirrer mig noget, men det viser sig, at det er den dag i året, hvor man går hen til sine venner og siger undskyld for, hvad man måtte have gjort af dårligt over for dem i året, der er gået. Og jeg bliver behandlet som en af dem. Jeg har endnu ikke fået min turkise nye kjole, men har dog en pæn kjole med tørklæde til hovedet med. Det får jeg respekt for. Lyme præsenterer mig for sin kusine, som deres familier ønsker, han skal giftes med. Han har bestemt ikke lyst, og trækker det ud. Hun er nu meget sød.

Pladsen foran den store moské er fuld af hundrede af mænd med hovedet rettet mod moskeen, hvorfra der kaldes til bøn Jeg er kommet væk fra de andre, men det gør noget. Måske kender jeg ikke dem omkring mig, men de kender mig. Dog ikke enkelte af nomaderne, der er kommet langvejs fra til festen. Flere af dem, de fleste adelige, ser diskret og respektfuldt på mig, klar over at jeg ikke er en rigtig fremmed. Så hvem er jeg mon?

Efter bønnen bevæger den store folkemængde, hvortil kvinderne er kommet, sig i en stor bølge tre gange venstre om den store moské. Ud over en messen af Koranen er der ikke en lyd. Til sidst står alle andagtsfuldt foran moskeen og kommer med et ønske, de gerne vil have opfyldt. Også jeg har et.

Da det bliver mørkt, danner præsterne og marabuerne grupper under lyskæder i gaderne og hele natten - og de følgende nætter - høres den monotone reciteren af Koranen. Det giver en dejlig ro bare at sidde at høre på det, og alle accepterer mig, selv om jeg ikke er muslim, fordi jeg er en del af familien Dicko. Søster, datter og mor til deres adoptivsøn, Hamma. Under tidligere ophold har jeg fået et helt specielt forhold til lille Hamma, der efterhånden nok er blevet en 15 år, men ingen kender hans alder. Han er vokset op under voldelige forhold i Gao, blevet solgt til en blind mand som dennes fører. Han har ikke mødt megen ømhed, før han kom hertil, men han har de mest vidunderlige levende og begavede øjne. Og vi har fået et helt specielt forhold.

Længe efter min fødselsdag er slut, over midnat, går jeg hjem til det lille lerhus i en sidegade, hvor Tidira og døtrene allerede sover - stuen får jeg for mig selv. Efter jeg har hilst på den rotte, jeg kommer til at dele værelse med den følgende tid, og klaret vaske- og toiletrummet med kakerlak-tæppe på, falder jeg i en vidunderlig søvn.

Alle går tre gange rundt om den store moské, før man stille fremsiger et ønske for fremtiden

I ørkenen igen

Festens anden dag skal jeg fejre i Ibrahims lejr. Tidlig morgen, inden solen bliver stegende, henter han mig med sin kamel - en ualmindelig sur kamel, som forsøger at bide mig og gurgler ret meget, da jeg nærmer mig. Ibrahim påstår, at den kan lide mig. Jeg har nu mine tvivl. Kameler fascinerer mig mere og mere. Sure, bidende, men utroligt udholdende og trofaste, når de først er kommet i gang med at gå.

Arouane, Saharas Perle - blødt sand, jordfarvede huse og tidsløs ligevægt, der giver ro til lange diskussioner

Lige før vi forlader byen kommer en brun skikkelse løbende og kalder på mig. Er det ikke Elsebeth? Jo, det er det. En fisker fra Kabara, Timbuktus havneby genkender mig fra en tur på Niger-floden sidste år. Vi giver hinanden hånden flere gange og forsikrer hinanden om, at vi har sovet godt, at vore familier har det godt og at alle i Danmark har det godt …… dernæst kommer en Tuareg, som jeg ikke kender, hen for at hilse på Ibrahim og mig. Ibrahim viser ham den gave, jeg har haft med til ham. Tuaregen beundrer den og går så hen til mig og takker for, at jeg har givet en af dem en så smuk gave. En tradition her, som virker meget smuk.

Bag en stor gul sandklit kommer flere kameler galoperende. Festen i lejren er allerede begyndt, og kamelvæddeløb er en af de centrale dele. Ørkenen er måske nok dræbende varm, men den synes at være det smukkeste sted på jorden. Ibrahims børn kommer løbende mod mig, mens hans kone Fatouma bliver siddende. Tuaregkvinder tilbringer det meste af deres liv siddende ved teltet. Jeg får dog et stort knus, da jeg kommer derhen. Jeg giver hende et perlesjal, som hun bliver meget glad for, ikke mindst, da hendes døtre kommer hen og er grønne af misundelse. At det rent faktisk er et meget dyrt fejlkøb fra en dansk designer - det er for pyntet til Danmark - aner hun ingen ting om. Men der klæder hende fyrsteligt. Jeg er sikker på, at designeren ville have glædet sig, hvis hun havde set det. Omvendt har jeg taget nogle kjoler fra Timbuktu med hjem og brugt det til store fester herhjemme.

Om aftenen bliver der danset, en lang og ikke særlig livlig dans, men alle kan deltage og kvinderne underholder med deres strengeinstrument. Efterhånden sover vi ind, én efter én omkring bålet, indhyllet i et tæppe. Det er ikke svært at sove under de velkendte stjerner.

Lyme og Muhammed foran Timbuktua bymur - piggene i muren bruges som stillads, når murene skal vedligeholdes efter den årlige regn.

En beundrer fra ørkenen

På festens sidste dag gør vi klar til en større tur og jeg skal møde ham, der har ansvaret for mine kameler. Han er i Timbuktu i anledning af festen. Hamma kommer mig i møde på Bouctou´s terrasse og viser mig hen til en mand i en skinnende gul kjortel og en turkis turban. Det er Ali.

Det år faldt profetens fødselsdag sammen med min, der helt uventet blev en af de bedste, jeg har haft. Her sammen med Aliz, hvis ansigt jeg aldrig helt så.

Så snart jeg ser ind i Alis øjne, bliver jeg grebet af dem. Der er en urkraft i dem. Ali er en meget smuk mand med mørke dæmoniske øjne. Til goddag ser han mig blot dybt i øjnene, men siger ikke noget. De andre er åbenbart vant til hans tavshed. Hans øjne viger ikke fra mig et øjeblik. Omar, min bror, introducerer os for hinanden. Ali kommer fra den store familie i den stærkt muslimske ørkenby Arouane, der ligger nord for selve Timbuktu. Jeg er lidt forvirret over hans tavshed og snakker løs. Ali nikker en gang i mellem, men virker som om, han ikke hører rigtigt efter. Jeg er meget distraheret over øjnene, men må ikke se for direkte igen. Jeg er heller ikke sikker på, han forventer øjenkontakt. Han virker mest, som han betragter mig som en fremmed art. Han er ikke vant til at møde fremmede. Men jeg er efterhånden ikke vant til at vække sådan opmærksomhed her i Timbuktu.

Da Ali dagen efter forhører sig, om jeg er gift og så tilbyder et anseeligt antal kameler for mig, er jeg ret smigret, ikke mindst da han er meget yngre end jeg. Men Omar Dicko, manden i huset, min bror, til hvem den slags forespørgsler skal rettes, kommer grinende hen og fortæller alle det, hvad gør Ali noget stille. Han havde vist ikke forestillet sig at skulle udstilles på denne måde.

De tre dages fest afsluttes med, at der slagtes et får, som hver familierne samles om. Nomademændene samles i store grupper i byens udkant. Tidira laver en dejlig ret, som vi alle spiser med højre hånd. Vi forsøger med fingrene at finde de stykker kød til hinanden, som vi ved, de andre kan lide. Jeg har delt værelse med fåret de sidste nætter, så der er lidt trist at spise det. Omar tog det ind, da han syntes, det lød lidt forkølet. Så det har stået ved siden af min madras og nyst lidt, mens det nød at blive kløet på hovedet. Jeg var nået at blive ret gode venner med fåret. Noget jeg vist aldrig opnår med en kamel.

------------------- 0 -----------------

Modsat René Caillié, der blev den første hvide mand, der kom til Timbuktu og levende hjem igen - og derved opnåede en dusør - kan jeg færdes helt frit og afslappet uden fare. Men hvor han forventede guldbelagte gader og stor luksus og blev skuffet over de kedelige lerhuse og trøstesløsheden, var jeg første gang forberedt på at finde MacDonnalds og en vestlig kultur i en ussel udgave. Jeg fandt endeløse smukke sandflader med lerhuse og mennesker, der hvilede i sig selv. De ensformige huse og gader var fyldt med varme og velkomst, der fik mig til at komme tilbage igen og igen og samlet tilbringe flere måneder i ørkenbyen. Så er Timbuktu ikke verdens triste ende, men verdens omdrejningspunkt, dens hjerte.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside