De kører som død og ødelæggelse og uden hjelm. Høns og hunde spæner for livet. Det tørre støv hvirvles op og bæres af den lette brise fra havet, over de små skæve bambushegn og ind i folks haver. Midt gennem en landsby bliver den hullede grusvej afløst af asfalt i rimelig dårlig stand, og turen bliver bestemt ikke mere kedelig.
Motorcyklens baghjul rammer en kant ved et hul i vejen. Det er mere end det gamle dæk kan holde til. Efter få hundrede meter må min chauffør og jeg sagtne farten og standse helt op, mens vi ser min kæreste Elsa og hendes chauffør forsvinde videre ud af vejen, dreje mod højre og forsvinde ind i junglen.
Vi er ud for Sulawesi, Indonesien, på den lille ø Wangiwangi, i det ørige hvor Pippi Langstrømpes far er konge. Vi brugte tre dage på at komme hertil, og vi har ikke set andre turister undervejs.
Nu har vi været her i fem dage, og det har været pragtfuldt. Alligevel har vi valgt, at det nu var tid til at vende tilbage til The Beaten Track, og se lidt mere af det Sulawesi har at byde på. Denne historie finder sted på en støvet landevej mellem byen Wanci og øens lufthavn.
Nu er jeg og min chauffør, som jeg - på grund af sproglige barrierer - ikke rigtig kan få til at kaste lys over situationen, på vej til fods ud ad den støvede landevej. Det virker som om vi er 100 år væk fra alting, og til min forundring er vi drejet til venstre ud over markerne, der hvor Elsa og hendes chauffør er drejet til højre ind i junglen.
Jeg ved, at der var ca. 30 km til lufthavnen, da vi startede. Vi har kørt ca. i tre kvarter, så jeg formoder der er, ja - under 30 km tilbage?? Flytider er ikke noget man tager så nøje her, og min chauffør virker rolig, så mon ikke vi nok skal nå det.
Det næste der møder os er for mig meget mærkeligt. Det ser ikke ud til, at min chauffør ser noget underligt i det, men her ude midt i ingenting, krydser vi noget der mest minder om en 6 sporet motorvej. Så vidt jeg ved, er der ikke meget andet på denne ø end den by vi kommer fra, som ligger bag os, og så lufthavnen, som jeg formoder ligger foran os. Nu går der pludselig en motorvej på tværs af det hele.
Vejen er tom. Her er ikke en bil, her er faktisk ikke nogen som helst ud over os. Det er en meget mærkelig fornemmelse. Vi går som Palle alene i verden, bare os to, ud ad denne brede motorvej. Her er ikke et øje. Her er helt stille.
Efter et kvarters tid, hvor vi har gået og smilet lidt til hinanden i den bagende middagssol, hører vi pludselig motorstøj bag os. Det er Elsas chauffør, der er vendt alene tilbage for at finde os. Det forvirrer mig lidt, at han kommer kørende bagfra. Det får mig til at tro, at vi måske alligevel er gået den forkerte vej. Hvor er Elsa?!
Lufthavnen. I den lille bygning skulle vi registreres ved 3 forskellige skranker for at komme med flyet og alligevel missede vi selve betalingen og kom med flyet gratis.
Elsas chauffør kan heldigvis lidt engelsk, og kan fortælle at han har sat Elsa af ude ved lufthavnen, og er kommet tilbage for at køre mig det sidste stykke vej derud. Vi er tilsyneladende ikke gået forkert. Da jeg er kommet op på hans motorcykel og rygsækken er læsset, fortsætter vi ud ad den brede vej.
Gennem motorstøjen forsøger jeg at spørge lidt til hvor vi er, og hvor vi skal hen. Jeg har lidt svært ved at få hele navigationen til at gå op og brikkerne til at falde på plads.
Jeg spørger ham, hvor langt der er tilbage til lufthavnen. Han vender sig stolt og en smule slingrende, peger skråt ind til højre og råber ”over there sir”.
Nu begynder brikkerne at falde på plads. Det er godt nok en meget lille lufthavnsbygning, men man kan godt se, at det er en lufthavnsbygning. Det ligner faktisk bagsiden af en lufthavnsbygning, den side der vender ud mod landingsbanen, og nu når jeg tænker mig om, ligner den brede vej vi drejede ind på for godt en halv time siden måske i virkeligheden mere en landingsbane.
Der går en del tanker gennem hovedet på en, når man pludselig opdager, at man har rendt rundt ude på en landingsbane i omkring en halv time uden at vide det. Jeg ved ikke meget om flytrafik, men efter at have tænkt over det vil jeg mene at vi nok skulle kunne nå at springe i grøften, uden først at få en tur gennem en jetmotor.
Jeg tror faktisk også, at vi ville slippe uden den helt store skideballe fra lufthavnspersonalet. Sådan er det, når man kommer ud på landet i Indonesien. Det kan jeg faktisk godt lide. Men lige da det gik op for mig og min vestlige tankegang, blev jeg nok en smule bleg.
