Something white, something blue
(and something green)

Endnu en båd på vej mod den enorme tunge af is i Portage Lake.

TEKST OG FOTO: OLE MARKUSSEN

Jamen, er det ikke koldt og dyrt i Alaska?

Blå is

”Welcome to Alaska”, stod der på de mange turistplakater i ankomsthallen, selvfølgelig alle visende perfekte gletsjere under en skyfri himmel, ”We hope you'll enjoy it” stod der på en anden plakat over en smilende Sarah Palin, Alaska's nok mest berømte person i nyere tid.

Hotellerne i Anchorage lider formentlig af, at de fleste turister er nødsaget til at opholde sig her på vej til og fra mere interessante steder i Alaska. Derfor kan hotellerne åbenbart slippe af sted med at kræve temmelig meget, standarden taget i betragtning. Anchorage selv har ikke mere at byde på end hvad der snildt kan klares på en halv regnvejrsdag, men jeg havde dog afsat en dag til en arrangeret tur til Portage Glacier udenfor byen. Gletsjeren ender i søen Portage Lake, og er kendt for at have særlig megen blå is.

På vej i helikopter over Juneau's mange gletsjere. Det hed vist en 5 Glacier Tour, men vi så mange flere end 5.

På turen til gletsjeren stoppede vi i byen Girdwood, hvorfra der går en svævebane op til en fantastisk udsigt over fjordene Cook Inlet og Turnagain Arm, hvis vejret ellers samarbejder. Det havde det åbenbart ikke i sinde da jeg var der, for regnen silede ned, så de ekstra 18$ det kostede at tage turen op i skyerne syntes jeg fandt bedre anvendelse på en cappuccino og et kæmpe stykke Salmonberry Cheesecake (bærret er en mellemting mellem ribs og blåbær).

Heldigvis var vejret klaret op, sådan da, ved ankomst til søen, hvor vi med militær præcision blev stuvet ombord på en båd der lignede en tro kopi af Mermaid of the Mist-bådene ved Niagara Falls. Man lærer hurtigt altid at have det rette tøj med sig rundt i Alaska (det havde jeg endnu ikke lært på det tidspunkt), så varme handsker, tætsiddende hue og halstørklæde er et MUST hvis man skal stå udenfor på dækket og nyde synet af ismasserne (for hvem gider sidde indenfor, hvor man ikke kan se noget?).

Da Portage Glacier ender i vand har den en næsten lodret front uden det grumsede jord og grus, der ses for enden af gletsjere der ender på land. Alle på dækket var konstant på udkig efter knirkende lyde, der kunne indikere, hvor gletsjeren næste gang kælvede store ismasser ned i søen. Den erfarne kaptajn sejlede frem og tilbage langs med gletsjeren efter de bedste ”spots”, så alle kunne få gode billeder, uanset hvor de stod på dækket. Der blev tilmed et par gange samlet is op fra søen, som man kunne få et stykke af, hvis man havde lyst eller havde været så forudseende at medbringe noget whisky. Et kollektivt suk lød da også på dækket da kaptajnen meddelte, at det var tid at vende hjem.

Mt. McKinley spejlet i Wonder Lake, Denali. Det er kun de lange ture der når hertil

Storslåede Denali og Mt. McKinley

Næste dag skulle jeg tidligt op for at tage toget til Denali nationalparken, og jeg havde billet til 1.kl. øverst i toget, hvor både vægge og loft var af glas. Inkluderet i prisen var en fin frokost i restauranten nedenfor, hvis nogen kan huske togscenen med Cary Grant i North by Northwest, så var det sådan en restaurant!

Vejret var perfekt på hele turen til Denali, og det fortsatte hele tiden, mens jeg var der. Man kommer rundt inde i parken med gamle amerikanske skolebusser, det er heldigvis forbudt at køre selv. Jeg har ikke tal på alle de dyr vi så: brune bjørne, sorte bjørne, grizzlybjørne, elge, bisoner, ørne, kronhjorte og bjerggeder. Og udsigten henover de græsklædte stepper til sneklædte Mt. McKinley badet i sol var som klippet direkte ud af alle turistplakaterne og guidebøgerne.

Gletsjer der minder om en flersporet motorvej, set på vej i helikopter til Mt. McKinley, Nordamerikas højeste bjerg/TD>

Stederne vi stoppede havde navne som Wonder Lake (pga. Mt. McKinley's spejlbillede i søen) og Polychrome Pass (pga. fantastisk farvede bjergformationer). Det var en forsmag på hvad der ventede et par dage senere, da jeg tog en helikoptertur over Mt. McKinley. Her var jeg igen heldig, for da jeg ankom med bus til Talkeetna (lufthavn for flyveture over Mt. McKinley) var det våde kystklima fra Anchorage nået hertil, og alle sightseeing flyene havde været ”grounded” som de sagde i næsten en uge.

Næste dag var der lovet opklaring nordfra, men det var usikkert om dette skete tids nok til at jeg kunne nå den helikoptertur jeg havde booket - og betalt - over nettet hjemmefra. Men heldigvis havde jeg booket den dyre helikopter tur (og ikke den billigere tur med propelfly), for kun de øvre skyer lettede mens jeg var der, og kun helikopterne havde tilladelse til at flyve gennem skydækket, der lå som en dyne over Mt. McKinley's forbjerge.

Isoleret granit-top placeret som en ø i et hav af is, nær Mt. McKinley.

”There's nothing to see in the lower valley's anyway” forsikrede piloten mig, da jeg spurgte til, hvad jeg kunne forvente at se, nu da det så MEGET gråt ud nede på jorden. Og han fik ret - går jeg ud fra - for kort efter vi brød gennem skydækket åbnede en fantastisk verden sig af forrevne bjergtinder, isolerede lodrette granittårne, der lignede øer i et hav af is, perfekte cirques (betegnelse for runde grydeformede bjergformationer) og flere gletsjere end jeg nogensinde havde set før samlet på ét sted. Flere gletsjere lignede 15-sporede motorveje, med de skiftevis sorte og hvide lag der snoede sig rundt om bjergtinderne.

Mt. Mckinley er så stor, at man ikke kan se hele bjerget, men kun dele ad gangen, og jeg er faktisk ikke sikker på jeg kiggede i den rigtige retning da piloten pludselig udbrød ”The peak is at 11 o'clock”, men udsynet i alle retninger var så imponerende, at det betød ikke så meget.

Rygsvømmende havodder giver opvisning, mens vi har slukket motoren

Orca hvaler og rygsvømmende hav oddere

Efter denne oplevelse var det selvsagt svært at ”komme ned på jorden igen”, så det lykkedes først næste dag, da jeg havde en hel dags busrejse i silende regn til byen Seward på Kenai Peninsula. Hjemmefra havde jeg booket en sejltur til Kenai Fjords National Park til dagen efter, men igen var jeg heldig, for da jeg vågnede næste morgen, var det skyfrit!

Også dyrene lod sig lokke af det gode vejr, for vi så adskillige orca-hvaler (=spækhugger) der hoppede op af vandet ikke langt fra båden, samt legesyge delfiner og ditto havoddere, der gav opvisning i rygsvømning! Også fuglene var ude og nyde solen, og på sådan en dag viste gletsjerne i de mange fjorde sig fra sin bedste side.

Krydstogt gennem Inside Passage

Næste dag startede mit 7 dages krydstogt, bekvemt nok fra byen Seward, hvor jeg boede. Jeg havde efter nøje research valgt at sejle med Holland America Line, især fordi der var minimal tid på havet, men også fordi jeg VILLE se Glacier Bay.

Her betaler det sig at lave sin research og tjekke rederiernes hjemmesider for hvilke stop, der gøres undervejs og hvor længe, da dette er altafgørende for ens muligheder for diverse aktiviteter. Aktiviteterne koster selvfølgelig ekstra, og de kan hurtigt løbe op, men det giver ikke megen mening at tage på krydstogt helt ovre i Alaska og så tilbringe tiden i (juvel)butikker og triste havnebyer.

Jeg havde aldrig før prøvet et længere havkrydstogt, og selv om det ikke var Caribien, så er det de samme skibe, som sejler der. Jeg må indrømme, at

Blå ishule på toppen af gletsjeren. Denne var stor nok til man kunne kravle indenfor.

jeg gjorde en super investering ved at købe kort til skibets spa-afdeling: Efter en dags aktiviteter i ofte koldt og vådt vejr (mit held med vejret slap desværre op) var det en sand nydelse at få varmen i et urtedampbad eller ligge i badekåbe på varme fliser til lyden af tibetansk musik. SÅ var man ladet op igen, og klar til god mad og ditto vin.

Et krydstogt er der ikke mange der tager på alene, og næsten alle jeg mødte var da også par. Men hver aften spiste jeg middag ved et nyt bord, da jeg med vilje ikke ønskede fast spisetid - alene ordet skurrer i mine ører. Når man har ferie, er det vel ideen at man spiser, når man har lyst og ikke når uret siger nu?

Passagererne var overvejende amerikanerne og canadiere, men uden tvivl en del mere aktive end typiske krydstogts-rejsende. I hvert fald var løbet kørt for mange aktiviteter, hvis man ikke havde booket hjemmefra via rederiets hjemmeside - et vigtigt tip til andre Berejste, der må få lyst til noget tilsvarende.

Kælvende gletsjer. Knirkende lyde er første tegn på at noget er ved at løsne sig, og heldigvis kender kaptajnen altid stederne med størst chance for at se de enorme ismasser styrte i vandet.

Alaska's vådeste vejr er netop langs kysten, men selv en togtur i regnvejr kan være imponerende, hvis den foregår på kanten af afgrunden, over høje træbroer og gennem talrige kulsorte tunneller. Fra guldgraverbyen Skagway tog jeg en sådan tur, dog ikke helt til togets endestation Whitehorse, da jeg jo havde et skib jeg skulle tilbage til.

Glacier Bay var utrolig flot, og i den konstante finregn fik isen en særlig blå grønlig nuance, men ok, solskin havde alligevel været at foretrække.

I Juneau var jeg mere heldig med vejret, og her havde jeg booket en helikoptertur med landing øverst oppe på en gletsjer, for at opleve de særlige store blå is huler og vandring på isen. Dette har jeg prøvet i Canada og i New Zealand, og hver gang har været en fantastisk oplevelse, som absolut kan anbefales. Når man har betalt for en landing øverst oppe på gletsjeren, får man jo også den ekstra sightseeing tur/retur med i købet, så det er lidt som 2-for-1 pris, og det kan jeg aldrig stå for!

Overalt langs kysten ser man vandflyvere, meget praktisk, da det ofte er den eneste måde at komme rundt på. En sådan skulle jeg også prøve, med lidt god sightseeing i samme pakke, selvfølgelig.

I Misty Fjords National Park udenfor Ketchikan tog jeg sammen med 2 piger. der havde ferie fra Sarah Palins kampagnekontor, en vandflyver op i bjergene med landing midt på en isoleret sø. Da vi trådte ud på vandflyverens ”flydere” i det sorte blikstille vand, var der kun os samt piloten, og søen var helt omringet af bjerge - en utrolig oplevelse!

En gletsjerspalte byder på kildevand direkte fra den store hane!

Kort efter skibet forlod Ketchikan var vi i Canada, omend vi først ankom til Vancouver ca. et døgn senere. De der har besøgt Vancouver, ved at det er en flot by, men den blegnede lidt denne gang efter mit besøg i Alaska. Så ja, I did enjoy it, som svar på plakaten med Sarah Palin. Alaska er der stadig, og det er Sarah Palin vist nok også, men plakaten med hendes hilsen i lufthavnen er muligvis blevet udskiftet! [Hun trådte frivilligt tilbage i juli 2009, red.]

Praktiske oplysninger

En rejse til Alaska kræver nogen forberedelse, det kommer man ikke udenom. Mange ture og lodges bookes op månedsvis i forvejen, da sæsonen er så kort.

Der er så mange steder at besøge og aktiviteter at prøve, og derfor vil en grupperejse, kombineret med nogen tid på egen hånd være ideel for de fleste - her kan man typisk vælge mellem camping eller lodges. Sidstnævnte er selvfølgelig dyrere, men det er værd at huske at Alaska's vejr ofte er vådt og koldt selv midt på sommeren. Typisk har man allerede været ude i elementerne hele dagen, så en varm seng og et godt måltid varmt mad til at fordøje dagens oplevelser kan være guld værd.

Rejsen til Alaska går via mindst én amerikansk eller canadisk storby, og når man nu rejser så langt, er det oplagt at kombinere med andre steder i USA eller Canada. Jeg kombinerede med solrige Californien, hvilket gav en god balance til det noget køligere og ofte våde Alaska. Man kan flyve direkte fra Los Angeles og San Francisco til Anchorage.

Stolt eskimo i folkedragt foran de flotte totempæle i Ketchikan

Links
Grupperejser til Alaska/inspiration til egen planlægning:

Grupperejser til Alaska kræver at man opsøger større udenlandske arrangører. Jeg har selv brugt nedennævnte andre steder i verden, især i Nordamerika, og de er alle gode:
www.footloose.com/
www.trekamerica.com/
www.intrepidtravel.com.au/
www.affordabletours.com/ (rejse-søgemaskine med 10% rabat)
www.exodus.co.uk/
www.explore.co.uk/

Krydstogt i Alaska:
Jeg brugte www.cruisevacationoutlet.com, der også sørgede for al øvrig hotelbookning og togbillet mv, de var fine.
www.hollandamerica.com/ (rederiet jeg valgte)


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside