Hyldest til Livet
Tekst: Cathrine Krogh, Foto: Ayelén Laura Suarez
Cathrine Krogh tilbragte 2½ måned af dette års vinter i Mellemamerika. Primært i Guatemala, men også i Mexico, El Salvador og Panama. Tiden gik med bl.a. spanskstudier, motorcykelkørsel, jungle- og bjergtrekking, surfing, kajakroning og dykning, og hen mod slutningen af rejsen sendte hun denne dejlige nytårshilsen hjem til venner og familie i det vinterplagede Danmark.
Dryp, drypdryp, drypdrypdryp... Blytunge sporadiske regndråber falder på palmebladstaget, som er lige over mit hoved. Lyden vækker mig. Det er absolut vindstille, og luften føles lige så tung som mormors gamle dyner. Hvor ville jeg ønske, at en frisk søbrise ville ramme mine næsebor. Regnen tager til, og med ét er det blevet temmelig heftigt. Igen forbavses jeg over, med hvilken styrke et tropisk regnvejr føles - eller også er det bare fordi lyden her under det primitive tag er så voldsom. Jeg fumler efter min pandelampe for at se, hvad klokken er. 23:56. Så har jeg sovet i halvanden time. Det er - et par minutter endnu - den første dag i det nye år - 2011. Jeg ligger i en primitiv hytte midt i junglen, tæt ved Rio Dulce, i det sydøstligste hjørne af Guatemala.
Efter lidt tid kan jeg høre, at taget er utæt og det regner ind. Skal jeg stå op og gøre noget ved det? Jeg er ikke meget for at kravle ud af mit beskyttende myggenet, for jeg har jo luret, at jeg ikke bor alene i denne hytte. Jeg deler den blandt andet med et par store behårede edderkopper. Så store, at jeg helst bare vil fortrænge alt om at skulle opholde mig udenfor myggenettet, mens det er mørkt. Desuden er der i forvejen så høj luftfugtighed, at alt mit tøj i rygsækken er halvvådt, så hvad gør et par regndråber fra eller til? Jeg ligger og håber, at det ikke begynder at regne ned i min seng. Jeg lyser rundt med pandelampen og finder lækagen. Dråberne rammer heldigvis kun ude på gulvet. Efter noget tid stoppes utætheden af sig selv, på trods af at regnen er tiltaget yderligere. Det må være med palmeblade som med gamle træskibe. De udvider sig og tætner ved at være fugtige. Smart - i naturen at benytte sig af naturens egne materialer.
Regnen er nu så voldsom, at det er umuligt at sove, men egentlig er det hyggeligt at ligge i mørket og filosofere over livet - og man kan jo altid klø på nogle myggestik. Det er helt og aldeles kulsort om natten her i junglen. Jeg forsøger, om jeg kan finde noget at fokusere på ude i nattemørket, men her er ingen elektricitet, så end ikke en eneste lille pære fra en oplader eller lignende lyser. Ind imellem er der dog nogle små fluer med noget grønligt lys i rumpen. Gad vide om det er ildfluer? De minder mig om små stjerneskud. Først lyser de meget op, mens de flyver, for derefter at dø langsomt ud. Gad vide, om man kan ønske, når man ser en ildflue? Jeg vælger at forsøge. Det blir' til en hel del ønsker. Blandt andet, at jeg lå i en behåret arm og puttede (og nu handler det overhovedet ikke om edderkopper længere), men det lader ikke til, at ildfluer har den samme virkning, som stjerneskud tilskrives. Jeg må huske at google, hvad fluerne bruger det 'lys' til, når jeg engang bliver forbundet med omverden igen. Måske skal de vise en mage, at de er uimodståelige. Det er jo ofte det, de mange særheder fra levende væsner handler om. Jeg kommer til at tænke på de mange gange, jeg har sejlet eller badet i morild om natten. Nogle gange har det været som en tyk selvlysende suppe. Hvor er naturen dog underfundig.
Der er nu gået et par søvnløse timer, og det regner stadig voldsomt. Naturen har i den grad lukket op for sine sluser.
Det har jeg også...
Først løber et par enkelte tårer, men langt flere presser på og vil ud. Til sidst løber en lind strøm ned i hårkanten og næsten ind i mine ører - som jeg ligger der på ryggen med hovedet på puden. Det er glædestårer. Tænk at mennesket kan græde med så forskellige følelser som sorg og glæde som kilde. Mine glædestårer udspringer af glæden over livet. I disse første dage af det nye spæde år er det seks år siden, jeg sad i en stol på et stort grimt hospital og en medfølende læge sagde ordene: 'Cathrine, jeg må desværre fortælle dig, at du har kræft'.
Den dag var det bestemt ikke glædestårer, der løb ned af mine kinder. Men heldigvis vidste jeg ikke på det tidspunkt, at der skulle komme til at gå tre år af mit liv med at få det kapitel overstået. Den tid er heldigvis ovre, og siden da har jeg - på nær lige i korte perioder - slået mine øjne op hver morgen med en intens hyldest til livet.
Som jeg ligger der midt i regnskoven og har brugt årets første dag på at ro kajak ned ad Rio Dulce, smækket kajakken op på en lille træbro ved det Caribiske hav, spist den lokale seafood, drukket friskpresset frugtsmoothies - og jeg på dag 2 i det nye år skal begive mig til Belize for primært at dykke og nyde små bountyøer, så er jeg udmærket klar over, at det skyldes, at jeg har travlt med at nyde livet i turbofart - primært fordi jeg for seks år siden fik en besked skrevet med ret store bogstaver om, at livet ikke er en selvfølge. At rejseri kom til at stå øverst på mit livs nye to-do-liste, er dog kun en naturlig afspejling af min evige udlængsel og flyvske personlighed. Dog tankevækkende, at vi mennesker ofte skal helt derud på livets tynde isflage, før vi er lydhøre overfor vore sande drømme og længsler.
At rejse er at leve - eller overleve.
Håber inderligt, at I alle vil komme til at græde udelukkende glædestårer i det nye år.
Kærligst
Cathrine
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
