"Hvad fan… laver man i Albanien?"

Tekst og foto: Jacob V. la Cour

Navnet Albanien fremkalder billeder for det indre øje hos de fleste. Billeder af udtjente Ladaer, der kæmper sig frem over hullede veje; små gamle koner i slidt tøj og med tørklæde om håret, der går og hakker ukrudt på en stenet mark; rækker af triste betonbyggerier; det regner – og det hele er i sort/hvid. Men det er langt fra sandheden!

Da mine kolleger bemærkede ordet ’Albanien’ i min kalender i Bededagsferien fremkaldte det mange spørgsmål: ’Hvad i alverden skal I der?’. Det er jo heller ikke et sted, man hører alt for mange rejse hen, men det er faktisk synd. Albanien har seriøst brug for nogle bedre PR-folk. De kunne for eksempel starte med at oprette hjemmesiden www.Albaniahasit.al – for der er virkelig meget at komme efter.

Det første indtryk, der møder den besøgende, er en splinterny topmoderne lufthavn fra 2006. Den ligger ca. halv times kørsel fra Tirana, og turen derind går med taxa til en fast forudbetalt pris. Der er motorvej. Vejen passerer gennem industriområder med rækkevis af billboards og nyopførte forretningsdomiciler som ved indkørslen til en hvilken som helst sydeuropæisk by. Inde i selve Tirana begynder husene naturligvis at blive lidt ældre og lidt mere slidte, men der er stadig forholdsvis pænt.

Hele Albaniens historie i ét billede, fra middelalderhelten Skanderbeg til det nye højhus European Trade Center.

Der findes tre store moderne 4-5 stjernede hoteller i Tirana. Det bedst placerede er det gamle Tirana International - en 15-etagers betonbygning lige på den centrale plads, bygget af det kommunistiske regime fra 1974-1984 som et prestigeprojekt. Det er imidlertid nyistandsat og af international standard - og med en helt fantastisk udsigt over pladsen og dens virvar af trafik.

En masse historie på et lille sted

På pladsen kan man med et enkelt blik fange hele Albaniens historie. I midten står en kæmpe rytterstatue af Albaniens nationalhelt Skanderbeg, som i 1400-tallet ad flere omgange forsvarede Albanien (og ifølge albanerne hele Europa) mod tyrkisk invasion. Tyrkerne – eller det Osmanniske Imperium – vandt dog til

Tirana har de gjort mange af de ellers kedelige betonbyggerier mere levende med flotte farver.

sidst (5 år efter Skanderbeg var død af malaria), og lige over for rytterstatuen står byens ældste moské fra 1700-tallet. Rundt om pladsens ene ende står to flotte nyrenoverede okkerfarvede paladser, bygget i starten af 1900-tallet, da landet var kontrolleret af Italien.

I den modsatte ende står flere bombastiske betonkolosser og vidner om landets kommunistiske tid fra 1945-92. I et hjørne af pladsen leder en trappe op til en tom piedestal – her stod en 10 meter høj statue af den kommunistiske diktator Enver Hoxha [udtales hodja]. Den blev væltet efter regimeskiftet i 1992. Og endelig lidt fra pladsen knejser dét, der om kort tid bliver byens højeste bygning på omkring 40 etager – det nye European Trade Center.

Hovedgaden gennem Tirana er en flot allé med flere store bygninger, der illustrerer de forskellige perioder i landets historie. En af de mest markante er den såkaldte Pyramide – der dog mere ligner en nedstyrtet UFO – bygget til at huse et museum for Hoxha (og designet af hans datter og svigersøn), men som nu ligger forladt, efter i nogle år at have fungeret som diskotek. Der er også flere parker, butikker, restauranter og springvand. En dejlig spadseretur på lidt over en kilometer, til Mother Teresa Square i den anden ende – ved byens universitet.

To kommunistiske stoltheder: Kulturpaladset og det 15 etager høje Tirana International Hotel.

På en bakke over byen ligger en heltekirkegård for 900 partisaner, der kæmpede under krigen, og der står en pompøs (kommunistisk) statue – Mother Albania – med en fantastisk udsigt over byen.

Udsigtspunktet på Dajti-bjerget

Et oplagt udflugtsmål fra Tirana er det nærliggende 1600 meter høje bjerg Dajti, hvor en topmoderne fem km lang svævebane fører op. Herfra er udsigten endnu mere imponerende – luften er klar og ren (men selve Tirana virkede dog heller ikke voldsomt forurenet).

Her kan man både nyde en bid mad på en hyggelig restaurant, der lige så godt kunne have ligget på en bjergtop i Schweiz, eller bo på det nyåbnede hotel beliggende i et lille aluminiumsbeklædt tårn, der mest af alt ligner et kontroltårn i en moderne lufthavn.

En lidt længere udflugt fra Tirana kunne føre til den nærmeste havneby Dürres, cirka 45 minuntters kørsel væk. Hertil leder endnu en motorvej, der flankeres for hver kilometer af funklende nye benzinstationer. Bilerne på vejene er i øvrigt overvejende tyske – og 25-30 % er Mercedes.

Vi spurgte vores guide om, hvad Albanien eksporterer og fik svaret: ”Intet”. Spørgsmålet om, hvordan landet så får fremmed valuta til at betale bilimporten, lader vi bare stå et øjeblik.

Udsigten over havnebyen Dürres fra enden af den gamle osmanniske bymur.

Dürres er en stor vigtig havneby – ikke videre hyggelig – og syd derfor ligger en af landets længste strande på cirka 10 km, med en lige så lang række af (formentlige) billige hoteller. Det er nok ikke lige dette, der vil tiltrække vestlige turister, da vandet her er ret forurenet, men vores guide fortalte, at der i den sydlige ende af landet er store områder med skønne bugter og uspolerede strande med krystalklart vand.

Middelalderbyen Berat

Fra Dürres kan man fortsætte sydpå og ind i landet til middelalderbyen Berat. Den blev som den eneste skånet under kulturrevolutionen i 60’erne. Den er bevaret som museumsby i sin oprindelige osmanniske udformning, med skinnende hvide huse med mørkebrunt bindingsværk. Alt var så flot holdt, at det så ud som om, det var helt nyopført – selvom det stammer fra det 18.-19. århundrede.

På toppen af et lille bjerg ligger den ældste del af byen omkranset af en bymur og beskyttet af en borg – fra hvis vagttårne helt ude på den yderste klippeafsats der var en helt overnaturlig flot udsigt over dalen og til det 2400 meter høje snedækkede Tomorri-bjerg.

Torvet i Berat, med den kristne kirke på den ene side og moskeen på den anden, set fra borgen på bjergtoppen.

Kvaliteten af vejene varierer meget. Visse veje er udmærkede, men indimellem kommer der stykker, hvor man bliver i tvivl om, hvorvidt der er asfalteret eller ej, og der kan være store huller midt på vejene, så man skal køre forsigtigt – hvis man overhovedet tør køre selv. Dertil kommer at mængden af vejskilte ikke helt når europæisk standard, og at lokalbefolkningen ikke taler engelsk. Først i midten af 90’erne begyndte man at undervise i engelsk i skolerne - så det er svært at spørge om vej.

Bunkerne

Landskabet man kører igennem er ret fladt – et frodigt landbrugsland med en god fed jord, hvor der ser ud til at kunne dyrkes alverdens grøntsager. Rundt omkring i landskabet ser man endnu et af Hoxhas bidrag til den albanske arkitektur – massevis af betonbunkere. Hoxha var bange for invasion fra de omkringliggende lande, og for at kunne forsvare landet planlagde han et landsdækkende system af forsvarsbunkere – én til hver indbygger i landet! Meningen var så at befolkningen i tilfælde af invasion skulle gribe til våben og forsvare sig fra disse bunkere. Mindst 70.000 nåede at blive bygget, og de ligger over alt i landskabet: På marker, på bakkeskråninger, midt i landsbyerne osv. De er umådelig solide, og derfor stort set umulige at fjerne.

En række af Hoxhas beton-forsvarsbunkere på en mark langs hovedvejen til Berat.

På vejen til lufthavnen fra Tirana kan man lige nå at besøge en anden middelalderby: Kruja. Det var Skanderbegs tilholdssted, og han forsvarede sin by og sin borg imod fem tyrkiske angreb. Selve borgen er der ikke meget tilbage af, men der er opført et fantastisk museum – en helt ny borg – med riddersale, tårnværelser og kamre, spækket med billeder, byster, statuer, bøger og breve af og om Skanderbeg. Det er alvorligt ment, selvom det for en europæer minder lidt om noget, der kunne stå i Disneyland. Også fra denne borg var der en storslået udsigt over bjerge til den ene side og det frodige marklandskab til den anden.

På grund af vejenes mange steder lidt tvivlsomme kvalitet og ret meget trafik, er aktionsradius på dagsture fra Tirana begrænset. Der er en lang række seværdigheder i den sydlige del af landet, som man kun kan besøge, hvis man overnatter i nærheden, f.eks. de romerske ruinbyer Appolonia og Butrint og kystområderne langs det Ioniske hav. Vi så også reklamer for white water rafting og andre aktiviteter.

Så ét er sikkert: Albanien kunne sagtens blive et velbesøgt turistmål i fremtiden – der er masser at se.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside