Solformørkelse i Shanghai

Én gang - og så er man hooked!

Tekst og foto: Jacob V. la Cour

Tyrkiet 2006 - I det tiltagende mørke får jeg pludselig øje på Venus

Det siges, at hvis man én gang har set en total solformørkelse, bliver man afhængig, så man bliver nødt til at opsøge den næste. Selve oplevelsen kan heller ikke beskrives med ord. Det er en overjordisk, dybt følelsesmæssig oplevelse, som man aldrig glemmer, og som man altid vil dele med dem, man oplever den sammen med.

Jeg står på mit hotelværelse på 74. etage i Jin Mao bygningen i Shanghai og kigger op på himlen. Den er grå. Nu og da kan solen skimtes gennem skyerne. Klokken er lidt over 8 onsdag den 22. juli 2009, og kl. 9.35 vil månen dække solen fuldstændig. Men får vi det at se?

Min første totale solformørkelse så jeg knap tre år tidligere i marts 2006 på en strand i Tyrkiet. Jeg var sammen med min far taget på en 4-dages tur, der kombinerede sightseeing i Istanbul med solformørkelse uden for Antalya. Dengang - i bussen på vejen fra lufthavnen til hotellet - mødte vi tre amerikanske damer. De to var 'eclipse chasers' og havde allerede set to - en i Ungarn og en på Hawaii. Den tredje var, ligesom min far og jeg, stadig 'jomfru'. De fortalte malende om, hvordan det var, men det var lidt svært at sætte sig ind i - det blev vel bare lidt mørkt.

Nærbillede af solen - uden filter - der viser solens atmosfære og en protuberens, den røde flamme øverst til venstre

Aftenen før solformørkelsen var der et foredrag på hotellet ved Antalya med en astronom, der fortalte, hvad vi kunne forvente, og viste billeder fra tidligere solformørkelser. Han fortalte også, at selvom solen ikke brændte så kraftigt under formørkelsen, så brændte den alligevel - nemlig hul i vores tegnebog. For når man først havde set én, kunne man ikke lade være med at rejse jorden rundt for at se flere.

Min far var i begyndelsen noget skeptisk. Han havde set en total solformørkelse engang - i Danmark i 60'erne. Og det var ikke noget specielt. Det blev ikke helt mørkt, og det var løgn, at fuglene satte sig til at sove. Jeg måtte så forklare ham, at den solformørkelse kun var omkring 95 % i Danmark. Der er enorm forskel på 99,5 % og 100 %. Det er de sidste 0,5 % ,der gør hele forskellen.

Næste formiddag var vi alle samlet på stranden foran hotellet. Månens skygge ville røre solen første gang lidt over 11 og ved 13-tiden kom totaliteten. Og der var solformørkelsesnørder overalt - med de mest imponerende kameraer og kikkerter, nogle med motor på, så de kunne følge solens bane. Et par stykker havde T-shirts med 'Totality - World Tour' på forsiden og datoer og lokaliteter for alle totale solformørkelser fra 2000 til 2020 listet op på ryggen.

Da månen kom til syne, blev der jublet, og der blev med jævne mellemrum talt ned til totaliteten. Folk lånte hinandens kikkerter, og forskerne forklarede flere sjove detaljer. F.eks. kan man se solens form i skyggerne, hvis man samler hænderne og kun lader små striber sollys slippe igennem sprækkerne.

Ud-af-kroppen oplevelse

Tilbage i 2009: Jeg har taget et par enkelte billeder af solen, hvor månen dækker en lille del af overkanten, og et hvor den dækker omkring halvdelen. Der er nu en halv time til totaliteten, og solen lader sig se for sidste gang. Det bliver overskyet og begynder så småt at regne. På CNN transmitterer de LIVE fra forskellige steder på skyggens rute - Indien, Bhutan og det vestlige Kina. En ung kvindelig reporter står på en strand syd for Shanghai, lige på centerlinien, i en stor gruppe eclipse chasers fra Europa, Australien og USA. Hun fortæller, at da hun tog derud, betragtede hun det som en hvilken som helst anden opgave, men at hun og hendes kameramand var blevet opslugt af eclipse chasernes entusiasme. ”De siger, at når totaliteten kommer, er det som en religiøs, meget følelsesmæssig ud-af-kroppen oplevelse, som man aldrig glemmer”, fortæller hun.

Totalitet første gang

Udsigten over Shanghai præcis et døgn før den totale solformørkelse

Det bringer mig tilbage til marts 2006. Helt frem til et par minutter før totaliteten er det ikke blevet markant mørkere - måske lidt som en sen eftermiddag - men nu sker der noget. Himlen bliver mørkere, og pludselig kan man se en ny lysende prik: Venus. Alle jubler. Og nu går det rigtig stærkt! Det er som om en kæmpe stor hånd tager fat om jorden og skruer ned for lyset. Jeg begynder at hyperventilere og får tårer i øjnene. Det er helt ubeskriveligt! Én tæller ned: 5, 4, 3, 2 ohhhhh. Og med et går solen fra at være en stadig ret kraftigt lysende prik til at være en sort cirkel med en skinnende ring udenom. Det er mørkt som en time efter solnedgang, men ude i horisonten kan man stadig se lysende himmel. Folk jubler og klapper. Der bliver taget billeder, både af solen, af omgivelserne og af hinanden. Jeg fumler med mit kamera. Det vil ikke stille skarpt. Jeg havde sat det på manuel afstandsindstilling, mens det havde filter på, men nu er filteret ikke længere nødvendigt. Jeg når at få et par billeder af solen, og pludselig er de 3 minutter og 45 sekunder allerede ved at være gået.

”Protuberance at 4 o'clock” råber en af astronomerne. En protuberans er et flammende udbrud fra solen. Og jo, jeg kan se flammen stikke ud i underkanten af skyggen. “Look at that chromosphere” råber astronomen. Lige i slutningen af formørkelsen kan man se solen skinne igennem dalene i kraterne på månen som diamanter på en snor. Og så bryder den frem igen. Alle jubler. Det lysner meget hurtigt. På med filtrene igen. Jeg fik det hele på video, og kan opleve de fantastiske minutter igen og igen.

Min far var lige så opslugt som jeg - det var ikke som i Danmark i 60'erne - og vi begynder allerede at snakke om 'næste gang'. Der ville komme en i 2008, men den ville kun være synlig i svært tilgængelige egne i Rusland, så Kina i juli 2009, det må være stedet.

Det sidste vi så til solen, var da den var ca 40% dækket. Herefter blev det overskyet og begyndte at regne

Mørke

Vi vidste godt, at vejrstatistikken for Shanghai-området ikke var god, med 60 procents sandsynlighed for overskyet. Men præcis 24 timer før totaliteten - kl. 9.35 tirsdag den 21. juli - skinner solen fra en næsten skyfri himmel over Shanghai. Vi har fået værelser højt oppe på Grand Hyatt i Jin Mao og specifikt bedt om, at de vendte mod øst. Der står et endnu højere hus lige ved siden af Jin Mao, men heldigvis konstaterer jeg, at solen holder sig fri af den i det tidsrum, hvor formørkelsen vil finde sted. Men det hele afhænger jo af vejret.

2 minutter igen - og nu er det mørkt. Man kan stadig ane højhusene nedenfor, men de er ikke oplyst som om aftenen. Kun bilernes forlygter og enkelte gadelygter lyser op. Jeg tæller ned. Og det bliver sort. Helt sort. Så mørkt, at det ikke engang vil give mening at tage billeder af det. Jeg kunne lige så godt have taget et billede under en dyne. Men jeg filmer. Totaliteten varer i præcis 5 minutter her i centrum af Shanghai. Jeg spurter ud til elevatoren og kører ned til receptionen, der vender mod vest, hvorfra lyset igen vil dukke op. Jeg filmer ud af vinduet, og nu begynder det at lysne igen. Det går hurtigt. På to minutter opløses den kulsorte nat til en almindelig regnvejrsformiddag.

Udsigten over Shanghai fire minutter før totaliteten indtrådte kl. 09.35

Det var det. Ikke helt det, vi kom for at se, men stadig 'awe inspiring', som de siger på engelsk.

Barbara, Ann og Gisella, de tre amerikanske damer vi mødte i Tyrkiet, og som vi stadig har kontakt med, havde mere held med sig. De havde taget et 10-dages krydstogt fra Japan og befandt sig midt i Stillehavet nær Iwo Jima, hvor formørkelsen var længst - over 6½ minut - og med skyfri himmel.

BT skrev torsdag den 23. juli 2009 således: ”Man kan ikke finde de rette ord til at beskrive det fyldestgørende. Man bliver afhængig af det og nødt til at se den næste af slagsen. Man tæller dagene og årene, indtil det sker igen. Intet kan sammenlignes med det, siger Charles Fulco, en astronomilærer fra New York, der ekstra var rejst til Kina, til tv-stationen CNN.”

Det kan ikke siges mere præcist! Næste dag er jeg på Internettet for at undersøge næste stop på tournéen: Cairns, Australien 13. november 2012. Og måske inden da en såkaldt ringformet formørkelse (hvor månen er for lille til helt at dække solen) i det nordlige Californien den 20. maj 2012. Ingen tvivl - jeg er hooked!

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside