Med toget på Verdens Tag

Tekst og billeder af Jacob V. la Cour

Potalapaladset er en meget særpræget og imponerende bygning. De 115 meters opstigning til paladset foregår ad en 365-trin lang trappe

Som led i en rundrejse i Kina tog min far og jeg med det i diverse rejsemagasiner og -kataloger meget omtalte tog, der forbinder Tibet med resten af Kina. Det blev en oplevelse på flere planer - både geografisk og kulturelt.

”I skal ikke skrive på visumansøgningen, at I skal til Tibet”, lyder rådet i en mail fra Leon, en agent fra turarrangøren China Highlights. ”Når I har fået jeres visum, sender I mig en kopi, og så sørger jeg for rejsetilladelsen”.

Min far og jeg havde besluttet os for at prøve det meget omtalte tog til Tibet som del af en tur til Kina i forbindelse med den totale solformørkelse i Shanghai den 22. juli 2009. Det er kun muligt at rejse til Tibet som en del af en gruppe, men man kan godt arrangere en gruppetur selv. Vi fandt China Highlights på Internettet, og de arrangerede en super effektiv en-uges rundrejse for os med private guider i 3 byer - Xian, Lhasa og Lanzhou.

Planen var, at vi først skulle tilbringe to dage i den gamle kejserby Xian, og derfra flyve til Lanzhou, hvor vi skulle stige på toget til Lhasa. Togturen fra Xian til Lanzhou skulle nemlig være ret kedelig, så den kan man sagtens springe over. Derefter skulle vi så være tre nætter i Lhasa, hvorfra vi skulle flyve til Shanghai. Togbilletterne kan dog først købes ti dage før afgang, så rejsebureauerne tager altid forbehold for ændringer i planerne, og det kinesiske bureaukrati er ikke til at spøge med.

Ændrede planer

I Xian besøgte vi bl.a. kejsergraven med de berømte terrakottakrigere og byens imponerende 14 km lange bymur, der virker som en miniudgave af den kinesiske mur. Den første aften i Xian ringer Leon og fortæller, at han ikke har kunnet få billetter til toget - det hele er blevet reserveret af den kinesiske regering. Han kan dog få billetter den anden vej, så han foreslår, at vi vender turen om, og flyver fra Xian til Lhasa, tager toget til Lanzhou, og flyver derfra til Shanghai.

Fra toppen af trappen til Potalapaladset er der en storslået udsigt over Lhasa og den omgivende dal i 3600 meters højde

Leon arrangerer nye flybilletter, men der er lige det lille ekstra problem, at vores rejsetilladelser til Tibet nu befinder sig i Lanzhou, og vi skal bruge dem i Xian. Men der findes åbenbart også kurertjenester i Kina, for da vi 1½ dag efter kommer ud i lufthavnen i Xian, har de modtaget rejsetilladelserne der. Super effektivt!

Flyveturen til Lhasa fører os over et langt stykke af den tibetanske højslette, og man kan altså godt fra flyet se, at der ikke er så langt ned, som der plejer at være. Og da vi nærmer os Lhasa kan man pludselig mærke den tynde luft. Som bekendt svarer trykket i et fly normalt til omkring 2300 meters højde. Men da Lhasa ligger i 3600 meters højde, bliver de nødt til at sænke trykket yderligere. På en tidligere tur til Peru fik hele familien højdesyge, så vi har stor respekt for højden og tager ingen chancer. Vi har forinden anskaffet os nogle receptpligtige piller (Diamox), som skulle kunne forebygge højdesyge. De er dog samtidig vandladende, så i de dage, man tager dem, skal man tisse ret tit. Det er derfor dumt (meget dumt!) at komme til at tage for mange (for så skal man tisse hele tiden!!).

Lhasa - tibetansk og kinesisk

Lhasa lufthavn er en flot, ny, moderne bygning, der ligger 60 km fra byen. Ikke-passagerer har ikke adgang til bygningen, så vi møder først vores guide Djordee helt ude på parkeringspladsen. Det er fantastisk vejr - klar blå himmel, meget hvide skyer, ekstremt lav fugtighed og omkring 25 grader.

Monumentet for Tibets 'befrielse' opført i 2005, med de dansende springvand foran

Selve Lhasa er heller ikke helt, som den ser ud i mine forestillinger. Vi har for nylig været i Nepal, og jeg forestillede mig Lhasa nogenlunde som Kathmandu. Men Lhasa ligger helt fladt i en dal og er tydeligvis udbygget kraftigt i de senere år. Der er meget brede (6-sporede) boulevarder på kryds og tværs af byen, og store betonkomplekser skyder op overalt. På vejen fra lufthavnen passerer vi, hvad Djordee kalder 'det nye Lhasa' - tomme byggegrunde med brede veje imellem, hvor der - også ifølge Djordee - inden for få år vil være en ny bydel. Kineserne har tydeligvis stået for byplanlægningen de sidste 50 år. Kun det absolutte centrum (fire blokke) ser (lidt) gammelt ud.

Første dag i Tibet går med en biltur til et bjergpas et par timer uden for byen, hvorfra der er en fantastisk udsigt over en sø og mod de snedækkede tinder af Himalaya. Der er lidt uenighed om, hvor højt passet er. Djordee sagde 4900 m, Lonely Planet siger 4794 m og en sten på stedet siger 4441 m. Under alle omstændigheder ny - midlertidig - højderekord. På vejen derud kører vi langs med (og over) Brahamaputra, som allerede her er en ret stor flod. Den løber som bekendt sammen med Ganges i Bangladesh og danner det kæmpemæssige floddelta der.

Anden dag går med et besøg på et fungerende kloster i centrum af Lhasa og i Potalapaladset. I klosteret så vi tibetanerne udøve deres meget særegne form for buddhisme. Folk - unge som gamle - går i gåsegang i en lang række gennem templet og 'ofrer' pengesedler og smør til alle de hundreder af statuer, der er i klosteret. Smørret har de enten med i pakker eller flydende i termokander, og det bliver ofret i store skåle, hvor rækker af væger brænder smørret. Templet er huleagtigt, tilrøget, farvestrålende, og utroligt spændende at besøge. Så kan Notre Dame godt gå hjem og lægge sig. Det her er religion med liv i!

Potalapaladset ligger på en klippe i centrum af Lhasa, og er en meget særpræget og imponerende bygning

Potalapaladset - Lamaernes gamle residenspalæ og kloster - ligger imponerende flot på en høj klippe midt i byen. Turen op til paladset havde jeg ventet med spænding (og lidt nervøsitet). Der er 115 højdemeter trapper derop - og altså i 3600-3700 meters højde. Djordee fortæller, at der er en del turister, der giver op, og guidebogen påstår endda, at der sker dødsfald. Men både jeg og min far på snart 72 klarer turen i fin stil. Jeg ved ikke, om det var pillerne, eller blot fordi vi gik stille og roligt. Men vi var også heldige, at det var overskyet og kun omkring 23-23 grader. I stærk sol må det være en ret hård tur, og man må ikke have vand med.

Ved indgangen til Potalapaladset skal man tage stilling til, hvor længe man vil blive derinde. For guider må kun være derinde i en time, så hvis man vil være der længere, må guiden ikke gå med. Han skal så gå ned, rundt om klippen, og op ad trappen på den anden side. Vi tog Djordee med ind, og en time er faktisk rigeligt. Paladset er en labyrint af gange, tronrum, gravkamre og templer, og utroligt farverigt. Fra trapperne op til og ned fra paladset er der en fantastisk udsigt over byen og dalen. Indtil 2005 kunne man komme på tagterrassen over paladset og se udsigten, men det er nu blevet forbudt.

Neden for paladset lå der - også indtil 2005 - en hellig sø, men den har kineserne nu lavet om til en stor plads med et imposant monument for Tibets 'befrielse'. Her er der hver aften kl. 20.30 et show med 'dansende springvand', hvor hundredvis af fontæner danser i takt til både kinesisk musik og vestlig musik som bl.a 'An der Schönen Blauen Donau' og noget fra Carmen. Meget kinesisk, men faktisk ret flot. Pudsigt nok så vi næsten ingen vesterlændinge på pladsen. Der var lutter kinesere, der lavede sjov, hyggede sig og tog billeder - bl.a. af os.

Stationen i Lhasa er enorm, men der er ikke meget trafik

Og så afsted med toget

Vi var nu nået frem til - i mere end én forstand - højdepunktet på turen, nemlig togturen.

Lhasa station er kæmpe stor - større end hovedbanegården. Men der holdt kun ét tog. Det bestod af to 1. klasses vogne (såkaldt 'soft sleeper'), fire 2. klassesvogne (såkaldt 'hard sleeper'), seks 3. klassesvogne, hvor man skal sidde op hele vejen, og en spisevogn. Vi skulle på 1. klasse.

Min far havde læst i guidebogen, at soft-sleeper kupeerne var til to personer, men pudsigt nok indeholdt kupeen fire sæder (og fire dyner og hovedpuder). ”Det er nok bare fordi der nogen gange kan være fire herinde. Men jeg har bestilt en kupe til to personer” lød det fra min far. Men der var en detalje, han havde misset. De to-personers 1. klasses kupeer findes på de kinesiske tog på den Transsibiriske jernbane, ikke banen i Tibet! Det gik op for os, da der kom to ret store, ikke helt rene kinesiske mænd med billetter til vores kupe.

De var imidlertid fire i en gruppe og havde fået plads i to forskellige kupeer, så de spurgte, om vi ville bytte. Jeg gik over i den anden kupe og checkede den ud, og der sad en pige og en dreng, der så meget mere fredelige ud end de to mænd i vores egen kupé, så vi byttede. Vores to rejsekammerater viste sig at være mor og søn (på 35 og 11), som kun kunne tre ord på engelsk: Hello, Yes og No. De var dog mægtig søde, høflige og stille, og vi udvekslede bl.a. slik med hinanden, ligesom det lykkedes os med tegnsprog samt pegning på diverse kort at forklare hinanden, hvor vi hver især kom fra.

Toget gik naturligvis på slaget - kl. 11.15 - og vi begyndte opstigningen fra Lhasa-dalen til den tibetanske højslette.

Afslapning i kupeen med bog og isthe. Heldigvis havde vi underkøjerne.

Togets faciliteter

I en beskrivelse af toget i en brochure fra et dansk rejsebureau står der bl.a., at soft-sleeper billetterne kan være svære at få, så gruppen formentlig skal rejse på hard sleeper, hvilket dog i dette tog ikke er så slemt, som det lyder. Nu er folks komfortbehov naturligvis forskellige, men hard sleeper kupeerne indeholder seks køjer (læs: hylder), hvor folk ligger under hele turen. Køjerne kan ikke slås op, så man kan sidde naturligt, og døren til kupeen kan ikke lukkes.

Rejsebureauet oplyser, at maden i spisevognen er af høj kvalitet for kinesiske tog. Igen er behov og forventninger nok forskellige, men det kan alligevel undre, at et tog, der er så berømmet i vestlige (i hvert fald danske) medier, ikke serverer en eneste ting, der kan minde om vestlig mad, herunder ingen kaffe til morgenmad. Hver togvogn har to toiletter - et kinesisk og et vestligt, men det er en god idé selv at medbringe toiletpapir og evt. et håndklæde.

Endvidere skriver de, at der ved hver køje er en fladskærm, hvor man kan se film og få informationer om turen. Fladskærmene var der, men de virkede ikke. Der var dog på gangen et digitalt display, der viste togets fart og højde samt tidspunktet for næste station.

Endelig er der de meget omtalte iltmasker. Her er der tale om en slange, som vi kender dem fra hospitalerne, som man kan stikke op i næsen. Det så ikke videre behageligt ud. Heldigvis opretholder togets airconditionsystem et konstant iltniveau svarende til 85% af iltniveauet ved havoverfladen, så iltslangerne blev slet ikke nødvendige - ikke engang da vi efter ca. seks timers kørsel nåede rutens højdepunkt på 5.073 meter. Man kunne faktisk overhovedet ikke mærke højden. Af samme grund kan man heller ikke åbne vinduerne i toget, og der er ikke individuel regulering af temperaturen i kupeerne.

Stationen ved byen Naqu i 4513 meters højde.

Naturen - storslået og ensformig

Selve turen går over den tibetanske højslette, der, som navnet siger, er temmelig flad, så man skal ikke vente sig de store alpeagtige scenerier, men der er stadig bjerge - herunder enkelte med sne på - søer, floder, småbyer og yakokser. Toget standser et par gange undervejs, men man får ikke mulighed for at komme ud.

Et par timer efter vi har passeret det højeste punkt, faldt mørket på, og vi gik til ro. Der var ret tykke dyner og nogle gode hovedpuder, men der var pænt varmt i kupeen.

Jeg vågnede ved 9-tiden næste morgen, og da befandt vi os stadig i næsten 3000 meters højde. Landskabet var dog langt mere frodigt nu, med dyrkede marker. Formiddagen gik gennem et ret flot bjerglandskab, hvor toget kører højt oppe på bjergsiden - over broer og gennem tunneler. Ved 13-tiden nåede vi den første store by Xining, hvor det var muligt at komme ud og strække benene på perronen, og derfra kørte toget igennem et ret fladt landbrugsland (dog stadig i omkring 2000 meters højde) til Lanzhou, som vi nåede kl. 14.

Vi vinkede farvel til vores to rejsekammerater, der skulle videre til Chengdu, og steg af toget.

Det højeste sted på turen er ikke et bjergpas, som man skulle tro, men en stor flad slette - i over 5.000 meters højde. Bakkerne i baggrundem er højere end Mont Blanc.

Så har vi prøvet det! Og jo, det var da en spændende tur, men toget og turen er dog efter vores opfattelse lidt opreklameret.

Tag toget ned, ikke op

Turen ned fra Tibet til Lanzhou er lidt billigere end den modsatte vej, da de fleste turister hellere vil køre op end ned. Men jeg vil dog faktisk anbefale nedturen frem for opturen. For det første kører opturen fra Lanzhou sent om eftermiddagen, hvilket betyder, at det bliver mørkt omkring Xining, og man går derfor glip af det flotte bjerglandskab vest for denne by. Endvidere kommer toget først til Lhasa kl. 21.30 om aftenen. Dette betyder, at man kører det sidste stykke til Lhasa i mørke, samt at man skal spise aftensmad i spisevognen to gange. Jeg tror også, at hvis man først har sovet i toget, så vil 12-13 timers yderligere togrejse på 2. dagen føles ret lang. Vi slap trods alt med fem timer, efter vi vågnede. Men nu ved vi i hvert fald, hvordan Tibet ser ud.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside