Camping i Botswanas nationalparker

Tekst og foto: Caroline Engelsborg

Nxai Pan National Park - Et typisk lejrbillede med bålet omkranset af telte, lejrkøkken og vores 4WD.

Idéen til turen blev affødt af bogen ”Cry of the Kalahari”, der blev udgivet i 1985 af to amerikanske forskere. De boede i Deception Valley i Kalahariørkenen igennem 7 år (1974-1981) hvor de lavede research med det formål at beskytte dyrelivet i området fremover. Bogen giver en meget intens og autentisk beskrivelse at det fantastiske dyreliv og det golde landskab, og efter at have læst den, vidste jeg, hvor næste ferie skulle gå hen.

Min afrikanske drøm var at møde en masse vilde dyr, befinde mig i midten af ingenting og at leve under så primitive forhold, at man glemmer tid og sted. Den drøm blev opfyldt i de 2 uger jeg rejste rundt i Botswana.

Af sted på Safari

Jeg og fire andre venner begyndte så en detaljeret undersøgelse af alle safaribureauer, der tilbød mulighed for overnatning i ”wild camp” i Kalahariørkenen med lokale guider. Valget faldt til sidst på en sydafrikansk operatør ”Sunways Safaris”, som havde en tur på 15 dage igennem mange nationalparker i Botswana, heraf inkluderet fire overnatninger i telt i Deception Valley. Det var helt perfekt!

Vi valgte at rejse de sidste dage i marts, fordi regntiden så ville synge på sit sidste vers, mens det stadig ville være forholdsvis varmt. Botswanas koldeste årstid er juni-august, så det optimale rejsetidspunkt er april-maj eller oktober-november, hvis man vil undgå kulden og den værste regn.

Khama Rhino Sanctuary 1: En næsehornsfugl sidder midt i vores lejr og spekulerer nok på hvor den kan finde noget mad.

Én af de sidste dage i marts samledes vi i Johannesburg til turafgang: Fem venner fra Danmark, en schweizisk pensionist (den eneste anden gæst på turen), og en chauffør og en kok, hvoraf begge fungerede som guides. Vi var udstyret med en 4-hjulstrækker med anhænger, telte, kogegrej, adskillige liter vand og proviant til 4-5 dage.

Khama Rhino Sanctuary

Første stop i Botswana er en park der hed ”Khama Rhino Sanctuary”, som ligger i den sydøstlige del af landet. Der er kun meget få næsehorn tilbage i Botswana, og de sidste 33 stk. (32 hvide og ét sort) lever i denne park, som blev dannet i 1989 af indbyggerne i den nærliggende landsby, Serowe. Det lykkes os at komme så tæt på som 30 meter fra en mor og unge. Først tror vi, at det er den sjældne sorte, men opdager senere, at de er så mørke, fordi de er smurt ind i mudder. Det meste af dagen ligger de og afkøler sig ved vandhullerne. I vores lejr får vi besøg af en større hær af næsehornsfugle. Vi finder ud af, at det er en god idé at holde et godt øje med vores aftensmad, for det er nogle frække fugle, og de er ikke bange af sig!

Kalahariørkenen:: Oryx, gnuer, springbukke og strudse græsser på savannen i en skøn blanding.

Kalahari-ørkenen

Efter kun én overnatning i Khama Rhino Sanctuary sætter vi kursen mod Kalahari-ørkenen og Deception Valley. Det landskab, der møder os, er fladt og frodigt, og ligner slet ikke en ørken. Det er fordi, regntiden kun lige er forbi. Bare 1-2 måneder senere vil græsset være spist eller afsvedet af solen. Regn i Kalahari-ørkenen kan falde i perioden november-april, men der er ikke altid lige meget af den. Hver eneste dråbe der falder i ørkenen, bliver udnyttet til at få området til at spire yderst hurtigt og med proteinrigt græs. Dyrelivet er fuldstændig

Selv om vi ikke selv oplever regn i Kalahariørkenen mens vi er der, hører vi den konstante buldren i horisonten som vidner om tordenbyger andetsteds.

afhængigt af dette og kræver derfor, at der falder et minimum af regn hvert år. Der findes ingen naturlige vandressourcer i Kalahari-ørkenen, og før i tiden kunne et regnløst år drive tusinder af dyr ud af området på jagt efter vand. Nu er der lavet kunstige vandhuller, så de store immigrationer efter vand er forhindret. Men vegetationen (og derved dyrene) er dog stadig dybt afhængige af regnen.

Tre timers kørsel fra hovedvejen finder vi den 'wild camp', vi skal bo i de næste fire dage. Den er slet ikke så primitiv, som vi havde forestillet os. Faktisk er der både toilet og badefaciliteter 100 meters gang fra teltpladsen: Et lille flisebelagt område med afskærmning omkring et hul i jorden og en anden afskærmning, hvor der kan hejses en spand med vand op til brusebad. I betragtning af, at vi er midt i ørkenen i +30 graders varme, og at vi ikke havde regnet med noget som helst, så er dette vild luksus. Den eneste lille hage er, at 100 meter er meget langt at gå med sin lille lommelygte, når det er blevet bælgravende mørkt, og man kan høre sjakaler, hyæner og løver, der tuder og brøler lige i nærheden! Vores guides frarådede os at bruge faciliteterne om natten efter at bålet var slukket. Faktisk frarådede han os helt at forlade teltet om natten. Det var et råd, som vi selvfølgelig tog meget alvorligt; så alvorligt at man lærte at tisse i en flaske og man overvejede en ekstra gang, før man sagde ja til the eller kaffe, før man gik i seng. Og der var noget om snakken, for en morgen fandt vi friske løvespor meget tæt på lejren.

Der er myriader af dyreliv i Kalahari-ørkenen under og lige efter regntiden. Alle stepper er fyldt med oryx, springbukke, gnuer og strudse. Det er også let at spotte giraffer, sjakaler og mindre dyr som jordegern og surikater. Løver skal man lede lidt mere efter, for om dagen ligger de for det meste i skyggen af et akacietræ. Elefanter, zebraer og bøfler ser vi ingen af. Jeg tror ikke, at der er vand nok i området til at dække deres behov; heller ikke i regntiden.

Okavango Delta: lodhestene pruster advarende til os når de synes at vi er kommet for tæt på

Okavango-deltaet

Da vi forlader Kalahariørkenen er vi løbet tør for proviant og vand, så vi kører direkte til Maun. En støvet by nord for Kalahariørkenen, som er kendt for at være byen, hvor man tanker op med fornødenheder og derefter fortsætter videre. Vores næste mål er Okavango-deltaet, og den morgen vi skal af sted fra Maun, har det regnet i 10 timer og regner stadig. Der kom ingen vand ind i teltet i løbet af natten men vi kunne mærke, hvordan vi gyngede oven på 15 centimeter mudder. Vi har ikke lukket et øje! Vores sydafrikanske guide bruger ordene ”very odd weather” om vejrtilstanden. Regntiden i Botswana burde teoretisk set værre overstået. Det havde vi i hvert fald planlagt vores bagage efter, og derfor havde vi kun medbragt meget lette regnjakker. Ikke noget, der kunne modstå tropisk regn.

Vi kører i vores 4-hjultrækker så langt ind i terrænet omkring Okavango-deltaet, som vi kan, uden at skulle svømme. Det er svært at komme frem. Mange af vejene er så oversvømmede, at ænder har slået sig ned i dét, de tror er søer. Og flere gange er bilen ved at sidde fast i mudderet, og der trænger vand i bilen. Efter 60 km og 3 timer når vi frem til en lille vig med en masse mokoros (en slags lavtflydende kano hugget ud af pølsetræ). Hver mokoro har plads til to personer + lejrudstyr og en ”poler”, og i dem bliver vores lille gruppe sejlet ind i hjertet af deltaet, hvor vi skal bo på en landtange i tre dage.

Nxai Pan Nationalpark: Vi kommer meget tæt på en løveflok som opholder sig ved vejen. De ser ud som om de lige har spist og tager det helt afslappet at vi komme så tæt på som nogle få meter.

Okavango-deltaet er en stille verden af hvide åkander og tre meter høje siv med en labyrint af kanaler imellem. Vi hører og ser kun et begrænset antal fugle, men til gengæld er der masser af myg. Og så er der flodhestene! Vi kan høre dem pruste og stønne til hinanden om aftenen. En sen eftermiddag opsøger vi en tilsyneladende lille flok flodheste ved en stor sø. Da vi er 20 meter fra dem, tør vi ikke komme tættere på i vores lille mokoro. Pludselig kommer der flere, og på et tidspunkt finder vi os næsten omringet af flodheste, som pruster advarende til os. Én af dem dykker, og jeg når at tænke, at om lidt vender den bunden i vejret på vores mokoro. Det giver mig en del sved på panden at være så tæt på, for de kan være nogle ret uberegnelige dyr. Heldigvis bliver det ved advarslen, og efter en halv times bæven bliver vi forsigtigt staget væk.

Nxai Pan og Makgadikgadi Pans

Da der efterhånden ikke var plads til flere myggestik på kroppen, drager vi ud af sumpen, tanker op på ny i Maun, og fortsætter østpå til Nxai Pan og Makgadikgadi Pan. Nxai Pan er meget lig Kalahariørkenen med hensyn til terrænet. Dog er der en tand mindre vand, hvilket kan ses på den store mængde zebraer, der er i området. I den sydlige del af parken har man mulighed

Nxai Pan Nationalpark: Baobab træer i Nxai Pan nationalpark, som har stået uberørt i mange hundrede år. Træerne er enorme!

for at se de meget særprægede Baobab-træer, Baines' Baobab, som har stået totalt uforandret de sidste 150 år. Et fantastisk syn!

Efter 2 dage i Nxai Pan skynder vi os videre. En turdeltager fik et mavetilfælde, og vi er af den grund løbet tør for toiletpapir. Ret uheldigt, når man har slået lejr midt ude i midten af ingenting og vi på trods af den primitive overnatningsform dog alligevel har trang til moderne hjælpemidler.

Makgadikgadi Pan er en helt anden slags nationalpark. Det er en salt slette, helt flad og bar som en pandekage, der strækker sig i det uendelige. Og i sommerhalvåret er den helt hvid. Dem der har fulgt bilprogrammet ”Top Gear” vil vide, at det er det perfekte sted at give den gas med bilen. Dog er det noget af en risiko, for sletten er dækket af en tilsyneladende hård saltskal, som kan være forræderisk skrøbelig nogle steder. Hvis din bil går igennem skallen til det våde sand, er den meget svær at få op, og kan endda synke helt ned og forsvinde. Det bliver stærkt frarådet af vores guider at bevæge sig ud på sletten med en bil eller noget andet af høj vægt, selvom det er fristende. Til gengæld er der ingen fare ved at begive sig ud på sletten til fods, så længe man selvfølgelig ikke farer vild uden vand og drikke, for derude er der ingen pejlemærker, og alt ligner hinanden.

Chobe National Park: En flok vilde hunde ligger og hviler sig I middagsheden og lader sig ikke genere af at vi parkerer vognen kun 4 meter fra dem

Chobe National Park

Den sidste nationalpark på turen er også den mest populære for turister. Chobe Nationalpark er én af de mest besøgte i Botswana, nok hovedsagligt på grund af det rige dyreliv forårsaget af den vedvarende vandressource - Chobe river som adskiller Namibia og Botswana. Her ser vi et utal af elefanter i alle aldre. En ung han kommer så tæt på som 15 meter fra vores telte og får besked på at stå musestille. Hvis den angriber, og det ikke er en advarsel, så skal vi finde et træ at kravle op i. Lidt bekymrende, eftersom jeg ikke har kravlet i træer siden jeg var 10 år! Heldigvis er den ligeglad med os, og trasker videre.

Under vores tre dage lange besøg i Chobe er vi så heldige at se de efterhånden meget sjældne wild dogs. Mange landmænd har hidtil set arten som en trussel for kvægbestanden og har ført skarp jagt på dem. Dette er desværre skyld i, at arten nu er stærkt truet og på grænsen til udryddelse. Bestanden i hele det sydlige Afrika er nu helt nede på 3000 stk. Botswana er ét af de bedste steder at lokalisere dem, og her skulle der være knap 1000 stk. tilbage.

Distancen med Kazangula Ferry mellem Botswana og Zambia er kun 400 meter men når der kun er en lille færge med plads til 1 lastbil eller 3 biler så tager det tid at komme over.

Kazangula Ferry

Det sidste eventyr i Botswana går med at prøve at krydse Zambezi River til Zambia med Kazangula Ferry. Det er en heldags-affære, for det tager tre-fire timer at få de rigtige papirer i orden for at kunne bringe en bil over til Zambia. Dernæst skal man skaffe sig plads på færgen, der sejler over den kun 400 meter brede flod, og det går uendelig langsomt. Jeg får at vide af vores guide, at der normalt er tre færger, men at to af dem er i stykker, så nu er der kun én i brug. I vores 4-hjulstrækker med anhænger passerer vi flere kilometer lange køer af store lastbiler fra Sydafrika, som venter på at komme over. Tilsyneladende er dette hovedfærdselsåren mod nord, eftersom ingen har lyst til at passere igennem Angola eller Zimbabwe. Færgen kan kun tage én stor lastbil per tur, og det tager den 15 minutter at passere fra den ene side til den anden. At det lykkedes os at komme på færgen efter kun seks lastbiler, det vil sige tre timers venten, må skyldes en pæn sjat penge, der har skiftet hænder mellem vores guide og færgefolkene. Bare de dog kunne få bygget en bro! Desværre kan de fire lande - Namibia, Botswana, Zambia og Zimbabwe - ikke blive enige om hvor broen skal placeres, eller hvem der skal betale hvad og til hvem, så i øjeblikket kommer det projekt vist ikke videre.

Faktabox:

Operatør: Sunway Safaris.
Tur: 15 day Botswana Kalahari & Delta camping tour; afgang fra Johannesburg og ankomst i Livingstone.
Pris: EUR 1295 + US$ 300 kitty, som inkluderer alle måltider, teltudstyr, transport i 4-hjulstrækker/båd og to guider (den ene kok).
Flybilletter: 7632kr som inkluderer København-Johannesburg t/r + enkeltbillet Livingstone-Johannesburg.
.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside