Turist på Mars

Line Drube: Turist på Mars
foto Line Drube, Marie Mikolajczak, tegning Henrik Hargitai

3, 2, 1 and lift-off - og så starter et halvt års rumrejse til den røde planet.

Gruppebillede af mit ”astronauthold”. Bagest de tre franske pilotkadetter og forrest forskerne fra USA, Australien og selvfølgelig Danmark.

Jeg tog dog discountudgaven og ankom efter 14 timer i fly og 2,5 time i bil sammen med mine fem med-astronauter til Marsbasen (officielle navn: Mars Desert Research Station), der ligger helt isoleret midt ude i Utahs røde ørken. I denne lille to etagers bygning på størrelse med et rumskib skulle vi i forskningsøjemed bo og arbejde to uger i marts 2010 under lignende betingelser som på en base på Mars. Denne artikel vil fortælle om mit ophold på Marsbasen og give et indblik i, hvordan fremtidig rumturisme bliver anderledes end normale rejser.

Astronauterne

Vi var en international besætning bestående af tre geologer/geofysikere med Mars som forskningsområde. En fra Australien, en amerikaner fra NASA og jeg fra Københavns Universitets Marsgruppe. Vi tre skulle stå for geologiske undersøgelser af området og test af to prototyper af instrumenter, som muligvis skal bruges under fremtidige Mars missioner (en jordpenetrerende radar og et astronautbåret bor til at bore jordkerner med). Der udover var der tre pilotkadetter fra det franske luftvåben, som skulle stå for meget af det tekniske i at få denne isolerede base til at fungere. Desuden havde de deres egne tekniske forsøg, som skulle udføres. Under en virkelig mission til Mars ville de også have stået for at flyve rumskibet.

Denne Marsbase er den anden af sin art. Den første blev bygget på en af de nordlige arktiske øer i Canada, og både Australien og Frankrig overvejer at bygge en. De bliver alle placeret i ørkenområder, som minder om Mars på forskellig vis. De er bygget for at skabe et sted, hvor man kan få rutine i at leve og arbejde under vilkår, der minder om dem på en anden planet.

Ud fra udsagn fra forskellige landes rumfartsorganisationer forventes det, at man etablerer den første permanente base på et fremmed himmelobjekt (Månen eller Mars) i 2020'erne eller 2030'erne. Men for at dette skal blive til virkelighed, kræver det ikke blot store raketter, men også megen øvelse i at få en så kompliceret bygning og arbejdssted til at fungere, hvilket præcis er, hvad man prøver at opnå her. Desuden undersøges de psykologiske faktorer i de ofte internationale grupper, som skal bo meget tæt sammen isoleret fra omverden. Det er håbet, at man kan bruge denne viden til at undgå mange problemer for/med fremtidige astronauter.

Hvordan synes du selv det går?

Under mit ophold betød det, at vi brugte en halv time dagligt på at udfylde spørgeskemaer, og at vi visse aftener blev filmet fra flere vinkler for at en psykolog senere kunne se på vores samspil og hvordan det ændrede sig undervejs i opholdet. Fra et socialt synspunkt er blandingen af forskere og militærpersoner interessant, da militæret er meget autoritært, mens forskere lever af at stille spørgsmål til alt. Det gav os dog ikke nogen problemer, men nu prøvede de franske kadetter heller ikke at tage lederskabet, da de både havde til opgave at hjælpe os forskere med vores forsøg og også var en del yngre. Men hvis lederskabet havde været omvendt, kunne jeg forudse en del problemer. Kadetterne fik dog fuld råderet over alt det, de forventedes at have ekspertise i, hvilket vil sige det tekniske, som ikke inkluderede de videnskabelige eksperimenter. I vores seksmands gruppe havde vi det alt i alt utrolig hyggeligt og sjovt med hinanden.

Jeg tog magnetiske målinger af sten i området. Foto: Marie Mikolajczak

Skandale på Mars

Det var dog ikke alle de 91 grupper, der havde boet i Marsbasen før os, som havde haft det lige let, og vi hørte ofte henvisninger til en belgisk gruppe, blot to missioner før os, hvis samarbejde var gået helt i hårdknude. Dagligt skal gruppen i Marsbasen sende rapporter til ”Mission Control”, hvilket er en gruppe personer på ”Jorden”, som kan hjælpe, hvis der opstår tekniske problemer, og også blot følge med i, hvad der sker set fra et forskningssynspunkt. Da disse rapporter hver aften blev lagt på nettet, varede det ikke længe, før den belgiske gruppes stridigheder endte i belgiske aviser, til læsernes morskab. I rapporterne udlagde de ting som:

”Den voksende frustration over at PE, Nora og Margaux efter ni dage stadigvæk ikke er i stand til at klare Hab [Marsbasen] systemerne (og at de end ikke ser det som et problem!), eksploderede under frokosten. Manglen på dedikation til mission fra nogle personer blev uoverkommelig for andre, og det var nødt til at blive diskuteret… Nicky eksploderede næsten. Arjan reagerede dobbelt: Ved at han på den ene side ikke kunne holde op med at kritisere de andres inkompetence, og på den anden side agerede som om han var fra Barcelona.”

Denne praksis med at lægge rapporterne direkte på nettet har været indstillet siden da.

Grundtegning af Marsbasen tegnet af Henrik Hargitai

Marsbasens opbygning

Bygningen er i to etager og kun ti meter i diameter, så pladsen var trang, specielt de dage vi var nødt til at blive i bygningen alle sammen pga. dårlig vejr. Nederste etage har laboratorium, badeværelse, to luftsluser og et rum til alt astronautudstyret. Øverste etage er opdelt således, at den ene halvdel er et ”stort” rum, der bruges til køkken, spisestue, opholdsrum og arbejdsplads. Den anden halvdel er delt op i seks værelser. For at spare plads sover man i køjeseng med en anden person, men væggen danner S-form, hvilket betyder, at man bor i hver sit værelse. Udover en seng har hver person et skrivebord og en gang hen til bordet med kun lige plads nok til, at en stol kan stå der. Tøjet forblev i kufferten, som kunne skubbes ind under sengen eller under det hævede gulv. Alle skulle gå i seng samtidig (kl. 23 for vores gruppe), da væggene var så tynde, at hvis man bevægede sig rundt i sengen, ville det holde køjepartneren vågen. I mit tilfælde betød det, at jeg rent faktisk fik otte timers søvn hver nat, hvilket jeg normalt kun drømmer om at tage mig tid til.

At leve og dø på Mars

Mars har en masse svarende til 1/10 af Jorden og er en halv gang længere væk fra solen end Jorden, og derfor er det koldere dér. Afhængig af, hvor man er på planeten, så ligger temperaturen et sted imellem ca. -130 og +20 grader celsius. Mars' lille størrelse og masse betyder, at planeten har en for lille tyngdekraft til at holde på sine lettere gasser, og de er derfor langsomt forsvundet ud i universet. Dette har resulteret i en atmosfære, der er så tynd, at lufttrykket blot er en hundrededel af Jordens. Hvis man derfor ikke tager en trykdragt på, når man går rundt på Mars, vil man ikke overleve mange sekunder. Jeg er ikke sikker på, hvad man egentlig vil nå at dø af først, men det kan være, når luften bliver hevet ud af ens lunger og de kollapser, når blodet i kroppen omdannes til gasform eller måske, når alt luften i kroppen ekspanderer til mange gange sit oprindelige rumfang. Jeg gætter på, at for at blive turist på Mars, skal man nok underskrive så mange ansvarsfrigørelsespapirer, at dem man underskriver som dykker, faldskærmsudspringer m.m. vil ligne fodnoter i sammenligning.

For at simulere de vigtige rumdragter på Marsbasen og få erfaring i at arbejde under sådanne restriktioner, skulle man - under al færden uden for bygningen i Utah - have turen planlagt på forhånd, have en radiokontaktperson på Marsbasen og have rumdragt med lufttilførselsrygsækken på. Udgang fra bygningen forgik igennem en luftsluse, hvor alle ”astronauterne” stod klemt sammen og ventede i fem minutter på ”udligning af lufttrykket”. Hvis noget blev glemt inde i Marsbasen, var det en større operation at få fat i det. At arbejde ude i mange timer i rumdragt var temmelig besværligt, specielt det at alt skulle udføres med store klodsede handsker på. Man forstår pludselig godt, hvorfor Velcro® blev så populært hos NASA. Prøv at forestille dig at binde sko med skihandsker eller at bruge en computer. Alt almindelig udstyr skal til en rigtig mission ombygges til specialudgaver.

Astronautmad får ikke Michelin stjerner

Maden var noget af det mest diskuterede blandt os ”astronauter”, og der gik ikke mange dage, før vi begyndte at drømme om rigtig mad. Vi måtte nemlig kun spise meget langtidsholdbare fødevarer, da en mission til Mars og hjem vil tage cirka to år. Det gjorde, at grøntsager, frugt, ost, mælk og kød var tørret eller på anden vis havde fået vandet fjernet, så det skulle blandes med vand eller lægges i blød, før vi kunne spise det. Vores gruppe var også lidt uheldig, idet der var sket en fejl, så den forrige gruppe også havde taget vores mad. Det, der var tilbage i bygningen, var alt det, de andre ikke havde gidet spise!

Ud over til formål som madlavning og drikkevarer, så var vand noget, vi skulle spare meget på, da det ellers ville fylde et helt rumskib, hvis man skulle have nok til to år på Mars for flere personer. Vi måtte derfor kun få et to minutters bad hver tredje dag, og til alt andet skulle vi begrænse os til det yderste. Opvask blev f.eks. en kunst i sig selv, hvor man afprøvede nye tricks for hele tiden at gøre det mere effektivt. Alt vandet fra afløbene blev renset gennem forskellige filtre og vandplantebassiner, hvorefter det blev brugt til at skylle toiletter med. Under virkelige missioner er vægten af vand så kritisk, at al væske (inklusiv urin) vil blive renset og derefter indgå i drikkevandet igen (som nogen formulerede det: ”Today's urine - tomorrow's coffee”).

Big Brother is watching you

Jeg følte lidt, at jeg havde meldt mig til et reality show i stedet for et seriøst forskningsprojekt, da seks webcams tog billeder af os hvert tredje minut og lagde dem på hjemmesiden www.freemars.org/mdrscam som del af PR for Marsbasen. Da vi aldrig vidste, hvem der lige nu sad og kiggede på os, eller hvornår et billede ville blive taget, var vi opmærksomme på, at vi kunne blive fanget i en hvilken som helst bevægelse vi foretog! Det var dog ikke helt så invasivt som et reality show, da der hverken var lyd eller egentlig video, og der var heller ikke kamera i soveværelserne eller badeværelserne. Men for mig var det mere end nok, og noget jeg kan leve lykkeligt uden at gentage. Det var underligt at få e-mails fra familie og venner, som kommenterede på noget, som lige var sket i vores stue. Og det duede ikke at bruge små hvide løgne, såsom at sige at man skulle noget, for på en let måde at afslutte en chat, eftersom personen så efterfølgende kunne se, om man faktisk gjorde det.

Virkelige turister på Mars eller Månen

Et samarbejde imellem Kina og Rusland satser på at lave en base på Månen i slutningen af 2020'erne. De har allerede sendt den første ubemandede satellit i bane om månen (Chang'e 1), og den næste er planlagt til at blive sendt af sted i slutningen af 2010 (Chang'e 2). Der er også lande, som gerne ville være med som blot en del af en international base på Månen, såsom Europa, Indien og Japan. Præsident Obama har i april 2010 opgivet planerne om at, amerikanerne skal oprette en base på månen i begyndelsen af 2020'erne og en på Mars i 2030'erne, som Bush Jr. grandiost havde lovet, dog uden at bevillige de nødvendige penge! Så nu er planerne i NASA, at i 2025 (hvis ikke en ny præsident ombestemmer sig), vil USA for første gang sende mennesker længere væk end Månen. Målet er en asteroide, hvorefter man i midt 2030'erne vil sende astronauter i bane om Mars og flyve hjem, og år senere vil en base blive oprettet på Mars. Som noget nyt er der en del private firmaer (f.eks. SpaceX, Virgin Galactic og XCOR), som forsøger at bygge egne raketter. Så det kan ende med, at et privat firma opretter den første base på et andet himmellegeme.

Hvornår himmelrummet virkelig åbner sig for turister er svært at forudsige, da udviklingen af nye teknologier kan muliggøre ting, vi end ikke kan forestille os nu. Men ni rumturister har allerede været af sted og boet i cirka to uger på Den Internationale Rumstation (ISS), som kredser i bane om jorden og til tider kan ses på nattehimlen. De har rejst med det private selskab Space Adventures. Dette selskabs hovedaktører er de samme som prøvede at leje den russiske rumstation MIR for et årti siden, da Rusland var i en så stor økonomisk krise, at valget stod mellem udlejning eller destruktion af MIR. Planen var, at selskabet ville omdanne MIR til et rumhotel/filmstudie i bane om jorden. Efter at selskabet havde sendt de to første kosmonauter derop for at tilse stedet og begyndt at gøre det parat til rige turister, så indtraf dotcom-crashet uheldigvis. Dette medførte, at hovedinvestorernes formuer forsvandt, og projektet måtte aflyses. MIR blev efterfølgende sendt i en lavere bane, så det brændte op i atmosfæren over Stillehavet. Hvis ikke det var sket, så kunne rumturisme have været et stort fænomen allerede.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside