Konspirationsteorier og mudderfolk i Namibia

Tekst og foto: Christian Hadsund

Når man får en punktering på et indhegnet hostel i Namibia, hvor genboen tilfældigvis sælger brugte dæk, så skal der ikke meget til at lægge to og to sammen… Velkommen til Himbaernes land, et unikt sted på kloden.

Det var i sommeren 2009 jeg havde taget tre måneders orlov for at opleve det sydlige Afrika. Jeg havde tidligere været på en Overland Truck Safari i Østafrika, men jeg måtte erkende det ikke lige var min rejsestil. Så denne gang tog jeg alene af sted.

Kaos i Jo´burg

Jeg fløj til Johannesburg, som føltes temmelig kaotisk. Byen var ikke lige noget for mig. Dels fordi alle advarer mod alt pga. den ekstremt høje kriminalitet, hvor alle har hver deres skrækhistorie om overfald. To dage før jeg kom på hostelet i Jo´burg var der et fransk par der fik stjålet alt (inkl. pas) på gaden. Og da jeg besøgte en veninde i Pretoria (50 km derfra) var der en bekendt, som var blevet lokket ud af sin bil og derpå overfaldet. Jeg selv oplevede udelukkende søde, venlige og ufatteligt hjælpsomme mennesker, selvom jeg også tog de små bybusser, der normalt bliver advaret imod ind til de steder som er no-go-zones.

Der var dog mange spændende ting i Jo´burg. Jeg var bl.a. en tur på apartheid-museum. Bestemt ikke sjovt at se på, men derimod temmelig hjerteskærende og bevægende. Man forstår egentlig godt at landets befolkningsgrupper stadig er fuldstændig opdelt (socialt og økonomisk) selv om der ikke længere er

Namibias uendelige ørken. Gold ørken erstattes af månelignede landskab, som igen erstattes af ufattelige klippelandskaber. Her er det yderkanten af Fish River Canyon.

nogen love, der dikterer det. Hvor er det skræmmende at mennesker som os for kun 20 år siden kunne behandle andre grupper så nedværdigende i alle livets små og store aspekter.

Uden guide til de ”slemme” townships

Jeg mødte også en række lokale og internationale arkitektstuderende, som lavede et NGO-projekt i samarbejde med regeringen i en af de mange townships, kaldet Diepsloot. Det var en sindssyg god mulighed for at komme ud og hænge i usselt blik-township, som ikke var blevet gjort til en turistattraktion, som det er tilfældet med Soweto, der har adskillige turistbusser hver dag. Nå, men vi kørte derud og brugte derpå de næste timer på at tale med lokale Diepsloot'ere. Mange mænd havde allerede kl. 14 drukket sig fra sans og samling, og fik da også tilbudt undertegnede lidt fysisk kærlighed a la blikskur af en af mændene. Grunden til hans pludselige kærlighedserklæring kom han da også selv med: "It has been a looong time, man". Efter de to byer havde jeg behov for noget mere landligt og fik med lidt besvær tre forskellige busser til at transportere mig nordpå til Sabie. Her gik det op for mig hvor umuligt det er hernede uden bil. Kom aldrig ud og se Blyde River Canyon, som var meningen.

Lorten i Keetmanshoop

Derfor besluttede jeg mig for at leje en bil da jeg kom til Cape Town. Bilen skulle transportere mig igennem Namibia og Botzwana. De ca. 800 km nordpå til Namibia gav følelsen af den totale frihed. Når man sætter sig ind bag rettet og kører 300 km til den næste by, hvor det eneste man ser er intethed så langt øjet rækker, er det svært at overgå. Det skulle da lige være når vejen krænger sig rundt om bjergene, der går lige ned til vejsiden. Hele Namibia består kun af små byer og landsbyer med 2-400 km imellem dem.

Vær særlig opmærksom på vejens omgivelser: Juster farten op til 100 Km/t så du vinder kampen

Efter at have oplevet Fish River Canyon, verdens andenstørste canyon område, kørte jeg til en lille by midt i Namibia kaldet Keetmanshoop, inden jeg morgenen efter skulle tage de næste 300 km til en kystby. Da jeg skulle af sted tidligt næste morgen fra Keetmanshoop fik jeg et chok! Et ellers fremragende humør blev hurtigt ødelagt af en gut (som jeg havde set aftenen før), som smilende konstaterede, at han kunne konstatere et “flat tyre”…. ”What da FUCK!!!!”, tænkte jeg. I går da jeg ankom, var det ellers helt fint! Og jeg synes det tydelige hul mindede lidt for meget om et besøg fra en kniv. Helt “tilfældigvis” var der da også en butik på den anden side af gaden, der solgte brugte dæk, som manden heller ikke var lang tid om at henvise til. Det var da et “HELDIGT” sammentræf! Og det fik kromutter da også af vide til tonerne af det høje C og hun kunne bevidne hvor meget lort, der kan komme ud af en hvid mands mund. Hun var tilsyneladende lamslået og vidste ikke hvad hun skulle sige. Så hun spillede lorten videre til ejeren, der kom lidt senere. Konspirationsteorierne fik kun yderligere næring, da jeg kom i tanke om at der havde været lokalt sammentræf fra byens patriarker i fælleskøkkenet aftenen før og at de helt sikkert havde en finger med i spillet.

"Slow puncture, my friend"

Ejeren forklarede vidt og bredt om at det var en "slow puncture, my friend" og havde som argument at bilen var fuld af støv og jord fra jordvejene. Namibia har ca 10 asfalterede veje - resten er lavet af sand, jord og småsten.

Jeg var rasende, men kunne ikke lade være med at smile samtidigt, for hvor “er det bare SÅ Afrika det her”. Ha-ha-ha, super fedt! I bytte for alt det lort jeg havde lukket ud, tilbød de at skifte hjulet for mig og det blev naturligvis et tilløbsstykke for butikken på den anden side af vejen, der solgte brugte dæk. Nå, jeg fik købt et nyt hjul nede i byen og ikke af røverne på den anden side af vejen, og de professionelle mekanikere bekræftede godt nok at det var en tidligere punktering, som var brudt op... jeg måtte derfor bide i det sure æble og undskylde pænt for den lort, jeg havde kastet op i ventilatoren på hostellet.

Jeg brugte fire uger i Namibia, som efter 40 besøgte lande stadig er det mest fantastiske land jeg endnu har besøgt. Turen til Opuwo i det absolutte nordlige hjørne af Namibia var fantastisk! Byen er 'hovedstaden' for Himba- folket. Himbaerne er de her mennesker, der endnu ikke har fanget det praktiske i at bære kluns, så det eneste de render rundt i er mudder og bare bryster. Selv i det moderne SPAR-supermarked tusser de rundt ved køledisken i deres full body mudder outfit, hvoraf de fleste ikke er bedste venner med Mother Gravity.


Den muddersubstans som himbaerne pryder sig med bliver lavet som en blanding mellem komælk og jord

På vejen hertil er der utallige skilte, der advarer mod forvirrede vildsvin, køer og elefanter. Det fatter japanske turister naturligvis ikke en bønne af. Til gengæld ved nogle af dem nu, hvordan en bil ser ud efter at have torpederet en ko med 120 km/t. For pokker, de japanere er ikke rigtig kloge! Men de overlevede i det mindste så de kan fortælle om det. Kørte selv senere forbi en torpederet ko ved vejen, hvor de lokale allerede var i gang med at partere kræet midt på motorvejen inden nogen andre fik ideen.

Namibia er genialt.

Faktaboks:

En bil er et absolut must i Namibia og Botzwana. Det er relativt billigt at leje dem fra Cape Town. I Around about Cars (www.aroundaboutcars.com) får du nogle gode priser og de er til at forhandle med, hvis du skal leje bilen i længere tid. Prioriter for alt i verden nogle solide dæk og aircondition.

Namibia er et fantastisk land. Men også fantastisk stort. Hvis du elsker overdådige landskaber og helt unikke folkeslag, skal du mindst bruge 3-4 uger på at køre landet tyndt. Det namibiske turistkontor i Cape Town har nogle geniale anbefalinger og vejkort. Botzwana har grundlæggende kun to hovedattraktioner, Chobe og Okavanga deltaet, hvor sidstnævnte er en større udskrivning. Hvis du har set vilde dyr før, kan Botzwana opleves på en uge. Brug hellere tiden i Namibia, Sydafrika og Zimbabwe.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside