How not to sandboard (Namibia)
Tekst og Foto: Christian Hadsund
I Namibia findes nogle af verdens største sandklitter. I Swakopmund, Namibias andenstørste by med kun 25.000 beboere, er der sandklitter så langt øjet rækker. Og det er en yndet fritidsbeskæftigelse at sand boarde ned ad disse klitter.
Her købte jeg, sammen med en sydafrikaner, to spån-plader, som vi ville bruge som sand boards ned ad den sagnomspundne Dune 7. Her er ingredienserne til en katastrofe:
- et stk. spånplade
- to stk. mænd uden rationelle kalkulationer
- et stk. 100 vertikale meter sandklit og ikke mindst:
- et stk. grusvej til at afslutte sandklitten samt:
- en god sjat testosteronbefængt hybris (overmod)
Det var varmt, så vi var naturligvis indstillet på at fremvise vores Chuck Norris/Jean Claude Van Damme muskuløse overkroppe. Efter at have svedt tran op ad klitten, slog vi sten-saks-papir om, hvem der skulle køre først og dermed få den dårligste video (oppefra), og - skulle det vise sig - demonstrere, hvordan man ikke skal gøre det.
Jeg tabte! Jeg lagde mit solbrune og krigstrænede korpus på brættet og gav los. Se: normalt, når man sandboarder, er det på helt plane overflader og med en blød landing. Det viste sig, at fodspor på den 70 grader stejle hældning foranlediger nogle ubehagelige bump, som igen giver nogle ordentlige slag mod brystet, hvilket betyder at man har hulens svært ved at holde det forreste stykke af spånpladen oppe i vejret, som skal til for at plane rigtigt med 85 km/t. Og tilsyneladende er disse fodspor årsagen til, at jeg i et nanosekund flyver med 85 km/t ud over spånpladen - der står pludselig stille.
Med kraniebunden forrest og i bar overkrop laver jeg et par ninja-inspirerede rullefald på grus/stenvejen, og naturligvis tager jeg fra med panden ved hvert rul. I løbet af de utallige rul går det op for Einstein himself, at den brændende følelse på kroppen og slagene mod arme og ben ikke helt er efter bogen, så jeg forsøger at trække arme og ben til mig for at undgå brækkede knogler. Herefter er der naturligvis ikke så meget at tage fra med, så jeg snupper lige et par rul mere.
Trods en følelse af ildebrand over hele kroppen signalerer jeg til Dave, min sydafrikanske ven, at jeg er helt frisk, og at han naturligvis bare kan tage den samme tur. HAHA.... Han klarede det dog.
Hold op, det var sjovt! Natten var godt nok et smertehelvede, hvor alle de blå mærker, sæbeøjet og hudafskrabningerne gjorde sit til at holde mig vågen! Så der var naturligvis ikke andet at gøre end at kaste mig ud af et fly dagen efter fra 10.000 fod. Så det gjorde jeg naturligvis. Og kan stadig klukke af det hele. Brændemærkerne gør jo bare, at man føler, at man lever.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
