Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Baltikum rundt på to hjul - sommeren 2010

Tekst og foto: Jan Møller Hansen

Det er farligt. De stjæler med arme og arm. Pas på at de ikke stjæler motorcyklen og alt deres grej. Det var i store træk reaktionen fra familien da vi bekendtgjorde, at vi i år ville smutte en tur til Baltikum på motorcyklen. Selv min mors nabo, som er advokat, havde sagt at det var farligt, og at vi skulle passe på. Af ren nysgerrighed spurgte jeg så ind til om han havde haft nogle sager med stjålne motorcykler i Baltikum? Men det hørte jeg aldrig noget om. Jeg checkede også lige nettet, men kunne ikke finde noget.

Så er vi igen på oplevelse og på vej til Litauen.
Jeg synes, at det altid er spændende at komme til nye steder og lande, hvor vi ikke har været før. Der er altid noget nyt at opleve, og vi er så mange gange blevet positivt overrasket, og har tit spurgt os selv om hvorfor vi dog ikke havde været her før. Nå, men en gang i foråret lå jeg en weekendaften på sofaen i vores hus i Dhaka og hørte musik og nød et glas rødvin. De sidste fem år har vi været på mindst en længere motorcykeltur om sommeren, og det var nu tid til at planlægge den kommende sommers tur.

Jeg kiggede på europakortet og spekulerede over hvor vi skulle køre hen på motorcyklen når vi nu kom hjem på sommerferie. Om sommeren foretrækker vi Nordeuropa. Forår og efterår er de bedste sæsoner for i Sydeuropa og Nordafrika, men sommeren skal nydes i Skandinavien og landene omkring. I 2006 kørte vi gennem Vestnorge, var på Lofoten og Nordkap og tog turen tilbage gennem de svenske skove. I 2007 var vi som en undtagelse rundt i Provence og langs Cote d'Azur, og i 2008 kørte vi igen rundt i Nordnorge, Finland og Sverige. I 2009 tog vi motorcykelen rundt på Island og Færøerne, og i år faldt valget så på de baltiske lande. Baltikum er så tæt på Skandinavien, og vi havde hørt meget godt om Estland, Letland og Litauen. Det virkede som et oplagt valg.
Så er vi checket ind på hotellet i Vilnius.

I Dhaka bookede jeg så hotellerne og færgerne på nettet, og da vi kom hjem i sommerhuset tog jeg Lonely Planet for Baltikum ned fra hylden og begyndte at læse lidt om landene. Jeg havde købt Lonely Planet guiden for et par år siden, så det var vist ikke noget helt ny indskydelse jeg havde fået. Jeg havde endnu ikke investeret i et GPS system til motorcyklen, og jeg brugte derfor også internetsiden Via Michelin.

En af de mange kirker i Vilnius.
Dagen før afgang pakkede vi taskerne, og næste formiddag lagde jeg så det hele i sidekasserne og i tanktasken på vores BMW R 1200 GS Adventure. Det tog vel en tre-fire timer i stille og roligt cruiser tempo at komme til Karlshamn i Sverige, hvor vi skulle tage færgen over til Klaipeda i Litauen. Vejret var fantastisk, og jo tættere vi kom på Karlshamn jo flottere blev landskaberne. Vi var nu igen i ”udlandet”, og havde fået fornemmelsen af igen at være på ferie og oplevelse. Da vi kom ned til færgelejet fik vi vores boardingkort, og bilerne var begyndt at line up til afgang. En del af bilerne var af lidt ældre dato, og mange af dem var stationcars og vans. Flere af dem var tungt læssede og med de bagerste støddæmpere godt i bund. Mange af bagagerummene var fyldt op med køleskabe og komfurer. Det var vist mest lastbiler og litauere, som arbejdede i Skandinavien, der var med denne færgerute. Køerne af biler og passagerer bestyrkede på en eller anden måde nogle af de fordomme, som vi havde hørt om de baltiske lande før vi tog af sted. Men på færgen var folk flinke, og vi fik en fin kahyt. Solen skinnede og vi nød det på dækket på vej over Østersøen. Det blev en rigtig flot sejltur, og vi var allerede i god sommerstemning og glædede os til at opleve nyt.

Vi kom i land næste formiddag i Klaipeda, som er en stor havne- og industriby og Litauens næststørste by. Derfra kørte vi ad en ny og moderne motorvej gennem de litauiske landskaber til hovedstaden Vilnius. Afstanden mellem Klaipeda og Vilnius er ikke mere end lidt over 300 kilometer, og vejen er rigtig god. Allerede på førstedagen så vi masser af storke på markerne og ved gårdene. Vi kom til Vilnius og kørte lidt rundt i den gamle bydel og fandt så vores hotel. Det viste sig at være et rigtig fedt hotel, og vi fik faktisk en større suite i hjørnet af en ældre ejendom. Hotellet var et tidligere katolsk kloster fra det 17. århundrede og havde masser af charme. Værelset var helt i top, og morgenmaden var super. Og ikke mindst så stod motorcyklen godt i gården. Der var faktisk også lige ankommet en anden motorcyklist fra Tyskland, også på en BMW GSer. Det var helt perfekt, og vi skyndte os ud i den gamle bydel i Vilnius.

Vilnius skyline
Allerede nu vidste vi, at fordommene om Baltikum, som vi havde hørt før vi tog af sted hjemmefra, var det rene fis. Selvfølgelig er der tyveknægte og banditter i de baltiske lande og i byerne, men det er der alle steder. Vilnius virkede faktiske renere og pænere end de fleste kvarterer i København. Der var sommerstemning, og folk gik rundt i gaderne og kiggede på de mange barokke bygninger og forretningerne. Der var nogle enkelte sørgelige skæbner på gaden, men intet sammenlignet med det man oplever i gaderne i det indre København. Litauen er stadigvæk relativt billigt, og der var mange ting, som vi kunne have fundet på at tage med hjem hvis vi ikke lige havet været på motorcykel. At rejse på motorcykel har mange fordele. En af dem er, at man ikke kan købe ting. Det er så dejlig befriende og umaterialistisk at rejse på motorcykel. Men der var dog plads til en flot kæde og et armbånd af rav og lidt hørtøj. Litauen er kendt for sit flotte rav og hørtøj, og det måtte vi jo havde med hjem. Det vejede heller ikke så meget.

Vilnius er en mindre hovedstad med ca. 560.000 indbyggere. Byen har været Litauens historiske hovedstad siden middelalderen, men blev først i 1991 hovedstad for det selvstændige Litauen. En stribe af erobrere, diktatorer og krigsherrer har gennem tiden sat deres præg på Litauens historie, og landet har i længere og kortere perioder været besat og styret af Rusland, Polen, Tyskland og Frankrig. Allerede i midten af 1600 tallet plyndrede og myrdede russere sig i gennem Litauen og Vilnius, og i starten af 1800 tallet blev Vilnius faktisk også erobret af Napoleon på hans vej mod Moskva.

Et af stederne hvor vi nød en kold fadøl i Vilnius.
I nyere tid har det som bekendt i vid udstrækning været de russiske kommunistregimer og nazisterne under 2. verdenskrig, der satte deres uhyggelige spor i Litauen. En formiddag gik vi over på et museum, som er indrettet i en stor og typisk bygning i centrum af Vilnius. I 1940 etablerede det russiske KGB sit litauiske hovedkvarter i bygningen. Det var her, hvor tusinder af litauiske frihedskæmpere, intellektuelle og systemkritikere blev tortureret og mange myrdet af KGB og de russiske myndigheder. I underetagen gik vi gennem de mange fængselsceller, hvor litauere havde siddet fanget under umenneskelige forhold. I en af cellerne hang der en sort spændetrøje og vægge og døre i cellen var tykt belagt med stof. Her blev fanger lagt i spændetrøje i et totalt lyddødt rum. Fangen kunne ikke røre sig og kunne absolut intet høre fra omverdenen. Det var nogle af de mest frygtede celler. En af de andre celler var henrettelsescellen, hvor utallige fanger var blevet skudt i baghovedet af KGB folk.

På vej hen til museet gik vi ved siden af en pige, som pludselig stoppede op og tog et billede ind i muren af bygningen. Det virkede lidt underligt indtil vi så, at der flere steder i granitmuren var fyldt med skudhuller. Det viste sig at være et af stederne, hvor litauiske frihedskæmpere var blevet henrettet af KGB, og vist nok også af tyske nazister, med skud gennem hovedet. Hele bygningen var beklædt med navne på litauiske frihedskæmpere, som var blevet dræbt af russere og nazister.

Det var lidt af en eye opener, at gå gennem museet og se og læse om den omfattende litauiske frihedskamp mod den russiske terror og undertrykkelse. Der er foregået så meget forfærdeligt i Baltikum og ikke mindst i Litauen, som mange vist ikke er helt klar over. Litauerne har gennem historien kæmpet heroisk mod russere og nazister.

Efter vores tur måtte jeg lige hjem og læse lidt i en af de mest interessante bøger jeg har stående på reolen i sommerhuset, nemlig The Black Book of Communism. Det er en bog om kommunismen, der blev skrevet for nogle år siden af en række internationale forskere og udgivet af Harvard universitet. I bogen læste jeg blandt andet, at Tyskland og Rusland om natten den 23. august 1938 indgik en ikke-angrebs aftale, som havde stor indflydelse på de baltiske lande. Det var faktisk en handelsaftale, men de vigtigste dele af aftalen vedrørende indflydelse og overtagelse af de baltiske områder forblev hemmelige. Helt frem til 1989 nægtede Sovjetunionen at kende noget som helst til aftalen. I følge denne aftale hørte Litauen til Tyskland og Estland, Letland og Finland under Sovjetunionen. Otte dage efter aftalens underskrift rykkede tyskerne ind i Polen, hvorefter Tyskland officielt overdrog Litauen til Sovjetunionen. Men anden verdens krig udviklede sig og udviklingen tog en helt anden drejning.

En af cellerne hvor litauere blev lagt i spændetrøje i et lyddødt rum.
Efter den tyske besættelse af Polen blev statsoverhovederne fra Litauen, Letland og Estland "inviterede" til Moskva, hvor de blev tvunget til at underskrive såkaldte samarbejdsaftaler. Umiddelbart efter rykkede 25.000 sovjetiske soldater ind i Estland, 30.000 ind i Letland og 20.000 ind i Litauen. Indmarchen af de sovjetiske styrker i oktober 1939 markerede den reelle afslutning på uafhængighed i de tre baltiske lande. Den 11. oktober blev der givet ordre til at fjerne alle anti-socialistiske elementer i de tre lande, herunder officerer, offentligt ansatte og intellektuelle, som var "upålidelige". Mange blev efterfølgende henrettet på ordre af Stalin.

I perioden fra 1. januar til 15. marts 1940 gennemførte russerne 2257 etniske "udrensninger" alene i Litauen. Den 22. og 23. maj 1948 gennemførte russerne Operation Forår i Litauen, og på 48 timer blev 36.932 mænd, kvinder og børn arresteret og sendt med 32 konvojer til Sibirien. De blev deporteret som værende banditter, nationalister og familiemedlemmer af disse. Efter en tur på 4-5 uger ankom de til Østsibirien, hvor de arbejdede under umenneskelige forhold.

I 1948 blev omkring 50.000 litauere deporteret, hvoraf 30.000 blev sendt i gulags. Dertil omkom 21.269 litauere i modstandskampen mod de sovjetiske kommunister. Mange af de litauiske frihedskæmpere boede i årevis i afsidesliggende skove, hvor de byggede underjordiske celler og bunkere. Skovens Brødre, som frihedskæmperne blev kaldt, kæmpede fra 1940 til 1956 en heroisk kamp mod stalinisterne og nazisterne. I slutningen af 40erne og 50erne fik Skovens Brødre støtte af efterretningstjenesterne i England, USA og Sverige i form af våben, logistik og information om fjendens bevægelser. Drivkraften bag modstandskampen var håbet om frihed og selvstændighed i de baltiske lande. Litauen kæmpede en indædt kamp mod det russiske overherredømme, og ved udgangen af 1948 var stadig kun 4 % af Litauens samlet areal under kollektiver.

I perioden 1940-1953 blev omkring 200.000 deporteret til Sibirien, herunder 120.000 fra Litauen, 50.000 fra Letland og lidt over 30.000 fra Estland. Dertil var 75.000 i gulags, inklusiv 44.000 i særlige lejre, som var reserveret til såkaldte hårde politiske elementer. Omkring 10 % af den samlede voksne befolkning fra de baltiske lande var enten deporteret eller sad i særlige lejre i Sovjetunionen.

Efter besøget på Museet for Folkedrab i Vilnius gik vi på vejen tilbage lige forbi et lille jødisk museum, hvor vi mødte en polsk udvekslingsstuderende der fortalte om kendte litauiske jøder. De fleste jøder i Vilnius blev under 2. verdenskrig udryddet af nazisterne. Før krigen var der omkring 60.000 jøder i Vilnius, men i løbet af et år var 70 % af den jødiske befolkning i byen udryddet. Den 20. juli 1941 myrdede SS 5.000 jøder og i perioden 31. august - 3. september samme år andre 10.000 unge jøder. Der blev også etableret en ghetto i byen, hvor jøderne fik besked på at flytte ind. Der var så overfyldt i ghettoen, at mange måtte opholde sig og sove udendørs. 3.000 personer, der sov ude, blev på et tidspunkt arresteret og skudt af nazisterne i en skov ved byen Ponary (Paneriai), 10 km syd for Vilnius. Her var der et specielt indhegnet område, som blev anvendt til skydning af jøder og andre, hvorefter ligene blev brændt.

Da vi var i Vilnius, gik vi i gennem de to jødiske ghettoer hvor nazisterne gennemførte deres skrækkelige aktioner. I dag er det et smukt og stemningsfyldt område. De fleste litauere har heldigvis ikke glemt hvad der skete under det sovjetiske rædselsregime og under nazisterne.

Et par af vores venner var helt tilfældigt også i Vilnius i de dage vi var, så vi mødtes og var ude at spise på en af de mange gode restauranter i byen. Vejret var super, og vi sad udenfor og hyggede os.

På Hill of Crosses i Litauen.
 
Efter et par gode dage i Vilnius kørte vi videre til Riga, hovedstaden i Letland. På vejen gjorde vi hold ved den såkaldte Hill of Crosses. Det er en lille bakke i landskabet, som er beklædt med kors i alle mulige udformninger og afskygninger. Man ved ikke med sikkerhed hvornår man begyndte at placere kors på højen, men det er muligvis en tradition der startede tilbage omkring 1831 under et oprør mod det russiske overherredømme. Antallet af kors på og omkring højen vokser dag for dag, og stedet har stor symbolsk og åndelig betydning for litauerne. Det er et sted, hvor folk beder for fred, for landet og for de mange litauere, som mistede livet i modstandskampen mod russerne. Tre gange i 1961, 1973 og 1975 blev højen jævnet med jorden af russerne og overdynget med skidt og affald. Men hver gang fik litauerne genetableret højen og fyldte den efterfølgende igen med kors. Et meget specielt sted, som udgjorde et fint stop på vejen til Riga.

På vejen til Riga gjorde vi ophold et par gange undervejs, hvor vi smed os i græsset under træerne for at slappe af. Der er ikke så mange egentlige rastepladser i Baltikum, men derimod mange små landevejsrestauranter og spisesteder. Hyggelige steder med god mad og servering.

Riga
Om eftermiddagen ankom vi så til Riga, hvor vi boede på SAS Radisson på den anden side af Daugava floden. Efter en kort og tiltrængt spadseretur over floden stod vi så midt i Rigas gamle bydel. Riga blev grundlagt i midten af 1100 tallet, og allerede omkring 100 år efter fik byen status som hansestad. I en periode tilhørte byen Sverige, og i lange perioder var den under russiske herredømme. Med tiden blev Riga en af de vigtigste byer i den russiske og sovjetiske stat. Riga var svært udsat under både 1. og 2. verdenskrig, og under sidstnævnte blev Letland og Riga invaderet af Sovjetunionen under ledelse af Stalin. Mange blev deporteret og myrdet af russerne. Da russerne efterfølgende blev fortrængt af nazisterne blev jøderne udryddet i Riga og i resten af Letland. Riga blev under Stalin udsat for kraftig russificering, og over 40 % af byens indbyggere er i dag russere mod 9 % før krigen.

En af de mange charmerende gader i Riga.
Den gamle del af Riga er i dag flot og moderne og med masser af checkede forretninger, restauranter og cafeer. Men der er stadig store udfordringer for så vidt angår forureningsbekæmpelse og forbedring af infrastrukturen og boligområder omkring byen. På en stor og godt læsset motorcykel var det heller ikke helt nemt at køre ud af byen på de gamle brostensgader fyldt med sporvognsskinner. Vi havde et par rigtig gode dage i Riga, og nød at gå rundt i gaderne. Tiden gik hovedsageligt med at gå rundt og spise på restauranter, cafeer og konditorier. Det var nu heller ikke så dårligt at sidde på torvene under parasollen med en stor kold fadøl og se verdensmesterskabet i fodbold. Ikke dårligt og vi nød det i fulde drag.

På andendagen i Riga blev vi lidt trætte af at vandre op og ned ad de selvsamme stræder, og vi hoppede så spontant på en sejltur på Daugava floden. Solen skinnede, og det luftede dejligt. Båden var noget større end Helge i Svendborgssund, og turen mindede lidt om kanalrundfarten i København. Måske lige bortset fra at der pludselig var en pige ombord, som rejste sig op og begyndte at sno sig som en ål ud over rælingen og op ad en jernstolpe der holdt soltaget. Der gik da heller ikke længe førend hun stod spændt ud som en flitsbue og strittede med sine to gigantiske implantater mens moderen knipsede løs med kameraet. Lille sønnike sad ved siden af bedstemoder med en sodavand og så lidt betuttede ud. Men som læseren sikkert kan forstå, så tiltrak seancen en del opmærksomhed blandt de andre passagerer på båden. Der var i hvert fald nogle af os som i et kort øjeblik havde lidt svært ved at koncentrere sig om at kigge på bygningerne langs Daugavas bredder. Måske var pigen en af Rigas pornomodeller eller strippere, som var på en tiltrængt sommerudflugt med sin mor og søn. Ellers også skulle hun måske bare bruge et par billeder til nogle datingsider. Jeg ved det ikke. Men underholdende, det var det.

Den sidste dag i Riga var Bodil rundt i forretningerne og havde om eftermiddagen glemt en af sine ringe et sted, hvor hun havde været inde for at prøve udvalget. Jeg lå selvfølgelig hjemme på hotelværelset og så fodbold. Det var blevet sent da hun opdagede det, og vi orkede derfor ikke at gå tilbage. Næste morgen kørte vi så forbi, og sandt nok så lå ringen i forretningen. Bodil fik sin ring og kom glad tilbage til der hvor jeg holdt med motorcyklen. Derfra trillede vi så stille og roligt videre op langs Østersøen mod Tallinn i Estland. De tre baltiske lande er som bekendt medlemmer af EU, og det er derfor ikke noget problem at krydse grænserne. Det er lige som i resten af Europa, og man kører over uden problemer. Solen skinnede også den dag fra en skyfri himmel, og det var en særdeles flot tur gennem landskaberne og skovene. Vi var rigtig ude på landet og så masser af storkereder, hvor de pjuskede unger sad og kiggede ud.

På den anden side af grænsen i Estland blev vejene temmelig bumpede, men det gjorde kun kørslen lidt sjovere. Det kan godt en gang i mellem blive lidt trivielt når man skal tage de lange stræk på motorvejene. Men her var der godt med huller og ujævnheder i vejen, og det var selvfølgelig ikke noget problem for BMW's ultimative køremaskine, GS'eren. BMW Adventuren er faktisk bedst når den kommer på langtur og skal arbejde sig henover udfordrende terræn og køre i dårligt vejr. Det er først der, at Adventuren viser hvad den kan. Den kører ekstremt sikkert og pålideligt, og man får klart fornemmelsen af at her er der ikke noget overladt til tilfældighederne. Maskinen er gennemtænkt og testet på alle leder og kanter. Men selvfølgelig kan der opstå problemer, og man skal have respekt for monsteret og ikke mindst for de andre bilister.

Tallinns gamle bydel.
Et sted i Estland gik det lidt for langsomt på landevejen, og jeg måtte så overhale 5-6 biler i et hug. Vi må alligevel have kørt lidt stærkt for da jeg lagde motorcyklen ud i modsatte vejbane og lagde den ned i 5. gearet og gav den håndtag, så vågnede monsteret op og brølede som vi aldrig havde hørt det før. Det lugtede brændt, og efter et par sekunder gik jeg op i 6. gearet, og så forsvandt det. Jeg troede, at motoren måske var blevet lidt overbelastet. Men det var først senere da vi var kommet af motorcyklen og Bodil med et smil spurgte til mit burn-out stunt, at det gik op for mig at lugten selvfølgelig var kommet fra bagdækket. Det havde fået noget af en sveder på den estiske landevej. I patents kan jeg lige tilføje, at det ikke tog mange

Korsridderflag i Tallinn.
sekunder at komme forbi den bilkø. Men for lige at gøre historien færdig, så et par uger efter skulle jeg aflevere motorcyklen til opbevaring. Jeg var godt klar over og havde aftalt med værkstedet, at til næste sommer når jeg igen hentede motorcyklen så skulle vi have nye dæk på. Da jeg så stod der med mekanikeren så pegede han ned på baghjulet, og til min store overraskelse så jeg at bagdækket var slidt helt ind til karkassen, der jo som bekendt er dækkets skelet. Jo, til næste sommer skal vi have nye dæk på samt GPS navigation og bluetooth samtaleanlæg.

Jeg har kørt motorcykel tre måneder i Sri Lanka, fire år i Nepal og fire år i Vietnam, og jeg bestræber mig altid på at holde øje med bilister og andre objekter både foran og bagved motorcyklen. Jeg stoler aldrig helt på andre bilister. Men jeg må sige, at de generelt kører særdeles pænt i de baltiske lande. Vi var ikke ude for noget overhovedet. Efter min mening og erfaring så kører folk mere råddent og dårligt i Danmark end det er tilfældet i mange andre lande.

Her i sommer opstod den farligste situation på et tidspunkt, hvor jeg troede at det var helt utænkeligt. Jeg var på familiebesøg i Faaborg. Solen skinnede, og det virkede mennesketomt og ganske dødt på gaderne. Jeg kommer så kørende stille og roligt med min søster bagpå. Vi havde sommertøj på og skulle bare lige et par gader ned gennem byen. Vi skal til venstre, og jeg kører ud på midten af vejen. Der er ikke noget trafik, og jeg blinker til venstre i god tid. Blinklyset har blinkede i hvert fald 3-4 gange, og pludselig så ser jeg i bakspejlet gud hjælpe mig en stor landevejsbus, der begynder at speede op bag os et stykke længere nede af vejen. Så kommer der en stor Fynbus drønende venstre om os bag fra, mens vi holder stille på vejen og blinker til venstre! I et splitsekund har jeg forudset situationen, og jeg bliver holdende. En idiot af en buschauffør fra Fynbus kommer drønende bagfra og venstre om os da vi holder og skal dreje til venstre. Jeg var chokerede. Var jeg ikke blevet holdende havde idioten smadrede min søster og jeg selv.

Der fik jeg afkræftet en af de andre fordomme om, at de kører vildt dårligt i de baltiske lande. Nej, det var sgu' meget mere farligt i Danmark. Men sådan er der jo så meget, ikke sandt? Det er tit på de umiddelbart mest fredelige steder og i de mest utænkelige situationer, at de største farer opstår. Det har rejser rundt om i verden og motorcykelture lært mig. Faaborg og Fynbus var i den henseende absolut ingen undtagelse.

Et af de mange café besøg.
Vi havde hørt meget godt om hovedstaden Tallinn i Estland. Vores venner, som vi mødte i Vilnius, havde fortalt at Tallinn var den mest charmerende by af de to, og det sagde os ikke lidt. For Vilnius havde været helt fantastisk. Efter et par dage i Riga ankom vi så til Tallinn, og igen da vi ikke havde nogen GPS, så cruisede vi lidt rundt i den indre by førend vi fandt vores hotel. Det viste sig, at hotellet lå midt i den gamle bydel. I vores søgen efter hotellet befandt vi os pludselig midt på en af de gamle og lukkede gågader midt i middelalderbyen på den store motorcykel med fuld oppakning. Der var fyldt med turister, og ikke uden grund var der en del som måbende kiggede på mens de to åndssvage danskere kom trillende ned gennem gaden på jeres monster. Det viste sig, at parkering til vores hotel skulle forgå ad en anden og snørklet bagvej langs den gamle bymur. Men efter at Bodil havde checket ind på hotellet fandt jeg ud af det, og det viste sig at der også her var glimrende parkering til motorcyklen. Igen boede vi centralt og super fedt.

Tallinn på en dejlig sommerdag.
Tallinn er måske den mest charmerende middelalderby jeg har set. Den indre bydel er helt utrolig flot og velbevaret. Vi fik mange timer til at gå med at gå rundt i gaderne og kigge på bygninger og sidde på cafeer og betragte mennesker. Også her blev det til adskillige omgange af grøn te, café latte og kager.

Danmark har en interessant fortid i Tallinn, og faktisk betyder Tallinn ”Danskerbyen” eller ”Danskerborgen” på estisk. Det var Kong Valdemar 2. af Danmark som efter en korsriddersejr i midten af 1219 bekendtgjorde, at det flag som gav korsridderne sejren nu skulle være det danske flag. Dannebrog kommer fra Estland, og det ser man stadig mange steder i dag i den gamle middelalderby. Danskerne fandt efterfølgende dog ud af, at det var ikke så nemt at styre esterne og regere landet. Der var for meget oprør og bøvl med kirken, og danskerne solgte derfor Tallinn og andre jordbesiddelser i det nordlige Estland til den Tyske Orden i 1343. Fra sidst i 1200 blev Tallinn hansestad og dermed en ganske velstående handelsby. Når man går rundt i gaderne ser man mange utrolig flotte handelsbygninger. Tallinn har ligesom Riga og Vilnius været regeret af russerne, og det var først i 1991 at Estland igen blev et selvstændigt land. Det er vildt at tænke på. Det er ikke mere end 20 år siden, at Estland fik sin selvstændighed fra Sovjetunionen. I fire år stod den Syngende Revolution på, og esterne fik endelig deres frihed tilbage i 1991. Estland er vist det mest velstående af de tre baltiske lande, og prisniveauet var da også ganske højt. Måske på niveau med Danmark.

Sejltur over Østersøen
Traditionelt regnes Norden for værende identisk med medlemmerne af Nordisk Råd, nemlig Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island samt de selvstyrende territorier. Men Estland har stærke historiske, kulturelle og sproglige bånd til de nordiske lande. Faktisk er der nogle som mener, at Estland egentlig burde betragtes som en del af Norden. På den anden side så har Estland også stærke bånd til Centraleuropa. Nå, men vi følte os i hvert fald rigtig meget hjemme i Tallinn, og byen havde helt klart et nordisk islæt over sig. Sjældent har vi været i så charmende en by, og om aftenen spiste vi på middelalderrestauranten Olde Hansa. I et gammelt middelalder handelshus ved torvet indtog vi nogle af de gamle hertugers yndlingsretter. Bodil fik noget med elg, og min ret var med vildsvin. Det var tung middelalderkost og smagte svine godt. Bagefter trillede vi ned ad gaden og hjem på hotellet. Tidligere på dagen var det også lige blevet tid til en rigtig fin sightseeing tur rundt i byen.

SDet var et sådant sted man skulle bo i den stockholmske skærgård.
Næste morgen trillede vi rundt om hjørnet og om bord på færgen til Stockholm. Til vores overraskelse havde vi fået en rigtig fed kahyt på øverste dæk med eget vindue, hvorfra vi næste morgen kunne betragte den fantastiske indsejling gennem et af verdens smukkeste øhave - den stockholmske skærgård. Den stockholmske skærgård består af omkring 24.000 øer, holme og skær, hvoraf kun omkring 1000 af dem er beboet. Det er et helt fantastisk område, og det var anden gang inden for de senere år, at vi tog sejlturen gennem dette unikke område på en helt perfekt og skyfri sommerdag.

Vi var nu tilbage i en af vores andre favorit byer, Stockholm. Her boede vi på Strandvägen, hvor masser af færger sejlede rundt mellem hinanden i havnen og ud til øerne. Vi tog en tur på Djürgården og nød Stockholm. I en Seven Eleven kiosk blev vi snydt for 75 svenske kroner, fordi kassedamen havde slået vores køb forkert ind. Jo, vi var nu ankommet til Skandinavien og var således tættere på Danmark, og vi skulle igen til at passe lidt bedre på. Det var måske igen et lille tegn på, at det med at de baltiske lande er Wild West er det rene sludder og ikke er andet end fordomme. Jeg har lige læst en bog af en engelsk fyr, som i et halvt år kørte rundt i en række øst- og vesteuropæiske lande på motorcykel, og hver gang han kom til et nyt land hørte han altid en masse fordomme om det land og dets indbyggere, hvor han lige var kommet fra. Det var præcist den samme fornemmelse jeg havde efter vores tur til de baltiske lande.

På vej hjem til Danmark
Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke var glad for at have motorcyklen parkeret nede på Strandvägen i Stockholm, og for første gang satte jeg faktisk ikke kun skivebremselåsen på men også min anden tunge kæde i baghjulet. Måske var det bare ren paranoia. Den stod der i hvert fald næste morgen, hvor vi stod tidligt op og på et kvarter igen var ude af Stockholm og på vej mod København.

Det tog ikke mange timer at køre tilbage til København og pludselig dukkede Kronborg op, og vi var igen hjemme i Danmark. Det havde været en rigtig fed tur rundt i Baltikum, og vi havde nydt det hele i fulde drag. I år blev det til lidt af en luksus tur med korte distancer og gode hoteller i de baltiske hovedstæder plus et par gode cruises over Østersøen.

Nu er jeg så tilbage i Dhaka, som er en verdens største og værste megabyer. Monsunregnen står ned, og jeg er allerede begyndt at spekulere på hvor næste års tur skal gå hen. Næste år skal vi vist mere ud i naturen og på en lidt mere adventure præget tur end det var tilfældet i år. På Amazon har jeg i hvert fald købt to nye adventure motorcykel bøger, og vil bruge den asiatiske ”vinter” til at studere og planlægge næste års tur.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside