I Tordendragens land - 2009

Tekst og foto: Jan Møller Hansen

På vandretur udenfor Thimphu

I forbindelse med Eid festivalen i Bangladesh valgte vi i år, september 2009, at tage en tur til nabolandet Bhutan. Bhutan er kun 50 minutters flyvning nord for Dhaka, men de to lande er på alle måder diametrale modsætninger, både hvad angår geografi, klima, kultur, mennesker, historie og alt andet man kan forestille sig. Det er ret utroligt. Det seneste år har vi været en del nye steder i Himalaya regionen, og denne gang var turen så kommet til Bhutan. Jan havde flere gange i Bhutan, men det var Bodils første tur til dette charmerende og smukke land. Bhutan er et lille Himalaya land med en utrolig smuk natur og en rigtig spændende kultur. Nogle vil mene, at Bhutan er Nepal på første klasse eller for jetsettet som der stod i guidebogen. Bhutan har gennem tiderne ført 17 krige med Tibet, og har på besindig og diplomatisk vis, hjulpet af Himalaya bjergerne i nord og den tætte jungle i syd, gennem tiden formået at holde både inderne, kineserne, tibetanerne og englænderne ude og på behørig afstand. Landet regeres af den 29-årige konge Jigme Khesar Namgyal Wangchuck, som overtog magten fra sin far i 2008. Bhutaneserne er hovedsageligt buddhister, men der er også nogle hinduer i den sydlige del af landet.

Bhutan's national dyr Takin

Bhutan har en fantastisk og uspoleret biodiversitet med omkring 700 forskellige fugle, mere end 5000 arter af planter og omkring 200 forskellige pattedyr. Der er mere end 600 forskellige arter af orkideer, 200 arter af medicinplanter og mere end 50 forskellige arter af rhododendroner. Når man kommer op i højderne er der rododendron skove og buske overalt. Det skulle være helt fantastisk om foråret, især i

Chili er vist Bhutanesernes fortrukne grøntsag

april hvor de blomstrer i røde, lilla, hvide og orange farver. Bhutan er et rent eldorado for naturelskere og fugleinteresserede. Bhutan er faktisk også et ganske veludviklet land med relativt gode sundhedsfaciliteter, uddannelsesinstitutioner og hvad der ellers hører til et velfungerende samfund. Bliver man alvorlig syg og ikke kan behandles i Bhutan betaler regeringen for transport og behandling i Indien, Thailand eller andre nabolande. Mere end 90 procent af de unge, der går i den tidlige folkeskole, kan i dag læse og skrive. Blandt den ældre del af befolkningen er det dog stadig kun halvdelen som kan læse og skrive. Bhutan er nået rigtig langt, og er kendt for begrebet Gross National Happiness (GNH). Her måler man ikke bruttonationalprodukt, men derimod bruttonational lykke. I Bhutan handler det ikke kun om økonomisk velstand, men også om lykke, velvære og trivsel. Der er opstillet 73 indikatorer, som myndighederne bruger til at måle fremgangen på GNH.

En fredag morgen tog vi af sted fra Dhaka og ankom i Paro i Bhutan om formiddagen. Når der er sommertid i Bangladesh er der en tidsforskel på halvanden time i forhold til Bhutan. Vi fløj med et af Druk Airs tre nye Airbus A319 fly. Lufthavnen i Paro er flot bygget og udsmykket i traditionel bhutanesisk stil. I lufthavnen i Dhaka mødte vi Arne, som er souschef på den norske ambassade og hans datter. Vi tog dem med i bilen fra Paro til Thimphu, og satte dem af ved Druk hotel midt i byen. Det var de glade for. Derefter kørte vi op til Henriks hus og checkede

Tid til lidt afslapning på en restaurant på vej til Trongsa

ind. Henrik er chef for det danske liaison kontor i Thimphu, og en af mine kollegaer fra Udenrigsministeriet. Henrik bor i et dejligt hus bygget i træ og sten og med en rigtig flot udsigt udover magtens centrum i Bhutan, den store og imponerende Trashi Chhoe Dzong. Der er her hvor den politiske, religiøse og dømmende magt er centreret. Der er også en stor og dejlig have rundt om Henriks hus med masser af æbletræer og blomster.

Munke fra Kagypa sekten

Den første dag var vi lige en tur forbi vores kontor, Liaison Office of Denmark, for at hilse på medarbejderne. Der spiste vi også frokost. Om eftermiddagen kørte vi en tur op til en lille og charmerende mini zoologisk have Motithang, hvor de har tre forskellige slags dyr. Taksin'en var det mest interessante dyr. Haven var blevet etableret for nogle år siden fordi Taksin dyrene var blevet så tamme, at de gik rundt i gaderne i Thimphu og tiggede om mad. Den eneste løsning var, at holde dem fanget oppe i skoven ovenfor byen. Myten siger, at en kendt lama satte et gedehoved på kroppen af en ko og derved skabte Taksin dyret. Det er mærkeligt og godmodigt dyr, som vi ikke har set andre steder i verden.

Den eftermiddag gik vi også rundt i gaderne i Thimphu og var på Swiss Bakery. Vi ledte også efter et lokalt SIM kort til mobilen, men det var ikke sådan lige af finde. De første 4-5 steder var der udsolgt, og det krævede også en kopi af passet. Der er ingen som bhutaneserne, der går op i kontrolprocedurer og godkendelser for alt muligt. Som udlændige kan man ikke bevæge sig rundt i landet uden særlige kørsels- og adgangstilladelser, og systemer virker ganske godt. Så det er noget alle overholder. Men det er der også en god grund til. Bhutan har i århundreder været truet af nabolandene, som ville invadere landet. Også i dag er det et stort og faretruende problem med den store indiske befolkning lige syd for landet, illegale indvandrer og indiske separatistbevægelser. Den første aften spiste vi hjemme hos Henrik, og sluttede af med at se de lokale nyheder. Det var ret underholdende, fordi der i Bhutan ikke sker så meget. Det var lidt sjove lokale nyheder.

Drubchhen festival i Thimphu

Næste dag startede med morgenmad på terrassen, der har en fantastisk udsigt udover Thimphus flotteste bygningsværk, den store Dzong. Vi tog så på lørdagsmarkedet, købte nogle småting og kørte videre mod byen Punakha, der ligger midt i landet. Vejen til Punakha gik henover Dochu La passet, hvor vi stoppede ved et religiøst sted med 108 chortens og masser af bedeflag i skoven. Det var et meget smukt og charmerende sted, som den dag lå indhyllet i tåge og skyer.

Bueskydning er nationalsporten i Bhutan

I Punakha så vi den store Punakha Dzong, der regnes for den flotteste af sin art i Bhutan. Punakha Dzong er af historisk betydning og fungerede op til 1950'erne, som landets regeringsbygning. Det er tradition, at kronprinsen inden han tiltræder som konge, skal fungere som guvernør i Punakha Dzong for at lære om administration og regeringsførelse. Efter besøget i Dzongen gik vi en times tid gennem rismarkerne op til det lille kloster Chimi Lhakhang. Klosteret er mere end 600 år gammelt og indeholder nogle særligt fine statuer af de buddhistiske guder. Det er også et sted, som besøges af kvinder der ønsker at få børn. Den første nat udenfor Thimphu boede vi ikke langt fra byen Wangdi på Kichu Resort. Stedet ligger smukt ved en fossede flod, der løber gennem skovene. Ejeren er Rinpoche, og restauranten er derfor vegetarisk. Maden var dog ikke noget at skrive hjem om, og var faktisk det dårligst mad vi fik på turen.

På tredje dagen kørte vi videre til byen Trongsa via passet Pele La. Trongsa er en gammel og strategisk by, der forbinder Bhutan på tværs og mod syd. Den gamle handelsvej på tværs af landet går gennem Trongsa, og byen er kendt for sin Dzong og det gamle vagttårn. Det var en fantastisk smuk tur til byen gennem skove og bjerge.

Et pas med 108 chortens

På vejen til Trongsa gjorde vi en afstikker og kørte til Phobjikha dalen, som er kendt for tranerne der overvintrer fra midten af oktober til marts. Om sommeren lever tranerne i Tibet og trækker så syd på til Bhutan om vinteren. I Phobjikha var vi også inde i den store Goemba, hvor der var festival. Det var en af de flottest goembaerne vi så på turen.

Inden vi kom til Trongsa spiste vi frokost på en hyggelig restaurant langs den flotte landevej, der går gennem skovene. I Trongsa blev vi modtaget af Trongsa distriktets næstøverste embedsmand, og en embedsmand fra det lokale sundhedskontor. Vi fik et hvidt skærf og drak en kop te på hotellet inden vi kørte ned til byen. Det var søndag og det nye museum i det gamle vagttårn var lukket. Men på grund af vores besøg var museet blevet åbnet, og vi blev vist rundt af munken der var ansvarlig for museet. Museet var helt nyt og indrettet i det århundrede år gamle vagttårn, der ligger ovenover den store Dzong i byen. Det havde taget tre år at renovere bygningerne, og de gamle artefakter kom fra Trongsa Dzong. Det var et af de flotteste buddhistiske museer vi nogensinde har set. Det var en stor oplevelse, og der var en helt enestående udsigt fra toppen udover Dzongen og dalen. Inde i museet skulle vi ind i et tempel dedikeret til Maitreya guden, og da jeg tog mine sko af havde jeg et hul i den ene sok. Jeg trak sokken lidt ud, og heldigvis var der ingen der så det. Det var et fantastisk flot museum. Ved siden af museet var der en eneboer, som boede i en klippehule. Han havde mediterede i hulen i 21 år, og havde i den periode ikke set et eneste menneske. Hver aften kom folk med mad til ham, som han hentede når det var blevet mørkt.

På besøg i Trongsa museet

Næste dag om formiddagen besøgte vi Trongsa Dzong, og havde lige et høflighedsbesøg hos distriktets næstkommanderende inden vi kørte ud i en landsby for at se den lokale vandforsyning og skolen. Det var faktisk meget interessant, og især landsbyskolen var imponerende. Selv den lokale skolelærer havde anskaffet sig en fin ny koreansk bil, som holdt i garagen ved skolen. Det havde vi aldrig før set i Asien. Også bønderne i landsbyen havde forskellige små landbrugsmaskiner, og det hele virkede ganske velfungerende. Der var strøm, vand, sanitet, sundhedsklinik og en god skole. Efter en dejlig frokost på en lokal restaurant kørte vi gennem bjergene og skovene tilbage til Thimphu. Hvad vi på det tidspunkt ikke vidste, var at Bhutan var blevet ramt af et jordskælv, der blev målt til 6,3 på Richter skalaen og med epicenter i Mongar i den østlige del af landet. 12 mennesker var døde og 1200 huse ødelagt.

En munk i Thimphu Dzong

Næste dag gik med arbejde og møder på vores kontor i Thimphu, og Bodil var på tur rundt i byen.

Den efterfølgende dag havde Jan et enkelt møde i sundhedsministeriet og var oppe at se vandforsyningen til Thimphu. Sundhedsministeriet i Thimphu er finansieret af Danmark. Ellers var det en ganske afslappet dag. Om formiddagen kørte vi op til radiotårnet ovenover Thimphu og gik en skøn tur gennem skoven til en lokal Goemba. Der var flot udsigt udover byen, og vejret var skønt. Derefter trillede vi ned på Instituttet for Traditionel Medicin, som desværre var lukket. Så var det videre til et par souvenirforretninger med endestation på Art Café. Næste dag var dedikeret den store Drubchhen festival i den gigantiske Dzong i Thimphu. Festivalen blev åbnet af det religiøse overhoved Je Khenpo, der som den eneste, bortset fra Kongen, er klædt helt i gult. Festivalen er tilegnet guden Pelden Lhamo, der er en af de tre guder som beskytter Bhutan.

Næste dag sagde vi farvel til Henrik og kørte til byen Paro. Vi startede besøget i Paro med en tur oppe i Paro Dzong og et møde med personalet på hospitalet i Paro. Danmark har finansieret hospitalet og gennem årene givet anselig støtte til opbygning af sundhedssektoren i Bhutan. Bagefter var vi ude i en landsby for se et økologisk lokum og noget vandforsyning. Tek, vores lokale mand på kontoret i Thimphu, og en sundhedsassistent fra hospitalet var med på turen. Efter vores møde og feltturen kørte vi en tur op på nationalmuseet, som er bygget i det gamle vagttårn. Bygningen er fra år 1659, helt rund og med 2,5 meter tykke vægge. På vejen tilbage fra Paro Dzong og nationalmuseet stoppede vi lige ved den gamle Dumtse Chorten, som er fra 1433 og bygget af den berømte jernbrobygger Thangtong Gyalpo. De tre niveauer i Dumtse Chorten repræsenterer helvede, jorden og himmelen.

Udsigten fra vores hotelværelse i Paro

Vi var også forbi Kyichu Lhakhang, som er et af de ældste og smukkeste templer i Bhutan. Moderdronningen var netop besøg og inde i templet, så vi så ikke den indre del og det kendte appelsintræ der bærer en evig appelsin. Templet blev bygget helt tilbage i år 659 af en konge fra Tibet. Vi var også lige forbi den lokale bueskydningsbane. I traditionel bhutanesisk bueskydning kæmper to hold mod hinanden, og de står i hver deres ende af en 140 meter lang bane. Det virkede lidt skræmmende, men de skyder utroligt præcist. Til de store bueskydningskonkurrencer hepper pigerne på skytterne og råber alt muligt for at distrahere det modsatte hold. Bueskydning er nationalsporten i Bhutan. Den næste dag stod vi tidligt op og gik op til det berømte Taktshang Goemba kloster, der er bygget som om det er klisteret på siden af en klippe. Klippen har et lodret fald på 900 meter. Klosteret er det mest berømte i Bhutan, og går under øgenavnet ”tigerreden”, fordi den berømte Guru Rinpoche kom flyvende på en tiger for at bekæmpe en dæmon der holdt til i klippen. Det tager ca. 2 timer at vandre op til klosteret, hvor man går gennem flotte skove med udsigt over bjerge og dalen. Når man kommer helt op hænger klosteret med sine tage af guld på klippesiden.

Efter besøget på Taktsang klosteret kørte vi ned i byen og fik en gang momo'er og en kold øl. Bagefter var vi igen oppe i Paro Dzong for at overvære en festival, hvor de dansede i farvestrålende dragter mens munkene citerede bønner. Så var vi tilbage på hotellet for at nyde en kop grøn te med udsigt over den smukke dal.

Den sidste dag tog vi det roligt og slappede af. Dagen gik hovedsageligt med at gå at shoppe i de spændende forretninger i Paro. Så var det blevet mandag morgen, og vi fløj tilbage til Dhaka efter en fantastisk tur til Tordendragens Land.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside