Burmesiske dage 2010

Tekst og foto: Jan Møller Hansen

I foråret 2010 valgte vi at tage et par uger til Burma, som ligger lige next door til Bangladesh, hvor vi bor for tiden. Vi har gennem årene opholdt os flere år både i Sydasien - til venstre for Burma - og i Sydøstasien - til højre for landet. Men det var første gang vi besøgte det store land, som forbinder de to regioner. Burma er opdelt i 7divisoner og i 7 stater. På grund af militærjuntaen er Burma som bekendt ikke det mest besøgte land, og det har i mange år været underlagt handels- og samarbejdssanktioner fra USA og EU. I mange år var den officielle holdning fra mange vestlige lande, at turister skulle holde sig væk og ikke besøge landet for derved at udgå kontakt med myndighederne og bidrage til militærjuntaens indtægter. Denne holdning er i de senere år blevet opblødt, og flere og flere turister besøger landet. Det er kun omkring 0,7 % af bruttonational-produktet, som kommer fra turisme og det er en mindre del af dette som går til regeringen i form af entreindtægter og regeringsejede hoteller. Faktisk er en stor del af turismen i dag på private hænder, men mange har selvfølgelig stadigvæk tætte forbindelser til militæret. Vi skal ikke være for naive i den sammenhæng. Så det var vi også opmærksomme på da vi rejste rundt i landet og besøgte nogle af hovedattraktionerne i landet.

Burma er et stort land på ca. 678.500 kvadratkilometer - eller ca. 15 gange større end Danmark - og med en befolkning på omkring 58 millioner. Regeringen siger officielt, at der er 135 etniske grupper i landet. Men de må have talt mange små undergrupper med, og det er sikkert en eller anden mere eller mindre teoretisk udlægning af demografien og den etniske sammensætningen af befolkningen. I hvert fald hørte jeg forleden en britisk professor med speciale i Burma sige, at der er 20 etniske hovedgrupper af en vis størrelse og som taler 19 forskellige sprog. Men det er også meget, og Burma er et af de mest kulturelt og etnisk diversificerede lande i Asien. Det er også et land, hvor der er meget langt fra de isolerede yderområder og ind til hovedstaden. Mange mennesker, som lever langt fra hovedstaden og centralregeringen, føler ikke megen tilknytning til Burma som nation. Militæret flyttede for nogle år siden hovedstaden fra Rangoon til Nyapyidaw (det kongelige sted), som ligger

inde i landet mellem Rangoon og Mandalay. Burma har en lidt speciel tradition for at flytte hovedstaden med jævne mellemrum. Går man tilbage i historien, som har der været omkring 25 forskellige hovedstader i løbet af de seneste 2500 år. Det er cirka en ny hovedstad hvert 100 år. Nu holder militærregeringen og centraladministrationen til i en kunstig by mere eller mindre isoleret fra befolkningen. Det er ikke et sted menigmand kommer. Der er mange teorier, der prøver at forklarer hvorfor militærjuntaen har valgt at flytte til en ny og isoleret hovedstad.

Det er en stor udfordring for myndighederne, at holde sammen på landet og dets forskelligartede befolkning. Det er også et land, som gennem århundrede har oplevet stor immigration og migration i regionen. Burma er som bekendt ledet af en militærjunta, som ikke levner råderum til at befolkningen kan tage del i en demokratisk udvikling. Der er også alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, og landets junta har gennem årtier været årsag til at landet har et kedeligt ry rundt om i verden. Men folk i Burma er utrolige imødekommende og venlige. Det er en meget sympatisk befolkning. Problemet er generalerne og militærjuntaen, som styrer landet med hård hånd. Da vi besøgte Burma for nylig var vi lidt forundret over ikke at se militær eller ordensmagten i gaderne. En gang i mellem så vi en politibil eller trafikpolitiet. Men vi havde forventet noget helt andet. Men som en guide fortalte os, er der åbenbart mange stikkere i civilt som holder militæret informeret om hvad der

rør sig blandt almindelige mennesker og i civilsamfundet. Ifølge en af vores guide er der typisk en informant per 10 familie, en anden per 100 familier og endnu en per 1000 familier. Men om dette er korrekt eller ej er ikke nemt at vide. Men i hvert fald er der en stor frygt og tilbageholdenhed for at fortælle hvad man mener om militærjuntaen og den politiske situation i landet. Aung San Suu Kyi, leder af oppositionen er total tabu. Hun omtales af mange som the Lady, og det er ikke noget man taler om i det offentlige rum.

Når man rejser rundt i Burma skal man tænke sig lidt om hvis man vil diskutere politik med folk. Burmeserne kan efterfølgende godt blive stillet i en vanskelig og ubehagelig situation pga. myndighedernes overvågenhed og eventuelle repressalier. Burma er - måske efter Nordkorea - et af de mest obskure lande i det 21. århundrede.

Mange af dem vi talte med hader militæret, men der var også enkelte som var ganske godt afrettede og som ikke så nogle problemer overhovedet. Det var for eksempel tilfældet for vores kvindelige guide i Bagan. Da vi forsigtigt spurgte indtil situationen i landet, var hendes kommentar blot at der ikke var nogen problemer overhovedet. Alle mennesker var lykkelige og havde nok at spise. Det var svaret, og længere nåede vi aldrig i den diskussion. Men så var der også andre som var helt oppe at ringe, og hvor der ikke var grænser for militærjuntaens overtrædelser og de mange politiske problemer i landet.

Men ønsker man at besøge Burma som turist bør man også være bevidst om militærjuntaens krænkelser og overtrædelser af menneskerettighederne, og alt hvad det medfører for den burmesiske befolkning. For eksempel har Amnesty International for nylig udgivet en rapport om undertrykkelsen af de etniske minoriteter i Burma. Rapporten har dokumenteret 700 forskellige sager, og en af dem handler om to unge piger som sang karaoke på en bar. Politiet kom forbi og de blev anholdt og ført ud i en skov, hvor de blev voldtaget af politiet. Historien blev opsnappet af BBC, og pigerne blev igen anholdt og sendt et år i fængsel. Mere end 2100 politiske fanger sidder i fængsel i Burma. Landet er ifølge det anerkendte Transparency International verdens mest korrupte land efter Somalia og Irak. Så det er slemt. Da vi blev modtaget af vores guide i lufthavnen i Rangoon måtte han efter vores modtagelse betale under bordet for blot at aflevere sit lufthavnsskilt. Overalt skal der betales til korrupte myndigheder.

Militærjuntaen har planlagt valg i 2010, det første i 20 år. I 1990 vandt National League for Democracy med Aung Sang Suu Kyi i spidsen valget overbevisende. Men det blev efterfølgende ikke accepteret af militærjuntaen. Der skal afholdes valg en gang i 2010, og allerede ny tyder alt på Aung Sang Suu Kyi ikke får lov at stille op til valget. 25 % af medlemmerne i parlamentet er reserveret militæret, og alt vil blive gjort for at sikre at de resterende 75 % er loyale overfor militæret. Militærjuntaen ønsker fortsat at sidde tungt på magten og høste frugterne fra den omfattende handel med Kina og andre lande i regionen. Burma er som et kinesisk marked og udgør kinesernes adgang til den bengalske bugt og det indiske ocean. Burma er verdens største eksportør af teaktræ og har mange miner med ædelstene og guld. Der er også olie og gas, som eksporteres til bl.a. Kina. Landbrugsproduktionen er også ganske stor, og meget eksporteres til Kina via de nordlige grænser. Da cyklonen Nargis raserede de sydlige dele af landet og 140.000 mennesker omkom nægtede militæret i første omgang al udenlandsk hjælp, og efterfølgende var det meget svært at hjælpe de hundredtusinder af berørte mennesker. Det var en katastrofe, som blev forstærket af det burmesiske militær.

Vi kørte en tur rundt med tog omkring Rangoon, og for burmeserne koster det ikke meget mere end en 1 øre at køre flere timer med tog. For os kostede det en dollar. Men jeg forstår ikke hvordan økonomien hænger sammen i sådan et foretagende. Jernbanerne i Burma er mere eller mindre ubrugelige og kører ufatteligt langsomt gennem landskaberne. De offentlige busser derimod virkede ganske gode og velfungerende. Mere end halvdelen af det offentlige budget går til militæret, så det er heller ikke underligt at der ikke er mange penge til at forbedre undervisning og sundhedsydelser, infrastrukturen osv. De offentlige midler bliver ganske enkelt brugt af militæret. Militæret nyder også godt af den omfattende og voksende handel med især Kina, men også med andre asiatiske lande.

Ytringsfriheden, medierne og den generelle vidensdeling og kommunikation i samfundet har elendige forhold. For det første er det ikke tilladt og accepteret af myndighederne, at man har sin egen mening og ønsker at give udtryk for denne. For det andet er medierne strengt kontrolleret af militæret. Medierne er ganske enkelt de mest elendige vi har oplevet noget sted i de mange lande vi efterhånden har besøgt. For eksempel koster det omkring 1750 US dollar for at få en mobiltelefon og et tilhørende SIM kort, og der er ingen roaming service med udlandet. Så når du besøger Burma kan du godt glemme alt om at bruge din medbragte mobiltelefon. Internetforbindelserne er også elendige og langsomme, og mange internetsider er blokerede af myndighederne. Internettet overvåges og telefoner aflyttes. I alle aviser har militærregimet hver dag følgende råd, som skal overholdes af befolkningen:

·	At modstå stråmænd for udenlandske elementer med negative holdninger.
·	At modstå dem, der prøver at undergrave landets stabilitet og udvikling.
·	At modstå udenlandske nationer, der blander sig i statens interne forhold.
·	At smadre alle interne og eksterne destruktive elementer som den fælles fjende.

Enten er du 110 % loyal overfor regimet eller også er du at betragte som fjende. Så enkelt er det. Den kendte engelske forfatter George Orwell tilbragte fem år og tjente i politiet i Burma i 20'erne. Da ham kom hjem til England skrev han bogen ”Burmese Days” og blev efterfølgende verdensberømt på de geniale bøger ”Animal Farm” og ”1984”. Alle tre bøger fortæller - ironisk nok på mange måder- historien om landet Burma.

Det virker også som militærjuntaen anvender forskellige strategier for at holde sammen på nationen. Militærregimet viderefører de britiske koloniherrers del og hersk politik, og gør alt hvad de kan for at legitimere deres eksistens og handlinger gennem buddhismen og opdigtede historier om direkte forbindelse til tidligere burmesiske konger. Så er der jo også den klassiske model med at tegne et eksternt fjendebillede. Det fungerer jo stadig i bedste velgående, også her i det 21. århundrede. Især når befolkningen holdes hen i uvidenhed om forholdene udenfor landets grænser. Men heldigvis er der også mange burmesere, som lytter til uafhængige internationale radiokanaler, og nogle kan også se internationalt fjernsyn. Burma har ingen uafhængige domstole, og retssystemet styres af militæret. Her skelner man ikke mellem den dømmende og udøvende magt. Retssystemet blev praktisk taget nedlagt i 1962.

Banksystemet og det finansielle marked i Burma er også et kapitel for sig. Der findes ikke en eneste ATM i hele landet, og det er praktisk taget umuligt som turist at hæve penge. Så husk kontanter, gerne i US dollars, før du kommer indenfor landets grænser. Der er et stort sort marked, også for veksling af udenlandsk valuta. Da vi vekslede penge mødte der en mand op med en stor indkøbspose fyldt med megabundter med Kyat. Og der bliver ført milliarder af dollars ud af landet til bankkonti i Singapore, Svejts og alle mulige andre steder rundt om i verden. Inflationen er også høj og ligger på over 12 %. Så mange er naturligvis mest interesseret i udenlandsk valuta og ikke i den nationale valuta.

Da vi rejste rundt i Burma slog det mig hvor religiøse og overtroiske - undskyld udtrykket men jeg kan godt være

lidt rationel - burmeserne er. Menigmand, rig og fattig, investerer rigtig mange penge og tid i pagoder og klostre. Der bliver lagt meget bladguld på pagoderne og buddhaerne i Burma, og overalt bliver der offeret rigtig megen mad, blomster og andet til Buddha. Den stærke buddhistiske tro har givetvis også stor indflydelse på folks tro på egne muligheder for at ændre tilværelsen og omgivelserne. Der er helt sikkert megen respekt for de højere magter. Der er også megen patriarkalsk autoritetstro i samfundet, som på mange måder kommer militærregimet til gode. Der er også mange historiske og sociale strukturer, som danner et solidt fundament og fortsat eksistensgrundlag for militærregimet.

Militærregimet har introduceret nogle reformer og gennemført visse tilnærmelser i retning af en mere tidssvarende samfundsmodel, men mange af disse fungerer stadig i henhold til traditionelle autoritetsstrukturer. Et kendt burmesisk ordsprog siger, at regeringen er et af fem onder sammen med ild, oversvømmelse, tyve og fjender.

Men hvor om alting er så er Burma også et flot og spændende land med mange interessante steder, som helt klart er værd at besøge. På Howard Hillman's anerkendte liste over verdens 100 største attraktioner har Burma to på listen. Shwedagon pagoden i Rangoon og Bagan - den 1000 år gamle kongeby med omkring 4400 små og store pagoder spredt udover et stort område. Shwedagon pagoden regnes for et af verdens flotteste og mest imponerede religiøse monumenter, og Bagan er efter manges mening på højde med Cambodia's fantastiske Angkor Wat. Og så er der så mange

andre spændende steder. Vi var selvfølgelig også en tur ved Inle søen, som har flere byer på pæle og hvor tusinder af etniske folk handler med alle mulige varer og kunstting. Vi var rundt på markederne og besøgte mange traditionelle værksteder. Spændende og flot område. Så var der Mandalay, som altid har haft en eksotisk klang. Byen er temmelig kedelig og ikke noget særligt. Men der er flere interessante steder i omegnen, og sejlturen på Irrawaddy floden fra Mandalay til Bagan kan klart anbefales.

Vi havde kun 12 dage i Burma og havde derfor valgt en privat halvarrangeret tur for tre med bookede hoteller, flyveture, sejlture etc., og det fungerede helt perfekt. Det var på mange måder Burma på første klasse, hvor vi lige så og oplevede de største attraktioner. Men med mange år på bagen i Asien var Burma på mange måder også ganske velkendt. Skal man for alvor opleve Burma på godt og ondt, og lidt tættere ind på befolkningen og hverdagen i landet så kræver det nok en god gang langtids backpacking, også ude i randområderne og de mindre turistede områder. Ved de store attraktioner er det overvældende turistede, og sjældent har vi set så mange souvenirboder og sælgere som i Burma. Det var overvældende. Lad os se hvordan landet ser ud om 10-20 år, både politisk og turismemæssigt.

Når vi rejser rundt er der altid tid til at få læst lidt bøger og materiale. Her er lige listen over det, som jeg fik tygget i gennem på denne tur:

·	Emma Larkin: Finding George Orwell in Burma. Penguin, 2004. (God og letlæst bog. Kan anbefales)
·	Thant Myint-U: The River of Lost Footsteps - A Personal History of Burma. Faber & Faber, 2004. (Kan anbefales, men til tider lidt tung)
·	David I. Steinberg: Burma/Myanmar - What everyone needs to know. Oxford, 2010. (Glimrende kort introduktion til Burma med vægt på politik og udvikling. Kan anbefales)
·	Economic Intelligence Unit: Country Report Myanmar (Burma), March 2010. (solid landerapport)
·	Nic Dunlop: The Lost Executioner. Bloomsbury, 2005. (Cambodia) (Interessant bog blandt mange andre lignende om Khmer Rouge rædselsregimet i Cambodia)
·	Stieg Larsson: Mand som hader kvinder. Modtryk, 2005. (Kanon underholdning når man er på ferie og ligger i en hængekøje under palmen eller i sofaen hjemme i stuen)
·	Lonely Planet: Burma (Behøver vist ikke yderligere omtale)

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside