Besøg i det hellige land - Israel

Tekst og foto: Jan Møller Hansen

Der kan siges og skrives rigtig meget om Israel, og det er der mange der allerede har gjort i løbet af de sidste mere end 2500 år. En af de mest kendte bøger, der beskriver hændelser i områderne i og omkring Israel, er som bekendt Biblen, og der er Koranen. Der er også skrevet så utroligt meget om politik, historie og kultur fra disse områder.

Når man kommer som en mere eller mindre ydmyg turist, så føler man unægteligt historiens tunge vingesus. På den ene side er man tilbage i Jesus tid, og på den anden side er man i det 21. århundrede. Israel er kontrasternes, dilemmaernes og de uløste konflikters hjemland. Man kan heller ikke sige meget om Israel uden også at tale om de palæstinensiske områder - Vestbredden og Gaza striben - og om resten af Mellemøsten.

Så jeg skal her ikke begive mig ud i et større og ambitiøst skriveri om Israel, dets folk og forholdene, som i dag fylder så meget i medierne og i manges bevidsthed. Det tør jeg ganske enkelt ikke, og dette er derfor blot at betragte som en kort og ydmyg rejseberetning med lidt betragtninger fra en tur rundt i Israel i 10 dage i april 2010.

Det moderne og trendy Tel Aviv

Israel er et rigtig spændende og flot rejseland, og folk er utrolig søde og imødekommende. At besøge Israel var en rigtig positiv og lærerig oplevelse. Det er i det store og hele mit budskab i denne rejseberetning.

Vi havde aldrig før været i Israel og kendte kun landet fra hvad vi havde hørt i skolen og fra medierne gennem mange år. Vi havde selvfølgelig også vores forestillinger og meninger om Israel og israelerne før vi tog der til, og det har vi stadigvæk. Men det hjælper altid på ens forståelse og viden når man selv besøger områder, taler med folk og gør sine egne indtryk. Så bliver alt meget mere kompliceret og interessant. Vi går tit rundt med alt for mange fordomme og sort-hvide forestillinger. Jeg hader fordomme og uvidenhed.

Jeg skal her tilstå, at jeg aldrig helt har haft overblik over hvor de forskellige områder i og omkring Israel egentlig lå. Konflikten har også altid været noget af et mysterium for mig. Det var svært at forstå, at der kunne være så megen konflikt og krig om nogle golde bjerg- og ørkenområder. Ja, sådan har jeg tit tænkt. Men når man kommer tæt på områderne og konflikten så bliver det hele bare så meget mere komplekst og interessant. Sådan er det med Israel og Mellemøsten.

Israel og Mellemøsten er et af de mest komplekse og udfordrende områder i verden når vi taler om politik, historie og religion. Israel har gennem flere tusind år haft en helt særlig betydning i verdenshistorien. Når man rejser rundt i Israel er man ikke i tvivl om, at det er her hvor de store religioner, kristendom, jødedom og islam, mødes på godt og ondt. Det er her, hvor en flere tusind år gammel konflikt udspilles i det 21. århundrede.

Jeg var egentlig heller ikke klar over, hvor komplekst og sammensat nutidens israelske befolkning egentligt er, både religiøst, etnisk og kulturelt. Selvfølgelig var jeg klar over at jøder fra hele verden, især efter anden verdenskrig, har slået sig ned i Israel. Især fra Østeuropa og USA. Og det at være jøde kan være mange ting. Det kan være religiøst, etnisk eller kulturelt. Størstedelen af israelerne har jødisk baggrund, men der er også rigtig mange israelske arabere. De fleste israelske arabere har israelsk statsborgerskab, men så der også palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza striben. Der er også bahá'íerne, hvis grundlægger endte sine dage i 1892 efter 40 år som fange og som landsforvist fra sit hjemland Persien. Der er karaitterne, som er en jødisk sekt der går tilbage til 800 tallet, og de messianske jøder der tror på Jesus som Messias uden at være konverteret til kristendommen. Vi skal heller ikke glemme samaritanerne, der bygger deres tro på Torahen og Josuas Bog, og der er sigøjnerne som kom til landet for 400 år siden. Så er der tjerkesserne, som er sunni muslimer uden arabisk baggrund. Der er også kristne fra Rumænien, Bulgarien og Etiopien. Der er drusere og beduiner. Jo, lige pludselig begynder det hele at blive ganske kompliceret og sammensat. Verden er sjældent så simpel og enkelt, som vi tit går og tror.

Ved Grædemuren i Tel Aviv.

Overalt i Israel hører man folk tale russisk. Først undrede vi os lidt over, at der var så mange russiske turister i landet indtil vi fandt ud af, at Israel for 15 år siden tog imod omkring en million russiske indvandrere. Det var jeg ikke klar over. En million. Det svarer til omkring 15 procent af det samlede befolkning, og det har vist været en vanskelig opgave for det israelske samfund at få så stor en gruppe af indvandrere integreret.

Israel har en befolkning på 7,5 millioner mennesker, som vokser med 1,8 % om året. Omkring 75 % af befolkningen er jødisk og lidt mere end 20 % er arabisk og resten udgøres af andre, som ikke er jøder eller arabere. 70 % af befolkningen er født i Israel, og heraf er de fleste anden generations israelere.

Da vi rejste rundt læste jeg en bog skrevet af Aaron David Miller, som arbejdede mere end 20 år i State Department med Israel-Palæstina konflikten og som gennem årene var involveret i fredsprocessen. Bogen hedder ”The Much Too Promised Land”, og der er nogle interessante observationer. For eksempel siger Miller, at det historiske Palæstina blev lovet mindst fire gange til dets indbyggere. Først af en jødisk, kristen og muslimsk gud, som tilbød et eksklusivt og triumferende krav på det samme land og dets helligdomme til de folk som var villige til at følge religionen. Anden gang var det af briterne, som i et forsøg på at beskytte deres imperium fra Suez til Indien, gennemførte ikke entydige forpligtelser under første verdenskrig til både zionister og nationalistiske arabere. Tredje gang var da FN foreslog at splitte Palæstina i en arabisk og jødisk stat. Den fjerde lovning kommer i dag, ifølge Miller, fra USA om en to stats løsning, og det er det bogen handler om. Fredsprocessen fra starten af 90'erne og frem til i dag. Fra Kissinger, Carter, Baker og frem til< Clinton og Bush.

Ved Grædemuren i Jerusalem

Ifølge Miller handler det basalt set om gode mennesker, som er fanget i en beskidt og ikke velhåndteret konflikt. For begge parter handler det om i fremtiden at kunne bevare deres menneskelighed, overlevelse og tro. Det er en historisk og eksistentiel kamp om jord, hellige steder og identitet. Trist nok så er konflikten, ifølge Miller, med tiden blevet en måde at leve på, for både israelere og arabere. Miller stiller også spørgsmålstegn ved amerikanernes muligheder og evne til at mediere og løse konflikten i Mellemøsten. Historien viser, at amerikanske diplomater og forhandlere ofte glemmer eller ikke lærer, at selv med deres militære og politiske stærke position, så kommer de ofte til kort når de bliver involveret i komplicerede etniske småstatskonflikter. Miller beskriver levende livet omkring de diplomatiske besøg i Israel og fredsforhandlingerne, og hvor isolerede amerikanerne ofte er og hvor begrænsede muligheder de egentlig besidder når det drejer sig om at få processen skubbet videre i et konstruktivt forløb. I en konflikt, hvor historie og identitet betyder alt, har en fjern stormagt ikke samme ejerskab eller aktie i et konkret udfald af en fredsproces. Dette er i modsætning ofte tilfældet med små stater og folk, der befinder sig midt i hjertet af selve konflikten. Miller mener, at et væsentligt problem ved konflikten er, at begge sider ikke rigtig kender hinanden. Eller måske kender de hinanden for godt. Det skal jeg ikke kunne sige. Miller siger også, at amerikanerne ofte har været alt for naive og ikke forstår araberne.

Det er tankevækkende, at mange af de amerikanske forhandlere gennem tiden selv har jødiske rødder, og at mange af dem aldrig rigtig har været i kontakt med palæstinenserne. Miller giver sig selv som et eksempel, og indrømmer at han sjældent talte med palæstinensere. Han havde faktisk ingen kontakt overhovedet til dem. Personlige relationer betyder alt, og derfor er sådanne forhold helt kritiske. Det viser fredsforhandlingerne gennem tiden med al tydelighed. Det er de personlige relationer mellem statsledere, præsidenter, udenrigsministre, forhandlere og andre nøglepersoner, som betyder alt for processen og udfældet heraf. Det var hvad Miller lærte af mange års engagement i fredsforhandlingerne, og det tror jeg er helt rigtigt. Mange analytikere har desværre ikke den helt store tro på, at fredsprocessen i de kommende år udvikler sig i en mere radikal og positiv retning. De såkaldte tilnærmelses- eller indirekte forhandlinger og samtaler går trængt og langsomt. Men det er selvfølgelig bedre end ingen kontakt overhovedet.

De fundamentale problemer drejer sig om grænser, sikkerhed og Jerusalem. Israelernes fortsatte udbygning af det østlige Jerusalem er også et stort problem, blandt så mange andre problemer. Så er der Hamas i Gaza og Shia organisationen Hizbullah i Libanon, og Jordan's Kong Abdullah der prøver at spille en medierende rolle, styret i Iran, Egyptens indflydelse og ikke mindst de andre økonomisk og religiøst vigtige arabiske lande. Der er Syrien, som Israel beskylder for at støtte Hizbullah. Nogle vil måske også mene, at den nuværende ekstremt højre-drejede regering i Israel heller ikke gør situationen bedre. En koalitionsregering med hele seks partier må også være noget af en udfordring.

Oliven på Carmel markedet i Tel Aviv

Nok om politik og situationen i Israel og i de palæstinensiske områder. For os var det lidt overraskende, at opleve Israel som et ultramoderne land med en velfungerende og flot infrastruktur, nye byer, flotte forretninger og boligområder, og alt hvad der hører til et moderne samfund, herunder ikke mindst et yderst effektivt og moderne landbrug. Israel er et af de mest veludviklede områder i Mellemøsten. Som turister oplevede vi også et prisniveau på højde med Danmark og andre europæiske lande. Israelerne er også særdeles velorganiserede i en grad som står noget i kontrast til palæstinenserne. Det fornemmer man klart når man kører rundt i Israel og kommer tæt på Vestbredden og Gaza striben.

Forleden læste jeg i Børsen, at Israel i øjeblikket regnes for verdens førende iværksætternation. Israel har flere virksomheder noteret på Nasdaq end Europa under et. Mange af verdens førende IT-virksomheder såsom Google, Cisco, Microsoft, Intel, eBay og andre har placeret vigtige R&D afdelinger i Israel. Årsagen til at Israel i dag er et af verdens ypperste innovations- and iværksætterområder skulle være, at landet ud fra en jødisk tradition har udviklet en forandringsorienteret kultur baseret på uenighed og debat. Man uddannes til at udfordre det selvfølgelige, stille spørgsmål, debattere alt, nyudvikle og forandre. Det jødiske sekulære samfundsmiljø er kaotisk, anti-hierarkisk og anti-autoritært - og alle kender alle. 45 % af israelerne har en universitetsgrad og landet har verdens højeste koncentration of doktorer og ingeniører. Det er interessant.

Det er i høj grad high-tech sektoren, med en strøm af high-growth produkter, som finansierer resten af samfundet, inklusiv haredim - de ultraortodokse jøder - og de israelske arabere. Omkring 79 % af de ultraortodokse jøder er uden arbejde, og blandt de israelske arabere er der kun omkring en fjerdedel af kvinderne som har arbejde.

Jerusalem er mere end 5000 år gammel og er stedet hvor jødedommen, kristendommen og islam mødes. Her stod det jødiske tempel, her blev Jesus korsfæstet og her steg Muhammed op igennem de syv himle på sin natlige færd. Der er kirker, synagoger og moskeer overalt. Finansiel og religiøs støtte strømmer til byen fra hele verden og ikke mindst fra USA.

Selvom jeg ikke selv er så bibelstærk, så var det nu alligevel ret interessant pludselig at stå i nadver rummet, hvor Jesus indtog det sidste måltid med brød og vin sammen med sine disciple. Da vi gik fra vores hotel i den arabiske del af byen skulle vi lige forbi en have, og det viste sig så at være der hvor Jesus muligvis var blevet opbevaret efter korsfæstelsen. Ved indgangen stod der en norsk indremissionsk dame og tog i mod gæsterne, og haven var fyldt med kristne bibelgrupper fra hele verden. Nogle af grupperne var midt i en fælles emotionel trance session, mens vi selv gik lidt snigende rundt og nød den dejlige have og blomsterne.

Når man så går rundt i gaderne i det gamle Jerusalem så befinder man sig pludselig på Dolorosa - smertens vej - hvor Jesus muligvis gik med korset. Der er ni stationer på vejen, som følger Jesu lidelsesberetning. Ja, det vidste jeg for eksempel ikke, og det var første gang at jeg stiftede bekendt med den rute. Pludselig møder man så en gruppe stærkt troende franske kristne, som kommer bærende på et stort kors, der standser op og læser af biblen. Det er der ikke så mange steder man oplever.

Selvom de udgør et mindretal så møder man faktisk en hel del harediske eller ortodokse jøder i lange sorte jakker og med sorte hatte og lange krøller. Konerne kommer så gående bagefter i lange skørter med en større flok børn. Man får klart indtryk af at de ortodokse jøder praktiserer nogle strenge og traditionelle kønsrollemønstre. Da vi skulle ned til Grædemuren fulgte jeg efter Bodil og havnede så i kvindernes afdeling. Men jeg kom hurtigt ud og fik en kalot på hovedet og kom så ned til Grædemuren det rigtige sted blandt alle de andre mænd. Kvinderne har en yderst begrænset og lille plads foran Grædemuren mens resten af området er tildelt mændene.

I Jerusalem sælges der brød overalt på gaden

Hver eneste bygning og gade i det gamle Jerusalem har en eller anden oldgammel og kendt betydning. Jerusalem er også byen, som driver nogle mennesker til vanvid. Hvert år er der flere hundrede mennesker, der rammes af det såkaldte Jerusalem syndrom. Der er folk som simpelthen tror, at de er Messias, Jomfru Maria, Johannes Døberen eller måske Paulus. Det skulle efter sigende ikke vare mere end en uges tid. Vi var dog ikke selv i højrisikogruppen for

Jomfru Maria med Jesusbarnet, Jerusalem

at blive ramt af dette syndrom. Men jeg synes nu, at vi så en del mennesker på gaden, som måske ikke ligefrem var gået fra forstanden, men som faktisk lignende Jesus ganske godt eller som var de taget ud af biblen.

En dag kørte vi forbi Masada som er en gammel borg, der ligger på en bjergtop 650 meter over Det Døde Hav. Det var her hvor nogle få jødiske frihedskæmpere tog en nådesløs kamp op mod 8000 romerske soldater, som var stationerede omkring borgen. For ikke at blive taget som slaver for resten af deres dage begik de kollektivt selvmord. Masada blev bygget af kong Herodes, og er i dag et vigtig symbol for Israel på frihed og kampen mod undertrykkelse. Masada er et ”must see” område, hvis man er på de kanter.

Derefter kørte vi til Ein Gedi, som er en spa og turistby ved Det Døde Hav. Det er her tusinder af turister kommer hvert år for spa og velvære. Vi var selvfølgelig også i Det Døde Hav, som er en helt speciel oplevelse. Det Døde Hav ligger mere end 400 meter under jordens overflade, og vandet er så salt at man ikke kan forestille sig det før man selv har oplevet det. Saltholdigheden er på omkring 30 procent, og det er meget. Det er 10 gange højere end for havvand. Det er Jordan floden og nogle få andre mindre vandløb, som flyder ind i Det Døde Hav. Det er så den store fordampning, der skaber den høje saltholdighed i søen. Men Det Døde Hav er også langsomt ved at forsvinde. De seneste 30 år er vandstanden faldet med mere end 25 meter og i dag udgør søen kun 5 procent af sin oprindelige størrelse. Jordan floden bliver opdæmmet og vandet opstrøms bliver brugt til overrisling af marker. Derfor forsvinder det Døde Hav stille og roligt. Når vandet langsomt falder så opstår der store saltformationer i undergrunden, som er porøse og kollapser fra tid til anden. Så hold dig til vejene hvis du er i området for ellers eksponerer du dig selv for faren ved at forsvinde ned i et hul i undergrunden. Det Døde Hav er på vej til at blive noget af en miljøkatastrofe. Genesaret sø er også i fare for langsomt at udtørre.

Det var varmt da vi kom ned til Det Døde Hav, og det var dejligt at være ved vandet. Jeg gik ud, og så gjorde jeg det værste man kan i den situation. Nemlig at tage en rigtig dukkert i Det Døde Hav. Det gør man bare ikke. Da jeg kom op og fik åbnede øjne gjorde det så helvedes ondt. Jeg fik så meget salt i øjnene, og jeg har kontaktlinser. Det skal man for guds skyld ikke gøre i Det Døde Hav! Nå, men jeg kom op og smerterne forsvandt langsomt, og jeg kom da også i vandet igen. Så var det tid til spa og

Mudder spa ved Det Døde Hav

mudderbad i det svovlholdige mudder. En speciel oplevelse som man kun kan opleve ved Det Døde Hav. I Ein Gedi boede vi på den store kibbutz, som er et super hotel med en flot udsigt over Det Døde Hav og med en fortrinlig restaurant.

Fra Ein Gedi kørte vi gennem Negev ørkenen videre ned til Eilat, som er israelernes turist- og badeby ved Det Røde Hav. En moderne og super-checket by med masser af gode hoteller, forretninger, barer, cafeer og restauranter. Fra Eilat tog vi på en to dages tur til Jordan, hvor vi besøgte den verdensberømte oldtidsby Petra og ørkenen Wadi Rum. Petra var nabateernes hovedstad og handelscenter for karavaner, og er i dag et af verdens største vidundere.

Fra Eilat kørte vi op langs den egyptiske grænse tilbage gennem Negev ørkenen til Jerusalem. Undervejs stoppede vi ved Mitzpe Ramon, som er en ørkenby i et naturmæssigt flot og spændende område. Tilbage i Jerusalem besøgte vi holocaust museet Yad Vashed, som også et ”must see” når man er i Israel. Det var en meget bevægende oplevelse, og mange besøgende kom grædende ud. Det mindede mig om da vi for nogle år siden besøgte koncentrationslejrene Birkenau og Auswitch i Polen.

Fra Jerusalem kørte vi tilbage til Tel Aviv og boede på et lille hotel i turistområdet, der ligger ud til Middelhavet. Tel Aviv er en trendy og moderne by med nogle rigtig fede shopping steder. Vi har bl.a. på Carmel markedet og i Sheinken gaden og området omkring Dizengoff. Det kan klart anbefales, og lad mig sige det sådan: vores kufferter var fyldt ganske godt op på vejen tilbage til Dhaka, hvor vi bor.

Da vi rejste rundt i Israel oplevede vi uafhængighedsdagen den 18. april 2010, og dagen før mindehøjtidelighederne for faldne israelske soldater. Premierminister Benjamin Netanyahu sagde ved en mindehøjtidelighed ved Grædemuren, at Israel har lært at fred kun kan opnås hvis landet forbliver stærkt og er klar til at forsvare sig selv. Israel er en nation, som stræber efter fred men som også ved hvordan det vil og skal forsvare sig selv. Det var hans budskab til nationen og til omverdenen.

Israel er trods en befolkning på kun 7,5 millioner mennesker en militær stormagt. De fleste israelere bliver indkaldt til militærtjeneste i en alder af 18 år. Mænd gør tjeneste i tre år, og for kvinder er det to år. Det israelske luftvåben er verdens fjerde største og landet menes at have omkring 150-200 atomvåben. Israel har en af de mest kamptrænede militærstyrker i verden. Det er lovpligtigt, at alle lejligheder og hjem i Israel skal have en mamad, der er et forstærket sikkerhedsrum, uigennemtrængeligt for kemiske og biologiske substanser.

Fra Tel Aviv kørte vi en tur op til området omkring Geneserat søen. Jeg vidste for eksempel ikke, at 50 % af Israels drikkevand kommer fra Geneserat søen. Det var her, at Jesus delte de fem brød og to fisk, holdt sin bjergprædiken og gik på vandet. Vi var også lige inde på et stort flot museum for at se en 2000 år gammel træbåd, som man har gravet ud ved søbredden. Museerne i Israel er rigtig flotte og interessante.

Kunstnerbyen Tsfat

På vejen til Geneserat søen gjorde vi i øvrigt også lige et stop ved Megiddo, som i middelalderen var en vigtig handelsby. Megiddo nævnes i de ældste skrifter fra Egypten og går hele 9000 år tilbage i tiden. Jo, uanset hvor man befinder sig i Israel så er der historie.

Vi smuttede også lige en tur til havnebyen Akko ved Middelhavet. Det var bare et sted, som vi havde set på kortet. Det viste sig så efterfølgende, at være en særdeles charmerende by og faktisk en af verdens ældste kendte havnebyer. Den gamle bydel inden for murerne i Akko er kendt for sin underjordiske korsfarerby, kirker, moskeer og et gammelt fængsel. Byen har en lang og

Frugtbod på havnen i Akko

begivenhedsrig historie. I Akko boede vi på et stemningsfyldt hotel, som er bygget ind i det store og gamle bymur. Så var der kunstnerbyen Tsfat, som også kan anbefales.

Efter selv at have kørt rundt i Israel, læst om situationen og talt med folk, både israelere, arabere, jordanere og egyptere, så føler jeg mig i en lidt bedre position til at forholde mig til de mange nyheder, som vi dagligt bliver bombarderet med i medierne. Nyhederne i fjernsynet og i aviserne bliver altid meget mere interessante når man selv har været der. Israel er et rejseland, som klart kan anbefales. Det er nemt at komme rundt, og leje af bil er billigt og en oplagt transportform i et land, som ikke er meget større end Jylland.

Lidt kilder:
Aaron David Miller: The Too Much Promised Land. Bantam Books, 2008.
Artikler fra aviserne Jerusalem Post og Haarretz. April 2010.
Economist Intelligent Unit: Country Report Israel. London, May 2010.
Børsen, 18 maj 2010.
Lonely Planet: Israel & the Palestinian Territories. February 2010

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside