Kiwiland - 2008

Tekst og foto: Jan Møller Hansen

I marts 2008 var vi på en forlænget to ugers påskeferie i New Zealand. New Zealand er et land langt væk fra Danmark, og et sted vi aldrig havde været før. Sidste jul var vi for første gang i Australien, og det var en kæmpe oplevelse. Vi har også altid hørt så meget godt om New Zealand, så nu skulle det være. Vi fløj fra Dhaka via Singapore, og det var en ret lang tur men alle anstrengelserne værd. Vi startede på nordøen og bevægede os derfra sydpå. Det meste af tiden brugte vi på sydøen, der regnes for den smukkeste del af landet.

Vi ankom til Auckland, hvor vi boede nogle dage inde i centrum. Derfra lavede vi ture til Rotorua, Waitomo grotterne og Tongariro national parken. Auckland har en fantastisk havnefront og kaldes for sejlenes by. Byen har været vært for verdens største og mest præstigefyldte kapsejlads - America's Cup. Auckland - hovedbyen på nordøen - er en flot og moderne by. Især havnefronten og byens placering ved havet er smuk. Byen kaldes af gode grunde for sejlenes by. Overalt i byen kan man se det imponerende Skytower, hvor vi var oppe en aften for at spise på en af de mange restauranter i tårnet.

Auckland har en fantastisk havnefront og kaldes for sejlenes by. Byen har været vært for verdens største og mest præstigefyldte kapsejlads - America's Cup

Der var også tid til at kommer rundt på et par gårde. New Zealand er et rigtigt landbrugsland. Man har ikke oplevet New Zealand, hvis man ikke har været på en gård. Fårefarmerens mest værdifulde hjælper er hyrdehunden. Vi så masser af hyrdehunde og oplevede hvordan de bliver trænet op til at indfange får. Forskellige hunderacer bliver trænet i forskellige teknikker og metoder til at inddrive får. En hyrdehund kan nemt styre 800 får på en gang rundt om i det stejle terræn. Fårene bliver typisk klippet to gange om året. Det var ret sjovt at opleve fåreklipning. Hvert år er der konkurrencer i fåreklipning. Rekorden på en arbejdsdag er vist omkring 835 klippet får, og tidsrekorden ligger på 35 sekunder for klipning af et får. Ret imponerende fordi det kræver faktisk en del teknik.

I Rotorua var vi inde til et kulturshow med maorierne. New Zealand er en lidt sjov blanding af maori og engelsk kultur. Men maorierne er langt bedre integreret i det moderne newzealandske samfund end det er tilfældet med aborigines i Australien. Men maorierne og aborigines er også to helt forskellige folk. Aborigines er rigtige ur- og naturfolk, hvorimod maorierne er polynesiere af oprindelse. I Rotorua var vi til et show i et traditionel maori fælleshus, og vi mødte mange maorier rundt om i New Zealand. I Rotorua så vi også de flotteste termiske kilder.

Det færdige resultat

Fra Auckland kørte vi med toget Overlander til Tongariro nationalpark. Det var en fantastisk tur, og er en togtur der regnes for en af de flotteste i verden. Det var sjovt at stå på den åbne togvogn og se ud i de smukke landskaber. Faktisk var det ligesom at køre motorcykel. Sjovt nok var der en engelsk dame på toget, der sagde til mig at hun havde mindedes hendes unge dage, hvor hun kørte på motorcykel.

New Zealand er et fasinerende landbrugsland. Der er blandt andet mere end 40 millioner får i landet....overalt ser man får på marker og skråninger.

På turen rundt i New Zealand rejste vi med tog, fly, jeeps, busser, jetbåd, fly, helikoptere og vandrede til fods. Vi manglede lige motorcykel, faldskærm, svævefly og nogle af de andre adventures som newzealænderne dyrker. På tog- og busturene fik vi læst en del bøger. Jeg læste "Long Way Down" - en bog skrevet af to englændere der kører fra Nordskotland til Sydafrika på et par BMW R 1200 GS Adventure motorcykler. Præcis sådanne motorcykler som den vi selv kører på, og de rejste gennem en del lande hvor jeg selv har været (dog ikke på motorcykel). Så jeg tænkte, at den bog måtte jeg hellere læse. Jeg synes dog, at de begge var nogle privilegeret på turen og de skulle hele tiden have hjælp og i kontakt med familien derhjemme. Motorcykelturene af vores egne Hjalte Tin var langt bedre og mere interessante.

Jeg læste også en bog der hedder "Lajja - Shame", skrevet af en bangalsk kvinde Taslima Nasrin. Bogen handler om en hindu familie i Dhaka, der oplever muslimernes hævntogter mod hinduerne i Bangladesh efter at en moské blev ødelagt af hinduerne i Indien i 1992. Det er en interessant og særdeles relevant bog når man som os bor i Bangladesh. Forholdet mellem muslimer og hinduer er desværre ikke normaliseret, og det påvirker Bangladeshs økonomiske og sociale udvikling, også i dag. En anden bog som jeg fik tid til at læse var en biografi af Sir Edmund Hillary, den mest kendte newzealænder gennem tiden, om hans spændende liv. Jeg nåede også lige at starte på en bog af Barrack Obama - The Audacity of Hope

På vej mod Tongariro National Park med toget Overlander. Turen regnes for en af de smukkeste togture i verden.

- måske bliver han USA's næste præsident. Hvis amerikanerne ikke vælger den noget ældre modkandidat republikaneren McCain. Men det synes jeg ikke at verden, og ikke mindst USA, har råd til. Bodil fik læst det meste af trilogien skrevet af Jan Guillon.

Her bliver vi modtaget af maori krigere udenfor det lokale mødehus i Rotorua.

På togturen med Overlander gennem Tongariro nationalparken stoppede vi på en gammel station for frokost. Her var der en lille stationshund, som fik et stykke at mit lammekød fra sandwichen. Derefter var vi de bedste venner. Overalt kørte vi gennem de smukkeste landskaber, og vi kendte megen af vegetationen fra derhjemme.

I Wellington - som er New Zealand's hovedstad - boede vi på det fashionable strøg Wakefield Street. Det var en fed lejlighed vi boede i, og vi blev også noget overraskede da vi trådte ind i den store suite. Måske var det vores medfødte jyske og fynske beskedenhed der gjorde, at jeg om aftenen gik ud på gaden for at jage og indsamle noget aftensmad. Efter nogen søgen kom jeg hjem med et par poser med de lækreste delikatesser fra en forretning jeg havde fundet i en af sidegaderne. Bodil troede, at jeg var faret vild i Wellington og ikke kunne finde tilbage til hotellet. Det kunne nu også sagtens have været tilfældet.

Ud for kysten ved Kaikoura var der hundredvis af delfiner i det krystalklare vand. Overalt sprang hannerne op i luften for at imponere hunnerne.

New Zealand er et super moderne og velfungerende land, og når man kommer fra der hvor vi gør, så bliver man sgu' lidt imponeret. Det gik også lidt udover pengepungen og kreditkortene. Faktisk så blev mit kreditkort bogstavelig talt slidt op under turen i New Zealand. Det er ikke engang løgn. Jeg måtte efter turen skrive til min bankrådgiver for at få tilsendt et nyt. Magnetstriben var total slidt op. Nå, men Wellington var også en rigtig flot by. Vi fik shoppet lidt, så Te Papa - det største og flotteste museum i New Zealand - tog sporvognen op ad bjerget og gik i Botanisk Have. Der var også tid til en tur langs havnen. Fra Wellington fløj vi til Christchurch på sydøen.

Turen rundt i New Zealand var en god blanding af natur og byliv. Men naturen dominerer i New Zealand, og det er et af de smukkeste steder i verden. Også samfundet er yderst velfungerende og tiltalende. Faktisk så har New Zealand en af de mest velfungerende offentlige sektorer i verden. De betaler vist knapt så meget i skat (sammenlignet med Danmark!), skole- og sundhedssystemerne er ret velfungerende og infrastrukturen. Det var vi imponeret over.

En fortalte os, at newzealænderne betaler mellem 19 og 35 % progressiv skat afhængig af indkomst. Bilerne koster en tredjedel af i Danmark. Landet er meget renere og pænere end for eksempel Danmark, og det hele virker bare meget mere velorganiseret og checket end derhjemme. Hvorfor er det sådan?

På sejltur rundt i Fiordland, Milford Sound.

Naturen har Gud skabt, det er i orden. Det kan vi acceptere. For temmelig mange år siden troede jeg, at vi i Danmark havde nogle af verdens bedste skoler, sygehuse og det reneste miljø, men den opfattelse har jeg justeret mange gange siden. Jeg tænker også tit på hvordan udenlandske turister opfatter Danmark. Jeg tror heller ikke altid, at det er så nemt at komme i kontakt med danskerne. Vi er vist et lidt reserveret folkefærd, og det er jo ikke blevet bedre med årene. Skal man som turist i kontakt med danskeren så er det bedste nok at købe et par håndbajere og sætte sig på en bænk et eller andet sted i byen. Så skal man nok falde i snak med nogen. Man kan selvfølgelig også tage på Christiania, men det er jo for længst blevet landets største turistattraktion. Så der møder man vel mest turister. Ved den Lille Havefrue taler de japansk. Nå, men det bringer mig videre til et andet lidt relateret emne: turisme. Vi var dybt imponeret over turismen i New Zealand. Det er så professionelt og velorganiseret. En rigtig professional industri. Det kunne vi godt lære noget af i Danmark.

New Zealand er verdens største producent af fårekød og uld, og overalt i landet ser man får på markerne, bakkerne og bjergskråningerne. Faktisk så er der mere end 40 millioner får i landet eller mere end 10 gange den samlet befolkning. Men det er nu ikke noget der imponerer mig. Jo det er flot og smuk, men jeg tænkte straks på et helt andet tal.

I det land hvor vi bor, og som er meget mindre end New Zealand, der er der 160 millioner mennesker. Fårene kan klare sig med græs og skal blot klippes et par gange om året, og hyrdehundene holder styr på dem. Men menneskene skal have en god opvækst, uddannelse, et job, måske en familie og en fremtid. Det er noget helt andet. Det er det det handler om i Bangladesh, hvor vi bor. Da jeg sad og kiggede ud af vinduet i toget da vi kørte gennem de smukke newzealandske landskaber tænkte jeg en del over hvorfor lande og mennesker udvikler sig så forskelligt som de gør. Bangladesh og New Zealand er på alle måder diametrale modsætninger.

Ud for kysten ved Kaikoura var der hundredvis af delfiner i det krystalklare vand. Overalt sprang hannerne op i luften for at imponere hunnerne.

Hvorfor er der så stor forskel på mennesker og den måde de organiserer sig på og lever deres liv? Det er stort mysterium for mig. Den ene dag kom vi også lige rundt med en jetbåd på en flod. Det var en ret fed oplevelse. Jeg vidste ikke, at jetbåden er opfundet af en newzealænder. Vandet suges ind og sprøjtes ud med stor kraft. Båden har ingen skruer og kan derved sejle på lavt vand i floderne. Det var det som Hamilton, der opfandt jetbåden, havde brug for. Han opfandt og udviklede konceptet bag jetbåden sidst i halvtredserne. Newzealænderne er de ultimative advanture folk. De dyrker alle mulige natur- og fritidsinteresser. En dag kørte vi gennem en dal, og det var et af verdens bedste steder for svæveflyvning. Nogle af verdens bedste svæveflyvere er fra New Zealand.

Her står vi på toppen af en gletcher højt oppe i bjergene ved Milford Sound.

Der er ikke mange steder i verden, hvor man har mulighed for at se hvaler. Jeg tror, at det er en drøm, som mange går rundt med. At se hvaler. Tænk at kunne se rigtige hvaler i deres eget naturlige miljø. Det fik vi chancen i havet udfor Kaikoura på vestsiden af sydøen. Det var en fantastisk oplevelse. Selv om hvaler er gigantiske, så er de meget fredelige og stille når de bevæger sig af sted. Det der Moby Dick image, det passer slet ikke. Nej, selv om de er klodens største dyr, så er de meget sårbare. Alle dyr er sårbare. Vi fik fortalt, hvordan halver dør fordi de ofte bliver fyldt op med plasticposer og affald, og så stopper jeres organer langsomt til og de dør. Hvalsafarien var helt fantastisk. Vi var også heldige med vejret. Faktisk så vidste jeg ikke, at hvaler bukker halen op kun når de dykker. Men det jo logisk nok. Fra båden blev hvalernes signaler opfanget, og et halv minut før de dykkede ned i dybet fik vi besked om, at det var nu det skete. Interessant nok.

Rundt om i farvandet ved Kaikoura var der længere inde mod kysten pludselig hundredvis af delfiner. Det var helt fantastisk syn. Delfinerne er nogle meget intelligente dyr. Hannerne sprang op i luften for at imponere hunnerne, og måske også os.

Jetbåden vi sejlede med - udstyret med to Nissan V8 4,5 liters motorer

Efter en spændende sejltur, kørte vi lige ind på en vingård til en gang vinsmagning med udsigt over kysten. Newzealænderne laver faktisk noget ganske godt vin. Klimaet må også være ganske godt til vindyrkning. Især Pinot Gris druen var god. Den var vi vilde med. Vinproduktionen i New Zealand er voksende, og det er en moderne industri. Men flaskerne er lidt dyre. Det må de gøre noget ved hvis de skal konkurrere med de andre vinlande.

Ved Milford Sound i det sydøstlige hjørne af sydøen tog vi lige en tur med helikopter rundt i bjergene og henover gletsjerne. Det var en fantastisk adrenalin oplevelse og var måske turens højdepunkt. Det var helt surrealistisk at komme susende langs klippevæggene og henover de skarpe bjergtoppe og gletsjere. Det var vildt.

På Aerodome ved Mount Cook.

Vi havde det mest fantastiske sensommer vejr, og det var smukt at stå på toppen af Milford bjergene. Turen rundt i Milford Sound var intet mindre end Ringenes Herre 5. Faktisk så er en del scener til Ringenes Herre optaget i New Zealand.

Vi boede et par dage i Queenstown, som er adventurernes og friluftsfolkets mekka. Her er smukt og man kan dyrke alle former for naturoplevelser. Vi valgte dog at tage på guldgravertur til Arrowtown, og vandre rundt i det fantastiske landskab. Vandreturen blev afsluttet med en skøn frokost i byen inden turen gik tilbage til Queenstown, hvor vi om aftenen tog svævebanen til toppen af et bjerg og nød endnu en middag. Jo, vi spiste os også gennem New Zealand.

Ved Mount Cook måtte vi også lige igen en tur med helikopter rundt i bjergene. Det havde været sådan en fed oplevelse i Milford Sound, at vi ikke kunne lade muligheden går fra os nu da vi var i det største bjergområde i New Zealand. Så fra Aerodome ved Mount Cook kom vi rundt i landskabet.

Turen rundt i New Zealand blev en lige så stor oplevelse som da vi var i Australien året før. New Zealand er utrolig smukt, folk er søde og alt fungerer. Det var lige hvad vi havde brug for. New Zealand kan anbefales til alle rejselystne folk.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside