Tour de Maroc 2010/11

Tekst og foto: Jan Møller Hansen

Marokko er et godt og nemt rejseland med en god infrastruktur. Her finder du ørken, strande, bjerge og medinaer. Folk er flinke, der er masser af flot natur, spændende kultur og historie, og så ligger landet behageligt tæt på Europa. Marokko repræsenterer en god blanding af arabisk, afrikansk og sydeuropæisk kultur og historie. I julen og nytår 2011 valgte vi at køre rundt i Marokko, og det blev en super tur. Vores hovedrute var følgende: Casablanca - Fez - Merzouga - Tinerhir - M'Hamid syd for Zagora - Marrakesh - Imlil - Essaouira - Casablanca. Mellem byerne tog vi forskellige afstikkere og kørte nogle flotte stækninger gennem Drâa dalen, Dades dalen og til Todra slugten. Her kan du læse lidt om vores tur og om Marokko samt få et par praktiske tips.

I julen og nytår 2011 kørte vi rundt i Marokko i to en halv uges tid. Bodil havde været i Marokko før for mange år siden, tilbage i 1982/83, da hun på tre måneder kørte landet tyndt i sin folkevognsbus. For Jan var det første gang i Marokko. Så det var med god grund Bodil, der havde fået til opgave at planlægge turen. Vi har med årene udviklet lidt af en tradition for, at vi skiftes til at arrangere rejser. Selvfølgelig konsulterer vi hinanden, men det er som regel en af os, der lægger ruten, identificerer attraktioner og booker fly, hoteller, bil etc. Det er sjovt men også en tidskrævende opgave. Turen i Marokko blev en alsidig tur med grønne dale, ørken, Atlanterhavskysten, de sneklædte høje Atlasbjerge, medinaer og meget andet.

En flok gråspurve som venter på krummerne fra vores morgenbord på et auberge

Vi fløj fra Dhaka i Bangladesh til Casablanca via Dubai. Vi startede ud i Casablanca og havde en enkelt overnatning på det gamle badehotel Riad Salam Casablanca. Hotellet havde helt sikkert set bedre dage, men det lå godt og vi nød frisk blæst og en gåtur op og ned langs kysten og fik her det første glas friskpresset appelsinjuice og en cafe au lait på en af de mange cafeer langs havet.

Næste morgen tog vi en taxa ind til bymidten og hentede vores lejede bil. Det fungerende fint, og vi fandt hurtigt ud af Casablanca og til motorvejen mod Fez. Overraskende var motorvejene bedre end i Danmark, og det gik fint derudaf. Vi skulle lige en tur forbi den kendte romerske by Volubilis. Men da vi kom til Meknes viste det sig ganske vanskeligt at finde vej til Volubilis. Skiltningen var elendig, og det tog nogen tid, førend vi nærmest tilfældigt fandt den lille landevej, der førte til den romerske by. Meknes er i øvrigt lidt af et hul, og en af de mest forurenede byer vi har oplevet. Men måske var det bare lige den dag, at nogle cementfabrikker, eller hvad det nu var, havde valgt at forpeste luften. Det skal jeg ikke kunne sige. Men Meknes kan i hvert fald ikke anbefales som opholdssted på en tur til Marokko. Turen fra Meknes til Volubilis viste sig dog at være en rigtig flot tur gennem de mange olivenlunde. Olivenhøsten var på sit højeste. Overalt blev der plukket oliven, og bønder, kvinder og børn gik langs vejene til og fra olivenlundene eller sad under træerne og holdt vagt ved dagens høst, indtil den blev hentet af lastbiler og kørt til oliemøllen eller kooperativerne. Vi fandt selvfølgelig Volubilis og gik rundt et par timer i området. Det mindede meget om andre romerske byer, som vi havde set i Tunesien og i andre lande. Det var også her, at Jan så en minervaugle sidde og misse mod solen på en gammel tempelsøjle. På vejen fra Volubilis til Fez stoppede vi i en bjerglandsby og fik vores første frokost med grillet kød, brød og myntete. Det var overraskende dyrt, og vi blev vist rullet lidt. Men stille og roligt vænnede vi os til det ikke helt billige prisniveau i Marokko.

Traditionel marokkansk myntete.

I Fez havde vi booket os ind på en fantastisk riad i medinaen. Første gang man er i Marokko bliver man overrasket over de mange og små gyder i medinaerne. Det er som labyrinter, og det var kun ved et mirakel og lidt hjælp fra en lokal dreng på en cykel, at vi overhovedet fandt vores riad der lå gemt godt af vejen i en mørk og skummel gyde. Det var blevet mørkt og skummelt, da vi bankede på døren. Der blev åbnet, og pludselig stod vi midt i det mest fantastiske hus med en stor indvendig gård med træer, springvand og mosaikgulv. Vi blev budt velkommen med friskpresset appelsinjuice og marokkansk pastisserie, hvorefter vi blev ført op til en flot suite. Det viste sig, at vi havde fået et af riadens fineste værelser. Det var et smukt værelse med tre store vinduer med farvede glas ud til gården i midten af huset. Loft og vægge var smukt udsmykkede, og gulve og vægge var beklædt med hvide og sorte mosaikker. Det blev den perfekte start på vores udforskning af medinaen i Fez. Vi afleverede bilen på en parkeringsplads, men skulle først lige overbevises om at det var helt i orden at aflevere bilnøglerne til parkeringsvagten. Det havde vi ikke prøvet før, men det er hel normal praksis i Marokko. Det gjorde vi også efterfølgende flere steder uden problemer.

Hver dag fik vi friskpresset appelsinjuice.

I Fez brugte vi et par dage med at gå rundt i medinaen, og programmet stod hovedsageligt på cafebesøg og shopping i de mange spændende forretninger. Jo, så var der også lige de traditionelle garverier, som man skal se, når man er i Fez. Det river dog lidt i næsen, men det vender man sig til. Det skal her siges, at det kræver et vist overskud og en god portion vilje at shoppe i Marokko. Det hjalp dog gevaldigt, at Bodil er flydende i fransk og kender Nordafrika godt. Jeg har selv sjældent tålmodighed til at bruge en time på at købe et par læderpuffer, eller hvad det nu måtte være. Det gider jeg ikke, og så venter jeg hellere til vi kommer en tur forbi Ikea. Spørg til side. Det kan være sjovt, at have ting med hjem for forskellige steder i verden. Men en gang i mellem kan det godt blive lidt for meget. Når jeg ser noget på hylderne, som jeg vil have, tager jeg det ned, køber det og forlader gerne forretningen hurtigst muligt. For mig er det målet, og ikke processen der tæller.

Garveri i Fez

En arbejder på et garveri i Fez

I en læderforretning i Fez brugte vi en time eller to og måtte indtage adskillige kopper myntete, førend vi havde forhandlet os frem til et par læderpuffer, en læderjakke, et par sko og nogle andre småting. Det var Bodil der stod for forhandlingerne, men jeg fik den dag i det mindste testet mit rustne fransk og drukket nogle kopper myntete. En af dagene i Fez blev det også til en traditionel frokost bestående af shawarma med krydret lammekød med sesamsovs, yoghurt med løg og salat. Godt at der er mange gode cafeer og restauranter i Marokko, for det trænger man unægtelig til en gang i mellem, når man i timevis vandrer gennem de uendelige medinaer. Marokko er heller ikke helt tørlagt, og det er ikke helt umuligt at få en kold øl eller et glas vin her og der. Dette hjælper også lidt på en anstrengende dag rundt i medinaen.

Efter en dag eller to i medinaen i Fez havde vi set den, og jeg må sige, at det var en lettelse at komme ud af byen. I medinaerne i de turistede hovedbyer som Marrakesh, Fez og andre steder skal man være indstillet på, at ens grænser bliver testet godt og grundigt af de mange mere eller mindre utålelige unge mænd, der ikke har andet at lave end at antaste turister i deres forsøg på at lave nogle hurtige penge. Det kan godt blive lidt anstrengende. Men det klarede vi selvfølgelig også. Bodil fik tit brug for den del af sit franske og ganske omfattende ordforråd, som jeg ikke stiftede bekendtskab med da jeg studerede fransk på udenrigsministeriets sprogskole på Asiatisk Plads. Min strategi var bare fuldstændig at ignorere fyrene, og det gjorde dem bare endnu mere irriterede og aggressive. Nå, men det vænnede vi os til. Men det kulminerede dog på en højhellig juleaften, hvor Jan var ved at komme i håndgemæng med en fyr i en mørk gyde i Marrakesh. Lonely Planet bogen røg gennem luften, og der blev optakt til rigtig ballade. Der var en marokkansk familie, som vendte sig om i gyden for at se hvad der foregik, og som hurtigt fortrak og forsvandt ned af den mørke gade. De skulle ikke nyde noget. Nå, men fyren blev lidt bange over den store turist, som pludselig virkede noget truende, og det fadede heldigvis stille og roligt ud. Vi gik så rundt om hjørnet og var hurtigt hjemme i riaden, hvor vi vistnok nød et tiltrængt glas rødvin.

I medinaen i Fez købte Bodil nogle dadler i en fin bod, hvor der hang et billede af indehaveren, der serverede dadler og figner for præsidenten, eller hvem det nu var. Det var en af de typiske boder med tørrede vinterfrugter som dadler, figner, abrikoser og nødder med salt, honning, kanel, sukkerrør eller chili. Det måtte da være et godt sted, tænkte jeg, og spiste så lystigt løs af dadlerne, mens vi gik rundt i medinaen. Næste dag havde jeg det elendigt og havde fået en solid gang maveforgiftning. Den varme pain au chocolat på morgenbordet blev efterladt, og vi kørte så af sted sydpå, den lange vej mod Merzouga. Jeg måtte lægge passagersædet vandret ned, og Bodil kørte så rask derudaf ned gennem bjergene og ørkenen. Vi kørte af den smukkeste vej, og på et tidspunkt måtte vi lige foretage et nødstop, hvor jeg skulle en kort tur ned i et udtørret flodleje. Jeg sad så her med den mest fantastiske udsigt til Atlasbjergene, mens Bodil utålmodigt stod og ventede på hovedvejen.

På vej gennem Marokko.

Eftermiddag på et par kameler.

En dejlig eftermiddag på en sandbakke i det sydlige Marokko.

Det var sidst på eftermiddagen, og det var ved at blive mørkt. Men vi havde stadig et par hundrede kilometer til vores næste overnatningssted. Troede vi. Vi fortsatte derned ad gennem flotte palmaraies og berberlandsbyer. Solen var på vej ned og bjergene stod tindrende klare badet i orangefarver i horisonten. Jeg lå stadig bogstavelig talt vandret ned på passagersædet og kiggede ud i bjergene og spekulerede på, hvad vi egentlig lavede her. Solen gik ned, og vi kørte mod Merzouga af den smalle asfalterede landevej. På et tidspunkt så vi i mørket endelig skiltet til vores auberge. Vi var kommet langt ud på landet, og måtte dreje off piste og køre ad spor i sandørkenen. Bodil kørte raskt til, og jeg følte nu, at jeg var med i Paris - Dakar rallyet. Næste dag fandt vi ud af, at Paris - Dakar og andre kendte rallys faktisk var gået gennem netop dette område. Området var stort og helt fladt, og i mørket dukkede der pludselig en masse hjulspor op i bilen lyskegler. Hjulsporene gik selvfølgelig i alle mulige forskellige retninger, og det var helt umuligt at orientere sig. Vi kunne ikke finde vej. Igen spekulerede jeg på, hvad vi egentlig lavede her, og hvorfor vi dog ikke bare var taget til Thailand eller på en eller anden arrangeret tur. Hvorfor skulle vi altid af sted på egen hånd i disse afsidesliggende områder? Hvorfor kunne vi ikke bare ligge ved poolen på et hotel med en Singapore Sling i hånden og nyde tilværelsen? Hvorfor valgte vi altid off the beaten track turene? Kunne vi for en gangs skyld ikke bare tage på en almindelig ferie?

Men pludselig midt i mørket kom der en beduin med indigofarvet turban kørende på en mobilette. På sådan en arabisk ørkenudgave af en Puch Maxi. Han tilbød venligt at eskortere os til aubergen, og det sagde vi selvfølgelig ikke nej til. Efter cirka et kvarters kørsel og 5 kilometer ad sporet efter en støvsky af mobiletten, fandt vi så aubergen midt i den mørke ørken. Her blev vi modtaget af en venlig vagtmand med en lommelygte i hånden, og han viste os ned til vores værelse. På værelset gik jeg straks i seng uden aftensmad, efter at have fået en mirakelpille af Bodil. Bodil selv nød en okse tajeen med pærer og crème brulée i en julepyntet restaurant, som den eneste gæst. Jeg sov tungt og vågnede op næste morgen helt på toppen. Om formiddagen servede manageren også lige et stort krus bitter malturtete ved swimmingpoolen, og det slog vist de sidste bakterier ihjel. Det smagte forfærdeligt, men jeg valgte at tro på substansens helbredende effekt.

Det var formiddag og solen skinnede, og vi var havnet på den mest fantastiske auberge i ørkenen. Det var en grøn oase med mange små hyggelige siddeområder, et par restauranter og en flot swimmingpool. Vi havde det hele for os selv, og igen startede dagen med et skønt morgenbord. Marokkanerne sætter en stor ære i at servere god morgenmad, som typisk består af sprøde marokkanske pandekager, baguette, ristet brød, sandkage, soltørrede oliven, pain au chocolat, friskpresset appelsinjuice og kaffe/te. Til brødet er der smør, marmelade og honning. Det nød vi hver morgen på hele turen rundt i Marokko. Kaffen var altid god og varm, og ikke den vi er vant til fra Asien.

I ørkenen er der utrolig stille i løbet af dagen, men når solen går ned, vågner den op, og pludselig vrimler det med dyr og insekter. Når solen igen står op ser man pludselig masser af dyrespor i sandet. Lyset er også utrolig flot i ørkenen, og det er det ultimative sted for fotografering tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen.

Dagen efter kørte vi ud i ørkenen og overnattede i den mest fantastiske lejr med beduintelte. Lejren lå midt i sandbakkerne og viste sig at være et rigtig fedt sted. Det var overvældende flot, og en eftermiddag red vi på kameler gennem sandbakkerne og så solnedgangen over ørkenen og Atlasbjergene. Det viste sig, at vi kun var fire gæster i lejren. Os to og to amerikanere som var på bryllupsrejse. Om aftenen var der musik og dans ved bålet, og vi fik lam og couscous i restaurantteltet. Det var den perfekte aften.

Nu havde jeg fået svar på mine spørgsmål et par dage før om hvorfor vi sjældent tog på arrangerede ture og ikke lå ved poolen på et hotel. Denne gang var det naturoplevelserne, der træk. Vi har The Economist's autoriserede dokumentation fra 2010 af, at vores hjemby Dhaka er verdens næstværste by at bo i. Det bevirker, at vi i ekstraordinær høj grad nyder naturoplevelser og det ikke at have millioner af mennesker omkring os. Alle de ting, som vi til daglig lever med i Dhaka, fandtes ikke i Marokko. Naturen var fantastisk, luften var ren, der var ingen tiggere, støj eller trafikkaos. I ørkenen og i bjergene var der fred og ro, og det var lige det, vi søgte. Vi havde ro i sjælen, og tid og rum til at tænke store tanker. Det er sådan en ferie skal være.

En tidlig morgen i ørkenen.

Vores lejr en tidlig morgen

Efter ørkenen kørte vi til Tinirhir, som ikke var noget særligt. Vi overnattede bare i byen og kørte næste dag videre til ørkenbyen M'Hamid i den sydøstlige del af landet. På vejen til Tinirhir var vi i gennem Todra slugten, som Bodil kørte igennem med sin gamle folkevognsbus i 1982/83. Dengang var vejen ikke asfalteret og man anede ikke hvor sporene endte, og man kørte mellem store klippestykker. Stedet havde ændret sig meget siden dengang, og vejen var nu asfalteret og hoteller havde skudt op tæt på slugten. Det var ikke længere helt så øde og eksotisk som Bodil huskede det, men stadig et flot område.

Start på en god dag i Marokko.

Vores hjem i et par dage i ørkenen

Vores telt

Vi fortsatte ned gennem Drâa dalen, som er utrolig flot med bjerge, floden, palmerne, æsler og pittoreske terrakottafarvede landsbyer. Juleaften nærmede sig, og vi var i julestemning, selvom solen skinnede fra en blå klar himmel. Der hang julefrugter som figner, dadler og appelsiner fra træerne. I vores euforiske tilstand blev vi enige om, at det måtte have været i sådan et landskab, at Jesus havde redet rundt på et æsel for lidt mere end 2000 år siden. Selvom der hverken var sne eller optændte juletræer i stuerne, så forekom det alligevel som et slags bibelsk julelandskab. Marokko er jo også et af de få lande i verden hvor jøder og arabere i århundrede har levet dør om dør i fredelig sameksistens indtil jøderne immigrerede til Sydeuropa, og senere til Israel efter 1948. I dag er der kun et meget lille mindretal jøder tilbage i de jødiske kvarterer, Mellah'erne især i medinaerne i Fez, Merzouga og Casablanca, og man finder antikke judæica i mange butikker. Marokko er kendt for at være et land med ”to traditioner, en historie”.

Turen til M'Hamid var ikke helt uden problemer, da vi kom ind i en ganske voldsom sandstorm lige før mørkets frembrud. I et par timer var det svært at se ud af bilruden, og det føg ind over vejen med sand. Det var lidt ligesom et alvorligt snevejr blot med sand i stedet for sne, og selvfølgelig knapt så glat. Vi nåede frem til M'Hamid et kvarter før det blev mørkt, hvor vi boede på et rigtig hyggeligt auberge som blev kørt af en fransk dame. Fra M'Hamid kørte vi lidt sydpå for lige at vende der, hvor vejen stopper ved Sahara ørkenen. På væggen tog vi et billede af det berømte maleri, som siger, at nu der er (kun) 52 dages rejse til Timbuktu i Mali. Det var nu meget sjovt, også selvom det selvfølgelig kun havde henvendt sig til tidligere tiders kamelkaravaner.

M'Hamid var for ikke så mange år siden en ensom og isoleret oase på grund af grænsestridigheder mellem Algeriet, Marokko og Spansk Sahara - det såkaldte Polisario. I 1990'erne blev M'Hamid åbnet for turisme og i dag er der mange auberger og hoteller i området. M'Hamid er et godt udgangspunkt for at udforske ørkenen. Spansk Sahara har i mange år voldt Marokko og nabolandene problemer. I det 19. århundrede besatte Spanien området og omdøbte det til Rio de Oro, selvom der hverken var vand eller guld i området. Men i realiteten var det en lokal sheik og hans familie, som kontrollerede ørkenen og nomaderne indtil marokkansk selvstændighed i 1957, hvor lokale frihedsgrupper indledte en guerillakrig mod Spanien og etablerede det såkaldte Polisario med støtte fra Algeriet og Libyen. Området får ikke længere støtte fra Algeriet og Libyen, og Marokko har gennem årene gradvist styrket kontrollen over området både gennem militærtilstedeværelse og infrastrukturforbedringer. Men Polisario og Vestsahara er stadigvæk et uafsluttet kapitel for den marokkanske regering og et historisk problem, som fra marokkansk side stadigvæk er politisk højt prioriteret, især i forhold til det internationale samfund. Området udgør også et betydeligt sikkerhedsproblem og er hjemsted for terror, gidseltagning, våbenhandel og narkohandel. Vestsahara problematikken er langt fra løst i forhold til eventuel selvbestemmelse eller en form for hjemmestyre under marokkansk suverænitet. Status og kontrol af Vestsahara er stadig et uløst problem.

Krydderier i medinaen i Marrakesh.

Fra M'Hamid kørte vi til Marrakesh. Her boede vi på en rigtig charmende riad, som er ejet af den svejtsiske kvinde Jaqueline Brandt. Bodil havde set en udsendelse i TV programmet Travel and Living, og hun havde fundet ud af at Jacqueline havde to gode steder. En riad i Marrakesh og et refuge i Imlil i Atlasbjergene. Det var her vi overnattede, og det var en super oplevelse. På riaden i Marrakesh mødte vi og kom i snak med en englænder, som også var på juleferie. Det viste sig, at hun arbejdede med integrationsproblemer blandt bangladeshere i London. Da vi selv kommer fra Dhaka og har 3½ år på bagen i netop dette land, så fik vi selvfølgelig en snak om Bangladesh og de globale udfordringer.

Vi holdt juleaften i Marrakesh og var rundt i hele medinaen og i haven Jardin Majorelle, hvor Saint Yves Laurent og Pierre Bergère ofte holdt til. Et par aftener var vi ude på nogle af de mange rigtig gode restauranter (blandt andet Dar Zellij og Villa Flore). Vi nød dagene i Marrakesh på cafeer og restauranter, men byen er nok lidt for overrandt af turister til min smag. Marrakesh er fast punkt på programmet for de millioner af charterturister, som hvert år kommer til Marokko. Det hele var lige rigeligt turistgearet. Byen er også fyldt med unge påtrængende fyre, der konstant løber efter turisterne. Man skal være klar til at blive chikaneret og antastet af unge mænd i gaderne. Men vi havde nogle dage i Marrakesh, og byen er trods alt nummer på 85 på Howard Hillman's liste over verdens 100 største attraktioner, og det kan man jo ikke helt ignorere.

Det er sådan, at en god kop myntete skal skænkes op.

Det var en lettelse nogle dage efter at kunne køre fra Marrakesh og op til Imlil i bjergene. Her havde vi et par fantastiske dage på Jaqueline Brandt's refuge med udsigt til Marokkos højeste bjerg Jebel Toubkal. Vi boede i en lille ny træhytte på pæle i frugthaven, og hver aften var der ild i ovnen. Imlil er et godt sted for vandreture i bjergene, og vi en dag gik vi en skøn vandretur rundt i bjergene.

Både på havnen i Essaoiura.

Fra Imlil gik turen videre til Essaouira, som viste sig at være en rigtig charmerende havneby ved atlanterhavskysten. Her boede vi på et hyggeligt gæstehus midt i medinaen med de mange små hyggelige gader. Essaouira er en rigtig hyggelig by og et super fedt turiststed. Byen har gennem århundrede været mødested for jøder, berbere, arabere, afrikanere og europæere, og er i dag den mest charmerende by ved havet. Stedet har portugisisk karakter og kan varmt anbefales som turistmål.

Da vi kørte rundt i landet var vi enige om, at Marokko er et overraskende veludviklet land. Den økonomiske vækst i Marokko ligger i skrivende stund på omkring 4,7 procent, og det er jo ganske godt i en tid hvor verdensøkonomien er ganske turbulent og usikker. Marokko har et stort underskud på sit offentlige budget og dette vil givetvis fortsætte i de kommende år blandt andet på grund af regeringens store investeringer, som gennemføres i et forsøg på at diversificere økonomien væk fra den dominerende landbrugssektor. Marokko er også tvunget til at importere energi, men har til gengæld store indtægter fra remitter og udenlandske direkte investeringer i landet. Når man kører rundt i Marokko, får man klart et indtryk af, at Marokko er et land i økonomisk vækst. Landet har i øvrigt også en ambitiøs turistplan, der har som mål at øge antallet af turister til mere end 18 millioner årligt i år 2020. Så skal man besøge Marokko inden det er totalt overrandt af turister, så skal det vist være i de kommende år.

I disse dage er Mubarak i Egypten midt i sin største krise nogensinde. Nogle mener, at det hele startede med en frugtsælger der satte ild til sig selv i en by i Tunesien i sin frustration over, at han ikke måtte stille sin frugtbod op på gaden og konstant chikane af myndighederne. Manden satte ild til sig selv og dødede. Trykkogeren eksploderede, og satte det tunesiske samfund i brand med det resultat, at den korrupte præsident og hans familie måtte flygte ud af landet til Saudi Arabien. I dagene efter gik resten af den tunesiske regering ned, og trykkogerens effekt har nu spredt sig til nabolandene. Ikke mindst til nabolandet Egypten, hvor Mubarak de seneste 30 år enevældigt har regeret landet og dets befolkning med hård hånd. Det egyptiske folk har fået nok af undertrykkelse, systematiske overtrædelser af menneskerettigheder, mangel på ytringsfrihed og enevælde. Mubarak har for nogle timer siden offentligt erklæret, at hele den egyptiske regering nu er afsat, og at han i morgen vil indsætte en ny regering. Men det er ikke nok for det egyptiske folk, som mener at den egyptiske regering og dets ministre bare er Mubarak's lakajer. Det egyptiske folk ønsker at komme ud af fattigdom, de ønsker demokrati, og det betyder rigtige forandringer. På BBC sagde de her til morgen, at det er befolkningens opgør med personen Mubarak. Befolkningen ønsker diktatoren fjernet og derefter det system som han systematisk har etableret gennem årene ved magten.

Vores refuge i de høje Atlasbjerge.

Venter på at solen skal gå ned..

Det bliver rigtig interessant at følge udviklingen i de nordafrikanske og mellemøstlige lande i de kommende år. En kendt dansk politiker med indgående kendskab til regionen udtalte forleden, at det der i øjeblikket udfolder sig i Tunesien, Egypten og i flere af nabolandene, har dimension svarende til Murens og de kommunistiske regimers fald i 80erne. Det tror jeg er helt rigtigt. Det er også uhyre interessant, at opleve hvad internettet, Facebook, Twitter og mange andre nyhedskanaler betyder for kampen mod tyranni og undertrykkelse og den demokratiske udvikling. Det egyptiske regime er kommet helt til kort overfor internettet. Når jeg nævner alt dette her, så er det fordi Marokko jo også er et land i selvsamme region. Marokko er et land, som i en vis udstrækning har nogle paralleller til Egypten, Tunesien og nabolandene. Egypten er politisk, religiøst og historisk meget tættere på Mellemøsten end Marokko, men de politiske udfordringer har nogle interessante fællestræk. Marokko er på den anden side tættere knyttet til Europa både geografisk, økonomisk, historisk og kulturelt, og det bør de bygge videre på. Marokko har faktisk tidligere bejlet om EU medlemskab.

Marokko er kendetegnet som værende et politisk åbent samfund med en relativ fri meningsdannelse, men landet regeres af Kong Muhammed IV og af hans nærmeste rådgivere i en form for moderne oplyst enevælde. Den marokkanske konge udpeger selv ministrene og ledende bureaukrater i administrationen, og forvaltningen er stærkt centraliseret. Parlamentet og regeringen er forholdsvis svag, og ordrerne udstikkes fra kongepalæet.

Ved at tale med folk vi mødte på vores tur rundt i Marokko, fik vi klart indtryk af, at Kong Muhammed VI er ganske populær i store dele af befolkningen, og at han for mange symboliserer modernisering og fremgang mod bedre tider. Den marokkanske konge er også en direkte efterfølger af selveste Profet Muhammed, og det giver selvfølgelig en tungtvejende legitimitet også i det 21. århundrede.

Både Mubarak og den marokkanske konge kender til og kæmper mod de mørke og fundamentalistiske kræfter, som ønsker at overtage deres magt. De ved, at den allestedsnærværende fare lurer lige under overfladen, og at disse kræfter kan undergrave og destabilisere hele regionen.

Nå, men nok om politik og spekulationer om hvad der vil ske i Nordafrika i de kommende årtier. Det var en rigtig fed tur rundt i Marokko. Men skal vi til Marokko igen inden den marokkanske regering når sit mål om at få omkring 20 millioner turister årligt til landet, så bliver det altså på vores BMW R 1200 GS Adventure motorcykel og med nye knopdæk. Så skal vi rigtig ud i ørkenen og rundt i bjergene og til de steder, hvor turisterne og de påtrængende unge marokkanske mænd ikke kommer.

Solnedgang over Atlasbjergene.

Lidt praktisk om vores tur i Marokko

Prisniveauet i Marokko var overraskende højt. Som turist kan man selvfølgelig rejse på mange måder og med varierende prisniveau. Det gælder også i Marokko. De steder, hvor vi boede og spiste, havde et prisniveau svarende nogenlunde til danske priser, men det kan også gøres meget billigere. Der er rigtig mange turister i Marokko. Landet ligger som bekendt tæt på Europa, og det er billigt at flyve der til. Så prisniveauet er skruet ganske pænt op. Tro ikke Marokko er et billigt rejseland, men vi syntes helt klart at var pengene værd.

Vi lejede en bil i 2½ uge gennem firmaet AVIS. Det fungerede perfekt, og der var ingen problemer. Vejene i Marokko var overraskende gode, og motor- og hovedvejene er på niveau svarende til de bedste danske veje ellers måske ligefrem bedre. Vi havde lejet en af de billigere biler, en ny Peugeot 206+, og det var helt okay. Accelerationen var dog ikke imponerende men tilstrækkelig. Skal man for alvor ud at køre i sandørkenen så skal der selvfølgelig noget helt andet til. Vi så en del adventure biler og et enkelt hold på BMWs 800 kubik off roadere. Marokko er et godt adventure land, hvis man er til off road i bil eller på motorcykel. Mountainbikes er også helt oplagt. Badeferie, shoppingture eller vandreture i Atlasbjergene er også populært.

Blandt de steder vi boede, kan vi varmt anbefale følgende:

Fez: Riad La Perle de la Médina. Vi havde en fantastisk suite og morgenmaden var suveræn. Rigtig flot og hyggeligt sted. Der er mange riads i Fez, og det kan anbefales.

Marrakesh: Samsara Riad (Jaqueline Brandt). Personlig service og stemning. Super sted. En riad i medinaen anbefales i stedet for et moderne hotel udenfor den gamle bymidte. www.riad-samsara.com

Imlil: Jaqueline Brandt's refuge Dour Kasbah Samra i Imlil. Om vinteren super stemning ved kaminen. God mad og god atmosfære. Flot natur, ro og fred. Kontrasten til det noget overrendte og turistede Marrakesh.

Nord for Merzouga: Auberge Kasbah Derkaoua Oasis. Rigtig hyggeligt sted med en meget personlig og god service. Vi boede også i deres ørkenlejr, som ligger en times kørsel fra aubergen. Høj standard og super betjening af manageren selv. Kræver egen transport eller en taxa fra Risani (ca. 20 km) på vejen mod Merzouga. Kanon sted, især deres ørkenlejr som nemt kan blive et suverænt højdepunkt på en tur til Marokko.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside