A Walk Down Memory Lane - Nepal 2008

Tekst og foto: Jan Møller Hansen

En buddhistisk helligdom ikke langt fra bydelen Thamel i Kathmandu.

I februar 2008 tog vi på en 9 dages ferie til vores gamle hjemland Nepal. Som sædvanlig var vi to timer forsinket fra Dhaka med flyselskabet GMG. Sådan er det altid. Men vi havde en god tur derop og var glade for at være tilbage i Kathmandu. Vi flyttede ind et par dage på Annapurna hotel, som ligger midt i byen. Om lørdagen gik vi rundt i Asantole, der er det gamle handelskvarter i Kathmandu. På vejen til den gamle kongeplads Singha Durbar fandt Bodil pludselig noget Marimekko stof, som hun købte nogle meter af. Vi fandt hurtigt ud af at vores nepalesiske stadig er ganske godt, og at vi sagtens kan prutte om prisen og gøre nogle gode indkøb. Folk troede, at vi boede i Nepal. På Singha Durbar så vi nogle piger, sammen med deres mødre, der gennemgik Kumari ritualet. Det var ret koldt i Kathmandu, og om aftenen sad vi og fik varmen på Fire & Ice. Fire & Ice er et at de rigtig gode pizzaria'er i byen.

En dag var jeg nede i Mandala Bookstore, som er en af de gamle boghandler i Kathmandu. Jeg købte blandt andet en bog om politisk videnskab, og boghandleren sagde til mig, at han ville ønske at de nepalesiske politikere ville læse sådanne bøger. Nepal er et land i dyb politisk krise. Jeg så også en bog om Thakali'erne, der er skrevet af en af mine kollegaer. Han blev dr.phil på afhandlingen og udgav en spændende antropologisk bog.

Hanuman-Dhoka Durbar Square. Templet til venstre blev bygget sidst i 1700 tallet og er beklædt inde og ude med hinduistiske guder.

Efter et par dage i Kathmandu kørte vi en tur til Pokhara i en lejet bil med chauffør. Det tog lidt tid at få en fornuftig aftale på plads med det lokale turistfirma. Hvis de kan, vil de gerne snyde turisterne eller i hvert fald lave en rigtig god handel. Men det fik vi også på plads og kørte af sted. Det var dejligt at komme ud af Kathmandu. Vi kendte hele turen til Pokhara, og på vejen derud talte vi meget om alle de mennesker vi gennem årene har kendt og arbejdet sammen med i Nepal. Når man sådan kommer tilbage kan man pludselig huske en masse ting, og mennesker man tidligere har kendt dukker igen op i hukommelsen. Når vi kørte gennem den ene eller anden by kunne vi huske en ny person eller hændelse. Det var ret sjovt.

Efter den første dag i Pokhara kørte vi selvfølgelig en tur til et af vores gamle bosteder: Syangja. Syangja er en distriktsby, der ligger ca. en times kørsel syd for Pokhara. Turen derned går gennem bjergene og er en rigtig flot tur.

En ung tiger der for tre år siden var blevet fundet som forældreløs. Nu ventede den kun på at komme ud i junglen igen.

I Syangja så vi vores gamle projektkontor, mødte folk vi havde kendt og gik en tur op til vores gamle hus, der ligger flot på en bjergskråning lidt udenfor byen. I Syangja mødte vi Thulo Ama (Store Mor), som Jan boede hos i bazaaren. Thulo Ama's mand, Kasiman, der havde været borgmester i byen, var død for et par år siden. Hans storebror havde i sin tid været handelsminister for Congress Party. Vi mødte også vores gamle husmedhjælper Dilak. Vi var glæde for at se Dilak igen, og han fik en god skilling da vi kørte tilbage til Pokhara. Dilak havde fået arbejde på det lokale hospital, måske takket været hans kontakt til Regmi. Regmi var min gamle nabo, og han havde nu åbnet sit eget apotek i byen. Da vi besøgte Regmi var der masser af patienter i hans apotek, og han havde fået et røntgenapparat og kunne lægge gips på brækkede legemsdele. Det gik rigtig godt for Regmi. Hans søn studerede medicin i Chittagong i Bangladesh, og hans datter var i Kathmandu.

To Tata lastbiler i knudepunktet Mugling.

Efter et par dage på Lakeside i Pokhara kørte vi videre til Sauraha ved Chitwan junglen i teraiet. I Pokhara gik der et par dage med at gå rundt på de forskellige spisesteder og i forretninger. Vi fik købt en del lækkert fritidstøj til ganske overkommelige priser. Northface, Mountain og Colombia fritidsjakker, sko og skjorter.

På vej hjem efter en dag i Chitwan junglen.

En dag kørte vi rundt i Chitwan junglen i en jeep. Vi så masser af fugle, krokodiller, rådyr og kronhjorte, aber, vildsvin, påfugle, moskusokser, elefanter og andre dyr. På et tidspunkt kom vi forbi et sted, hvor der for 10 minutter siden var kommet tre bjørne gående. Der var masser spor af bjørne og tigre. Desværre så vi ingen næsehorn denne gang, men vi vidste at de var der.

Under borgerkrigen mellem regeringen og maoisterne blev en del af parkfolkene forflyttet, og krybskytterne fik bedre lejde til at komme ind i parken. Resultatet havde været at omkring 200 næsehorn var blevet dræbt. Deres horn og fødder var blevet solgt til folk i Mellemøsten, Kina og andre steder. Vi hørte en historie, om hvordan parkfolkene en dag havde fundet et såret næsehorn. Krybskytter havde skudt næsehornet i ryggen, og havde skåret dets horn af mens det stadigvæk var levende. Da de fandt det forblødte næsehorn måtte de aflive det. Et afskåret næsehorn kostede 5000 rupees eller mere (ca. 500 kroner).

En aften i Sauraha sad vi på en restaurantterrasse omkring ilden og talte med forskellige folk. Der var blandt andet en australsk fyr som var gift med en tibetansk pige, og et tysk par der havde slået sig ned i Sauraha. Jeg fik også en god snak med en tibetansk fyr, hvis far havde arbejdet for Dalai Lama. Han havde selv spillet guitar i Thamel, og underviste nu i engelsk. Den tyske fyr havde slået sig ned i Sauraha og havde boet der de sidste fem år. Han var i gang med at lave en dokumentarfilm og udlejede Enfield motorcykler til turister. Den aften var han rigtig oppe at køre fordi hans bedste nepalesiske ven havde stjålet benzin fra hans motorcykler. På grund af de politiske problemer i teraiet var der mangel på benzin i landet, og de havde tappet benzin fra motorcyklerne.

Bodil foran vores gamle hus i Syangja. Huset ligger på en bjergskråning med flot udsigt over dalen og til Himalaya bjergene. Det blev nu brugt til opbevaring, og bagved var der flyttet to bøffler ind i stalden.

Da vi kom tilbage til Kathmandu efter turen til Pokhara og Sauraha boede vi tre dage på Kathmandu Guest House i Thamel. Det var ret koldt om aftenen og morgen, og værelset var ikke det bedste. Men det lå centralt og var okay. Vi besøgte vores tidligere kollega Sudhajee på MS kontoret, og hun inviterede os hjem til Dhal Bhat om lørdagen. Sudha havde lavet sund vegetarisk Dhal Bhat. Det var rigtig sjovt at besøge hende og hendes mand i deres nye hus lidt uden for byen. Sjovt nok så boede de for enden af den vej, hvor Jan selv havde boet et år i 1991-92. Det var sjovt også at gense det hus.

Vores gamle projektkontor i Bad Khola udenfor Syangja Bazaar.

Sudha's mand havde været meget syg, og havde for nogle år siden gennemgået en operation i Indien, hvor han havde fået transplanteret begge nyrer. Lægerne havde fortalt, at der var 5 procent chance for at han ville overleve. Han havde det heldigvis godt nu, og det var ganske enkelt et mirakel. Hendes mand havde været engageret i politik og arbejdede nu på en radiostation, hvor han lavede politiske programmer. En eftermiddag mødtes vi også med Yashoda, som vi arbejdede sammen med på projektet i Syangja, og hendes mand. Det er altid sjovt at mødes med dem, og de er nogle af vores rigtig gode venner. Deres søns studerer nu i Sydney. Vi mødtes på Annapurna Coffee Shop og gik om aftenen på japansk restaurant.

På vej hjem til Dhaka fløj vi langs Himalaya bjergene. Her er det Mount Everst massivet.

Nepal har forandret sig meget siden vi boede der i perioden 1991-95. En dag læste jeg, at omkring 250.000 nepalesiske kvinder arbejder i sexindustrien i Indien. Mange af dem er gift og kommer tilbage til Nepal som HIV positive eller med AIDS. Det er meget tragisk, og noget myndighederne burde gøre meget mere ved for at få stoppet. Selv samme aften så jeg tilfældigt et program på en af de indiske kanaler, der handlede om kvindehandel mellem Bangladesh og Indien. I flere af de store byer i Indien er op mod halvdelen af de prostituerede kvinder fra Bangladesh. Der foregår en omfattende handel med kvinder fra Bangladesh til Indien, og der var mange beviser på at det bangladeshiske og indiske grænsepoliti er dybt involveret i organiseret handel med kvinder. Heldigvis er der organisationer som arbejder med at forbedre situationen, men der er stadig lang vej.

Nepal er et land i dyb politisk krise. i øjeblikket har de en koalitionsregering bestående af 7 partier. En af dagene havde der været møde med partilederne for de tre største partier på den indiske ambassade. Tænk at et lands politiske ledere skal mødes på et andet lands ambassade for at kunne tale sammen. Det er ikke godt. Der var også kommet en ny politisk bevægelse i teraiet kaldet Madhesi. De ønsker en form for uafhængighed fra Nepal. Det vil i givet fald splitte landet af. Indien har også altid haft stor indflydelse i landet. Monarkiet lever også en helt uvis tilværelse. Det bliver sikkert snart afskaffet. Ingen kender Nepal's politiske fremtid.

Men det var sjovt at være tilbage i Nepal. Vi taler stadig sproget, og folk tror at vi bor der. Det er fedt. Vi elsker det land og dets folk.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside