I december 2009 var vi på en dejlig 10 dages juleferie i Filippinerne. Det var vores første besøg i landet, og det nød vi i lange drag. Vi fløj fra Dhaka via Singapore og havde to overnatninger på Dusit Thani, et hotel i Manila der ligger i det fashionable shopping område Makati. Makati er et stort område, hvor man går mellem det ene shoppingcenter efter det andet. Her er det rigtig sjovt at shoppe, for priserne er fornuftige også på alle de kendte mærkevarer. Man bliver så materialistisk af at bo i Bangladesh!
I Manila mødtes vi med vores gode ven, Thess, som er filippiner og dansk gift. Thess bor også i Dhaka og vi kender hende og hendes mand fra vores tid i Vietnam. Thess tog os med over i Rockwelle området, hvor vi spiste på en californisk restaurant og gik derfra videre til en østersbar, hvor vi konsumerede adskillige fade med østers og drak et par gode Rothschield vine. Thess syntes også vi lige skulle opleve nogle af de mere livlige barer i Manila. Så vi endte også på en "dansebar", hvor scenen var fyldt med letpåklædte piger. Der blev danset, og vi havde en sjov aften.
På ferie med snokleudstyr og masser af gode magasiner og bøger.
Dagen efter fløj vi så til tropeøen Palawan, som ligger på vestsiden af Filippinerne ned mod Borneo. Det blev en lidt tung opstart efter gårsdagens udskejelser, med efter fem kvarters flyvning landede vi i El Nido på nordsiden af Palawan. Derefter sejlede vi i 20 minutter til vores resort, som lå helt øde for sig selv.
I en uges tid boede vi i den mest fantastiske hytte, som lå direkte i vandkanten på den smukkeste strand med udsigt udover øhavet ved Bacuit. Palawan regnedes for "the last frontier" i Filippinerne, og der er hundredvis af smukke koraløer i området. Ren bountyland. Palawan minder mere om Borneo end om Filippinerne og har masser af unik natur og dyreliv. Palawan har for eksempel 23 slags fugle, som ikke findes andre steder i Filippinerne.
Stranden nedenfor vores hytte.
Når vi er på badeferie handler det bare om at chill out og slappe totalt af. Det gør vi bedst ved stranden, under palmerne og med et glas god vin, bøger og ipoden. Så går dagene hurtigt og ubesværet med at kigge udover havet, op i himlen og ned i korallerne. Vi fik bl.a. læst nogle af Stig Larsson's bøger, en selvbiografi af Eric Clapton, Magic Bus, en bog om flipperne der kørte til Østen i 60'erne, Into the Wild og rejse- og livsstilsmagasiner.
Vores hytte
Et par dage sejlede vi rundt mellem øerne i nogle udriggerbåde og svømmede i laguner, så grotter, snorklede og nød det krystalklare vand. Vi gik også gået ture under palmerne langs strandene, og havde det hele for selv. Der var ikke overrendt af turister, og vi nød det. Hvilken kontrast til Dhaka og mange andre turistområder.
Vores strand.
Hele 2009 havde Jan sammen med sine kollegaer brugt meget tid og mange kræfter på forberedelsen op til klimatopmødet COP15, som blev afholdt i København i midten af december. På hotellet i Manila fulgte vi så med på BBC, hvor det klart fremgik at det ikke gik så godt med processen og forhandlingerne. Så stod vi ovre på øen, hvor vi hverken havde fjernsyn, radio eller strøm og kunne selvfølgelig ikke følge begivenhederne. En dag inde på en café i El Nido kunne vi så læse, at konferencen ikke havde været den store succes. Dårlig logistik, utilfredshed og ikke særlig konstruktive forhandlinger, som var endt i et udvandet forhandlingsresultat. Det var lidt af en skuffelse. Men dejligt at se, at man i hvert fald på Palawan tager miljøproblemerne alvorligt og værner om naturen, øhavet og dets mange ressourcer.
På øhop
Resortet, vi boede på, havde kun 15 hytter og lå helt for sig selv. Der var ingen veje til stedet, så vi skulle sejle. Ejeren var en italiener, som havde boet 23 år i Filippinerne. Da vi var der, synes vi at han virkede noget mut og reserveret. Men den sidste dag hentede han
os ved El Nido og kørte os til lufthavnen. Da vi sad i bilen fortalte han os, at hans kone var død for kun to måneder siden. Ikke så sært, at han havde svært ved at fejre jul i år. Først var hendes mor død, og så var datteren, hans kone, blevet skør og som de havde sagt til ham "sorry, her brain collapsed". Hun var faldet ud af et vindue, og dødede under mystiske omstændigheder. Han var selv i Italien da det hele skete, og det hele havde selvsagt været dybt traumatisk.
Solnedgang udenfor vores hytte
Som sædvanlig kunne vi ikke dy os for a shoppe i Manila, og Jans julegave blev en ny stor Samsonite kuffert. Høsten bestod denne gang af sko, bukser, kjole, bøger, musik, kaffe, kosmetik, müsli og meget andet. Utroligt at vi kom af sted uden at skulle betale overvægt. Ikke nok med det, på turen fra Manila blev vi opgraderet til business class på Singapore Airlines. Så blev der også lige mulighed for en god middag og et glas champagne.
Den 25 december, på Jans 45 års fødselsdag, var vi på Shangri-La i Manila, hvor vi fik den mest fantastiske buffet dinner og en flaske god champagne mens et 14 mands stort orkester spillede julesange. Det var en dejlig aften, og vi var klar til at tage hjem til Dhaka. Det blev en god afslutning på det forgangne år og godt nytår 2010.
