Rajasthani Highlights nov. 2010

Tekst og foto: Jan Møller Hansen

Den ene af vores to nye gamle Royal Enfield 500 cc

I det tidlige efterår 2010 var vi på en lille tur rundt i Rajasthan i Indien. På vejen fra Dhaka til Rajasthan gjorde vi holdt i Delhi, hvor vi havde et ærinde med køb af to nybyggede Royal Enfield 500 kubik Bullet motorcykler. Rajasthan er den mest farverige og en af de mest interessante delstater i Indien. Der er mange steder i Rajasthan, som er et besøg værd. Vores tur inkluderede nogle få steder, denne gang blandt andet Udaipur, Jodhpur og Pushkar. Højdepunktet på turen var det berømte kamelmarked i Pushkar. Her kan du læse en lille beretning fra vores tur og måske få et par tips, hvis du overvejer en tur til Rajasthan.

Royal Enfield motorcykler

I november 2010 tog vi en tur til Rajasthan i Indien. På vejen havde vi lige et lille ærinde i Delhi, nemlig at tilse renovering og nybygning af to ældre Royal Enfield motorcykler. Gennem en kollega i Delhi havde vi fået kontakt til en Mr. Deen, som skulle bygge et par Royal Enfield motorcykler til os. Motorcyklerne skulle derefter sendes til Dhaka i Bangladesh, hvor vi bor for tiden. Mr. Deen havde gode referencer, og det skulle være en smal sag. Troede vi. Vi havde aftalt, at Mr. Deen skulle komme forbi hos vores kollega i Delhi, hvor vi så skulle mødes og besigtige den

Der mangler lige nogle småting på Bodils cremefarvet 1965 Royal Enfield så er den klar

første motorcykel. Da vi ankom, stod Mr. Deen lettere nervøs i indkørslen. Vi steg ud af taxaen, hilste og gik hen for at tilse den ene af vores nye motorcykler. Mr. Deen havde bygget en splinterny sølvfarvet Royal Enfield på et stel fra 1951. Den så rigtig flot ud, og vi var godt tilfredse med resultatet. Jeg tog også lige et par ture gennem kvarteret for at teste maskinen. Alt var i sin skønneste orden. Min kollega, Niels, bød på en kold øl i haven, mørket begyndte at falde på og diskussionen opstod om vi skulle tage over i det nye Harley Davidson outlet i Vasant Kunj eller tage med Mr. Deen over på hans værksted for at inspicere fremdriften på den anden Royal Enfield. En cremefarvet maskine på et stel fra 1965.

Efter en længere diskussion besluttede vi os for at tage med Mr. Deen over på hans værksted. Det var trods alt derfor, at vi var i Delhi. Vi hoppede i en taxa og fulgte efter Mr. Deen, der stolt kørte af sted på min nye sølvpil gennem Delhis gader. Jo, den lød super fedt. Efter besøget på værkstedet foreslog Mr. Deen, at vi skulle tage på restaurant. Det var lige rundt om hjørnet, men viste sig at være et stykke væk. Vi kom i hvert fald ud på en temmelig lang gåtur i de mørke gader. Efter et stykke tid endte vi så på en glimrende restaurant, som Mr. Deen nøje havde udvalgt på grund af Happy Hour. Mr. Deen var hurtig til at bestille, og pludselig stod der et større antal Foster øl på bordet. Mr. Hansen fra Danmark skulle åbenbart drikkes under bordet, og så skulle der forhandles pris om motorcyklerne. Men det var nu ikke lige det jeg var parat til. Priserne havde vi jo aftalt for længst. Troede jeg da. Det hele blev mere og mere anstrengende, og så fik jeg nok. Jeg blev sur på Mr. Deen, og vi betalte regningen og tog tilbage til hotellet. Næste morgen mødte Mr. Deen op på vores hotel og undskyldte hans optræden aftenen før, hvorefter han kørte os til lufthavnen. Her skrev vi så under på registreringspapirerne på de to motorcykler, som vi ikke havde. Senere fandt jeg ud af, at man ikke kan indregistrere køretøjer i Indien, hvis man ikke er bosiddende i landet. Det virker selvfølgelig

City Palace ved Pichola søen i Udaipur..jpg

helt logisk. Men det var åbenbart lige meget, og det skulle ifølge Mr. Deen ordnes på denne måde. Det kostede ti rupees, svarende til halvanden krone, per motorcykel, og så skulle vi lige opgive vores fædres navne. Så kunne Mr. Deen tage papirerne med på motorkontoret og ordne resten. Vi var så klar til at flyve med Kingfisher til Udaipur.

Udaipur og Jodhpur

Den nye indenrigslufthavn i Delhi er rigtig flot, men det skulle vise sig ikke at være helt nemt at komme videre. Det var temmelig kaotisk, og det virkede som om, at lufthavnen allerede i dag er underdimensioneret med de mange tusinder indenrigspassagerer. Efter fire timers forsinkelse i lufthavnen fløj vi endelig til Udaipur. Efter nogle minutter i luften annoncerede piloten, at ”we will do our best to catch up with the lost time”, hvorefter passagerne bare sad og kiggede på hinanden. Hvad mente manden? Vi var allerede forsinket fire timer på en flyvetur, som skulle tage halvanden time. Det gav da ikke mening, at tale om at indhente tiden. Var han heldig kunne han indhente et

I Udaipur er der vist tradition for at videreføre de imponerende moustaches fra moghulernes tid.

kvarter, and so what. Der gik heller ikke længe førend piloten igen var i højtaleren for at uddybe sin forklaring, som nu var at ”the delay was caused by lack of scheduled planning”. Det fik folk til spontant at bryde ud i latter. Også denne dag kunne vi grine af igen at være i Indien. Ja, ”lack of scheduled planning”. Det var den helt rigtige forklaring.

I Udaipur boede vi i maharajaens tidligere garage, som nu er indrettet til hotel. Hotellet hedder Garden Hotel og har et lille museum med maharajaens flotte biler, herunder adskillige Rolls Royce, Cadillac, Chevrolet, Mercedes og andre flotte biler. Det var et glimrende hotel med lidt kolonial stemning. Udaipur regnes for en af de mest romantiske byer i Indien med det berømte Lake Palace hotel i Pichola søen. Langs den ene side af søen ligger også det store og imponerende City Palace. Vi spiste frokost på en ø i søen, og havde en romantisk aften på en tagterrasse med udsigt over søen og byen.

Vi var selvfølgelig også en tur rundt i City Palace. Desværre var det vist lige netop den dag, hvor hele Rajasthans befolkning havde valgt at tage på ekskursion til paladset. Det var temmelig overfyldt og klaustrofobisk at gå rundt i de små gange og rum. Men hel klart et besøg værd.


Bishnoi kvinder i landsby udenfor Jodhpur.		Bodil pyntes op the rajasthani way.

Efter et par dage i Udaipur fløj vi videre til Jodhpur. I lufthavnen blev vi pænt modtaget af lufthavnspersonalet, som spurgte om vi var der for det kongelige bryllup? Nej desværre, det var vi ikke. Det viste sig, at Maharajaen af Jodhpur, Gaj Singh, i disse dage var vært for et stort royalt bryllup. Det var maharajaens søn, Yuvraj Shivraj, som skulle giftes med prinsesse Gayatri af Askot i Uttarakhand. Nogle dage senere læste jeg i en lokal avis, at bollywood stjerner, politikere, forretningsfolk, Bob Geldof, Sting, Mick Jagger, Phil Collins og andre berømtheder havde været forbi til det royale og givetvis ekstravagante bryllup. Shivraj, der er tidligere polospiller, ankom i et privat fly, og resten af familien ankom til brylluppet i et charteret tog. En nepalesisk prinsesse, kongen af Bhutan og en stribe andre maharajafamilier fra andre indiske delstater deltog også i festlighederne. Jeg læste i øvrigt

En munter mand i paladset i Jodhpur.

også, at det havde været et lavprofileret bryllup, men at man trods alt havde fløjet fem tons blomster ind fra Holland, Bangkok og Kolkata, havde tændt 3000 store lys og hængt 65 kilometer stof op. Designerne var blevet hentet ind fra Milano. Men som der stod i artiklen, så havde det ikke været helt med tidligere tiders fordomspragt, hvor lignende arrangementer gerne involverede mere end 30.000 gæster.

Udenfor Jodhpur boede vi på Fort Chanwa i en landsby ved navn Luni. Hotellet var et rigtig flot og renoveret tidligere maharaja slot, som åbnede første gang i 1993. Da vi kom ind på vores flotte værelse, der var i to niveauer, blev vi

På markedet i Jodhpur.

mindet om, at vi nu var ude på landet. Sengen var fyldt med springende græshopper. Det tog dog ikke mere end et par minutter, så var græshopperne ryddet af vejen, og vi var klar til at installere os på værelset. Der var stille og roligt, og vi kunne kun høre de skræppende papegøjer, og det tudende tog i det fjerne.

Skomageren på markedet i Jodhpur tager sig en velfortjent middagslur..

En eftermiddag og aften kørte vi rundt i en jeep i nogle af de landsbyer, som bebos af Bishnoi folket. Bishnoierne er kendt for deres tætte forhold til naturen og dyr. Bishnoierne beskytter den truede indiske antilope, fordi de er overbevidste om at de genfødes som disse antiloper. Bishnoi folkets spirituelle overhoved er Guru Jambheshwar, som levede i det 15. århundrede hvor han formulerede 29 bud. Bishnoi betyder også 29 på hindi. Af de 29 bud handler de ti om personlig hygiejne og god sundhed, syv om god social opførelse og fem om tilbedelse af Gud. De sidste syv bud handler om bevarelse af naturen og om god behandling af husdyr. De sidste bud omhandler blandt andet forbud mod at dræbe dyr og fælde grønne træ samt beskyttelse af alt liv. Gennem århundreder har der været flere konflikter mellem maharajaernes folk, som ville fælde træer til konstruktion af de store paladser, og Bishnoi folket. På turen

Den blå by ved Jodhpur.

rundt i landsbyerne var vi også inde hos en traditionel muslimsk keramiker og forhandlede om køb af de traditionelle tæpper kaldet durries. For en gang skyld kom vi dog næsten tomhændet hjem. Uden durries men dog med lidt keramik.

Byen Jodhpur er ikke et pokkers charmerende sted, men vi så da det store fort Mehrangarh og var inde på det pulserende marked midt i byen. Vi var glade for, at vi boede et stille og fredeligt sted langt udenfor Jodhpur. I Jodhpur fik vi en glimrende frokost bestående af rajasthani thali. For to personer betalte vi svarende til 30 kroner for en thali, der var bedre end på de fleste dyre hoteller. Det var endda inklusiv drikkevarer. Efter at havde boet et par dage i Luni hoppede vi en tidlig morgen fra trinbrættet i landsbyen på toget til Ajmer. På perronen i Luni tiltræk vi en del opmærksomhed og kom i snak med nogle af de ventende passagerer.

Kamelmarkedet i Pushkar

Ved ankomsten om morgen på stationen i Ajmer var vi fulde af forventning og glædede os til at komme ud i lejren ved kamelmarkedet i Pushkar. Det var trods alt hovedårsagen til, at vi igen var i Rajasthan. Det skulle vise sig, at blive den mest udfordrende dag på turen. Vi havde på nettet booket et telt i den bedste lejr i Pushkar. Troede vi da.

Den hellige sø i Pushkar.

Det tog en halv time at køre til Pushkar, men den lille by var nu forvandlet til en kæmpe markedsplads. Gaderne var spærret af, og det var ikke nemt at komme rundt. Vi havde booket og betalt et telt i to dage i Royal Desert Camp, og vi kørte nu rundt i området for at finde vores teltlejr. Det viste sig, at de få veje i gennem byen var lukkede, og at vi skulle køre en større omvej rundt om byen på nogle små mudrede veje. Chaufføren vidste ikke hvor lejren lå, og vi måtte spørge mange mennesker om vej. Men uden held. Det var byens fine hotelkæde, som havde ansvar for lejren. Troede vi da. På et tidspunkt var vores tålmodighed brugt op, og jeg ringede til hotellet. Efter længere tids forgæves søgen var temperamentet efterhånden på kogepunktet, og jeg gav højlydt udtryk for min frustration. Vi kørte hen til hotellet, og bad dem om at checke vores booking. Det tog manageren en rum tid, hvorefter han kom tilbage og fortalte os, at de ikke havde nogen booking i vores navn. Det viste sig, at vores booking var til en anden lejr. Vi blev lidt blege, og alle omkring os begyndte at diskutere, hvor den mystiske lejr kunne ligge. Det viste sig, at vores lejr hed Rajasthan Royal Desert Camp og ikke Royal Desert Camp. Der var lige et Rajasthan for meget. Shit. Vi havde overset Rajasthan i vores iver på at finde lejren. Der var givetvis tale om en helt anden lejr end den vi havde læst om

Vores hjem et par dage i Pushkar.

på nettet inden afrejsen. Mere bekymrende var det dog, at ingen nogensinde havde hørt om vores lejr. Flere spurgte lidt tøvende og forstående om vi allerede havde betalt for lejropholdet? Ja, det havde vi hvorefter de gav udtryk for deres dybe medfølelse.

En flyvende appelsin over Pushkar.

Vi valgte så at begive os ud på endnu en ukendt køretur rundt om byen. Denne gang blev det til en endnu længere tur. Efter et stykke tid ankom vi til den flotte Royal Desert Camp og håbede på, at de kunne finde os i deres system. Taxachaufføren satte os af, og vi gik op til receptionen. Her tog det nogen tid at gå listerne igen, og det forstod vi selvfølgelig ikke noget af. Den venlige kvindelige lejrreceptionist ringede rundt, og fik øjensynlig nogle andre til at checke hjemmesiden på det firma, hvor vi havde booket vores ophold. De fik hurtigt etableret kontakt og fandt ud af, at det drejede sig om en helt anden lejr. Den øverste chef og ejeren af den store lejr med næsten 500 telte blev tilkaldt. Han ville godt lige se vores papirer og høre hvad det egentlig drejede sig om. Ejeren, som var en fin gentleman og ganske kontant tidligere militærmand med et stort moustache, blev temmelig oprørt over at erfare, at der var andre mindre autoriserede hoteller, som var begyndt at bruge navnet ”Royal Desert Camp”. Han havde selv for mange år siden startet konceptet, som flere andre nu slog mønt på. Manageren fandt hurtigt ud af, hvor vores Rajasthan Royal Desert Camp lå. Det viste sig at være på den anden side af byen. Men vi skulle ikke forvente at finde meget der. Han kendte udmærket området, og der lå ikke noget af betydning. Vi skulle ikke forvente os noget særligt. Men vi var da altid velkommen til at komme tilbage, hvis det skulle blive nødvendigt. Så skulle han nok hjælpe os med at finde et telt i sin lejr. Det var vi lettede over, og vi begav os på ny ud på en længere tur rundt om Pushkar. Det var nu blevet eftermiddag, og tålmodigheden var ved at være brugt op.

Den store fynbo var ikke i godt humør da vi igen satte os ind i taxaen. Taxachaufføren som fejlagtigt men fornuftigt nok havde troet, at han med en pris på 200 rupees fra Ajmer til Pushkar havde gjort en god forretning var tæt på et alvorligt nervesammenbrud. Det der skulle have været en triviel standard tur på under en halv time havde udviklet sig til et mareridt. Han kunne ikke klare det længere. Efter to timers desperat kørsel rundt om Pushkar og stop på flere hoteller og i Royal Desert Camp, så måtte han lige stoppe, inden vi igen skulle ud på en køretur, og ryge en smøg. ”I have got really bad nerves”. Udbruddet kom fra en indisk taxachauffør, og så var den slem. Det var trods alt Indien.

Farverige armbånd.

Efter et stykke tid fandt vi så Rajasthan Royal Desert Camp, som viste sig at være seks telte stillet op på en byggeplads. Ved siden af teltene stod der en stor, grim og tom betonbygning. Det var øjensynligt vores hotel. Bodil nægtede, at stå ud af taxaen. Jeg måtte tage mig af situationen. Det var min opgave. Jeg samlede de sidste kræfter og oppe ved en interimistisk reception på nogle forskallingsbrædder så jeg vores navne registreret på noget, der lignede en gæsteliste. Den var god nok. Det var her vi skulle bo. Jeg lagde mig omgående ud med chefen og truede med bål og brand. Vi nægtede at bo der, og ville selvfølgelig have vores penge tilbage. Vi havde trods alt betalt et ganske betragteligt beløb. Men vi gad ikke bo på en byggeplads på en pløjemark nu hvor vi var kommet langvejs fra til dette

Rajasthan er ikke overraskende den mest farverige delstat i Indien.

verdensberømte kamelmarked. Det måtte de da kunne forstå. Ejeren af hotellet ville komme og tage en snak med os. Vi ventede og ventede, og der skete selvfølgelig ingen ting. Bodil sad i taxaen, og jeg stod udenfor i selskab med inderne på pladsen. Jeg blev mere og mere utålmodig, og det viste sig ikke overraskende, at ejeren nu med kort varsel desværre var blevet kaldt til et andet vigtigt møde. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg gav dem mit kort, og sagde at vi ville kontakte de lokale myndigheder. Vi var pissed off, og kørte igen over til den rigtige Royal Desert Camp.

Vi kom igen op til receptionen, og her var ejeren af lejren nu i gang med at give interviews til et par indiske fjernsynskanaler. Med vores beskedne kendskab til hindi kunne jeg forstå, at det blandt andet handlede om, at udlændige der kom rejsende langvejs fra for at opleve kamelmarkedet, selvfølgelig skulle behandles ordentligt. Man måtte ikke snyde turisterne. Det viste sig så, at de havde et telt til os, og mens vi checkede ind blev vi filmet til fjernsynet. Tanken om at vi endelig snart var indlogeret i et godt telt i Puskhars fineste teltlejr gjorde, at jeg på magisk vis formåede at fremtrylle et stort smil til kameraet. Men vi var temmelig udmattede. Mange år i Asien har lært os, at man aldrig må tabe ansigt. Det signalerer svaghed og desperation. Så hellere fremtrylle et smil selvom man koger indvendig. Så signalerer du styrke og overskud, og det når du meget længere med. Aldrig tabe ansigt, selv i de mest pressede situationer. Det er netop i sådanne situationer, at du skal udvise styrke og udholdenhed.

En fin hest og sin ejer på markedet i Pushkar.

Hele dagen før havde det regnet temmelig voldsomt, men nu var det heldigvis igen blevet skønt vejr. Ved receptionen i lejren mødte vi en australier, Peter, som havde været på kamelfestivalen i Pushkar hvert år gennem de sidste 32 år! Han fortalte, at det var første gang i de 32 år, at han havde oplevet så voldsomt regnvejr under festivalen. Vi blev hurtigt enige om, at det nok var klimaforandringerne, som nu også havde ramt den berømte kamelfestival. Klokken var omkring seks om aftenen, og det var blevet mørkt da vi indlogerede os i vores tiltrængte telt i den rigtige Royal Desert Camp. Vi var sultne og noget udmattede, og det var længe siden, at et varmt bad og en seng føltes så godt. Nu var vi installeret og klar til næste morgen at udforske kamelmarkedet.

Da jeg efterrationaliserede lidt over dagens begivenheder, blev jeg i tvivl om det var omgivelserne og Indien eller os selv, som havde været skyld i hele miseren. Jeg endte med at konkludere, at det et langt stykke af vejen var vores egen skyld, og at vi sikkert kunne have håndteret situation helt anderledes. Den kedelige og skuffende lejr havde set ganske flot ud på hjemmesiden, men vi følte os snydt. Igen lærte vi en masse om hvordan man planlægger og gennemfører rejser, og dem har vi trods alt haft nogle stykker af gennem årene. Indien er og bliver altid en udfordring, også selv om man tror det hele er planlagt og godt betalt for på forhånd. Efter et par dage i Pushkar blev jeg ringet op af en fyr fra et lokalt rejsebureau, som gerne ville mødes med os. De ville betale pengene tilbage fra vores booking på nettet. Vi mødte ham på en cafe ved søen over en kande chai. Der var blot et mindre afbestillingsgebyr, og så var det klaret. Vi fik pengene tilbage for vores booking på nettet. Igen måtte vi tage hatten af for Indien og for de mange flinke og forstående folk, som vi mødte på vores vej. Jeg måtte erkende, at selv med 15 år på bagen i Asien kan man være en rigtig træls turist.

Kamel i Pushkar.

Kamel på markedet i Pushkar.

Den årlige kamelfestival finder sted i den hinduistiske måned Kartika, som typisk falder i oktober eller november. Hvert år kommer der omkring 200.000 mennesker og 50.000 kameler og en masse andre aktører til festivalen. Det er svært at beskrive Pushkar kamelmarked. Men det kan vel bedst gøres ved, at man forestiller sig en blanding af Roskilde festival og Hjallerup marked og så ganger det hele med den magiske hindi-faktor på omkring 25 og til sidst ligger lidt oveni. Så har man Pushkar kamelmarked. Dertil skal man dog fratrække de kolde øl og kebabs, fordi Pushkar som hellig by helt er tørlagt for både alkohol og kød. Men de storrygende sadhuer har til gengæld masser af ganja eller hash, som det kaldes på almen dansk. Kamelmarkedet er et inferno og bombardement af farver, lugte, lyde og sanseindtryk. Den gamle bazaar og de små gyder rundt om søen i byen er også ganske fascinerende med masser af sadhuer og interessante forretninger og restauranter. Pushkar er et helligt sted, som hinduerne helst skal besøge én gang i deres liv. Rundt om det hellige sø er der 52 ghats, eller trapper ned til søen, hvor der udføres puja og hvor kvinder, børn og mænd bader i det hellige vand. Overalt hører man sang, trommer og gong-gong'er. Pushkar er et sted med atmosfære og charme. Men det kræver også overskud at kunne nyde det hele i fulde drag.

Det mobile kamelhospital i Pushkar.

Overalt i Indien blandes stanken af pis og lort med duftene fra de eksotiske krydderier og brændende røgelsespinde. Bevæger du dig et par meter udenfor vejen så er der overhængende stor risiko for, at du havner midt i et minefelt af menneskelort. Giv Agt. En betydelig andel af Indiens 1,2 milliarder mennesker bruger det offentlige rum som lokum, og med en til to gange afføring om dagen så er der altså tale om ganske betydelige mængder lort. Nu beskæftiger jeg mig tilfældigvis med emnet via mit arbejde, og i fagsprog er der tale om fænomenet ”åben defækation” eller på mere almindeligt dansk ”afføring i det fri”. Det er sikkert et fænomen, som læseren på et eller andet tidspunkt selv har oplevet på en vandre- eller telttur i øde og afsidesliggende naturområder. Men her er der altså tale om daglige

To sadhuer i et af hindutemplerne i Pushkar.

handlinger i tæt bebyggede områder med deltagelse af flere hundrede millioner mennesker. Indien har for nylig indviet sit 80. atomkraftværk, men mangel på lokummer og hygiejnisk håndtering af afføring er stadig en ganske stor udfordring i landet. Indien er på mange måder kontrasternes land. Det er 15 år siden, at jeg for første gang besøgte de dengang dansk-støttede vand- og sanitetsprojekter i Indien, og jeg undrer mig stadig over, at de ikke er nået længere end det åbenbart er tilfældet. Som i resten af Indien er ”åben defækation” også et almindeligt fænomen i den hellige by Pushkar.

Vores tålmodighed og grænser var blevet testet godt og grundigt på turen rundt i Rajasthan. Især Mr. Deen i Delhi, en nulevende udgave af en ”kashmiri trader” som i bogen White Tiger, og byen Pushkar var ganske krævende. Sagen med Mr. Deen er i skrivende stund her i sidst i marts 2011 endnu ikke afsluttet. Siden Rajasthan har jeg modtaget omkring 150-200 opkald fra Mr. Deen, og han ringede så sendt som her i formiddags. Vi har endnu ikke fået de to Royal Enfield motorcykler, selvom vi allerede har betalt for både motorcykler, pakning og forsendelse. Men de skulle nu være på vej fra Delhi via Mumbai og Singapore til Chittagong i Bangladesh og derfra til Dhaka. Vi har i hvert fald set billeder af de pakkede motorcykler i Delhi, og har fået kopi af forsendelsespapirerne. Jeg sætter min lid til, at der igen vil ske et indisk mirakel.

Vi have en super tur til Rajasthan, trods nogle udfordringer på vejen, og selvfølgelig skal vi på et tidspunkt tilbage til Indien.

Et par tips fra vores tur i Rajasthan

Hvis du overvejer en tur til kamelmarkedet i Pushkar og vil booke hotel eller telt på nettet, så check det grundigt. Der er mange tvivlsomme og mindre charmerende overnatningsmuligheder i Pushkar. Men kamelmarkedet er absolut en kæmpe oplevelse.

Det er nemt og bekvemt at flyve og køre med tog rundt i Rajasthan. Togene fungerer glimrende og er nemme at booke. Det koster ikke overvældende men sørg for komme på en passende klasse.

Vi boede blandt andet på heritage hotellet Fort Chanwa, en times kørsel udenfor Jodhpur, og det kan varmt anbefales. Det er et rigtig charmerende sted og et godt udgangspunkt for besøg i Bishnoi landsbyer.

I Udaipur boede vi i maharajaens gamle garage kaldet Garden Hotel, og det er et glimrende sted, hvis der ikke er plads på hotellerne nede ved Pichola søen.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside