Besøg i Kinas Tibet 2010

Tekst og foto: Jan Møller Hansen

Tibet, som er beliggende i det høje Himalaya, var engang et af verdens mest mystiske og eksotiske områder med en hel unik kultur, religion og natur. Mange vesterlændinge betragtede området som det sagnomspundne Shangri-La med buddhistiske klostre, sneklædte bjerge og fredselskende tibetanere. Tibet og dets folk var i 2000 år kendt for sin isolation og geografiske afgrænsning, politiske og administrative selvstændighed og helt unikke religion og kultur. Efter Maos og kommunisternes overtagelse af Kina i 1949 gik der ikke mere end lidt over et år førend den kinesiske Folkets Befrielseshær invaderede Tibet for at ”befri” tibetanerne fra feudalisme, slaveri og buddhistisk munketyranni. Med såkaldte ”demokratiske reformer”, Det Store Spring Fremad, Kulturevolutionen og senest Den Patriotiske Uddannelses Kampagne har det lykkedes Kina at opsluge og næsten helt udrydde tibetansk kultur, religion, sprog og identitet.

Vi besøgte Kinas Tibet i september 2010 og har her skrevet lidt om vores indtryk fra turen. Vi følte, at der er en historie som måtte fortælles. Derfor er denne rejseberetning blevet lidt længere end oprindelig tiltænkt.

Lidt om Tibet

Gennem årene har jeg læst en del bøger om Tibet og Himalaya regionen, og vi har været mange steder i Himalaya men af gode grunde aldrig i Tibet. Tibet har en 2000 år gammel historie, kultur og religion og har gennem århundrede haft stor religiøs og kulturel indflydelse i Asien. Tibet er et område som vi måtte besøge.

Tibet har haft en turbulent historie og i lange perioder var området et uafhængigt land og i andre perioder regeret af kinesiske og mongolske dynastier. I hele Tibet bor der omkring 5,5 millioner mennesker og i den nuværende autonome region omkring 3 millioner på et areal, som er mere end to gange større end Danmark. Det samlede Tibet er dog på størrelse med hele Vesteuropa. Dertil kommer der 7,5 millioner kinesiske tilflyttere. Formand Maos vision var, at der skulle være fire kinesiske tilflyttere for hver tibetaner. Ser man på statistikken i dag så kan man kun konkludere, at Kina er godt på vej til om nogle år at indfri denne vision.

I flere tusind år var Tibet et frit land, der havde kontrol over sine interne anliggender som en selvstændig nation. Tibetanerne er en anden race end kineserne, og de taler et sprog som intet har med kinesisk at gøre. Tibet er klart geografisk afgrænset i forhold til de omkringliggende lande, tibetanerne har en anden religion og en anden kultur, mentalitet og leveform og de dyrker andre afgrøder på markerne. Alt hvad der kendetegner tibetansk kultur, religion, sprog og identitet er helt forskelligt fra det man finder i Kina og i de andre omkringliggende lande.

Tibet er et stort og afsidesliggende område nord for Himalaya kæden, der for ganske få år siden hovedsageligt var beboet af buddhistiske tibetanere. I dag udgør Han kinesere størstedelen af befolkningen, og området regeres i dag som en autonom region i Kina. Den kinesiske centralregering i Beijing påstår, at de har en flere hundrede år gammel suverænitet over Tibet. De kinesiske påstande afvises dog af tibetanerne og af deres spirituelle leder Dalai Lama. Overtagelsen af Tibet foregik over en 10-årig periode fra 1950, hvor den kinesiske Folkets Befrielseshær marcherede ind i det østlige Tibet, og frem til marts 1959 hvor den kinesiske hær overtog hovedstaden Lhasa. Indmarchen i Lhasa skete den 10. marts, som i dag er tibetanernes nationaldag.

Der er gennem årene skrevet rigtig mange spændende bøger om religion, kultur, historie og politik i Tibet. En af de mere populistiske men ganske interessante bøger om Tibet er ”7 år i Tibet”, som handler om en ung eventyrlysten bjergbestiger og geograf fra Østrig, Heinrich Harrer, der under anden verdenskrig flygter fra militærtjeneste og når hele vejen til Lhasa. I Lhasa bliver han personlig lærer og rådgiver for den unge og nysgerrige fjortende Dalai Lama, Tenzin Gyatso. Mange år senere skrev Heinrich Harrer en anden bog om sit gensyn med Tibet, hvor han tegnede et deprimerende billede af, hvordan kineserne havde smadrede og ødelagt klostrene i Tibet og udryddet det meste af den tibetanske religion, kultur og identitet.

Der er også de berømte bøger af Alexandra David-Neel, som var en fransk operasanger, der forklædt som tibetansk pilgrim rejste ind i det forbudte Tibet i 20'erne og nåede hele vejen til Lhasa. Det er en af de helt store klassiske og bedste rejseberetninger fra Asien gennem tiderne. Hun skrev også en kultbog om tibetansk mysticisme og overnaturlige ånder og kræfter i Tibet. Alexandra David-Neel blev en legende og døde næsten 101 år gammel i 1969. Så er der de spændende bøger om imperiernes kamp om Tibet i begyndelsen af den 20. århundrede. Den britiske officer Francis Younghusbands beretninger om Tibet, Centralasien og den daværende britiske udenrigspolitik i regionen hører til blandt de mest fascinerende og spændende bøger fra denne periode.

Bodil sammen med tibetanske kvinder, børn og får.

Køretur fra Kathmandu til Lhasa

Bodil og jeg bor for tiden i Bangladesh, og under den muslimske Eid-ul-Fitr festival besøgte vi Tibet. Efter en times flyvning var vi i Kathmandu, og herfra valgte vi at køre over land til Lhasa. Tilbageturen fra Lhasa foregik med fly. Vi fik et lille rejsebureau i Kathmandu til at arrangere turen, som også tog sig af visa formaliteter og andre praktiske forhold. Det fungerede perfekt. Vi havde hørt, at køreturen mellem Kathmandu og Tibet skulle være en af de flotteste strækninger i verden. Man får tit et bedre indtryk af et område eller et land, når man kører igennem landskaber og byer, end man gør ved blot at flyve ind til hovedstaden. Turen til Tibet over land var oplagt.

Inden afgang fra Kathmandu havde vi en dag i byen, som hovedsagligt blev brugt til lidt shopping i vores favoritbutikker og boghandler og et nostalgisk restaurantbesøg på Everest Steak House i Thamel, som var et blandt flere af vores foretrukne spisesteder i Kathmandu dengang vi boede i Nepal i 90'erne. Stedet har i dag præcist den samme menu og kolde Tuborg som for 20 år siden. Det eneste som har ændret sig er priserne. Vi var selvfølgelig også rundt i Asan Tole i det indre Kathmandu, og vi spiste frokost på Nanglo på Durbar Marg. Nanglo er et af vores foretrukne restauranter når det skal være momoere, chicken chilli og andre snacks. Her fik vi også lige en snak med manageren, som vi husker fra dengang for 20 år siden. Vi mødtes også med et par af vores nepalesiske venner.

På afrejsedagen til Tibet stod vi tidligt op og mødtes med de andre rejsende ved indgangen til Thamel, og vi faldt efterhånden i snak med vores nye rejsekammerater. Det viste sig at være en sammensat gruppe af amerikanere, italienere, spaniere, franskmænd, englændere, tyskere, israelere, singaporeanere, australiere og os to fra Danmark. Vi fik faktisk et par gode amerikanske venner på turen, som vi måske en dag vil besøge i Oregon. Til vores positive overraskelse viste det sig, at bussen var af en acceptabel standard pænt over det gængse gennemsnit for nepalesiske langtursbusser. Vores bagage blev smidt op på taget af bussen, og vi kørte ud af vejen forbi Bhaktapur og op mod Dhulikhel. Jeg var noget overrasket over at se, at vejen mellem Kathmandu og Bhaktapur i dag er endnu ringere og mere elendig, end jeg husker den fra mit første besøg i Nepal tilbage i 1985. Det virkede generelt som om, at infrastrukturen i Nepal i dag er dårligere, end det var tilfældet for 25 år siden. Vi stoppede i byen Dhulikhel for morgenmad. Vejret var skønt, og der lå en frisk morgentåge henover dalene.

Køretøjet foran vores bus er lige væltet og ligger på skænten ned mod en fossende flod. Det er nu tid til at vandre videre indtil vi finder en lastbil der ville køre videre med os.

Efter morgenmaden kørte vi videre, og vores unge nepalesiske guide, som ikke var for god til engelsk, lagde ud med at prøve at forklare alle i bussen, at vi skulle indstille os på, at der nok ville være nogle større jordskred på vejen til den kinesiske grænse, og at vi sikkert ville komme til at gå noget af vejen. Dette var selvfølgelig ikke inkluderet i prisen for turen, og det skulle vi i givet fald betale ekstra for. Men det ville helt afhænge af om vi kunne finde en lastbil, som ville tage os videre med på turen. Der blev selvsagt lidt uro i bussen og så startede diskussionerne. Bodil og jeg selv, som begge taler nepalesisk, fik hurtigt en rolle som de erfarne i gruppen, og vi måtte oversætte fra nepalesisk til engelsk med det resultat, at vi efterhånden fik dæmpede nerverne og uroen blandt vores medpassagerer. Vi kørte så derudaf i takt med at vejen blev værre og værre. De første par gange vi mødte et jordskred og måtte vente nogle timer, gik jeg lidt op ad vejen og fandt gerne et tehus, hvor jeg faldt i snak med de lokale. Det passede mig helt fint og bragte minder tilbage fra dengang vi boede i Nepal.

På vej gennem et jordskred i Nepal.

Efter to tredjedele af vejen mod den kinesiske grænse kom så det værste af jordskredene. Vi sad længe og ventede i bussen, mens mange andre køretøjer langsomt gled igennem mudderet. Vejen blev selvfølgelig kørt godt og grundigt op, og på et tidspunkt var vejen igen helt lukket indtil den på ny blev ryddet af en bulldozer. Det var blevet eftermiddag, og vi nærmede os tidspunktet, hvor det ville blive vores tur til at køre igennem. Vi sad i spænding og betragtede trucken på den anden side af jordskredet, der nu i øsende regn begyndte at køre gennem jordskredet. Trucken kørte frem og pludselig sad den fast, og begyndte så langsomt at tippe ud mod kanten ned mod floden. Det tog et par sekunder, og så lå trucken på siden på kanten af bjergskråningen.

Drenge der morer sig i en truck mens vi venter på at et jordskred bliver ryddet. På vej til grænsen mellem Nepal og Kina.

Passagerne i vores bus skreg lidt op, og de to unge truckchauffører fik pludselig ret travlt med at kravle ud af det øverste vindue i trucken. Nu vidste vi, at turen med vores bus var slut. Al vores bagage blev taget ned fra taget af bussen, og vi vandrede alle nogle kilometer gennem vand og mudder, indtil vi fandt en lastbil der ville køre videre med os. Bodil og jeg selv var lidt foran de andre i gruppen, og efter et stykke tid fandt vi en lokal tebutik, hvor jeg med sved på panden nød den første Lhasa øl på turen. Ikke nogen fremragende øl, men ganske okay under de givende omstændigheder.

Vores tidsplan var skredet, og vi nåede selvfølgelig ikke det første overnatningssted den dag, som skulle have været på den anden side af den kinesiske grænse. Grænseovergangen lukkede om eftermiddagen kl. 16:30, og om aftenen var vi kun nået frem til byen Kodari på den nepalesiske side. Her overnattede vi så på et rigtigt primitivt hotel, som ikke fortjener nærmere beskrivelse, bortset fra at væggelusene som lige fik hilst på Bodil før daggry. Næste morgen var vi klar til at gå over grænsen mellem Nepal og Kina.

Før vi nåede grænsen til Kina, havde vi fået at vide af vores nepalesiske guide, at bøger om Tibet og især bøger med billeder af Dalai Lama var strengt forbudte i Kinas Tibet. Bøgerne ville blive konfiskerede af de kinesiske myndigheder. Selv Lonely Planet guidebogen om Tibet var forbudt og ikke tilladt i Kinas Tibet. Jeg måtte derfor efterlade vores Lonely Planet guidebog og en bog om Tibet, inden vi gik igennem den kinesiske grænsekontrol. På Venskabsbroen mellem de to lande blev vi først mødt af nogle aggressive kinesiske grænsevagter i civilt, som foretog den første kontrol af vores papirer og bagage. Derefter fik vi lov til at fortsætte henover broen og frem til den egentlige grænsekontrol. Her ventede vi et par timer inden vi fik lov til at foresætte frem til scannerne og bagagekontrollen. Lokale nepalesiske bærere med tunge byrder blev oversprayet, desinficeret og stillet op i lange rækker, inden de blev sendt videre frem til grænsevagterne. Mange af dem gik i plastikslippers med det resultat, at de gled og faldt på det våde og glatte marmorgulv i hallen. Da vi endelig blev gennet frem, blev vores papirer igen checket og taskerne scannet, hvorefter al bagage blev gennemrodet af det kinesiske grænsepoliti. En tysk pige fra vores gruppe, som gik foran mig i køen, fik alle sine postkort efterset og kontrolleret for uacceptable billeder. Da vi var kommet igennem grænsekontrollen viste det sig, at den kinesiske guide på den anden side ikke havde køretilladelserne i orden, og vi måtte så vente yderligere 2-3 timer. Halvdelen af dagen gik med at komme over grænsen til Kinas Tibet.

Tid til aftensmad på et lodge på vej til Lhasa. Menuen stod på suppe, yakokse kød og ris plus en Lhasa øl.

Det var ikke fordi vi følte os ovenud velkomne i Kinas Tibet som udenlandske turister. Det blev selvfølgelig ikke bedre af, at vi i de kommende dage blev checket omkring ti gange af de kinesiske myndigheder på vejen til Lhasa. Flere gange måtte vi ud af bussen for at det kinesiske politi kunne checke vores pas og særlige Tibet visa. Andre gange gik bevæbnede politi igennem bussen og checkede passagerer og papirer. Jeg følte mig lidt som en nutidens udgave af de berømte opdagelsesrejsende Alexandra David-Neel og Heinrich Harrer, der måtte snige sig ind i Tibet som uønskede udlændinge på deres vej til det forbudte Lhasa.

Køretur til Lhasa

På vejen til Lhasa kørte vi gennem de mest fantastiske landskaber og var flere gange over 5000 meters højde. Det mest spektakulære bjergpas var ved Kharola gletsjeren, hvor vi nåede op i 5600 højde. De gode veje i Tibet stod i skærende kontrast til de dårlige veje i Nepal, og hvad vi ellers kender fra nabolandene Indien og Bangladesh. Kineserne har gennem årene investeret milliarder af dollars i moderne infrastruktur i Tibet, herunder ikke mindst i nye hovedveje. Vores første overnatning i Tibet var på et lokalt gæstehus i en lille by, som jeg ikke kan huske navnet på. Gæstehusets sanitære faciliteter, eller mangel på samme, var ligesom vi husker den slags fra vores tid i Nepal for 20 år siden. De første par overnatninger i Kodari i Nepal og i den første tibetanske landsby bød ikke på bad eller rindende vand, overhovedet, på trods af brusende floder lige udenfor døren. Mange i rejsegruppen var også begyndt at få højdesygesymptomer, dundrende hovedpine, kvalme og appetitløshed og søvnløshed. Men heldigvis var nogle af vores rejsefæller, som var i besiddelse af højdesygepiller hvorefter humøret steg betragteligt.

Tibetansk kvinde i et af klostrene.

Vi kom dernæst til Shigatse, som er den næststørste by i Tibet og den traditionelle hovedstad for Tsang distriktet. Her steg

Tibetansk kvinde

hotelstandarden betragteligt. Shigatse var engang en vigtig handelsby og administrativt centrum for guvernøren i Tsang. Shigatse blev også, med støtte fra mongolerne, sæde for Panchen Lama, der med tiden blev den næstvigtigste lama i Tibet efter Dalai Lama. Vi besøgte Tashilhunpo klosteret i Shigatse, som måske i dag er det største kloster i det moderne Tibet og et af de få, der har overlevet den kinesiske besættelse. Shigatse med Panchen Lama i spidsen havde en lang tradition for modstand mod Lhasa og Dalai Lama, og dette forsøgte kineserne gennem årene med tvivlsomt held at udnytte til at skabe splid blandt tibetanerne efter del og hersk princippet. I begyndelsen af 50erne indsatte kineserne en ”dukkeregering” i Shigatse, som havde til formål at underminere Dalai Lama og den daværende tibetanske regering i Lhasa. Kineserne uddannede Panchen Lama i kommunistisk ideologi for at undermine Dalai Lama og få at få kontrol over tibetanerne. Panchen Lama fik som kinesisk uddannet kommunist og samtidig højt respekteret lama og tibetaner en helt unik forståelse for de to verdener og systemer. I maj 1962 skrev Panchen Lama en berømt udlægning på 70.000 ord om situationen i Tibet til den kinesiske premierminister Zhou Enlai. Panchen Lamas dokument er et at de mest betydningsfulde efter kinesernes overtagelse af Lhasa i 1959 og samtidigt et af vigtigste dokumenter i moderne tibetansk historie. Dokumentet afslører mange aspekter af den daværende kinesiske politik og konsekvenserne heraf for Tibet.

Bygning i Shigatse klosteret som var sæde for Panchen Lama. Panchen Lama blev omskolet i kommunistisk teori og blev holdt fanget af kineserne i 10 år.

I mange år gik der kun rygter om dokumentets indhold og betydning, og det var først i 1996, at dokumentet så dagens lys, da en anonym person overdrog en kopi af dokumentet til det tibetanske informationsnetværk i London. På 70.000 ord udtrykte Panchen Lama stor respekt for de kinesiske ledere og det kommunistiske parti og deres intentioner, men gav efterfølgende en sønderlemmende kritik af kinesernes fejlslagne politik og totale

Ved Kharola glejtseren i 5600 meters højde. Alle skilte og tegn er skrevet på kinesisk.

undertrykkelse af det tibetanske folk. Panchen Lama troede, at Kommunistpartiet var oprigtigt interesseret i at kende til tingenes sande tilstand i Tibet, og at de gerne ville forbedre situationen i Tibet. I august 1964 blev Panchen Lama, som led i Maos Socialistiske Uddannelses Bevægelse, erklæret som "en sten på vejen til socialisme" og fik frataget sin position som leder af Kinas Tibetanske Autonome Region. Panchen Lama blev sat under husarrest indtil begyndelsen af Kulturrevolutionen i 1966.

Panchen Lama blev efterfølgende fængslet i 1968, og i mange år vidste man ikke, hvad der var blevet af ham indtil han dukkede op i oktober 1977. Det viste sig, at kineserne havde holdt Panchen Lama indespærret i næsten 10 år i det topsikret kinesiske fængsel Qin Cheng. Panchen Lama fik først lov til at komme tilbage til Tibet i 1982. Den 10. Panchen Lama døde i 1989. I de efterfølgende år opstod der en konflikt mellem Kina og Dalai Lama og hans eksilregering over den 11. Panchen Lama med det resultat, at der i dag er to Panchen Lamas. En Panchen Lama udpeget af kineserne, og en anden Panchen Lama udpeget af tibetanerne. Panchen Lamas tidligere residens, Shigatse klosteret, er et stort og stadigvæk ganske fascinerende område, hvor man sagtens kan bruge adskillige timer med at gå rundt i gaderne og i de mange fascinerende bygninger.


Udsigt over sø i Tibet.	Tibetansk landskab i eftermiddagssolen. Den tibetanske kultur og religion er tæt forbundne med naturen.

På turen videre mod Lhasa kørte vi nord om og ganske tæt på Mount Everest massivet. Desværre havde vi ikke tid til at køre helt op til Everest base camp på nord siden. Det skulle være en fantastisk tur. På turen var vi også forbi flere turkise søer, blandt andet den store Yamdruk Tso, som er en af de fire hellige søer for tibetanerne. Efter at have kørt langs Yamdruk Tso begyndte opstigningen mod Kharola passet, som går lige under en imponerende gletsjer i 5600 meters højde. De tibetanske landskaber og lyset var fantastisk og helt betagende.

Parti af den berømte Chorten i Gyantse som blev grundlagt i 1440. Store dele af bygningen blev ødelagt under den kinesiske kulturrevolution, men er for nylig blevet genopbygget.

Tagkonstruktionen af den berømte Gyantse Kumbum Chorten.

Bedemøller udenfor et kloster.

Landskaberne ændrede sig hele tiden, i takt med at vejen svingede, og lyset skiftede. Da vi kørte gennem landskaberne undrede jeg mig over, at der ikke var nogle af landsbyerne, som havde en gompa eller et mindre kloster. Det ser man som regel i buddhistiske områder i Himalaya. De fleste byer lignede hinanden med lige veje, og husene lå systematisk på rad og række. Jeg læste efterfølgende, at der var engang, før kinesernes overtagelse af Tibet, hvor man overalt i de tibetanske landskaber og landsbyer så buddhistiske gompaer og klostre. De mere velstillede husstande havde sågar deres egne buddhistiske altre på toppen af husene. Gomapaerne og klostrene var en naturlig del af de tibetanske landskaber. I dag ser man ingen gompaer eller mindre klostre, når man kører rundt i Tibet. Vi så kun ruiner af smadrede og totalt ødelagte bygninger på bakketoppene rundt om i landskabet. Alle religiøse bygninger var blevet smadret af kineserne i 50erne og 60erne. De ruiner vi så var helt sikkert nogle af de 6524 klostre og helligdomme, som var blevet jævnet med jorden af kineserne.

Gyantse. Under den kinesiske kulturrevolution fik børn og voksne til opgave at fjerne blomster som forurenede og vildledte den sande kommunist.

På vejen mod Lhasa havde vi også en overnatning i byen Gyantse, hvor vi gik rundt om den berømte Gyantse Kumbum Chorten. Gyantse Kumbum regnes for den flotteste Chorten i den buddhistiske verden og består af fire niveauer med en gylden top. De forskellige niveauer i bygningen er dedikerede til forskellige buddhaer. Bygningen blev smadret under den kinesiske Kulturrevolution men er heldigvis blevet rekonstrueret for nylig. Rundt om og ovenfor Gyantse Kumbum ligger der andre imponerende buddhistiske bygningsværker. Faktisk så er området et gammelt fort, Gyantse Dzong, der blev grundlagt i 1390 med en ganske imponerende og omkringliggende mur. Det var blandt andet i Gyantse, at tibetanerne i 1904 kæmpede en heroisk men håbløs kamp mod de teknisk overlegne britiske soldater under ledelse af den legendariske officer Francis Younghusband. I kampen mod briterne blev 700 tibetanske soldater dræbt på fire minutter. Under den kinesiske Kulturrevolution blev det meste af Gyantse Dzong og murene omkring området sprunget i luften med dynamit af rødgardisterne.

Nogle få dage i Lhasa

Lhasa er i dag en stor og moderne kinesisk handels- og industriby. Kineserne har gennem de seneste årtier investeret rigtig mange milliarder dollars i Tibet. Der er nye veje, broer, tunneller, elektricitet og kraftværker, kunstvanding og et imponerende mobilnetværk etableret af China Mobile. Den nye jernbane til Lhasa, som blev indviet i i 2006, hører til blandt de mest moderne i verden og har accelereret etableringen af store mineprojekter i Tibet. Landbruget er blevet effektiviseret og mange bønder kører i dag rundt på små traktorer, og overalt ser man store drivhuse med tomater, meloner og mange andre

Vores hotel i Lhasa som var en gammel gårdhave der havde været ejet af en Rinpoche og tidligere lærer for den 14. Dalai Lama.

grøntsager. Grøntsagerne var overraskende store og flotte, men givetvis ikke økologiske. Det var mit indtryk, at tibetanerne i dag stadigvæk hovedsageligt lever af at dyrke jorden og holde husdyr som får, geder og yak og zho okser. Nogle tibetanere beskæftiger sig med turisme, men ellers er det kinesere, der sidder solidt på økonomien.

Store dele af Lhasa er i dag mere moderne end mange kvarterer i for eksempel København. De fleste gader i Lhasa har i dag kinesiske navne. Den økonomiske udvikling virker til at være ganske fænomenal, omfattende og gennemgribende, og mange tibetanere oplever økonomisk fremgang. Men det er, et langt stykke af vejen, på bekostning af deres frihed, kultur, religion og identitet. Vi så mange tibetanere i Lhasa, der tiggende gik rådvilde rundt i gaderne. Det mindede lidt om aboriginals i Australien. Det var som om, at de tibetanske tiggere var fortabte i en anden kultur og tid og i et fremmed samfund.

Potala, der ligger på en bakketop centralt i det moderne Lhasa, er det store, berømte og tidligere administrative og religiøse kompleks

Kinesifisering af Tibet. De fleste skilte i byerne og langs vejene er i dag skrevet på kinesisk.

Det kinesiske røde flag der vajrer over Tibet fra toppen af Potala, Dalai Lamaernes tidligere residens.

Bygning i Potala komplekset

for dalai lamaerne. I dag vejrer det røde kinesiske flag på toppen af Potala og over Kinas Tibet. Når man går rundt som turist i Potala, hører man en historiefortælling, der kun går frem til den nu afdøde trettende Dalai Lama. Den nulevende fjortende og mest berømte Dalai Lama i nyere tid, Tenzin Gyatso, omtales ikke med et ord. Den nulevende Dalai Lama er total tabu i Kinas Tibet, og skulle man forsøge at give et billede af ham videre til anden

Vist nok den femte Dalai Lama som holder vagt ved de 108 hellige bøger.

person, så udsætter man både modtager og sig selv for stor fare for arrestation. Selvom der stadig er nogle få buddhistiske munke tilknyttet Potala, så virker stedet i dag mest af alt om et stort museum. Potala besøges hvert år af millioner af kinesiske og udenlandske turister, og det hele virker temmelig overrendt, kliché- og museumsagtigt. Potala bliver præsenteret som noget fra et forgangent middelaldersamfund.

Det samme er tilfældet med Jokhang, som er det mest hellige tempel for tibetanerne. Jokhang ligger i det centrale Lhasa, og det er omkring dette tempel, at der stadig er nogle få bevarede ældre bygninger. For en udefrakommende turist virker det som om, at de tibetanske munke og troende tibetanere har ganske svært ved at meditere og praktisere deres religion i de mere end overfyldte og turistede helligdomme. Kommunismen og kineserne har betragtet og behandlet tibetansk buddhisme og kultur som barbarisk, middelalderlig og som noget, der skulle udryddes. Det er lykkedes meget godt. Optagelse af munke og forfremmelse i de buddhistiske klostre kontrolleres og godkendes i dag af de kinesiske myndigheder. De kinesiske myndigheder registrerer også alle munke og nonner i Tibet og har folk ansat og placeret i de få tilbageværende større klostre for at sikre, at der ikke foregår hvad de kinesiske myndigheder anser for undergravende virksomhed mod Moderlandet.

Vi besøgte også klostrene i Drepung og Sera, som i dag styres og kontrolleres af de kinesiske myndigheder og civilklædte efterretningsfolk. Inden munkene bliver godkendt til optagelse af de kinesiske myndigheder, gennemgår de den nødvendige


Gelugpa munke i Drepung klosteret som øver sig i filosofisk argumentation og debat. Munkene er en trussel mod kommunismen og etablishmentet.	En tibetansk munk fra Gelugpa ordenen i Drepung klosteret. Drepung var engang verdens største kloster med 10.000 munke.

politiske uddannelse og har ikke ret til at kommunikere med andre klostre uden forhåndsgodkendelse fra myndighederne.

Når man bevæger sig rundt i Lhasa, lægger man også mærke til det mere eller mindre synlige kinesiske politi og militær. I området omkring Jokhang templet og i den gamle bydel af Lhasa er der placeret kinesiske soldater med maskingeværer rundt om på hustagene. Herfra overvåger militæret gaderne og de forbipasserende mennesker. Ingen kan være i tvivl om, at de kinesiske myndigheder ikke ønsker problemer i form af demonstrationer og sammenstød med tibetanere. Det skønnes, at Kina i dag har mellem 150.000 og 300.000 soldater permanent udstationeret i Tibet. Iagttagere mener også, at Kina har omkring 350 atomvåben placeret på fem forskellige militæranlæg i Tibet.

Jeg må sige, at det umiddelbart virker som om, at den økonomiske udvikling og de store kinesiske investeringer i Tibet er så omfattende og gennemgribende, at der ingen vej er tilbage eller måske fremad mod et mere autonomt Tibet med respekt for den oprindelige kultur, religion og identitet. Jeg diskuterede det lidt med en amerikaner i vores gruppe, som bemærkede at et selvstændigt Tibet måske ville svare til, at USA skulle give Staterne tilbage til de oprindelige indianere. Det var måske ikke en helt fair sammenligning, men det gav nu alligevel anledning til en vis eftertanke. Tibet

Jokhang templet som er det helligste tempel for tibetanerne. Store dele af templet og det indhold blev destrueret under den kinesiske Kulturrevolution.

og tibetanerne er blevet opslugt af verdens mest folkerige nation og snart også verdens største økonomi. Tibet og tibetanerne blev opslugt af et system, som ikke havde meget tilovers for religion, kultur og minoriteter. Man kan måske også sige, at kineserne hovedsageligt er optaget af det materialistiske liv, og at tibetanerne hovedsageligt interesserer sig for det indre og åndelige liv. Dette forhold er desværre blevet tibetanernes skæbne.

På en restaurant i Lhasa mødte vi i øvrigt en aften en gruppe af militærattachéer fra de udenlandske ambassader i Beijing. De var på besøg i Lhasa inviteret af Folkets Befrielseshær. Vi fik en god snak og lyttede interesseret til deres udlægning af det moderne Kina og Folkets Befrielseshær.

Hjem til Kathmandu og Dhaka

På vejen hjem fra Lhasa fløj vi med Air China tilbage til Dhaka via Kathmandu. Flyveturen fra Lhasa til Kathmandu var helt utrolig. Vi fløj øst om Mount Everest nærmest i højde med bjergtoppen og kom ganske tæt på det gigantiske bjergmassiv. Vi drejede så lidt højre bag om Mount Everest og fløj derefter et stykke langs den imponerende Himalaya bjergkæde, inden vi gik ned i Kathmandudalen. På vejen øst om verdens højeste bjergmassiv havde vi også det mest fantastiske udsyn over Kanchenjunga massivet på venstre side. Det er en af flotteste og mest fascinerende flyveture i verden.

Den sidste eftermiddag i Kathmandu, inden vi fløj tilbage til Dhaka, købte jeg en stribe bøger om Tibet. Jeg handlede i en tibetansk boghandel, som havde en omfattende samling af bøger om Tibet, og jeg fik en kort snak med sønnen til indehaveren. De var selv fra Tibet, og selvom han var en voksen mand, så havde han aldrig selv været i Tibet. Han fortalte mig med sorg i stemmen, at mange tibetanere i dag ikke længere talte tibetansk men kun kinesisk. Vi kom aldrig videre i vores snak, for det havde hverken han eller jeg selv lyst til.

Lidt om nyere historie og den politiske situation i Kinas Tibet

I Kinas Tibet måtte vi ikke medbringe nogen læseværdige bøger om Tibet, men da vi kom hjem efter turen fik jeg læst et par bøger indkøbt i Kathmandu. Der var især to bøger, som fangede min opmærksomhed. Den ene er en fængslende og rystende beretning skrevet af den amerikanske journalist Mary Craig, der handler om overgreb på og udryddelse af tibetanerne, deres kultur, religion og identitet. Det er en bog, som man absolut skal læse før eller efter, man besøger Kinas Tibet. Den anden er en særdeles velskrevet og anerkendt gennemgang af tibetansk historie og forholdet mellem Tibet og Kina gennem tiderne skrevet af den amerikanske forsker i tibetanske forhold Warren W. Smith Jr.

Den nye generation i Tibet. Mange unge forlader i dag Tibet uden at kunne tale og skrive tibetansk. Tibetanerne er i dag blot en minoritet i Kinas Tibet.

Mary Craig's beretning om begivenhederne i Tibet siden 1950 bygger i vid udstrækning på detaljerede og personlige skildringer. Under den kinesiske ”befrielse” af Tibet dødede der omkring 1.200.000 tibetanerne, og deres kultur, religion, sprog og identitet blev næsten udryddet. På bare 50 år lykkedes det kineserne at smadre og næsten udrydde den tusind år gamle tibetanske kultur, religion og identitet.

Den 7. oktober 1950, lidt over et år efter Maos overtagelse af Kina, blev der sendt 30.000 soldater ind i det østlige Tibet. Tibetanerne havde kun en lille og umoderne hær og blev blandt andet derfor løbet totalt over ende. Tibetanerne var et traditionelt og overtroisk folk, som søgte viden og råd fra horoskoper, ånder og dæmoner. Tibetanerne kunne ikke træffe vigtige beslutninger uden at konsultere oraklerne fra en anden verden, og det var ikke just nogen god strategi mod den langt mere moderne og overlegende kinesiske Folkets Befrielseshær. Ydermere foregik det hele også under den kolde krig, og der var på dette tidspunkt mange andre brandpunkter i verden, som optog det internationale samfund. Tibet var ikke anerkendt af FN og havde ikke etableret egentlige diplomatiske forbindelser med andre lande. Selvom den trettende Dalai Lama i løbet af sin periode havde prøvet at reformere og forny Tibet og dets administration ved at bekæmpe nepotisme og korruption, forny uddannelsessystemet og introducere et mere sekulært samfund, så var disse reformtiltag langt fra tilstrækkelige. Den efterfølgende fjortende Dalai Lama, der kun var dreng da kineserne gik ind i Tibet, og hans administration, blev manipulerede og holdt hen af kineserne gennem årene. Tibetanerne troede også naivt på, at deres guder ville beskytte deres uafhængighed. Tibet var alt for isoleret i forhold til omverdenen, og under kinesisk pres skrev den fjortende Dalai Lama som syvårig i 1942 til Beijing og bad kineserne om at ”befri” Tibet og tibetanerne.

19-årige Dalai Lama og hans delegation blev inviteret til Beijing i 1954, hvor de troede at kineserne ville tale om Tibet og om hvordan tibetansk autonomi skulle fortolkes og udmøntes i praksis. I stedet viste det sig, at Dalai Lama og den tibetanske delegation bare skulle deltage i fejringen af den nye kinesiske forfatning. Den unge Dalai Lama mødte i den forbindelse Formand Mao, og det virkede som om de to syntes godt om hinanden. Formand Mao fortalte Dalai Lama, at buddhismen var en god

Den fjortende Dalai Lama, Tenzin Gyatso, som er tibetanernes ubestridte åndelige og sprituelle leder. Billeder af og al snak om den 14. Dalai Lama er strengt forbudt.

ting, fordi den forsøgte at forbedre leveforholdene for Folket. Men pludselig bankede Mao hånden hårdt ned i bordet og gjorde det klart, at religion var gift og at den underminerede racen og forsinkede udviklingen. Kineserne var i Tibet for at hjælpe og befri tibetanerne. Det måtte Dalai Lama kunne forstå. Dalai Lama indrømmede, at Tibet var tilbagestående og bad om i det mindste at få lov til at bruge tibetanernes eget flag. Formand Mao var overrasket og stærkt utilfreds med, at tibetanerne ikke udviste den mindste form for taknemmelighed overfor kineserne og deres ”befrielse” af Tibet. Med årene fandt Dalai Lama og det tibetanske folk ud af, at der ingen sammenhæng var mellem Formand Maos ord og handlinger.

Siden Mao, og gennem alle årene, har kineserne, med udgangspunkt i traditionelle kinesiske holdninger overfor minoriteter i Moderlandets randområder og marxistisk-leninistisk teori, været overbevist om, at minoriteter af frivillig vej ville opgive deres primitive og tilbagestående kulturer, når de var blevet omvendt af kineserne og erkendte den kinesiske overlegenhed og fordelene ved den kinesiske og socialistiske kultur. Den kulturelle autonomi blandt de nationale minoriteter blev derfor set som noget midlertidigt i en overgangsfase, og som noget der ville blive overvundet i takt med at minoriteternes bevidsthed og tillid steg ved gennemførelse af såkaldte demokratiske reformer, klasseteori og kamp, og socialistisk uddannelse.

Siden starten af 50erne har der været mange overtrædelser af menneskerettighederne i Kinas Tibet. Overalt i Kinas Tibet blev der gennemført de såkaldte thamzing, som var offentlige klassekampssessioner, der havde til formål at nedbryde de sociale strukturer og traditioner. Tibetanerne blev inddelt i grupper bestående af kapitalister (et begreb som var helt ukendt for tibetanerne), jordbesiddere, aristokrater og høje lamaer, handelsmænd og håndværker, fattige bønder og nomader, livegne, landbrugsarbejdere og tiggere. De to første grupper var fjender af Folket, og de lavere kategorier var de udvalgte, som skulle destruere de højere grupper. Had blev anset som det vigtigste redskab i det kommunistiske våbenarsenal. Alle der havde respekt og position i lokalsamfundet blev offentligt hånet og ydmyget og blev beskyldt for at være undertrykkere og imod socialismen og revolutionen. Folk blev lagt i kæder og slæbt gennem gaderne til offentligt skue. Folk blev tvunget ud af deres huse af kommunisterne for at deltage i begivenhederne.

De kinesiske ”demokratiske reformer” og kollektivisering i det østlige Tibet under Det Store Spring Fremad førte til fornyet opstand i Lhasa. De såkaldte demokratiske reformer omfattede kampagner, som havde til formål at

Smørstatuer foran Maitreya som efter et langt liv som bodhisattva vil komme tilbage til verden måske for at genetablere den tibetanske religion og kultur.

befri de tibetanske livegne og slaver fra det feudale samfund, men i realiteten handlede det om at identificere og undertrykke den tibetanske opposition og få fuld social og politisk kontrol over tibetanerne og deres liv. I 1959 var situationen blevet så tilspidset og håbløs for tibetanerne, at Dalai Lama måtte flygte fra sit Potala palads i Lhasa over bjergene til Indien. Kineserne havde inviteret Dalai Lama til en kulturel ceremoni i Lhasa, og han havde fået strenge ordre om ikke at medbringe sine sikkerhedsfolk. Der var begrundet frygt for, at kineserne ville tage ham til fange ligesom det havde været tilfældet med Panchen Lama og tusindvis af andre lamaer og tibetanere. Tusindvis af tibetanere samledes omkring Potala og Dalai Lamas sommerpalads Norbulingka, så kineserne ikke kunne komme tæt på Dalai Lama. Om natten flygtede Dalai Lama fra Potala forklædt som pilgrim og vandrede med sit følge over Himalaya bjergene til Indien. I dag bor Dalai Lama med sin eksilregering og tusinder af tibetanere i byen Dharamsala i Nordindien.

De fleste klostre i Tibet blev smadret og jævnet med jorden før den syv år lange kinesiske Kulturrevolution blev sat ind i 1966. Allerede i 1965 var der ud af mere end 6000 gompaer og klostre kun nogle ganske få tilbage i Tibet. Formand Maos Kulturrevolution havde til formål at udrydde kultur, traditioner og vaner, og det gik hårdt

Tibetansk buddhisme er verdens måske mest farverige religion.

udover Tibet og den tibetanske befolkning. Det var også i de år, hvor hver eneste borger blev beordret ud for at samle sin ugentlige kvota af døde fluer, lopper, rotter og moskitoer. Mao hadede især gråspurve blandt andet fordi de åd sædekorn. Skolebørn fik til opgave at præsentere deres døde fluer på et bord foran skolelæreren. Da de kinesiske myndigheder gradvist satte kvoterne op, og det blev mere og mere vanskeligt at indfri kvoterne så begyndte skolebørnene selv at avle fluer. Under den kinesiske Kulturrevolution skete det også jævnligt, at munke offentligt blev tvunget til at voldtage nonner.

Rødgardisterne gik fra hus til hus og tvang alle til at købe billeder af Formand Mao, og alle skulle have en kopi af Maos Røde Bog. Tibetanerne blev ofte stoppet på gaden og skulle gentage Formand Maos tanker. Kunne man ikke det, skete det ofte at man blev tilbageholdt og fik tæsk. Mange tibetanerne blev også tvunget til at skifte navn til kinesiske navne, som skulle indeholde en stavelse fra Formand Maos navn. Det blev forbudt at bære de traditionelle tibetanske frisurer og smykker. Alle blomsterpotter blev smadret af rødgardisterne. De tibetanske køkkenting af messing, bronze og kobber skulle erstattes af billige kinesiske kopier. Mange af de værdifulde genstande, som blev konfiskeret i de tibetanske hjem, blev taget af kinesere. De mindre værdifulde genstande blev derefter overdraget til det revolutionerende tibetanske proletariat. Statuer og mange værdifulde genstande blev også bragt ud at Tibet og omsmeltet på smedjer i kinesiske byer. Det socialistiske og klassefrie "paradis" var under opbygning.

Tibetanerne er et meget troende folk og de indre værdier betyder alt i den tibetanske kultur.

Under Det Store Spring Fremad blev tibetanerne organiseret i kommunistiske kommuner, og jorden blev kollektiviseret. Det blev forbudt at dyrke de traditionelle afgrøder. Tibetanerne skulle nu dyrke ris og hvede i stedet for byg, som var bedre egnet til højderne og klimaet. Nomaderne blev også hårdt ramt af den kommunistiske kollektivisering, og mange af deres dyr blev slagtet. Folk måtte ikke længere bede og tænde smørlamper i deres hjem. Kineserne brugte de hellige skrifter som toiletpapir og ”om mani padme hum tegn” som brosten. Omkring 60 % af Tibets litterære skat er blevet destrueret.

Vores tibetanske guide på turen fortalte blandt andet om hvordan det i perioden 1959 - 1975 var strengt forbudt at følge de traditionelle tibetanske himmelske begravelsesritualer. Rinpochere og munke havde ikke lov til at praktisere deres religion, og de måtte under ingen omstændigheder være involveret i velsignelse af afdøde. Vores guide fortalte om hvordan, han havde ondt af de mange tibetanere, der var døde i denne mørke periode, og som ikke havde fået en værdig og ordentlig afsked med den fysiske verden.

Der eksisterer utallige beretninger om, hvordan såkaldte thamzing sessioner ofte endte med, at 5-10 mennesker blev henrettet foran en forfærdet menneskeskare. Der er beretninger om hvordan børn, som ikke var høje nok til at kigge udover siden på lastbilerne, blev kørt af sted til henrettelse sammen med voksne. Et af de værste tilfælde var i 1953, hvor 300 mennesker blev dræbt med nakkeskud i den lille by Doi i det østlige distrikt Amdo. I februar 1956 blev 6000 tibetanere omringet i det lokale kloster i Lithang, og klosteret blev bombet af kinesiske militærfly. 4000 mænd, kvinder og børn blev dræbt, og mange flere blev efterfølgende henrettet. Så sendt som i efteråret 2009 blev mere end 22 tibetanere dræbt i sammenstød med de kinesiske myndigheder, og to tibetanere blev efterfølgende henrettet. Der eksisterer tusindvis af personlige beretninger om de groveste overtrædelser af menneskerettighederne i Tibet. Forleden så vi en udsendelse, som viste de mest forfærdelige scener af kinesiske soldater, som bankede og torturerede tibetanske demonstranter og munke.

Kinesifisering af Tibet. De markante forskelle mellem kinesisk og tibetansk kultur, religion og identitet afspejles unægteligt også i arkitekturen. Gyantse.

Den tibetanske modstandskamp var på sit højeste sidst i 50erne og i begyndelsen af 60erne med støtte fra det amerikanske CIA og andre lande. Det var især de berygtede og krigeriske khampaere, der ledte modstandskampen mod kineserne. Men støtten døde langsomt ud, og mange tibetanere omkom i årene derefter. Der er mange beretninger om hvordan hele landsbyer blev udryddet, og hundredvis blev offentligt henrettet af kinesiske soldater. Korsfæstelser, sønderlemmelse, afhugning af hoveder og skoldning var udbredte torturmetoder i de år. Historier fortæller om hvordan nogle tibetanere på vej til henrettelse råbte ”længe leve Dalai Lama”, hvorefter deres tunger blev revet ud med kødkroge.

Så sent som i 1980 offentliggjorde det kinesiske informationskontor i det tibetanske distrikt Chamdo en basal studieguide, som fortalte om hvordan, religion er en bedøvende gift der bruges af kapitalisterne til at undertrykke Folket. Religion skal stoppes som en blind tro, der er imod lov og revolution. Alle som er medlemmer af kommunistpartiet kunne ikke praktisere religion, da dette var i klar modstrid med Forfatningen.


En tibetansk mand på vejen til Lhasa.	Tibetansk kvinde.

En tibetansk kvinde som fylder smørlamper op i et kloster.	Tibetansk kvinde i Lhasa. Efter flere mørke årtier i 60erne og 70erne er det igen blevet tilladt at bære traditionelle tibetanske frisurer, smykker og tøj.

Der blev gennemført massedeportationer til Gulag arbejdslejre, tvangsforflyttet tibetanske børn, gennemført tvangsaborter og sterilisationer samt kollektivisering af jord. Den 29. maj 1989 bekendtgjorde de kinesiske myndigheder, at 18.000 ud af 600.000 tibetanske kvinder i den fødedygtige alder i Tibets Autonome Region frivilligt havde indvilliget i at lade sig sterilisere. Kinesiske læger og sygeplejersker gik og kørte fra landsby til landsby i perioder af 2 til 3 måneder og gennemførte aborter og sterilisationer på stedet. Efter hver tur havde de klaret mere end 2000 operationer. Det skete ofte, at der blev gennemført aborter på kvinder, som var gravide i 3. 4. eller 5. måned. Der er også beretninger om hvordan, klinikker i Lhasa gav nyfødte tibetanske babyer dødelige indsprøjtninger.

Tibet var i de år helt lukket for omverdenen, og den kinesiske propaganda maskine var ganske effektiv. I 60erne og 70erne var der mange i Vesten, som sympatiserede med Kina og Maos regime. De mest progressive vestlige marxist-leninister blev inviterede til Kina på studieture, hvor de hørte om Formand Maos nye verden og kommunismens fortrinligheder. De vestlige politiske pilgrimme og idealister troede på kinesernes klassebaserede version af tibetansk historie og realitet og tog glædeligt hjem og arbejdede videre med at udbrede marxisme og socialisme i Vesten. De vestlige og idealistiske marxister blev brugt til at legitimere Formand Maos og Kinas socialistiske politik, klassekamp og handlinger mod den kinesiske befolkning og de etniske minoriteter i randområderne af Moderlandet.

Senest i september 2010 er der blevet udgivet en ny bog om Formand Mao skrevet af en hollandsk forsker, som dokumenterer hvordan mere end 45 millioner mennesker omkom på fire år alene under Det Store Spring Fremad. Bogen bygger på hidtil ukendte dokumenter fra kinesiske arkiver. Hele Kina, herunder Tibet, blev dengang ramt af omfattende hungersnød, og perioden betragtes i dag som en af verdens største katastrofer gennem tiderne. Det var ikke kun tibetanerne som led, det gjorde også store dele af Kinas egen befolkning og andre etniske minoriteter i randområderne af Moderlandet.

Iagttagere mener, at der i dag i 2010 sidder omkring 3000 religiøse og politiske fanger i fængsler rundt om i Tibet.

Fremtiden for Tibet

Mere end 50 år i eksil har ikke svækket Dalai Lama og hans eksilregering. Men Dalai Lamas fredssøgende middelvej, hvor han tilbyder kineserne suverænitet men øget autonomi, møder ingen forståelse hos kineserne.

Møde mellem det traditionelle og moderne Tibet. Kineserne har investeret milliarder af dollars i moderne infrastruktur i Tibet.

Kineserne er ikke lydhøre over for tibetanske ønsker og synspunkter og mener tværtimod, at de har befriet tibetanerne fra middelalderligt slaveri og feudal undertrykkelse. Kineserne mener, at Dalai Lama og eksilregeringen på fordækt vis forsøger at tilegne sig uafhængighed. Iagttagere påstår, at omkring 1.2 millioner tibetanere forsvandt, blev dræbt, henrettet eller døde af sult under det kinesiske overherredømme og tyranni, men det afvises af den kinesiske regering. Dalai Lama og mange andre mener, at kineserne systematisk undertrykker tibetanerne og deres kultur, religion og sprog. Der har jævnligt været sammenstød mellem de kinesiske myndigheder og tibetanerne siden 50'erne og frem til i dag. Kineserne anerkender noget af kritikken fra menneskerettighedsorganisationer, men mener stadigt, at de har bidraget til at styrke den tibetanske identitet og kultur og har bidraget markant til den økonomiske udvikling i regionen. Tibetanerne mener, at den økonomiske udvikling hovedsageligt er kommet Han kineserne til gode.

En tibetansk dreng.

Dalai Lamas politik og holdning til situationen i Tibet møder en del modstand og frustration blandt mange især yngre tibetanere. De har ikke kendt et uafhængigt og selvstændigt Tibet og mener at deres religiøse leder fører en nyttesløst og naiv politik, som ingen veje fører i forhold til det kinesiske overherredømme. Men selvom der eksisterer politisk uenighed blandt tibetanerne om hvordan, situationen skal gribes an, så nyder Dalai Lama stadig stor respekt blandt alle tibetanere og betragtes som deres ubestridte religiøse og åndelige leder.

I dag er der ingen lande, der åbent stiller spørgsmålstegn ved kinesisk suverænitet over Tibet, og Kina blokerer alle FN resolutioner vedrørende Tibet. Overalt i verden møder den tibetanske frihedsbevægelse, som beskylder Kina for overtrædelse af menneskerettighederne og politisk og religiøs undertrykkelse, dog en vis sympati og forståelse.

Medierne i Tibet kontrolleres af de kinesiske myndigheder, og internettet bliver overvåget og kritiske kommentarer og blogs bliver slettet. Det er også et faktum, at den menige tibetaner er bange for at tale om situationen. Siden 80'erne har kineserne praktiseret en såkaldt ”åben dør politik”, og foretaget store investeringer i regionen. Vurderinger viser, at Kina de seneste ti år har investeret mere end svarende til 350 milliarder kroner i Kinas Tibet. Tibet bebos i dag hovedsageligt af kinesiske tilflyttere.

Tibetansk dreng på vej rundt om Potala med sin bedemølle. Måske vil den tibetanske kultur, religion og identitet i begrænset form overleve det kommunistiske overherredømme.

Nogle observatører mener, at Kina hverken er villig eller i stand til at ændre den kinesiske politik overfor Tibet. Legitimiteten omkring Kinas suverænitet over Tibet er så sensitiv for Kina, at de ikke tillader nogen form for fleksibilitet i forhold til Tibet, herunder en diskussion af hvordan tibetansk autonomi inden for den kinesiske stat skal fortolkes. Kineserne mener ikke, at der er noget politisk spørgsmål i forhold til Tibets status, fordi Tibet ”altid” har været en del af Kina. Der eksisterer ikke noget nationalt spørgsmål i forhold til Tibet. Der er kun tale om sociale forhold og klassekamp for så vidt angår Tibet.

Det centrale tema i den kinesiske propaganda er, at Tibet aldrig har været en nation eller et område adskilt fra Moderlandet. Spørgsmålet om Tibets status er noget som Dalai Lamas klike og lakajer med støtte fra de vestlige imperialister har fundet på. Det gamle Tibet var ”helvede på jord” inden tibetanerne var så heldige at blive befriet af Kommunistpartiet. Siden befrielsen har Tibet og tibetanerne oplevet en social transformation og økonomisk udvikling, og tibetanerne nyder i dag et selvstyre, som det er dem skænket af Kommunistpartie

Trods omfattende kinesisk undertrykkelse, socialistisk uddannelse og massiv propaganda er det dog endnu ikke lykkedes kineserne at overbevise tibetanerne om, at spørgsmålet vedrørende Tibet handler om klassekamp og ulighed mellem over- og underklasser frem for om Kinas illegitime kontrol over Tibet og dets folk.

Selvom Formand Mao og det kinesiske regime har formået at udrydde det meste af den tibetanske kultur, religion og identitet så er tibetanerne stadig et stærkt og stolt folk. Tibet er ikke længere det romantiske Shangri-La omgæret af en eksotisk religion og kultur, og med mennesker der lever for evigt. Tværtimod så er Tibet i dag et grelt eksempel på, hvordan stærke kulturelle og politiske systemer kan opsluge mindre og svage kulturer for derved at gennemtvinge kulturel, religiøs, politisk og økonomisk ensretning og assimilering af oprindelige folk. Trods den politiske udvikling og situation i Tibet er området stadigvæk et af de mest spændende og flotteste områder i Asien.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside