Tilbage til De Berejstes hjemmeside

MIT HJERTE HANG FAST
I DET SYDLIGE AFRIKA.

Tekst og foto af Jørgen Assenholt

Bitch og Bjerre var 2 personer som i min barndom rejste rundt med film fra fjerne kulturer på danske folkeskoler. Det lagde kimen til en enorm interesse for fjerne og primitive kulturer i den store verden. Men at følge i fodsporet af de gamle eventyrere – var en umulighed – dengang i 50-erne.

EPOKE 1:

I 70-erne indbød DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) til en 3 ugers studietur til Ghana. Valget af Ghana skyldtes at Ghana var første land der blev selvstændigt. Lidt af et kulturchok at komme dertil – støjende – farverigt – men utroligt åbne og venlige mennesker.

Vi blev splittet op i tre små grupper efter eget valg – der så selvstændigt skulle rejse rundt. Jeg valgte den mest primitive og længste af turene som via Kumasi – Tamale – bragte os op til Burkino Faso – som er et af Afrikas mest isolerede og fattigste lande. Vi deltog i praktiske workshops til gavn for de enkelte landsbyer. Arbejdsfællesskabet med de lokale gjorde et dybt indtryk på mig.

Vi mødte lokale høvdinge undervejs og sluttede af i hovedstaden Accra – hvor vi sammen med ghanesiske unge var inviteret til et lille party hos præsidenten privat. Det specielle ved hans bolig var at det var en gammel dansk borg fra den tid danskerne var aktive på ”Guldkysten” med bl.a. afskibning af slaver til Dansk Vestindien. Borgen hedder Christiansborg – velbevaret med mange danske symboler. (Borgen kaldes i dag også Osu Castle og er ikke længere residens for landets præsident, red.).

Opholdet skærpede specielt min interesse for Afrika – kunne godt tænke mig at opholde mig i kulturen i længere tid og derved komme tættere ind på livet af afrikanere.

Botswana

EPOKE 2

5 år senere i begyndelsen af 80-erne fik jeg bevilget 3 års orlov fra mit lærerjob på en efterskole for at kunne tage til Afrika – nærmere bestemt Botswana i det sydlige Afrika som domineres af den store Kalahariørken hvor buskmændene holdt til. Skulle være lærer på et lærerseminarium i landets næststørste by Francistown (ca. 35.000 indb.) og havde forberedt mig hjemme fra i det pensum jeg skulle undervise i i matematik.

Overraskelsen var stor da jeg ved ankomsten fik at vide at planerne var lavet om. Normalt blev de frivillige placerede i byer med en rimelig boligstandard. Man havde besluttet at lave et forsøg med at placere én helt ude i bushen uden vand og el – og det blev så mig. Det var i den yderste landsby mod øst – ikke langt fra grænserne til Zimbabwe og Sydafrika.

Jeg var først på kursus i stammesproget – Setswana – et ret svært sprog sammenlignet med Swahili – som jeg undervejs havde stødt på i Tanzania hvor MS har sin modtagelseslejr for Afrika. Skulle undervise på en fattig privatskole – hvor halvdelen af eleverne blev undervist under træer udendørs – da der ikke var penge til lokaler til alle.

Jeg skulle dels føre de ældste elever op til eksamen, dels undervise de lærere der ikke var uddannede. Matematik var det fag der havde den absolut laveste rate af beståede elever, og dumpede man i matematik dumpede man i det hele – lidt af et hårdt skolesystem. Undervisningen foregik på engelsk.

Sammen med en amerikaner var jeg eneste ”blegansigt” i lokalsamfundet. Min nabo var viceforstanderen – som var flygtning fra Sydafrika – og jeg blev hurtigt en del af deres familie og levede med i deres glæder og sorger – og blev hurtig vænnet til at deres ”snack” om aftenen ved bålet var tørrede larver.

Botswana
Jeg havde samme bolig som de lokale lærere – 2 rum uden dør imellem – uden vand og el, og et lille primitivt WC med blik omkring var vi 50 mennesker der var fælles om. Var kun et problem når der var omgangssyge – så måtte man sætte sig bag en lille busk.

Der var godt 50 elever i klasserne. Ved siden af mit job på skolen sagde jeg ja til at hjælpe med primitiv matematik i den nærliggende håndværksbrigade – her foregik undervisningen udenfor min hytte. Min eneste lyskilde i hytten var stearinlys, og det gav lidt øjenproblemer, og desuden smeltede stearinlysene ofte i den værste varme – der var bliktag på hytten.

Senere fik jeg bevilget en gaslampe – som gav et godt lys men forøgede varmen i hytten som i forvejen var høj. Vi havde en del slanger (black mamba + spyttende cobra) + masser af skorpioner så man følte sig aldrig alene.

Var hjemmefra også sportslærer – så via penge jeg fik sendt ned fra mine 3 sportsklubber i Danmark fik jeg lavet et lille primitivt stadion hvor eleverne ryddede et område for tornebuske. Metalstængerne til fodboldmål var ikke lige store så der var en forskel på 1 meter i bredden på de to mål – men pyt – man skiftede jo side halvvejs.

Det primitive stadion betød at vi brød isolationen lidt, idet vi nu kunne deltage i turneringer med naboskoler (op til 100 km væk). Så blev eleverne stuvet på en lastbil i 3 lag og overnattede på den skole de skulle møde – her gik man ikke så meget op i køresikkerhed.

Jeg kom selvsagt tæt ind på de lokales hverdag og deres kultur. De fleste var meget fattige, og tre års tørke gjorde det bestemt ikke bedre – alligevel mødte jeg glade mennesker – med nemt til smil. Utroligt gæstfrie og med et familiemønster og indbyrdes hjælpsomhed som vi herhjemme kunne lære meget af.

Det slog mig ved tilbagekomsten til Danmark at vi er et rigtigt ”brokke-samfund” – trods vores store velstand. Jeg fik ændret syn på utrolig mange ting ved at bo der i tre år – detvar hårdt psykisk at bo i så fremmedartet kultur men det kastede oplevelser for livet af sig.

Kunne ikke få visum til apartheid-styret i Sydafrika – tror de vidste at jeg i min omgangskreds havde mange flytgninge fra Sydafrika. Mod nord var Zimbabwe lige blevet selvstændig med Mugabe som den store befrier. Var deroppe for at fejre deres 1-årsdag i Bulawayo – hvor der på det lokale stadion var vild eufori da Mugabe blev hyldet.

Besøgte Zimbabwe flere gange – det var et rigt land. Beskæmmende at se i dag – hvor Mugabe har kørt landet helt i sænk gennem nepotisme og korruption og det står i skærende kontrast til Sydafrika.

Var virkelig svært at forlade den varme kultur efter 3 år – og de efterfølgende mange år var jeg meget ude og holde foredrag.

Sydafrika: Soweto

EPOKE 3

Nåede desværre ikke at besøge Sydafrika grundet apartheidstyret. Et år efter systemets afskaffelse i 1994 var jeg så heldig at være med i en lille delegation fra DGI (Stor Dansk Folkelig Idrætsorganisation) – som i apartheidtiden plejede humanitære forbindelser til ANC.

Soweto blev valgt som sted fordi det var her at ANC’s mest markante skikkelser boede (Mandela m.fl.) Soweto er en slum-township af værste kaliber med over 2 mio på de ca. 65 km2 og ligger udenfor Johannesburg. Det var her apartheidstyret viste sit grusomme ansigt mest i form af mange dræbte – billedet af den dræbte skoleelev Hector Petersen gik verden rundt.

Vores base var et slags ”medborgerhus” som blev drevet af kirken og indeholdt et lille hostel + undervisningslokaler. Under opholdet mødtes vi med et bredt spektrum af myndighedspersoner (vicepræsidenten Thabo Mbeki – som blev præsident efter Mandela – ministre – borgmesteren i Johannesburg + sportsorganisationer).

Det mest interessante skete dog udenfor det store officielle program. Medborgerhuset var hegnet ind med et højt jerngitter og der sporadiske skudsalver når det var mørkt som mindede os om at det nok var klogt at holde sig indenfor det beskyttende gitter om aftenen.

Sydafrika: Soweto
Der foregik mange ting på centret – der var mange tiltag for at få unge væk fra den store kriminalitet i den fattige slumtownship. Der var dramagrupper – danse-grupper – trommegrupper – kurser i syning + maskinskrivning m.fl. Listede rundt og lyttede og så på.

Med stor begejstring blev jeg budt indenfor, og det var et utroligt engagement fra både undervisere og elever der blev udvist. Specielt blev jeg imponeret over de to undervisere i tromning som var utrolig karismatiske. Aftalte med dem at jeg ville arbejde med planer om kulturbesøg i Danmark når jeg kom hjem.

I Danmark sad jeg på daværende tidspunkt i ”Det Internationale Udvalg” i såvel DGI som i Efterskoleforeningen. Allerede året efter lykkedes det i efterskoleregi at bringe de to undervisere rundt på danske efterskoler i 3 måneder – 1 uge hvert sted – hvor de holdt foredrag, underviste og debatterede med eleverne. Det blev en bragende succes som jeg gentog året efter. Måtte sige nej til mange skoler. Det var chokerende for skolernes elever at erfare hvad de to havde oplevet i Soweto under apartheidtiden.

Deres besøg i Danmark fik også positiv indflydelse på Medborgerhuset i Soweto. De mange avisartikler fra Danmark fik en del donorer til at støtte aktivitetshusets mange aktiviteter. Sidste tre måneders besøg i Danmark omfattede en kombineret danse- og trommegruppe på i alt 6 personer. De havde lavet et show som var utroligt professionelt. De to undervisere har sidenhen været i mange lande som gæstelærere.

Sydafrika: Soweto
Efter tre års besøg i Danmark var der mange lærere og forstandere på danske efterskoler som var interesseret i at se de forhold de kom fra. Så jeg besluttede at lave en studietur derned.

Her skal man lige tænke på at Soweto besøges af turistbusser fra Johannesburg som kører til de berømte steder (Mandelas hus – Hector Petersen Memorial o.lign.) og så ellers tilbage til Johannesburg igen. Turens base blev meget naturligt medborgerhuset.

Valgte at rejse med en lille gruppe af hensyn til sikkerheden. Om dagen blev gruppen delt op i to da vi brugte det lokale minibussystem, og mine to sowetodrenge var en slags bodyguards for de to grupper. Den ene var fra Zulu-stammen, og han formidlede besøg hos den lokale Zulu-høvding og derved blev det muligt at besøge den fattigste del af slummen.

Vi besøgte en børnehave – en slags privat hospice for Aids-ramte (var i mange år tabubelagt i Sydafrika) – små lokale steder for kunsthåndværk – en stor friluftsgudstjeneste med flere tusinde mennesker, hvor prædikanten bragte menneskemassen i vild ekstase, og hvor fællessangen gjorde et dybt indtryk.

Havde besluttet mig for at lave et 24-timers ”homestay” hvor deltagerne 2 og 2 skulle overnatte hos fattige familier. Deltagerne var lidt betænkelige ved at forlade vores sikre base om natten. Men alle besluttede sig til sidst at deltage. Det skulle vise sig at være den største oplevelse på turen.

I det hele taget blev det en tur ingen af deltagerne vil glemme. Sidste aften lavede vi en stor afskedsfest hvor værtsfamilierne også deltog. Det blev en uforglemmelig aften hvor vi skiftedes til at synge for hinanden – heldigvis havde vi forberedt os godt inden.

Det der nok imponerede de lokale mest var at det var alle ”blegansigterne” som efter spisning stod ude i køkkenet og vaskede op – det havde de aldrig oplevet før.

IKKE SÆRT AT MIT HJERTE HÆNGER FAST I DET SYDLIGE AFRIKA.

Sydafrika
Netop denne sommer blev Soweto kendt igen – åbningskampen ved VM i fodbold fandt sted på det nybyggede Stadium i Soweto – som står i skærende kontrast til townshippens slum.

Apartheidsystemets fald har skabt en stor veluddannet sort middelklasse. Mange har valgt at blive i Soweto – så i dag ligger flotte villaer side om side med små faldefærdige huse. En tikkende bombe er der, nemlig de mange fattige der stadig lever i slum og med en udsigtsløs fremtid – det bliver helt sikkert Sydafrikas største udfordring.

80% af befolkningen i SA er sorte. 40% af befolkningen er under fattigdomsgrænsen – fortrinsvis sorte. Men en del hvide føler sig efterhånden pressede. Tidligere var deres hudfarve et sikkert adgangskort til et job. Nu er dette ”sikkerhedsnet” trukket væk.

Det har ellers været imponerende at se hvordan ”Regnbuenationens” forskellige racer lever rimelig fredeligt side om side. Her har Mandela haft sin store betydning – med Mugabe i Zimbabwe som sit grimme modstykke.

Har efterhånden besøgt det sydlige Afrika 9-10 gange og kan varmt anbefale at kombinere Sydafrika med Namibia og Botswana. Cape-området i SA er bare helt fantastik med Garden Route (fra Capetown til Port Elizabeth) som et MUST. Namibia rummer verden flotteste ørken (den røde ørken) + et rigt dyreliv i nord.

Både SA og Namibia har en fantastisk infra-struktur der gør det nemt og sikkert at komme rundt. Desuden er det utrolig billigt at leje bil i begge lande. Som dansker gør det jo heller ikke noget at SA byder på fantastiske bøffer og store vine – til billige penge.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside