Gruppen iklædt rastafarihatte. Lidt turistet måske…… men hva' så?
Norwegian fløj sin første tur til Marrakesh onsdag den 3. november 2010, og på denne jomfrurejse deltog ni bartendere fra Café Globen samt seks ”påhæng”. Den 10. bartender, arrangøren, modtog os i lufthavnen og gav os tre uforglemmelige dage.
Bartendetur til Marrakesh? Det lyder som en vittighed, for det er da ikke lige byen, hvor man pubcrawler og drikker igennem. Er det måske ikke meningen med en bartendertur?
Både ja og nej. Der har været andre ture til bl.a. Tallin, Krakow og Berlin, hvor alkoholprocenten endte med at være betydelig højere end i Marrakesh. På denne tur var vi heldige at vi overhovedet fandt nogle udskænkningssteder - og det var kun i kraft af Ahmed, der kender byen ud og ind.
Frivillig bartender i Café Globen
Så det var ikke primært for øllets skyld vi drog af sted, men for at have en fælles oplevelse som bartendere. Vores café holder sig jo kørende med frivillig arbejdskraft og ildsjæle, fordi vi bare synes det er alle tiders med sådant et mødested i København. Det er sjovt at være bartender, fordi man møder så mange typer mennesker hen over baren. Hører historier. Får ideer og gode råd til næste rejse. Lærer folk at kende på en anden måde, end ved selv at være gæst. Og fordi det for os alle er så forskelligt fra det, vi normalt beskæftiger os med.
Oftest står man alene i baren, og mange af de andre bartendere, ens ”kolleger”, møder man måske kun til bartendermøderne, til foredrag eller til landefesterne. Så for at ryste os bedre sammen og give os lidt ”korpsånd”, bliver der af og til taget initiativ til en bartendertur på tre dage.
Et enormt badekar i marrokansk stil kan let rumme fire fjollede medlemmer af klubben, der vil tilføje et nyt land til deres cv.
Med Ahmed som rejseleder
Ahmed, selv marokkaner, havde spottet at Norwegian havde første tur til Marrakesh for ca. 1400 kr, så han tog initiativet, organiserede turen og var vores rejseleder. Og hold da op, hvor vi bare blev ført rundt. Alt var tilrettelagt, ikke noget med at finde hotel selv eller prutte om prisen på en hestevogn. Det ordnede Ahmed. Vi individuelle berejste, der normalt skal klare det hele selv, kunne få helt smag for at få tingene serveret og bare følge trop.
Ahmed mødte os som sagt i lufthavnen og vi blev installeret midt i souquen i et lille fransk/marokkansk hotel, Riad Maison Do, som var meget smukt indrettet og med en stor tagterrasse, hvor vi spiste morgenmad. Desuden var personalet meget imødekommende og ikke blege for at sørge for den lokale rødvin. Hvad hotellet selvfølgelig ikke kunne gøre for var, at de var ved at reparere kloaksystemet udenfor, så det var med livet som indsats - og helst ædru - at man balancerede hen til indgangen ad nogle brædder over et meget dybt hul. Og hvis man ikke var ædru blev man det hurtigt af stanken, der steg op.
Og så gik det ellers slag i slag rundt i den flotte by ved foden af Atlasbjergene. For mange var det ”nyt land”, for nogle genkendelsens glæde. Ud til Jardin Majorelle, en enestående flot have med kaktus i alle variationer og hvor der er et mindested for den kendte franske modeskaber Yves Saint Laurent, hvis aske ligger spredt ud i haven i hans villa i Marrakesh.
Dagen efter i hestevogn, sådan lidt gruppeturistagtigt, ud til Jardin de la Menara, med et kæmpe bassin og en pavillon bygget til sultanen og hans harem.
Udenfor området stod der en mand og solgte tingel-tangel, deriblandt ”rastafarihatte”. Og han fik sig nok noget af en overraskelse, da vi efter en del ”prutten” købte 16 styk, som skal bruges til vores kommende Jamaicafest i caféen.
På tredjedagen gik turen op til Oukaimeden, et skisportsted i bjergene, i lejet minibus. Ad snoede veje forbi berberlandsbyer og langs vejen et hav af lerkrukker og tæpper til salg. Det er helt uforståeligt, hvem der køber alle disse varer, for vi så næsten ikke et øje. Dvs. indtil bussen standsede. Om det så var ”in the middle of nowhere” for at tage fotos, så stod der i løbet af ingen tid en smykkesælger. Enten som skudt op af jorden eller fræsende på en knallert.
Et af mange pottemagerier på vejen op i Atlasbjergene.
Hovedattraktionen er og bliver selvfølgelig den yderst særprægede plads Djema El Fna - de dødes plads - hvor kriminelle før i tiden blev henrettet. Her sker noget hele tiden, men først efter solnedgang går løjerne rigtig i gang med slangetæmmere, historiefortællere, orkestre, dresserede aber og masser af madboder, hvor man på lange bænke kan indtage alt fra snegle til kandiserede kager - kun lidt forstyrret af lommetørklæde- og makronsælgende børn.
Og hvad så med drikkevarerne? Det er trods alt en bartendertur, så det lokale øl og den lokale vin skal jo smages. På de allerfleste restauranter blev der indtaget frugtdrikke eller sodavand til maden. Men med Ahmed som anfører fandt vi jo de listige steder, enten på hotellerne eller i skumle sidegader. Og så blev der smagt på den marokkanske øl Flag.
I princippet må hotellerne og barerne ikke sælge alkohol til marokkanere - kun til de vantro turister. Derfor drikker marokkanerne altid deres øl eller vin meget hurtigt, hvis der nu skulle blive razzia. De kan i princippet også løbe fra regningen, for baren kan jo ikke anmelde noget ulovligt til politiet!
Der er dog lindring at hente i CARREFOUR, et kæmpe varehus i udkanten af byen. Her er der en alkoholafdeling, hvor man kan forsyne sig og så drikke hjemme.
Den sidste aften blev der på vores hotel indtaget rigeligt af den lokale rødvin til et overdådigt måltid af couscous med kylling og figner med lam, så stemningen blev ret animeret og en bartendertur værdig. Vi fik også et lille tryllenummer. Den gode Per Danielsen havde af en ”tryllekunster” på Djema Al Fna lært at trylle vand om til vin, hvorefter han næste morgen gav et nummer til morgenmaden, hvor han tryllede vand om til Gl. Dansk. Og pokker om han ikke til vores festmåltid og under store klapsalver også kunne trylle vand om til vodka!
Inden måltidet og stadig nogenlunde ædru, men fjollede, blev fire medlemmer, der skulle have ”nyt land”, fotograferet i et kæmpe badekar med drinks og telefonbruser for øret - det skulle kunne gøre det ud for et postkort, mente de.
I det hele taget var det længe siden at de fleste havde grint så meget. Og det var ikke kun under indflydelse af alkohol. Stemningen var i top fra morgenstunden, rejsefortællingerne og røverhistorierne mange og ikke mindst Ahmeds gode råd om, hvordan man ”prutter”, fik tårerne frem, da de var blevet afprøvet af et par forsigtige piger, der syntes det var lidt pinligt at gå så langt ned i pris. Hvis den forlangte pris er over 100 Dirham (70 kr), så byd 10% af prisen - er den under 100 så byd 40%. Sådan! Og det virkede!
Næste dag var lørdag og hjemtur for ni i gruppen. To i gruppen tog op i Atlasbjergene og fire tog med Ahmed sydpå til Agadir, hvor vi blev inviteret til dejlig frokost hos hans mor. Ahmed og to i gruppen blev i Agadir, og jeg tog med et ”påhæng” langs kysten op til Essaouira i nogle dage. En skøn by, og en god afslutning på bartenderturen, som helt sikkert ikke bliver den sidste af slagsen.
