Fårehjerne og en sej tennisbold
af Ann Kledal
Vi er i Spanien for første gang - jeg og Lone - ikke mere end 20 somre og uden at kunne mange ord spansk.
En dag sidder vi i en lille landsby på den lokale kro og kigger i menukortet, der lige så godt kunne være på kinesisk. Men så kommer krofatter os til undsætning. ”Especial, especial”, siger han og peger på en ret. Det forstår vi og tænker ”Skik følge eller land fly”. Vores ordforråd rækker ikke til flere forespørgsler, så vi nikker og smiler.
Og ind kommer et fårehoved med tænder og øjne, og i toppen skvulper hjernemassen, som netop er denne egns specialitet. Og så sker det pinlige! Vi begynder at grine, vi holder os for maven, tårerne løber, vi kan slet ikke stoppe. Hver gang vi ser på hinanden, begynder vi igen. Der er kun ét at gøre! Betale hurtigt - og flygte.
Mange somre senere i 2000 kommer jeg til Cuba, og her indtager jeg et måltid, der også får lattermusklerne på overarbejde.
Min kollega Pia er gået kold herhjemme og benytter sidste udkald til at søge ”uddannelsesorlov” for at lære spansk og danse salsa på Cuba. Hun drager af sted et år, og jeg tager ud og besøger hende, og vi havner på et tidspunkt i Trinidad. Her foreslår Pia, at vi går på pesos-restaurant ligesom cubanerne. Pia har nemlig et studenter ”carnet” og må betale i pesos, hvorimod jeg som turist må punge ud med det samme beløb i dollar. Men, men…..hun har ”lånt” en dansk venindes ”carnet” til mig, og skønt veninden er blond og blåøjet og jeg det modsatte, går den lige ind!
Så vi finder en udefra set pæn restaurant, hvor vi viser vores carnet og bliver lukket ind. Der er højt til loftet med krystallysekroner, og et orkester spiller i hjørnet. Vi bliver placeret ved et fint dækket bord med plettet dug, og rundt om os sidder kun cubanere, der sikkert undrer sig over, hvad vi dog laver der, vi, der kan spise på bedre restauranter og betale i dollars! Men vi ved jo heller ikke, hvad der venter os.
En tjener slentrer hen til vores bord, og vi bestiller vores mad. Vi starter med en sort bønnesuppe til 12 p = 48 øre. Den ser uhyre uspiselig ud - hvilket den også er. Som hovedret bestiller vi pommes frites, hvidkålsstuvning, tomatsalt og et stykke svinekød ”A la Uruguay”.
Ind kommer en kagetallerken med ti små fritter til hver - de sidste de har - og en kødbolle som en tennisbold. Ingen hvidkålsstuvning, kun en håndfuld rå, snittet hvidkål! Ingen tomatsalat - den glemte de. Dertil orangejuice, spædet op med halvt vand!
Noget af et pauvert måltid, men måske er kødbollen A la Uruguay lækker? Not!
Vi får skåret bollen i stykker. Den består af presset dåsesvinekød med en sej ost indeni og rullet i rasp. Hvad Uruguay så end har med det at gøre? Det lykkes os med gaflen at fiske en ”streng” af osten et godt stykke op i luften som en elastik for derefter at lade den svuppe tilbage i bollen under krampeagtige latteranfald og tårer i øjnene, som får mig til at mindes fårehjernen. Det begynder at blive pinligt! Både ost og kød er total sejt, ja uspiseligt. Vi lader den rå hvidkål ligge, spiser de ti fritter og sætter vores lid til desserten.
Der er mange desserter på kortet, og vi bestiller en kokosdessert. ”Med eller uden ost? ” spørger tjeneren gud hjælpe mig. Tak, uden! Og en kaffe og en te!
Efter tyve minutter kommer tjeneren tilbage. Desværre - ikke flere desserter i dag, overhovedet! Hverken med eller uden ost! Men kaffen kommer - kold. Og teen smager af erstatningskaffe, hvilket den muligvis også er!
Så kommer regningen. 65 p = 26 kr! Det er garanteret forkert, siger Pia - Cubaeksperten. Og ganske rigtigt. Punkt for punkt gennemgår vi den. Ud af 8 poster er 7 forkerte. Resten er der lagt på. Så vi ender med 19 kr. eller 20 pesos for meget, som sikkert deles i porten. Bliver tjeneren flov? Ikke spor, men sikkert ærgerlig over at den ikke gik.
Men da underholdningsværdien har været i top, giver vi alligevel én dollar i drikkepenge! Og går sultne hjem på værelset og spiser, hvad vi har - tørt brød med et glas rom til!
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
