Møde med fortiden
Ann Kledal
Jamen, der står han, min far, skovrideren, iført jungleuniform - bredskygget hat, støvler og kakifarvede knæshorts, midt i junglen, skuende ud over sin arbejdsplads - de uendelige teakskove i Nordsiam, samt elefanter, kulier, primitive hytter og tjenestefolk. På et andet billede er han gengivet med en dansk kompagnons to unge døtre, Boonynang og Amporn. Billederne er lige blevet taget ud af en skuffe i Amporns hytte, hvor de har ligget i næsten 40 år. Som et minde om min far. Jeg og min bror får gåsehud og våde øjne og stirrer vantro på billederne. Nu ved vi helt sikkert, at han har levet et liv her, længe før, der overhovedet var tænkt på os.
Min fars voksne liv faldt groft sagt i tre dele. Den første varer 14 år - sendt ud af ØK i 1927, som 30-årig forstkandidat til det nordlige Siam, hvor han med ganske få andre hvide skal bygge broer, jernbaner og fælde teaktræ og få det fragtet ned ad floden til Bangkok. Alene i junglen, kun afbrudt af ture til Bangkok og orlov hvert tredje år.
Den anden varer fire år. I 1941 er han på orlov i Australien, men kan ikke vende tilbage, da japanerne nu er i Siam. Han er 44 år, for gammel til at blive soldat, men så snyder han sig 4 år yngre og bliver australsk soldat. Kæmper mod japanerne på Ny Guinea og overlever, heldigvis for os.
Den tredje varer resten af livet. For i 1945 møder han min mor, skotte og kaptajn i Royal Air Force, 23 år yngre og sendt til Ceylon, da krigen jo ikke er slut i Østen. De bliver gift i Bangkok, får mig, og returnerer til Danmark efter et år - med dampskib, hvilket varer seks uger. Derefter et helt almindeligt familieliv med kone, tre børn og kontorarbejde.
Som barn er ens far jo bare en far. Går på arbejde, kommer hjem, læser godnathistorie, roser og riser. At han skulle have levet noget andet slags liv, fatter man ikke. Men efterhånden aner man, at han er noget ældre end andre fædre, og som årene går, dukker flere og flere historier op om årene i Østen. Og så er der masser af albums med små sort-hvide fotos af far til hest, far med en masse elefanter, far med andre damer end mor (i sarong og af en anden kulør), far som forbinder en kuli, der er blevet trampet halvt ihjel af en gal elefant, far ved floden med tømmer og far med en gin på terrassen, omgivet af sin hund og tjenestefolk. Er det virkelig den samme mand, som står i køkkenet og smører sin madpakke med leverpostej og ost hver morgen?
Det er stadig meget uvirkeligt. Men han lærer os at tælle til ti på siamesisk, som en remse - nøng, song, sam, ……, så han må jo have været der! Og han viser os den bog, han lærte siamesisk efter fra 1913, som er fuld af brugbare sætninger som: ”Boy, do not be so careless, Wipe the glasses and make them shine, He is a lazy man, no one wants him” og mere af samme skuffe. Sådan fødes en imperialist. Bogen er ét af mine klenodier!
I 1972 rejser min bror til Østen og rejser rundt i flere år. En dag får jeg et brev om, at han vil rejse til Thailand og se de steder, vores far har været. Vil jeg med? Selvfølgelig! Opleve de eksotiske steder, vi har hørt om og set på billeder. Der er kun den hage, at jeg har en datter på 9 måneder, men hun bliver hjemme hos faren, og jeg flyver til Singapore med influenza. Vinterbleg og syg sidder jeg nervøs på en bænk uden for lufthavnen og indånder Østen for første gang. Ingen bror, ingen mobiltelefon! En time senere dukker han endelig op i en cykelrickshaw, og vores rejse kan begynde. Op gennem Malaysia, sove på stranden i Penang og så til Ban Don (Surat Thani), hvor jeg tilbringer det første år af mit liv, mens min far afvikler sine ØK-affærer. Men vi finder ingen spor af vores far. Videre til Hua Hin, hvor jeg er undfanget på selveste bryllupsnatten, så til Bangkok og så ad mange omveje for at ende i Prae.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside