Ligbrænding er "business as usual". Ingen afskedsscener eller grædende pårørende, da tårer er dårligt for sjælen, når den forlader legemet. Kvinder kremeres i deres brudesari.
”Ja, jeg forstår godt at du alene skal forsørge 30 mennesker i din landsby, at dette tæppe er unikt og et enestående billigt tilbud, men jeg skal altså ikke have det”. Godt forsøgt, alle skal jo overleve - især i Indien.
Mere irriterende er det, når man hos en mindre travel agent bliver konfronteret med ”Flybilletten er desværre steget med 50$ siden sidste uge, hvor du bestilte den - grundet ditten og datten”. Og man ved det er løgn, men orker ikke at gå et andet sted hen. Og når man aftaler en pris med rickshaw eller taxi og de ALTID prøver at få mere, skønt man allerede har betalt langt over inderpris.
Et kæmpebrag
Det er marts 2005, og jeg er i Indien for første gang. Jeg har rejst meget i Østen og er forberedt på lidt af hvert. Det er jo det sjove ved at rejse på egen hånd. Jeg synes jeg er blevet ret god til at have antennerne ude og ikke være for naiv. Og stadig rejse med åbent sind og have tillid til folk.
Jeg tager toget alene fra Delhi til Varanasi, hvor jeg ankommer tidligt næste morgen. Jeg læser i Lonely Planet i afsnittet ”Dangers and Annoyances” om hvilke fælder, der venter én. Der findes en del ”persistent touts and predatory rickshaw-wallahs” står der, og videre ”ignore nonsens from rickshaw drivers about your hotel being closed or burnt down” og ”be firm and persistent” og mere af samme skuffe.
Så ”firm and persistent” tager jeg en rickshaw til et hotel ved The Ghats. Efter en hård togtur på 2. klasse lægger jeg mig ved 15 tiden for at få en lur. En halv time efter lyder der et kæmpe brag lige ved siden af hotellet. Nå, tænker jeg, de er nok i gang med en af deres utallige festivals og fyrer noget ulovligt fyrværkeri af.
Jeg står op og slendrer ned mod Manikarnika - eller Burning Ghat - for at se på ligbrændingen. På vejen bliver jeg passet op af en mand, der spørger, om jeg har hørt eksplosionen. Det viser sig at være en gaskedel, der eksploderede og dræbte mindst syv - heriblandt en turist - og sårede flere. 100 m fra mit hotel. Jeg bliver ret rystet, for jeg kunne selv have været der, hvis jeg ikke skulle hvile.
Ligbålet tændes
Manden slår følge med mig og fortæller mere om eksplosionen. Han taler rimelig godt engelsk og jeg sænker paraderne og suger til mig. Nede ved Ghat'en er de allerede ved at lave det første ligbål til et af ofrene, der døde mindre end en time før. Ældste søn er i hast blevet opsporet, bragt derned, blevet kronraget, iført hvidt klæde og chokeret ført ned til bålet. Selv efter indiske forhold er det et drama, og det følges af hundredvis af mennesker.
Min ”guide” fortæller hvor dyrt et ligbål er. Træet skal fragtes dertil, og der skal buges 250 kg à 150 rupee kiloet. Altså 5000 kr! En svimlende sum, som de fattige ikke har råd til.
Her burde min sunde fornuft have sat ind - det kunne simpelthen ikke passe. Det er jo flere årslønninger. Men nej - situationen taget i betragtning æder jeg det hele. Derfor, fortæller han, er han ansat til at bede turister give en ”donation” til et hospital for fattige døende, som ligger lige derhenne. Han peger på et faldefærdigt hus, der overhovedet ikke ligner et hospital, men hvad ved jeg? Jeg bliver ført hen til en gammel kvinde, der sidder i døren og modtager ”donations”, som højtideligt bliver ført ind i en bog. 400 rupees giver jeg og får en velsignelse!
Den gamle dame
Jeg kunne have levet i lykkelig uvidenhed om dette snyd og bedrag, hvis ikke jeg havde været på en bådtur på Ganges om aftenen. Jeg viser bådmanden ”hospitalet” og han kigger opgivende på mig og fortæller om ”guiden”, der er hjemløs junkie på ”brown sugar” - altså heroin! Han får turister lokket op til den gamle dame, som velsigner én. Hun får 10 rupee. Resten beholder han selv.
Dagen efter spotter jeg ”guiden”. Jeg løber hen til ham, skælder ud og ønsker ham dårlig karma. Et mindre opløb følger. Jeg forklarer, og en ældre mand siger, at ”guiden” er ”a very bad man”. Da jeg truer med politiet, går ”guiden” skumlende derfra. ”Politiet”, siger manden. Glem alt om det. De ligger lige bag ”hospitalet” og ved alt om, hvad der foregår, for ”guiden” skal aflevere en del af byttet til dem!
