Kilimanjaro - På toppen af Afrika

Tekst : Ina Riber Jakobsen
Foto : Ina Riber Jakobsen og Marianne Nielsen

Drømmen og forberedelserne havde været der længe. Men nu nærmede afrejsen sig med hastige skridt. Konditionen burde være i orden, motivationen var i top og pillerne mod højdesyge var pakket. Nu manglede vi bare bjerget.

Forord

Utrolige flotte udsigt, uanset hvor du befinder dig i Moshi

Endelig! Efter 7-8 timers rumlen i en lille bus fra Nairobi i Kenya ankom vi endelig til Moshi i Tanzania. Min kæreste og jeg var landet to dage tidligere i Nairobi, hvor vi brugte dagene til at gå på opdagelse. Nu var det så Kilimanjaro vi skulle ”opdage”. Moshi er en af de byer, hvor mange rejsende tager til, før de skal af sted på safari eller på Kilimanjaro. Vi havde bestemt os, at vi ville bruge to dage her, inden vi ville forsøge at bestige Kilimanjaro. Dog skulle vi først have købt os et seksdages trek hos en turoperatør. Og det skulle også vise sig, at der sandelig var udbydere nok. Der var stakkevis af trekkingbureauer og folk, der prøvede at sælge os ture på gaden. Vi havde hjemmefra hørt ”Altid køb hos nogle der har et kontor”!! Så vi gik rundt til forskellige bureauer og lugtede hurtigt, at her var de altså også ”sultne” efter dollars. Der var ikke det de ikke kunne tilbyde, og alle andre end dem selv var bare SÅ dårlige. Priserne var absolut heller ikke, som vi havde regnet med.

Da vi havde brugt det meste af første dag på at gå rundt og prøve på at finde det helt rigtig bureau for os, fandt vi endelig et rigtigt godt firma - Kessy Brothers. En hel masse brødre, heraf navnet, som selv tidligere havde arbejdet som guider og bærere på Kilimanjaro. Så de burde da i det mindste vide, hvad det hele handlede om. Der var en kemi, tillid og professionalisme, der kunne mærkes lige med det samme, og så nævnte de ikke på noget tidspunkt noget dårligt om andre bureauer - det kunne vi lide! Så vi købte et seksdages trek på Marangu-ruten, også kaldet cocacola-ruten. Den eneste rute, hvor man kan sove i hytter undervejs.

Afgang mod Kilimanjaro

Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg 5895m . Til venstre ses den snedækkede top Kibo og til højre toppen Mawenzi.

Dagen oprandt, og sommerfuglene i maven var blevet til kluntede elefanter af bare spænding. Vi blev kørt ud til startstedet, Marangu Gate, opnævnt efter den lille landsby Marangu sydøst for bjerget, sammen med vores guide. En køretur på cirka tre kvarter.

Hele vejen derud havde vi det smukkeste udsyn til bjerget. Og tankerne røg gennem hovedet på mig, for det var umuligt at forestille sig, at jeg snart skulle stå deroppe - på toppen af Afrikas højeste bjerg!

Da vi ankom til nationalparken mødtes vi med assistent-guiden og kokken. Alt vores bagage, deres bagage, køkkengrej og mad til seks dage blev pakket om, så hver person i teamet ikke skulle bære mere end cirka femten kilo. Bureauet havde hyret kokken og de to guider. Bærerne hyrede guiden ved indgangen, da der altid står en masse bærere klar til at få et job.

Så efter indskrivningen lige før middag drog vi af sted. Gruppen kom til at bestå af guide, assistent-guide, kok, fire bærere, min kæreste og jeg.

Afsted mod Mandara hut

Vi startede ud fra 1.900 meters højde og vandrede på pæne grus- og jordstier op gennem tropisk regnskov. Der var godt lummert, og jeg tænkte mange gange, at bare det nu ikke ville begynde at regne. For så ville vi unægtelig begynde at skøjte rundt. Der var cirka otte kilometer at gå den første dag, og vi lagde strategien allerede her. ”Pole pole” - det betyder ”langsom langsom” på swahili. Det er det første ord man lærer på swahili, da guiden og alle andre guider du møder siger det til dig. Det gælder virkelig om at stige langsomt op, så kroppen kan vænne sig til det tynde luftlag. Det er uanset om man er eliteudøver eller almindelig trekker.

Turen op gennem regnskoven er ganske smuk. Man møder mange flotte blomster, vandfald og vilde aber undervejs. Af og til mødte vi trætte folk på vej ned med enten sammenbidte stenansigter eller kæmpe smil.

Efter 3-4 timer ankom vi til Maranda Hut (2.720 m). Vi var lidt brugte, men på en dejlig måde. Efter vi blev indskrevet i lejren, fik vi anvist en lille hytte med fire sovepladser, som vi skulle dele med to franskmænd. Kort efter kom vores ene bærer, som også skulle agere ”tjener” på turen, med et vaskefad med varmt vand, og beskeden om, at der var te klar i spisehytten! Fornemt! I spisehytten var der dækket op med dug, te, kaffe og frisklavede popcorn. Det med dugen skulle vise sig at være ret praktisk til resten af turen. Alle grupper havde hver deres farve dug, og derved kunne man altid finde hen til det rigtige bord, hvor ens kok havde lavet mad og dækket op.

Så skulle der hviles inden vi skulle ud at gå igen. Vi gik cirka 875 meter op til Mauindi krateret. Det at gå lidt op og så sove længere nede medvirker til, at kroppen bliver bedre akklimatiseret.

Da vi kom ned igen, var aftensmaden klar. Tre retter mad. Suppe, hovedret og frugt. Der mangledes virkelig ikke noget. Efter maden kom guiden Paul, så vi kunne snakke om dagen der var gået og dagen i morgen.

Turen op gennem skyerne

Oversigtstavle over de forskellige stop på Marangu ruten, også kaldet coca cola-ruten

Næste morgen blev vi vækket kl. 6:30 - gaab!! Man sover altid så godt, når man leger spejder. Dustany - vores ”tjener - stod og bankede på. Han havde en kande te og to kopper med. ”Det er til at vågne på” sagde han. Sådan! Sikke en service. En halv time senere kom han igen, med det varme vaskefad, og med besked om, at klokken 7:30 var morgenmaden klar!

Efter morgenmad var der afgang mod Horombo Hut (3.700m), en tur på 11½ km. og en stigning på 1.000 højdemeter. Kokken og bærerne gik senere end os, men overhalede os undervejs med sådan en fart. Imponerende så hurtig de går med tasker, gryder og dunke på hovedet. Vi var meget glade for, at vi ikke havde taget så meget privat bagage med på turen. Vi fortsatte med vores langsomme tempo. Turen mod Horombo Hut var jævnt hård. Landskabet ændrede sig langsomt fra at være grønt og frodigt til at være mere hedeagtigt. Der blev køligere, og vi gik langsomt op gennem skyerne.

Ved 14-tiden - cirka seks timer senere - ankom vi til lejren. Her var koldt, men liv og glade dage. Det er en stor lejr, da mange grupper bruger den på både op- og nedturen. Der var en helt speciel stemning her. Vi blev igen registreret og kom til at dele hytte med to nordmænd, der skulle mod toppen næste dag. Vi skulle blive her i to nætter for at akklimatisere. Resten af dagen her blev brugt til eftermiddagste, afslapning, aftensmad og tidligt i seng. Vi havde ikke svært ved at finde soveposerne denne dag.

Akklimatiseringsdag

Halvvejs mellem de forskellige lejre, er der opstillet toiletter. Det er et hul i jorden og ikke andet.

Vi blev vækket til en flot solskinsdag og nød morgenteen ude i solen. Dog kunne vi stadig se frosten i græsset. Det var en herlig morgen!

Efter morgenmaden begav vi os til Zebra Rocks i 4.000 meter, en tur på cirka 7½ km. Det føltes ikke så hårdt som dagen før. Dog var vejen derop lidt sværere at gå på, da det var store og små sten man gik på, så man skulle passe meget på ikke at snuble. Her var virkelig flot, både naturen, men også de store klipper. Vi tilbragte nogen tid deroppe for tilvænningens skyld. Vi var begyndt at komme bedre ind på livet af vores guider Paul og Essam, så nu diskuterede vi meningen med livet, med de flotteste kulisser i baggrunden.

Da vi vendte tilbage til lejren, var der frokost. Det var jo næsten som et hotelophold. Maden var fin efter omstændighederne. Hørte dog fra andre, at man ikke skulle se, hvor maden blev tilberedt. Kokkene fra de forskellige grupper havde i hver lejr et fælles køkken, som ikke skulle være så hygiejnisk. Men skidt, maden smagt i hvert fald godt og blev indtaget med velbehag. Så skulle der slappes af, og efter aftensmaden trak vi os tilbage til hytten, som vi nu havde for os selv. Der var godt koldt i disse højder, så skiundertøj, tykke strømper og huen blev på natten over.

”Nye venner” fra Kasakstan

Denne fjerde dag var den mest spændende. Det var den dag, vi havde hørt mest om fra andre, og den dag jeg glædede mig allermest til. Ved Horombo ´Hut så vi en pige blive evakueret. Der er et redningshold i hver lejr. Noget af prisen på turen går til dette redningshold. Bliver man skadet eller får højdesyge, så gælder det bare om at komme ned i en fart.

Efter et solidt morgenmåltid begav vi os af sted fra Horombo Hut til den sidste lejr på Kilimanjaro Kibu hut (4.700 m). Turen derop var 9-10 km. og rimeligt hård. Landskabet så nu mere goldt og øde ud. Det lignede nu mere et månelandskab. Det gik selvfølgelig en del op og ned, men især strækningen, der kaldes ” The Saddle”, føltes hård. Det er en lang strækning mellem de to toppe Mawenzi og Kibo, hvor der ingen læ er. Vinden går lige gennem marv og ben. Den ser ikke stejl ud på nogen måde, men det går jævnt op, og her mærker man tydeligere de tyndere luftlag.

Vi ankom til Kibo Hut efter seks timer. Mange gør turen hurtigere, men vi var stadig helt enige om, at vi bare ikke måtte gå hurtigt. Det ville være ærgerligt at få højdesyge så tæt på. Her i Kibo Hut begynder mange at få kvalme og hovedpine. Et typisk tegn på højdesyge. I disse højder er der også kun halvt så meget ilt i luften, som man er vant til. Vi fik anvist køjesenge i tolvmands stuer. Vi havde hørt, at det var bedst at få så meget søvn som muligt, da nattesøvnen her blev sprunget over.

Inde på vores stue sad fire Kasakstanere og deres guide. De plaprede løs på russisk. Vi havde set dem flere gange undervejs. Vi hoppede direkte i poserne og var klar til at putte ørepropperne i, da de begyndte at råbe ad os. Nej nej, vi måtte ikke begynde at sove. Det var det dummeste vi kunne gøre. Nu skulle vi sætte os ned til dem og få noget te. Og så begyndte de ellers at fortælle om deres erfaringer. Det viste sig, at de faktisk var ret erfarne bjergbestigere, som var på en ”lille” tur, og den ene havde været på toppen af Mt. Everest ikke mindre end fem gange. De fortalte, at hvis man holdt sig i gang i stedet for at sove, så ville kroppen bedre optage den sparsomme ilt, og man akklimatiseredes nemmere. Dette var deres budskab. Så vi sluttede os til dem og fik en rigtig hyggelig dag.

Opstigningen

Sidste lejr Kibo hut, inden opstigningen. Stien ses som en mørk stribe til venstre i billedet.

Vi blev vækket klokken 22:30 - så havde vi alligevel fået en lille lur på et par timer. Det føltes nu godt. Dustany havde dækket op med te og kiks, men appetitten var der ikke rigtig. Den havde heller ikke været så stor til aftensmaden. Vi fik alt det varme tøj på og pandelamperne sat fast. Paul og Essam tjekkede vores tøj, og Dustany kom med tre liter kogt vand til os hver. Jeg mente nu ikke jeg fik brug for så meget, når nu jeg nok skulle til at fryse. Men jeg tog dem heldigvis med. Lidt før midnat begav vi os af sted med vores to guider. Jeg frøs allerede tæerne - det var et skidt tegn.

Der var den smukkeste nattehimmel! Den var strøget med de klareste stjerner, og der var helt vindstille. Længere væk kunne vi se lysene fra andre gruppers pandelamper, der - langsomt som vi - begav sig opad. Jeg hørte nogle synge og andre råbe. Jeg selv havde nok i at styre min vejrtrækning og sætte det ene ben foran det andet.

Jeg aner ikke, hvor længe vi havde vandret, eller hvor langt vi var nået. Jeg begyndte så småt at få en krise. Ikke i benene, de var ”kun” tunge, når de skulle i gang igen efter de små pauser vi holdt. Men vejrtrækningen var imponerende svær. Jeg vidste det godt på forhånd. Der er jo meget lidt ilt i disse højder. Men alligevel, 3 - 4 skridt og jeg pustede som bare pokker. Kvalmen havde jeg dog snart vænnet mig til. Den havde ledsaget mig siden vi forlod Kibo Hut. Tæerne havde været frosne den sidste lange stykke tid, faktisk også siden lejren. Heldigvis havde jeg ingen hovedpine, så lidt havde pillerne mod højdesyge nok hjulpet. Men trætheden, som pludselig kom, var så voldsom, at jeg mest af alt havde lyst til at kaste mig ned og sove på stedet. Jeg vidste ikke hvordan min kæreste bag mig havde det, for vi snakkede ikke sammen. Havde hver især nok i at kæmpe os opad og opad.

Jeg var konstant tør i halsen og måtte igen drikke lidt vand, som i øvrigt var isnende koldt, selvom jeg havde pakket dunken godt ind nede i rygsækken. Jeg fandt min energi-gel frem, som jeg havde hørt så meget godt om. Jeg tænkte, at hvis den skulle gøre nytte, så var tiden vidst kommet. Den virkede i løbet af ingen tid. Om det var indbildning, eller om jeg var så tappet for energi, at det var ren paradis for kroppen, ved jeg ikke. Men fremad gik det, og jeg nød igen det uforglemmelige syn mod nattehimlen.

”Der er ikke langt igen - kom nu Ina” hørte jeg min guide Poul sige. ”Gilman's Point er meget nær”. Jeg kunne ikke få øje på det. Jeg var røget i en mindre krise igen. Jeg var virkelig træt og kæmpede for at holde øjnene åbne. Pludselig, efter lidt kravlen og masen frem, stod jeg endelig ved Gilman's Point i 5.681 meters højde. Stedet hvor mange vender om. Nogle mener dette er toppen, og andre har simpelthen ikke kræfterne til at fortsætte. Jeg var lettet! Min tidsfornemmelse havde været helt væk. Jeg følte ikke, at jeg kom nogen vegne overhovedet, og alligevel havde jeg nu vandret i snart 5½ time.

Her ved Gilman's Point sad vores Kasakstanske venner allerede og drak varm te!! Jeg fattede ingenting, de var gået fra lejren halvanden time senere end os. Hold da op - de var virkelig barske. Jeg fik fornyet energi og havde pludselig ikke ro i kroppen til at holde pause her. Lad os komme videre, sagde jeg til guiden. Målet havde for mig hele tiden været Uhuru Peak, som er det højeste punkt. Der var endnu 200 højdemeter, og i hovedet virkede det nu som det rene barnemad. Dog tog det os ikke mindre end halvanden time at nå de cirka 200 højdemeter til Uhuru Peak. Langs kraterkanten var der nu mere vind, og der føg lidt sne. Jeg frøs simpelthen så meget. Mine tæer og fingre var som istapper, men jeg var ligeglad. På lang afstand fik jeg øje på skiltet, der illustrerer Uhuru Peak. Det begyndte at lysne, og jeg fik igen ekstra energi. Jeg overhalede min guide og nærmest løb det sidste stykke.

Endelig nåede vi målet. Jeg gjorde det!! Vi gjorde det!! Jeg glemte straks, hvor hård turen herop havde været, og følte i dette øjeblik kun ren lykke. Følelsen af, at noget så ønsket var lykkedes, var utrolig. Tårerne trillede ned ad kinderne. Jeg blev utrolig stolt af mig selv og af os. Vi stod nu på toppen af Afrikas højeste bjerg - 5.895 meter over havet.

Nedturen

Uhuru Peak, Afrikas absolutte højeste punk 5895m - det tog godt 1,5 time fra Gilman´s point at nå her til. Vores to guider Paul og Essam sammen med min kæreste Dan og jeg.

Det blæste og var hundekoldt. Så det blev kun til et kvarters tid på toppen, hvor vi fik taget de obligatoriske billeder og nød den utroligt smukke solopgang over Afrika. Mange ville nok tænke, ”Al den asen og masen i så mange dage, for kun at få 10-15 minutter på toppen”. Ja - men jeg ville gøre hele om igen, bare for at få den oplevelse en gang til.

Men alting har en ende, og vi skulle nu til at gå ned. Tænk en gang, at man fuldstændig kan glemme, at når man går op, så skal man altså også ned igen. For nu kom trætheden. Nu havde vi nået målet, og så var energien ved at være væk. Men solen var stået op og begyndt at varme. Vi kunne pludselig se, hvor vi havde gået i mørket. Solcremen vi havde smurt på for mange timer siden, var nok uduelig. Og vi havde selvfølgelig ikke tænkt på at tage noget med. For solen er virkelig skrap i disse højder. Så det var bare med at komme ned. Det tog et par timer at komme ned til Kibo Hut, og da var lejren virkelig et velkomment syn. Her fik vi dog kun to timer, hvor vi fik lidt at spise og en kort lur, inden turen gik videre de 9½ km. ned til Horombo Hut. Det var ikke det vi havde allermest lyst til.

Det gik jævnt stærkt ned ad, og da vi kom ned til Horombo Hut, var vi godt trætte. Vi var - siden i går morges og indtil denne eftermiddag - gået fra 3.700 meter til 5.795 meter og ned til 3.700 meter igen, i alt 26 kilometer med kun tre timers søvn. Det er noget, der rykker i kroppen. Man kunne nu også se, hvor forbrændt jeg var blevet i hovedet. Der var ingen tvivl blandt de andre i lejren, som var på vej opad, at jeg havde nået toppen.

Her i lejren skulle vi tilbringe vores sidste nat på bjerget. Vi delte hytte med en canadier og en italiener, men vi fik nu ikke noget socialt ud af det, for vi var meget trætte. Vi lavede ingenting her andet end at spise og sove. Kasakstanerne bød os ellers på vodka i deres hytte, men vi takkede nej, da vi nok ellers ville have dinglet noget omkring.

Den næste morgen, den allersidste dag, gik vi fra Horombo Hut direkte til Marangu Gate, fra 3.700 meter til 1.800 meter - en tur på i alt 19½ km. Vi var enige om, at vi bare ville give den gas og komme ned i en fart. Vi gik ned på 4½ time, og kvalmen fulgte mig faktisk helt i mål. Vi var totalt ”høje”, da vi kom ned, og glemte alt om at strække ud (hvilket vi led under en hel uge efter). Vi fik vores diplom med tid og dato for, hvornår vi nåede Uhuru Peak, og herefter gjaldt det om at komme tilbage til hotellet og få et langt bad.

Det var en fantastisk oplevelse, som også teamet af guider, kok og bærere bidrog til. Vi har nu fået blod på tanden, og nogle af badeferierne vil nok i fremtiden blive udskiftet med aktive ferier.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside