Mit møde med Mau Mau-frihedskæmperne

Tekst: Kirstine Lindberg; foto: Troels Jespersen

Fodsoldat Njogu Murage ved et bord på sin mark. Flere og flere nysgerrige naboer kom til mens vi interviewede ham

I tolden blev vi spurgt, om vores formål med rejsen, og vi svarede, at vi var turister. Jeg tænkte på, at professionelle journalister er beskyttet via regler og internationale aftaler, hvis der sker dem noget. Men hvis det blev opdaget, at vi var ”undercover” journalist og fotograf, - og havde løjet om vores formål - ja, så var der vist ikke nogen kære mor...

Vinteraften på Vesterbro
En kedelig vinteraften på Vesterbro gik jeg på café. Fik øje på en afrikaner og sagde hej, hvor kommer du fra? Kenya, sagde han. Så giver jeg en øl, for jeg har lige afleveret en opgave til universitetet om dit lands kamp for selvstændighed. Han hed Ngugi Mbugua og ejede et safariselskab i Nairobi. Vi aftalte, at han skulle komme hjem til mig næste morgen for at drikke te og se min opgave, som jeg heldigvis havde skrevet på engelsk.

Næste dag sad vi i mit køkken og drak te. Han fortalte mig, at hans far også havde været frihedskæmper. Så kom min mand, Troels, hjem fra sit billedhuggerværksted. Ngugi sagde til Troels, at han var meget imponeret over min viden om frihedskampen i Kenya, faktisk mente Ngugi, at jeg vidste mere end han selv gjorde. Ngugi fortalte os, at før han blev direktør i sit eget safariselskab, havde han været journalist, og han kendte flere af de gamle frihedskæmpere. Så i mit køkken på Vesterbro, kom Ngugi med et fantastisk tilbud: Troels og jeg kunne komme til Kenya, og sammen kunne vi tre opsøge og interviewe frihedskæmperne. Ngugi foreslog, at Troels kunne være fotograf, at jeg skulle være journalisten, og selv kunne han både være stifinder, chauffør og tolk. Han tilbød, at han ville tage fjorten dage fri fra direktørstolen, for det her var noget han rigtig gerne ville. Vi udvekslede visitkort, og han tog hjem til Kenya næste dag.

I et halvt år planlagde Troels og jeg vores tur til Kenya. Ngugi sendte os en liste med navne på Mau Mau-frihedskæmpere og hvilke dage vi kunne snakke med dem. Jeg fik fat i adressen på et plejehjem for hvide kvinder i Kenya. Jeg ville opsøge damerne, fordi jeg håbede, at nogen af dem havde oplevet Mau Mau-oprøret. Dagen før vi skulle af sted kom der en mail, hvor Ngugi skrev, at han da rigtig gerne ville have en mobiltelefon. Det ville være praktisk når vi kørte rundt, at han kunne ringe til sin søster Mary, der ville passe hans forretning. Vi fandt en telefon og fik købt et simkort, som burde fungere i Kenya, og vi følte os godt forberedt.

Vi tager til Kenya
Troels og jeg ankom til Kenya 1. december 2000. I vores kufferter havde vi tre kameraer, en hel stak interviewskemaer, og en pæn portion paranoia. I tolden blev vi spurgt om vores formål med rejsen, og vi svarede at vi var turister. Jeg tænkte på, at professionelle journalister er beskyttet via regler og internationale aftaler, hvis der sker dem noget, men, at hvis det blev opdaget at vi var ”undercover” journalist og fotograf, og havde løjet om vores formål, ja så var der vist ikke nogen kære mor...

Ngugi hentede os i lufthavnen. Vi ankom sent om natten og han kørte os til et motel i Nairobi. Lige før vi drejede ned ad vejen til motellet, fangede forlygternes lys en skræmt mand i håndjern, som var ved at blive ført væk af politiet. Velkommen til Kenya, tænkte jeg. Vi drak et par øl med Ngugi og han fik sin telefon. Han var meget skuffet, for den virkede ikke, før simkortet blev aktiveret.

Tidligt næste morgen kom han, og vi kørte hen til hans kontor. Vi mødte søsteren og begyndte planlægningen. Vi fik ringet til plejehjemmet Harrison House og aftalte, at vi kunne komme der dagen efter. Ngugi havde ikke nogen bil, så vi skulle leje bil. Det skulle han nok klare, og han skrev en check og tog af sted. I løbet af et par timer kom han med en fin lille rød Suzuki-landrover. Det undrede mig, at der ikke var en biludlejningsmærkat på bilen, men da jeg nævnte det for Ngugi, kom han med en forklaring, jeg syntes lød ok. Næste dag opsøgte vi plejehjemmet Harrison House. Vi fik lov til at tale med en gammel norsk kvinde, som hed Gerd Jensen. Hun vidste meget lidt om, hvad der var foregået, men syntes det var vældig hyggeligt at have besøg. Før vi tog hen til plejehjemmet, havde vi pakket bilen til den hele store køretur vest om Mount Kenya.

Njogu Murage, chauffør-tolk-og stifinder Ngugi Mbugua, forfatteren, og en af Ngugis venner, som hedder Mathias

On the road
Ngugi havde fået sin telefon til at virke, og det var skønt at køre ud af Nairobi. Landskabet var smukt, og der var en forventningsfuld stemning i bilen. Mens vi kørte af sted, talte vi om frihedskæmperne. De sov om dagen og bekrigede de hvide om natten. De levede af bær og rødder i skovene omkring Mount Kenya. Når en mand eller kvinde havde besluttet sig for at blive frihedskæmper, så skulle de sværge en ed for at blive accepteret af de andre. Den ed de skulle sværge hedder batuni-eden. Batuni, fordi det betyder platoon på kikuyu, altså en ed, så de kunne blive soldater. Jeg ved, at en del af eden lød: hvis der bliver kaldt på mig, så kommer jeg, og at ”blive kaldt på” betød, at man skulle slå de hvide ihjel. I begyndelsen af Mau Mau oprøret i 1956 skar frihedskæmperne halerne af englændernes kvæg for at få dem til at rejse hjem. Senere satte de ild på deres huse eller brød ind og stjal mad og geværer. De begyndte at arrangere sig i små grupper i skovene. De benyttede sig af magi og profeter som forudsagde, om det var en god nat at angribe, eller om de ville have mere held næste nat. De lavede deres egne geværer af træ, bilfjedre og ståltråd. De angreb især hvide, som boede afsides, og slog dem ihjel, ofte med hjælp fra de hvides kokke eller tjenere. De fleste blev hakket ihjel med macheter. Der blev afholdt stormøder i skovene, hvor generalerne planlagde strategi. Mau Mau oprørenes mål var at få alle englændere ud af landet, at få deres jord igen, og få en sort præsident, som skulle styre et uafhængigt Kenya. Deres ord for alt dette er uhuru - swahili for frihed/uafhængighed.

Ndira Kihiuria
Vi kom til en landsby, der hed Karatina. Her skulle vi interviewe Ndira Kihiuria, en af de højest rangerende frihedskæmpere, som er tilbage. Han var Ngugis ven og ejede en duka - swahili for en lille købmandsbutik. Vi fyldte bilen op med te og sukker, så vi havde gaver til alle dem, vi skulle interviewe. Ndira var formand for en Mau Mau-organisation, der samlede penge ind, så de tidligere frihedskæmpere kunne købe deres jord tilbage. Han havde kæmpet i en bataljon under general China. General China havde været en af de sejeste ledere under oprøret. Før interviewet gik i gang, gav vi Ndira te og sukker og Ngugi præsenterede os. Hans kone lavede mad til os, og ville gerne være med til interviewet, men Ndira mente, at det kun var for mænd (og mig, da jeg jo skulle interviewe ham). Han havde et fint fotografi, hvor hele hans enhed var sammen med deres general. General China overlevede krigen, men han syntes ikke, at uafhængigheden opfyldte alt det han havde kæmpet for, så China tog skuffet tilbage til skovene. Når han tog til Nairobi, kritiserede han præsident Kenyatta. China blev skudt af Kenyattas mænd kort efter Kenya fik selvstændighed i 1963. Ndiri gav mig et hæfte med sange, som de plejede at synge for at hylde sig selv og holde moralen høj. Jeg følte mig meget beæret, også selv om sangene er skrevet på kikuyu og jeg derfor ikke forstår dem. Interviewet gik godt, og det var en god start for os. Fra Ndira tog vi videre til en anden tidligere frihedskæmper, som hedder Njogu Murage.

Njogu Murage med familien. Barnet har lige tisset på forfatterens arm. Alle dem vi interviewede fik polaroid billeder af sig selv

Njogu Murage
Vi kørte gennem et smukt landskab og kom til en mark midt i et bakket område, hvor der voksede te. På marken var et lille træhus, og en mand gik rundt mellem sine køer. Vi steg ud af bilen og forklarede, at vi ville interviewe ham. Det ville han gerne, og nogen hentede et bord og nogle stole. Vi satte os ved bordet og riggede vores MP3-afspiller til, og interviewet gik i gang. Hele Njogus familie stod omkring os, og efterhånden kom der også et par naboer. Da jeg spurgte, om han havde slået nogen ihjel, svarede han nej. Men han var blevet såret og viste os arret på sit ene ben. Troels spurgte, om han ikke kunne synge en frihedskæmpersang for os. Pludselig gik han i gang. Jeg forstod ikke sangen, men jeg blev rørt. Inden vi tog af sted, foreslog vi, at vi kunne fotografere ham, og at han kunne beholde fotografiet. Han valgte at stille sig sammen med familien, og så ville han gerne have mig med på billedet, hvor jeg holder et barn på armen, som lige benytter lejligheden til at tisse på min arm. Njogu kendte en anden mand fra krigens tid, så han tog med i bilen for at vise os, hvor manden boede. Njogu introducerede os for manden, som gerne ville snakke med os. Så kørte vi Njogu tilbage, satte ham af og kørte videre til næste interview.

Hos Ngima Wombugu Githinji som sad 7 år i fængsel. Hun udførte strafferabejde hver dag. Manden på fotoet er hendes mand, han var også frihedskæmper

Vi nåede at interviewe syv frihedskæmpere, og en af dem var en kvinde, der havde siddet syv år i fængsel. Vi interviewede også Cephas Kariuki Thuku, som havde lavet et museum han kaldte ”the Kikuyu Peace Museum”, men i virkeligheden var det hans hyldest til frihedskæmperne. Næste dag da vi tog af sted, opdagede vi, at vores kamera var væk. Vi tog tilbage til museet og spurgte, om han havde set vores kamera. ”Ja, det ligger i kommo... øh, nårh nej, det har jeg ikke set...”, så vi tror, at han havde gemt det i sin kommode ... ærgerligt. Vi opsøgte en hvid kvinde, der gav os adresser på to engelske tredjegenerations adelige familier. De fleste dage nåede vi to interviews, og på heldige dage nåede vi at interviewe tre forskellige. Vi interviewede en hvid mand, andengenerations-bonde, som først nægtede at tale med os, fordi han troede jeg var kommunist, men med lidt charme gik han alligevel med til det. Han viste os moderens fotoalbum, hvor døde Mau Mau-frihedskæmpere lå arrangeret på række på jorden. Manden, som ønsker at være anonym, brølede mig ind i øret, at ”døde Mau Mau er gode Mau Mau”. Vi mødte Mirugi Kariuki, en advokat, der fortalte os, at en gruppe tidligere frihedskæmpere havde sagsøgt den engelske regering for seks millioner britiske pund som kompensation for deres lidelser under oprøret. Advokaten mente, at de havde en god chance for at vinde deres søgsmål.

Vi overnattede på motelværelser, som var træskure. Pigerne der arbejdede på motellerne var utroligt søde og lavede mad til os. Når vi vaklede i seng ud på natten, stod de smilende klar til at lave morgenkaffe til os klokken fem om morgenen - og havde endda nået at vaske og stryge vores tøj. Troels og jeg betalte alting, for - ups, Ngugi havde ikke lige nogen penge. En dag blev han ringet op af søsteren, der fortalte, at den check Ngugi havde brugt til at leje bil, var dækningsløs. Vi ringede hjem til noget familie for at få dem til at overføre nogle penge til os. Vi var nødt til at tage tilbage til Nairobi, hvor vi ventede i to dage.

Krisen i Nairobi
Ngugi var sur over, at hans telefon kun virkede tæt på Nairobi, og vi blev mere og mere irriterede over, at vi skulle betale det hele. Desuden var vi trætte, fordi vi sov alt for lidt, og fordi det begyndte at slide på os at, vi sad så mange timer i en bil hver dag. Det gjorde heller ikke situationen bedre, at Ngugi ville have en hvid kone, og at det skulle være mig. Han hånede Troels, og det var ærlig talt ikke det bedste udgangspunkt for vores fælles projekt - og vi var kun halvvejs i programmet. Endelig kom pengene fra Danmark. Nu krævede Ngugi et stort beløb af os som kompensation for ”tabt arbejdsfortjeneste”, for han havde jo taget fri i fjorten dage for at være med på vores Mau Mau tur. Vi var rasende og skændtes så det fløjtede. Jeg argumenterede for, at vi sagtens kunne undvære Ngugi. ”I forstår hverken meru eller embu”, argumentede Ngugi, men jeg mente, at vi sagtens kunne finde nogen, der kunne tolke. Vi havde stadig bilen to uger mere, og Troels mente, at han da kunne køre. Ngugi sagde, at fordi vi var hvide ville politiet hele tiden stoppe os og kræve penge. Troels og jeg var enige om, at her stoppede vores samarbejde. Søsteren Mary mæglede, og på en eller anden måde overtalte hun os til at fortsætte samarbejdet. Jeg ønskede jo også at møde flere frihedskæmpere, og det endte med, at vi betalte Ngugi nogle penge. Vi fyldte bilen op med benzin, te og sukker, og vi opsøgte Alistair Matheson, en pensioneret Press Colonial Officer.

Alistair Matheson viste sig at være en meget interessant mand. Jomo Kenyatta, som blev præsident da Kenya fik selvstændighed, havde siddet i fængsel under størstedelen af Mau Mau oprøret. Da det stod klart, at han var det bedste præsidentemne, blev han undervist i, hvordan man arbejder som præsident. Da han blev løsladt, fløj pressefolk fra store dele af verden til Kenya for at møde Jomo Kenyatta. Det var Alistair, der arrangerede pressekonferencen. Alistairs kone, Alice, havde været frihedskæmper, så det blev til to interviews den dag. Jeg forærede Alistair en opgave, jeg havde skrevet om Mau Mau oprøret og propaganda. Han forærede mig en bog, han havde skrevet om undtagelsestilstande i de mange afrikanske lande han havde arbejdet i, og forrest i bogen skrev han en sød hilsen til mig.

Alastair Matheson, pensioneret Press Colonial Officer med hjemmelavet Mau Mau gevær og forfatteren. Han var gift med Alice, som var frihedskæmper

On the road again
Fra Alistairs hus i Karen-bydelen i Nairobi, opkaldt efter Karen Blixen, tog vi til Naivasha. Her interviewede vi min veninde Ida Wanjikus bedstemor, Jedidah Wanjiku, som var frihedskæmper. Bedstemoderen boede i Idas mors hus, og Ida var hjemme på juleferie. Hun oversatte for sin bedstemor, og Ngugi blev dødeligt forelsket i Ida, som slet ikke ænsede ham.

Fra Wanjikufamilien tog vi hen til Lord Hughes Delamere, tredjegeneration engelsk adelsmand. Han var ekstremt excentrisk og insisterede på, at vi skulle have nogle solide drinks allerede klokken ti om formiddagen, så det fik vi. Under interviewet med ham spiste han havregrød til morgenmad, og hans gebis lå i et glas med vand. Jeg spurgte ham, om han havde været bange under oprøret, hvortil han svarede: ”Nej, jeg var ung og dygtig til at skyde”. Han gad ikke snakke om Mau Mau, så han underholdt med anekdoter om sin bedstefar, som var kendt for at have sex med samtlige hvide kvinder i Kenya dengang. Før vi opsøgte Lord Delamere, havde vi hørt om ham, at han var alkoholiker og racist. Derfor tilbød Ngugi at blive siddende i bilen mens Troels og jeg interviewede ham. Pludselig stod der en tjenestepige på terrassen, og Ngugi stod ved siden af. ”Se, hvad jeg fandt”, sagde hun. På det tidspunkt havde Delameres kone, Lady Ann, lige inviteret Troels og mig til frokost. Da Lady Ann fik øje på Ngugi, sagde hun: ”Han kan spise i køkkenet sammen med vores boys”. ”Nej”, sagde jeg, han er sammen med os, og så spiste vi frokost. Der var tre slags sølvbestik og skylleskåle af sølv. Troels og Ngugi var glade, fordi jeg diskret fik forklaret dem, hvilket sæt bestik de skulle begynde med, og, at det ikke var klar suppe, men skylleskåle. Jeg kunne underholde i timevis om Delamere og konen, men jeg vil hellere gøre historien om vores roadtrip færdig. Vi tog tilbage til Nairobi. Vi var på biblioteker og det Nationale Arkiv for at skaffe mere materiale om Mau Mau-oprøret. Vi fyldte igen bilen op med sukker og te, og så tog vi østen om Mount Kenya.

On the road again

Field Marshall Muthoni med paryk. Parykken er lavet af hendes egne dreadlocks, samt lidt ekstra kunstigt hår. Efter uafhængigheden blev hun borgmester i byen Meru.

I det område vi kom til, talte de enten meru eller embu, men heldigvis kunne Ngugi oversætte. Vi interviewede Frances Muguma, tidligere Mau Mau frihedskæmper og nu skolelærer. Samme dag mødtes vi med Kabika Mwariama, som havde været frihedskæmper og gift med Field Marshall Mwariama, en af de store helte. Nu var hun enke med syv børn. Næste dag interviewede vi frihedskæmperen Mburungu Kibuuru. Han blev rasende, da jeg spurgte om han havde slået nogen ihjel. ”Ja selvfølgelig, krigen varede jo i ti år”, svarede han. Samme aften opsøgte vi Jeremiah Nyagah. Han var tidligere politiker, både under Kenyatta og den daværende Daniel Arap Moi. Dagen efter interviewede vi Jacob Kavote, en frihedskæmper, der stadig havde dreadlocks, som alle frihedskæmperne havde dengang. Sidst han klippede håret var i 1964. Vi tog tilbage til Nairobi og hen til plejehjemmet og interviewede Gwen B. Streets, førstegenerations engelsk indvandrer. Da Mau Mau-oprøret sluttede, fik hun en M.B.E. medalje (Member of British Empire) for sin indsats mod Mau Mau oprørerene. Desværre var hun bange for, at de gamle frihedskæmpere stadig var efter hende, så hun ville ikke tale om, hvorfor hun fik medaljen. Så tog vi tilbage til Meru området for at interviewe Muthoni, som var Field Marshall. Hun blev ven med Kenyatta og er nu forretningskvinde i Meru by. Efter krigen var hun borgmester. Hun hentede en paryk, som hun havde fået lavet af sit eget hår, og lidt ekstra kunstigt hår, og vi tog et fotografi af hende. Fra Meru tog vi til Nairobi og derfra ud til kysten, til Kilifi, hvor vi kontaktede Lord Cole-familien. Men de holdt juleferie og ville ikke tale med os. Vi kørte til Malindi, hvor vi holdt en velfortjent uges badeferie, og så tog vi hjem til Danmark.

BAGGRUNDEN FOR MAU MAU OPRØRET

Jernbanebyggeriet
Under Berlin-konferencen, der varede 1882-83, delte de europæiske stormagter Afrika mellem sig. Jernbanen i Kenya blev bygget, så englænderne kunne komme fra Mombasa på Kenyas østkyst til Uganda, for at få fat i bomuld til spinderiindustrien i England. Mens indiske mænd knoklede for at bygge jernbanen, kom de til et område, hvor der ikke boede nogen. Troede de. Men det var kikuyuernes land. Fordi der var udbrudt kvægpest, var de alle sammen flyttet midlertidigt væk. Englænderne lavede et papir, hvor de gav sig selv retten til området i 99 år. Senere, i 1915, ændrede Kenyas guvernør det til 999 år. Det var dyrere at bygge banen, end man havde regnet med, og derfor blev englændere tilskyndet til at komme og slå sig ned i Kenya som landmænd, og det var planen at finansiere byggeriet med indtægter fra eksport af afgrøder. Uganda-jernbanen blev færdig i 1901.

Tvangsarbejde
Kikuyuerne flyttede tilbage til deres område, og i 1905 begyndte englændere at etablere kaffefarme, og de benyttede kikuyer, fordi de boede i området. Flere og flere europæere flyttede til dette område i Kenya, og i 1915 boede der omkring 1000 europæiske familier. Efter første verdenskrig kom der endnu flere hvide, blandt andet fordi hjemvendte soldater fik tilbudt jord der. I 1929 blev der samlet penge sammen, og to kikuyumænd rejste til England. De ville bede myndighederne om ikke at sende flere hvide til deres land, men de blev afvist af en mand, som ”nægtede at tale med sorte abekatte”. Fra midt i 1920'erne til midt i 1930'erne blev der etableret mange teplantager. Man har senere regnet ud, at halvdelen af alle arbejdsduelige kikuyumænd arbejdede på plantager som tvungen arbejdskraft. Kikuyuerne så, hvordan deres levevilkår var blevet radikalt ændret på grund af de mange europæere. I 1941 samledes mange kikuyuer og svor en fælles ed. Det var en gammel tradition blandt dem, at man i hårde tider forsøgte at skabe håb og sammenhold ved at være mange, der svor en ed. I 1950'erne var der godt 20.000 hvide, som boede i området. Det område de ”ejede” var god landbrugsjord, omtrent på størrelse med Danmark.

Kolonialisme
Kikuyerne så, at de hvide havde tænkt sig at blive, og i løbet af få år var kikuyuernes liv blev meget forandret. De hvide havde taget deres land, de blev påtvunget hytteskat, og de blev brugt som tvangsarbejdere på plantagerne. Samtidig kom der missionærer, der ville forbyde deres skikke, især omskæring af kvinder. Da jernbanen var nået halvvejs til Uganda, byggede ingeniører et midlertidigt hovedkvarter. Stedet udviklede sig fra at være nogle få blikskure til at blive en handelsby, som englænderne kaldte Nairobi. Efterhånden tiltrak stedet så mange mennesker, at den britiske protektorat-administration flyttede dertil fra Mombasa. Fordi Kikuyerne blev mere og mere trængt på deres eget område, valgte mange af dem at søge ind til Nairobi. Men der blev de tvunget til at gå med kipande, en lille metaldåse, de skulle bære i en snor om halsen. Inde i metalæsken var der et identifikationskort. På det kort kunne europæerne sikre sig, at den mand der bar det, havde arbejdet 180 dage for kolonimagten, og hvis de ikke havde, så kom de i fængsel. I Nairobi og andre større byer var kikuyuerne udelukket fra hoteller, butikker og barer og endog hele gader.

Oprøret begynder
Englænderne styrede Kenya som koloni ved at udpege nogle kikuyuer til høvdinge, der udførte det beskidte arbejde med for eksempel at indsamle hytteskatter. Kikuyuerne hadede de høvdinge, som gik englændernes ærinde, og en de høvdinge var Waruhiu. Han blev myrdet på åben gade i Nairobi, af en kikuyu. Englænderne blev bange, og d. 20. oktober 1952 erklærede kolonistyret undtagelsestilstand. Kolonistyret troede umiddelbart, at mordet på høvding Waruhiu var begyndelsen på en kikuyu-borgerkrig. Kolonistyret kalkulerede med, at de kunne slå urolighederne ned i løbet af fjorten dage. Men mordet på høvdingen var begyndelsen på en uafhængighedskamp, som kom til at vare næsten ti år. Indien have fået selvstændighed i 1949, og englænderne frygtede, at de ville miste Kenya, og derfor blev der slået så hårdt ned på oprørerne. Det lykkedes først englænderne at knuse oprøret, da de sendte bombefly til Kenya. Men frihedskæmperne opnåede selvstændighed d.12. marts 1962.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside