Første møde med Indien er overvældende. Jeg befinder mig i Mumbai - en storby med godt 16 millioner indbyggere. Bombay, som inderne stadig kalder den, er en vigtig, kommerciel havneby, som er vildt rodet, beskidt, larmende, fascinerende og ikke et nanosekund kedelig. Duften af jasmin blander sig med bilos, smukke gamle byhuse ligger i gader med skrald og kokasser. Kvinder i farverige sarier og sort olieret hår ses blandt beskidte og magre tiggere. Næsten alt er pittoresk i sin gru og skønhed.
Inderne er flittige og foretagsomme, og de går rask til i gaderne. Ikke noget med dorsk slentren i de høje temperaturer. Fra første dag søgte mit blik hurtigt nedad, og jeg er blevet fascineret af indernes nøgne fødder. Alle slags fødder - skæve, slidte, grimme og ujævne. Smukke, harmoniske, både mænds og kvinders. Børn med de fineste ciselerede sølvkæder, der rasler om anklerne, og kvinder, der smykker tæerne med små tåringe og neglelak. Med stor behændighed undgår de gående næsten instinktivt gadens sten og grusbelægninger, hullerne i asfalten, de skarpe kanters uforudsigelige smertepunkter.
I Sydindien er der utallige afbildninger af hinduismens guder. Skulpturer, figurer, templer, plakater og symboler på de tre hovedguder, Brahma, Shiva og Vishnu, er konkrete manifestationer af religionens levende betydning for inderne. Blandt de mange populære afbildninger af Shiva, “destroyer and creator, agent of death and birth”, er en cirkelformet skulptur. Shiva danser i en ring af flammer, det ene ben er løftet, og med det andet holder han en ond mandsling nede med sin fod. Med sin kosmiske dans bestemmer han verdens gang. Han ødelægger hele Universet, nedbryder det onde og giver nyt liv for at genopbygge det, han har ødelagt. Jeg beslutter mig for at tage billeder af fødder på min rejse.
I grotten ligger de mange meditationsceller langt inde under klippen
Et sanseligt virvar
Jeg havde hjemmefra reserveret et hotel, som på dets hjemmeside så udmærket ud. Hjemmesiden viste flotte fotos af nydelige værelser med både bruser og varmt vand. Virkeligheden viser sig at være en lidt anden. Hotel Samrat ligger i Khar Road West, et rigtigt rabarberkvarter, tæt ved en togstation i den nordvestlige del af Mumbai. Vinduerne kan ikke åbnes, der er murerstøv på alle flader, nusset i krogene og koldt vand, når det er der. Et lysebrunt akryltæppe gør det ud for et lagen.
Mit værelse ligger lige ud til gaden, som allerede fra kl. seks summer af højt talende stemmer, en meget fortættet lyd, fordi gaden er smal, og af vedvarende dyt fra de mange taxi-rickshawbåthorn. Der er mennesker overalt i stort set alle kvarterer, hele tiden - der falder først ro på hen ad midnat. Dertil kommer afpillede køtere, omkringgående køer, hestekærrer, motorcykler, små og store busser, de mange taxaer og fodgængere, der springer for livet, og en ret anarkistisk kørsel. Venstre - højreretningerne respekteres dog. De første par dage tog jeg dytningen ret personligt og blev vældig forskrækket ved hvert dyt med efterfølgende hop og spjæt, nu er båtlydene mere en del af den høje larm, og jeg nøjes med at se mig for.
Det er svært at orientere sig sikkert i en storby uden at skulle betale sig fra det med taxa hele tiden. Jeg vil selv finde ud af det, men afstandene er altså store. Typisk må jeg indstille mig på en fjumre-light første dag, derpå går det af sig selv, med bus, taxa og gåben. Altid er inderne parate, også på eget initiativ, til at hjælpe og følge mig på vej.
Mumbai har et omfattende og velfungerende lokalt togsystem, og turen fra den gamle bydel Colaba til Kahr Road West på ca. 40 minutter er en oplevelse i sig selv. Togstammerne er uendeligt lange og propfyldte. Vognene er opdelt i køn, der er flest mandevogne, og som kvinde kan man ikke være sikker på, hvor på perronen kvindevognene lige nøjagtigt befinder sig. De skal spottes i god tid, og så gælder det om at spæne af sted med rygsæk og så ellers mase sig igennem den massive pakke af rejsende. Nej, det er ikke helt behageligt at stå i 30 graders meget fugtig varme i en proppet mandekupe, mændene er iklædt tynde bomuldsdragter og er ikke blege for en tæt, tæt kropskontakt. Hele tiden faldbydes der varer, små oliebagte kager, hårspænder, bijoutteri, glitrende dameblade à la “Indian Vogue”. Andre tigger, og folk synger for en skilling.
Mange troende har berørt fødderne af denne Shivastatue
Almisser og elendighed
Almindeligvis giver jeg ikke penge til tiggere. Småbørn, de må være tre-fire år, løber efter én, siger plisma'm, smutter med øjnene og har et fikseret smil på, som om en tandstikker er spændt ud mellem mundvigene. Jeg ryster som regel på hovedet. En dag forbarmede jeg mig på hovedbanegården Victoria Station, som har et sammenrend af elendige skikkelser og rejsende. En lille dreng svajede lidt med hovedet, rakte hånden frem, men jeg gjorde tegn om nej. Han blev insisterende ved at føre hånden op til munden, og sagde noget, der lød som manche. Hmm, doktor Menneskegod kom op i mig. Det gjorde vel ungen ingen skade at købe lidt mad. Næh nej, han skulle ikke have de vafler, som han havde peget på ved en madbod. Derimod udgjorde et par linsefrikadeller og brødskiver, som kostede fire gange så meget som en sædvanlig almisse på 5 rupees ville have givet ham, et lille måltid i form af protein og kulhydrat.
I den sydøstlige del af Mumbai ligger Haji Ali-moskeen, som er forbundet til kysten ved hjælp af en lang mole, der oversvømmes i højvande. Selve moskeen er forholdsvis lille og nogenlunde velholdt, og lige udenfor brydes bølgerne med en god lugt af havvand. Men vejen derud er en via dolorosa, elendige mennesker, der bare ligger med deres dårligdomme. Særligt hæftede jeg mig ved “Bhopal-manden”. Han lå på rå sten, var rynket kortere foran på kroppen af ar fra en trediegradsforbrænding fra underansigtet og ned til navlen. Han havde stort set ingen kæbe, og munden kunne han ikke lukke. Overarmen dækkede for hans øjne, og han var bare tavs.
Lidt længere ude på molen ligger fire mænd på siden og på ryggen, hoved til ben, så de danner en rundkreds. De beder, hummer eller synger, det lyder som en bøn eller klagesang, jeg forstår ikke deres udtryk. De har lukkede øjne. Alle mangler de en legemsdel - én af dem har to armstumper, som han vifter med i luften. To andre bevæger deres amputerede ben i konstante bevægelser, op ned, op ned. Og den sidste mand bevæger sine halve arme i cirkler. Konstant bevægelse, hele tiden hummen. Vejen til moskeen er lang, og på tilbagevejen kan jeg ikke finde dem. Har de mon flyttet sig? Jeg kan ikke forestille mig, hvordan de overhovedet skulle kunne rejse sig og gå videre, dem uden arme kan ikke hjælpe dem uden ben og omvendt. De ligger der stadig, på nøjagtig samme måde og med samme klagesang, da jeg en time senere passerer dem.
24 personer i en bus
Jeg har mine daglige rutiner: morgenmaden består af en dosa, dvs.en ultratynd, varm rispandekage samt to-tre små kopper stærk, sød kaffe, og hele herligheden fås for ca. 50 rupees, 7,50 kr. Det er en fornøjelse at se kaffen blive tilberedt. Kaffepulver hældes op i en gryde med kogende varm mælk, tilsat sukker. Derefter koges bryggen op, og den dampende varme kaffe hældes i en ca. 50 cm lang stråle over i en lille metalkop, som selv står i en metalunderkop. Samtidig bevæger kaffesælgeren armen op og ned, så strålen skiftevis strækkes kort og lang - hermed køles drikken til en behagelig temperatur og kan indtages uden brændt mund og fingre.
Knap 3 kr. koster det at køre med en firehjulstrækker, og en dag efter jeg havde været på udflugt var hjemturen i aftenmørket lige så billig som en billet til en storskrumlende og tætpakket lokalbus. I begyndelsen var vi kun femten om at skrumple af sted, men manden, der stod for logistikken, pakkede os efterhånden sammen, således at der ud over chaufføren sad fire mænd på forsædet. Desuden sad jeg på bagsædet sammen med fire andre mere eller mindre omfangsrige, indiske kvinder - og så var den bagerste del af jeepen også proppet til: tre små børn på skødet af de voksne, til sidst logistikmanden og en passager, som hang på den åbne bagdør. I alt talte jeg - det er sandt - fireogtyve personer!
Jeg har endnu ikke set den polerede del af Sydindien. For at opleve den side af Indien skal man nok vælge at rejse med luksusbusser med klimaanlæg eller bare lokalfly, hvorefter man indlogerer sig på et firestjernet hotel. Jeg har heller ikke set det værste af Indien. Rigtig mange indere er bare søde, nysgerrige og hjælpsomme, mange er beskidte; selv på en rimelig god, ren restaurant kan du finde en “boy” med bare tæer og hvis skjorte er snavset. Og på mere jævne spisesteder skal man være glad, når indersiden af koppen er ren.
På sin egen særlige måde med byernes grimhed og elendighed - og så sandelig også det modsatte - dannede de steder jeg besøgte og de personer jeg traf, alligevel rammen for et utroligt livsbekræftende møde.
