Tilbage til De Berejstes hjemmeside

            På MC i Mellemamerika

Tekst: Martin Smedebøl, Foto: Karin Christiansen


Drømmer man om at drøne rundt på motorcykel i Mellemamerika, så kan man få inspiration til at virkeliggøre drømmen ved at læse denne artikel. En gruppe friske danskere fra ”Det Grå Guld” har som hobby at samle på oplevelser - gerne oplevelser fra motorcykelture i fjerne lande. Her fortæller en af dem om den seneste rejse.

”Husk sololie og Fernet Branca - så går resten af sig selv!”

Vi var 14, som i marts 2010 for en stund rejste væk fra den danske vinter - vi skulle til Mellemamerika på motorcykeltur. Vor 15'ende mand - Flemming - måtte blive hjemme, da han lige inden indcheckningen i Kastrup fik stjålet sin håndbagage med pas, penge, flybillet og fotoapparat.

Alle i gruppen er meget rejsevante, og de fleste kendte hinanden i forvejen. De havde erfaringer fra motorcykelrejser på flere kontinenter, og de havde også gode kundskaber i at rejse i U-lande. Derfor mente Michael ikke, at der var brug for flere gode råd, end at huske sololien og Fernet Branca flasken. De fleste af deltagerne var i bedstefar-alderen, og der var såmænd også to friske damer i bedstemor-alderen, der gennemførte turen i fin stil.

Via New York og Houston kom vi til Nicaragua's hovedstad Managua efter næsten et døgns rejse. Vi boede først i ”Caribbean Flavour”, et guesthouse, som ejes af en dansker, og det kan varmt anbefales (www.caribbeanflavour.com ). Palle Pedersen har arbejdet mange år som international bistandsarbejder og har købt sit guesthouse som en slags pensionistbolig, hvor han kan opholder sig i de kolde vintermåneder. Han har plads til 15 - 16 gæster, og han serverer god kaffe (!), hvilket vi ikke fik mange andre steder i denne kaffedyrkende region.

Kinesiske motorcykler uden nummerplader

Vi blev præsenteret for en samling af næsten nye kinesiske motorcykler af mærket Trueno. Det var 200 eller 250 cc maskiner. De havde ingen nummerplader, men det var heller ikke nødvendigt ifølge Ervin Jensen, som var vor lokale turarrangør. Ervin har været medlem af Folketinget og forretningsmand i Danmark, men har nu i en årrække boet i Nicaragua.

Vi startede så på en 2800 km lang rejse, der blev gennemført på 12 dage. Vi havde undervejs ingen ulykker, men motorcyklerne blev godt slidt. Vi besøgte Nicaragua, Honduras og El Salvador, og det lykkedes at passere grænserne uden nummerplader, selvom det første forsøg på at komme ind i Honduras mislykkedes, og vi måtte vende tilbage og skaffe flere stempler og tilladelser.

Vulkaner, varme og gode veje

Det er en fornøjelse at være motorcyklist i Mellemamerika - landskaberne er flotte og varierer fra nærmest ørkenagtige områder til grønt og bakket højland med palmer og tropiske blomster. Man kan bade i det caribiske hav den ene dag, og i Stillehavet den næste dag. Vejene var generelt gode, men vi oplevede dog også strækninger med vejskred og mange farlige huller i asfalten. Man kan køre på veje, der er bygget for danske bistandspenge. I Esteli kan man opleve danske Falck-biler, der kommer dertil som led i et bistandsprojekt.

Men det er varmt at være motorcyklist, Oles medbragte termometer viste over 50° en dag. De fleste kørte i vanligt MC-sikkerhedsudstyr, men nogle valgte shorts og T-shirt. Vi besøgte vulkanen Masayo, som er aktiv. Man kan komme helt op til kraterkanten og stirre ned i et enormt hul, hvorfra svovlduftende røgskyer stiger op. Biler skulle parkeres med fronten nedad, så man hurtigt kunne komme væk i tilfælde af udbrud.

Til fest hos boligministeren i Nicaragua

Ervin Jensen, der er bosat i Nicaragua, havde arrangeret vor rejse. Ervin er gift med landets boligminister Judith Silva, og vi blev inviteret til en fin afslutningsfest i deres hjem. Ervin sørgede også for, at vi fik hilst på turistministeren, Mario Salinas Pasos, der ønskede os held og lykke på turen. Og så fik han lov at komme op bag på Esters motorcykel. I den smukke koloniale by Granada har den danske rigmand Peter Kolind slået sig ned, og vi besøgte det fine museum, han har oprettet for præcolumbiansk lertøj. Han har også bespisningsprogrammer for fattige børn, som der er mange af i Nicaragua, der er Mellemamerikas næstfattigste land efter Haiti.

”Du er sej - bedstefar!”

Jeg spurgte Henning fra Aalborg, hvad hans børnebørn sagde til, at han som 67-årig drøner rundt på motorcykel i Mellemamerika. De synes, han er sej! En dejlig måde at være rollemodel på.

I Nicaragua besøgte vi en SOS-Børneby i Matagalpa, og den var helt bygget for danske indsamlede midler. På hvert af husene så vi en plakette, der kundgjorde, at huset var sponsoreret af danske byer som Holstebro, Frederiksberg, etc. Det virkede meget velorganiseret og velfungerende.

Guldminer og Maya-ruiner

I Nicaragua findes flere guldminer, og vi besøgte en, hvor der udvindes 250 tons guld om måneden. Det siges også, at der er meget kriminalitet i Mellemamerika - alle ejendomme er omgivet af pigtråd og bevogtede af mænd bevæbnede med pistoler eller pumpguns. Om aftenen stopper man ikke for rødt lys, og man låser alle bildørene. Det frarådes også at gå ud alene om aftenen. Vi oplevede dog ingen kriminalitet på rejsen - bortset fra tyveriet fra Flemming i Kastrup lufthavn. Men der er generel fattigdom og høj arbejdsløshed. Mange lever under eksistensminimum på 1 - 2 $ om dagen. I Honduras besøgte vi ruiner fra Maya-indianerne nær den charmerende lille by Copan Ruinas. Her fotograferede vi en lille pige, der allerede er aktiv i erhvervslivet.

Praktiske oplysninger

Udover 12 danskere på motorcykel havde vi en lokalkendt guide på motorcykel og to biler til bagage og reservedele. Ledsagepersonalet bestod af en mekaniker og to chauffører, og så var der også plads til to deltagere, som ikke kørte MC. Køretøjerne kørte i alt 2867 km på 12 dage, så sammenlagt svarer det til en tur jorden rundt. Ved punkteringer og andre fejl på motorcyklerne kan man ofte få hurtig hjælp, for små værksteder ligger tæt langs landevejene.

Vor rejse til Mellemamerika kostede ca. 23.000 kr, der inkluderede det meste undtagen frokoster og benzin - begge dele var billige. Vi overnattede på rimelige hoteller, hvor et dobbeltværelse koster mellem 30 og 90 $. Der var ingen problemer med at få kolde øl om aftenerne, og de var også billige. Og så produceres der selvfølgelig rom, cigarer og hængekøjer i regionen, så der gode muligheder for et behageligt liv.

Man kan læse mere om turen på www.smedebol.dk og også få informationer på Ervin Jensens hjemmeside www.tst-sa.com.ni. Mellemamerika er relativt billigt at opholde sig i og egner sig godt for unge rygsæksrejsende. Der er gode muligheder for kurser i spansk.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside