Mit arbejde blandt Nigerias gadehandlere
Tekst og foto: Flemming Lindholm
Vågner, sanser varmen, og snart går det op for mig, at min aircondition ikke virker. Vi er igen uden strøm fra det lokale elværk. Det er status det meste af døgnet. Jeg står op og går hen mod vinduet og kigger ud mellem glaslamellerne. Over mod et lille skur på den modsatte side af gården, hvor mine vagter holder til. Der er mørkt og helt stille - vagterne sover.
Lidt irriteret over at få min nattesøvn afbrudt, sætter jeg et par fingre i munden og pifter. Den skingre lyd bryder nattens ro, og få sekunder efter ser jeg en sort flagermuslignende skikkelse styrte ud af sin hytte for i hast at bevæge sig over til generatorskuret. Et øjeblik efter hører jeg generatorens brummen. Så kommer den svage summen fra min aircondition. Jeg står et øjeblik uden at røre mig og mærker en svag, kølig brise. Går tilbage til min seng og lægger mig. Kigger op i loftet på mit moskito-net. Jeg forsøger at falde i søvn, men kommer hurtig til den erkendelse, at det det ikke lige lader sig gøre. Tankerne veksler fra mine venner derhjemme til mit liv her i Nigeria. Til hende, som jeg over julen i Danmark tilbragte nogle hyggelige timer sammen med og kom til at holde af. Så falder mine tanker på indholdet af den artikel, som jeg har lovet De Berejstes Klub:
Arbejde
At udvikle et lokalt distributionsnetværk med mere end 5.000 gadehandlere, fordelt på 50 hoveddepoter og et utal af mindre depoter, er en opgave, som vil vække opmærksomhed i erhvervslivet derhjemme. Opgaven er utraditionel, og jeg tror ikke, der er mange danskere som før har kastet sig ud i et lignende gadehandlerprojekt, hvis nogen overhovedet. Vi er ca. 500 ansatte på mejeriet, hvoraf fem er danskere. Egentlig dækker vores salgsnetværk rent geografisk kun en tredjedel af Nigeria, så her er masser af plads til at ekspandere. Det er også grunden til, at jeg opholder mig her. Halvdelen af vores gadesalg foregår her i Nigerias største by Lagos.
En stor del af vores top managers i vores organisation er kvinder. Det er ikke atypisk for en nigeriansk virksomhed. Kvinder her i landet står stærkt i erhvervslivet. De er åbne, snakkesalige og meget kontante i deres udmeldinger. På grund af den kulturelle forskellighed kan samarbejdet med nigerianerne til tider udvikle sig surrealistisk. Kommunikation over kulturelle grænser er ikke altid let, og der opstår let misforståelser. Når en opgave skal udføres, er det vigtigt, at den beskrives klart og præcist. Eksempelvis har jeg oplevet forskellige opfattelser af begreber som tid og sted. Dertil har vi vesterlændinge med vores teknologiske baggrund også en tilbøjelighed til at tage mange ting for givet. En kollega fortale mig en dag, at hvis resultatet af en opgave ikke helt levede op til mine forventninger, var opgaven ikke beskrevet godt nok. Det har jeg så taget til mig, og jeg forsøger også ihærdigt at sætte mig ind i nigerianske forhold.
Alle vores gadehandlere er med få undtagelser mænd, som kører rundt i gaderne med deres små isvogne, cykler eller mindre motorcykler. Og som Hjem-Is herhjemme bruger en klokke for at hidkalde kunders opmærksomhed, bruger de her et lille horn. De mere avancerede har trehjulede tuk-tuk's med et lukket og isoleret lad, hvor de opbevarer de frosne produkter. Det er frosne mejeriprodukter, som vi er gode til at producere og distribuere. Vores små trehjulede knallerter kører hver morgen deres egen rute ud til små ”selling points”, som består af stationære gadehandlere eller butikker, som alle har en fryser til at holde vores produkter frosne. Hver aften køre vores tuk-tuk-sælgere tilbage ad samme rute for at afregne dagens salg.
Ud over at opbygge distributionsnetværket arbejder jeg også med at fremme bevidstheden om vores produkter. Derfor er jeg stærkt involveret i udarbejdelsen af landsdækkende marketingkampagner. Alt sammen spændende opgaver, og jeg er sikker på, at de næste 6 måneder, som jeg har skrevet kontrakt for, rent arbejdsmæssigt bliver begivenhedsrige.
Udfordring
Det er ikke helt uden udfordringer at styre et så omfattende gadehandlernetværk. Et afgørende punkt er at opretholde en vis disciplin blandt gadehandlerne. Derudover at kunne vedligeholde det materiel, der bruges. En anden vigtig opgave er at forsyne depoterne med strøm. Den meget ustabile offentlige elforsyning gør, at vi er nødsaget til at bruge egne generatorer, som drives ved hjælp af diesel. Disse generatorer er livsnerven for alle fryserum i vores depoter, som ligger spredt ud over Nigeria. Vores mejeriproduktion har endda ekstra generatorer som back up. Alt sammen for at sikre et stabilt produktions-flow. At drive et mejeri i disse omgivelser er en daglig udfordring. Alligevel lykkedes det for Fanmilk med stor kreativitet og godt team work at drive et mejeri under disse vanskelige forhold.
I Nigeria, som er verdens fjerdestørste olienation, opstår der jævnlig mangel på diesel. Ufatteligt at tænke på. Men det giver et indtryk af, hvor ringe landets regering er til at styre energiforsyningen. Diesel er uundværlig for os, og mangel på samme er en truende faktor. I går aftes kunne jeg se biler i lange køer foran flere benzinstationer.
Hele infrastrukturen i Nigeria er plaget af et meget nedslidt vejnet. Også i Lagos city er vejene i en meget dårlig stand. Store huller i asfalten forhindrer trafikken i at glide normalt. Dertil er byen kendt for alle dens trafikpropper. Det er ikke kun i Lagos, vi slås med dette problem. Det samme er gældende for flere nigerianske byer. Jeg har dog fået fortalt, at i hovedstaden Abuja, hvor regeringen holder til, er vejnettet en hel del bedre. Ud over vejnettet er også hele jernbanesystemet nedslidt og langt fra anbefalelsesværdigt at benytte. Hverken til gods eller persontransport.
Det er ikke bare infrastrukturen og logistikken i Nigeria, som giver Fanmilk store udfordringer. For et par år siden, hvor vi derhjemme talte om mangel på kvalificeret arbejdskraft, var Nigeria i en langt værre situation. En rimelig stor del af befolkningen er analfabeter, og en anden stor del har kun få års skolegang. Problemet er, at uddannelsessystemet stadig er prioriteret lavt i statsbudgettet.
Korruption, svindel og tyveri - en del af hverdagen
Jeg opdager en lille sort plet på mit hvide moskito-net, som viser sig at være en myg. Ved synet af denne parasit, kommer jeg til at tænke på en ubehagelig oplevelse, jeg for et par måneder siden havde med politiet.
En sen lørdag eftermiddag ville jeg købe mig et par sportssko. Motion er ikke noget, der dyrkes meget. For mit eget vedkommende havde jeg dog besluttet mig for at gøre noget ved det. Sammen med min chauffør kørte vi gennem gaderne i Lagos i forventning om at finde en forretning, som solgte sportsudstyr.
Pludselig blev vi standset af en politipatrulje, som hårdnakket påstod, at vi kørte ned ad en ensrettet gade. Lidt uforstående overfor vores forseelse, blander jeg mig i den diskussion, som er opstået mellem min chauffør og tre ikke særlige diskussionsvenlige politifolk, hvoraf den ene havde sat sig ind på forsædet ved siden af min chauffør. Hurtigt blev der fremlagt et verbalt bødeforlæg på et par tusinde dollars, hvilket jeg straks og kategorisk afviste velvidende, at jeg kunne ende på politistationen, og i værste fald sidde der til næste dag. Efter en lang og intens diskussion endte vi med at få beløbet forhandlet ned til de kontanter, vi havde i lommerne. Der blev ikke udleveret noget skriftlig bødeforlæg. Ej heller modtog vi nogen kvittering. Blot sad jeg tilbage, rasende over at være lænset for mine 40 USD. Der blev ikke handlet sportssko den dag.
Få dage senere kørte min chauffør faktisk over for rødt. Og så snart vi var kommet over krydset, blev vi igen standset af politiet. Forseelsen kostede 10 USD. Jeg betalte prompte, og vi kørte hurtigt videre.
Korruption, svindel og tyveri udsættes man for dagligt. Og med tiden vil jeg sikkert udvikle et øje på hver finger. Venner har fortalt mig, at det blot er et spørgsmål om at vænne sig til nigerianske forhold. Og som tiden går, bliver det mere og mere en del af hverdagen. Men jeg tror alligevel ikke, at jeg bliver helt dus med dette fænomen.
Fritid
I min ihærdige søgen efter søvnens bevidstløse tilstand, tvinger jeg mig selv til at bryde hjernen med nogle rare tanker. Jeg tænker på de gode stunder, jeg har haft sammen med nigerianske venner, som jeg hyppigt hænger ud med. Et kærkomment afbræk i den evige koncentration omkring mit arbejde.
Jeg har lært nogle kunstnere at kende hernede, og i min fritid tilbringer jeg gerne nogle timer sammen med dem. Mest sidder vi i deres sparsomme atelierer og drøfter alt lige fra et penselstrøg på et lærred til konsensus i det nigerianske samfund. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at nigerianerne holder af at drøfte alle mulige emner, især når vi med nogle lokalbryggede øl har fundet vej ud i skyggen af et stort afrikansk iroko-træ. Udvalget af ølmærker er ikke stort i Nigeria. Til gengæld lever de helt op til international standard.
Med mellemrum tager jeg ned i den lokale sejlklub for at mødes med andre vesterlændinge. Stedet er meget hyggelig og afslappende. Jeg sidder for det meste udenfor med min frokost og kikker ud over indsejlingen til Lagos havn, hvor mange skibe fra alverden nationer passerer. Til tider tage jeg over til en af de nærliggende øer og deltager som gast i en af klubbens kapsejladser.
Et andet yndet mål er Lagos Polo Club, hvor jeg gerne tilbringer en søndag eftermiddag. Polo er ret populært, og nigerianske mænd sidder gerne i klubbens bar med deres øl, mens resten af familien sidder i nærheden og hygger sig med the, kager og is. Alle optaget af eftermiddagens polo kamp. Atmosfæren er afslappet og bærer præg af en stor familieudflugt.
Sheraton Hotel ligger lige om hjørnet fra min lejlighed. Hotellet, hvor besætningsmedlemmerne fra flyselskaberne, med destination til Lagos, overnatter. Jeg besøger gerne poolbaren efter arbejde, hvor en fredag aftens indtagelse af alkohol kan ende i en åben dialog om alverdens emner. Jeg tror min chauffør sætter pris på, at jeg tilbringer mine fredagsaftner her og ikke ude på øerne syd for Lagos, som egentlig er stedet for byens natteliv. Den lange vej hjem fra dette område kan udvikle sig til et mareridt, hvis man er uheldig med trafikken. Dette oplevede jeg, da jeg for nogle måneder siden var nyankommet til Lagos. Vi sad håbløst fast i Lagos havn mellem nogle lastbiler, som nægtede at flytte sig. Ved hjælp fra en venlig nigerianer, lykkes det efter mange timers venten, at komme fri. Vores nye ven fik guidet os ind på et øde og mørkt område for ad den vej at komme uden om trafikken. Efter at have forsøgt at komme gennem Lagos i mere end 9 timer, lykkes det endelig at nå hjem klokken 3 om morgenen. Min natlige udflugt fik jeg ingen ros for. Lagos havn er et af de mest kriminelle og berygtede områder i Nigeria. Jeg har dog lært at holde mig underrettet om trafiksituation, inden jeg køre nogen steder.
Det er lykkes mig at opspore en spændende organisation her i landet. Nigeria Field Society (NFS) er en national organisation, som blev grundlagt i 1930, og som i dag har afdelinger i flere byer over hele landet, som udelukkende beskæftiger sig med at arrangere lokale ekskursioner, og som fungerer på et frivilligt engagement. The first edition of NFS's publication, The Nigerian Field, was published in 1931. Jeg har haft kontakt med et par medlemmer, og det viser sig, at NFS er en sammenslutning af udlændinge, som arrangerer forskellige kulturelle ture rundt i Nigeria. Især den nordlige del af landet ser ud til at have deres interesse. Her afholdes der en del farverige festivaler, og jeg fik fortalt, at en af deres ekskursioner var målrettet til nogle meget interessante hulemalerier, som stammer nogle tusinde år tilbage. Det er min plan at blive medlem hurtigst muligt og benytte mig af deres mange spændende tilbud.
I min døs opfanger jeg en svag buldren i det fjerne. En buldren, som høres med jævne mellemrum, efterfulgt af nogle svage lysglimt. Lige nok til at oplyse min lejlighed. Mit vågelys blinker. Det varsler om dårligt vejr. Jeg hører de første regndråber ramme taget. Snart følger den monotone lyd af regn.
Morgen
Jeg hører mit vækkeur ringe. Jeg må være faldet i søvn. Famler lidt for at komme ud af moskito-nettet. Rejser mig op og sætter mig på sengekanten. I dag skal jeg besøge et af vores depoter, som ligger to timers kørsel nord for Lagos.
Snart står jeg under bruseren og mærker vandet risle ned ad kroppen. Jeg er allerede lidt forsinket, så jeg gør mig hurtig færdig. Hører min kok kalde. Min morgenmad er serveret. Jeg sætter mig ved bordet og ser på min tallerken. Min morgen smiley består at 2 spejlæg ved siden af hinanden og en lille svag opadbøjet pølse - placeret på tværs lige under æggene. Jeg smiler igen. Ser ned i gården gennem et væg-til- loft vindue og bemærker, at min chauffør er i gang med at gøre bilruderne rene. Blikket falder igen på min tallerken, jeg tager mit bestik og skærer beslutsomt pølsen i to. En ny arbejdsdag begynder blandt Nigerias gadehandlere.
Tekst og foto: Flemming Lindholm, :fwl@sahra.dk
Nigerian Field Society: <>A href=http://www.nigerianfield.org target=_blank>www.nigerianfield.org
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
