Formandens beretning

Generalforsamlingen, den 29. november 2008

ved fung. formand Lars Munk

H. C. Andersens motto var: ”At rejse er at leve…”. Og det kan der måske nok være noget om. Og dog… Hvis man kun lever, når man rejser, så må man da håbe, at man altid rejser. At leve i nuet, at opleve en efterårsstorm ved Vestkysten, at lytte til etniske stemmer på en tur ved Utterslev mose, at nyde en indisk ret ved Vollsmose – you name it. Hvis man vil have fremmede indtryk i hverdagen, så skal man bare åbne for sanserne. Dette er naturligvis anno 2008 – sådan var det ikke for 150 år siden, da H. C. Andersen rejste rundt og ”levede livet”.

At rejse opfattedes dog ikke af H. C. Andersen som den måde, vi i DBK definerer begrebet på. For H. C. Andersen er det udtryk for, at mennesket altid er i bevægelse. Dette kan være fysisk eller psykisk. Ligeså var naturen et udtryk for en kontinuerlig proces, således solen, månederne, årstiderne, dagen. Med andre ord – det foranderlige, at ændre sig, er et udtryk for det at rejse. Hvis DBK definerer ”At rejse” på samme måde som H. C. Andersen, ja så er der i hvert fald grundlag for en større medlemsskare. Og nogle opdateringer af optagelseskriterierne.

Men netop det med antallet af medlemmer i forhold til DBK optagelseskriterier er en debat, som ofte foregår på vores mange medlemsmøder. Hvad er formålet egentlig med DBK? Hvorfor er man medlem? Skal vi være eksklusive eller skal vi være store? Skal vi være mediernes foretrukne dukserejsende, eller skal vi være en lille klub, hvor vi udveksler erfaringer og historier? Spørgsmålene er mange, meningerne er endnu flere – men hvad er det egentlig, vi vil med vores klub? Disse – og mange andre – er spørgsmål, som vi i fremtiden bør kigge på.

På klubplan fortsætter den dynamiske udvikling med stadig flere medlemmer. Vi har netop fået medlem nr. 451 (pr. 1.11), så vi nu er oppe på 293 aktive medlemmer, hvilket er en stigning på 11 % i forhold til sidste år (året før var den 12 %). Antallet af passive medlemmer er ikke steget helt så meget, men vi er nu på 190 passive, hvilket er en stigning på 9 % i forhold til sidste år (året før var den over 50 %, nok mest pga. et godt introduktionstilbud). Omkring vores fantastiske klubblad Globen, kan vi konstatere, at bladet i overbevisende stil opfylder §1 i klubbens vedtægter: ”Foreningens formål er at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet, fremmede lande og kulturer. Foreningen er upolitisk og samler medlemmerne for udveksling af rejseoplevelser”.

Jakob Øster har stået forrest i et team af entusiastiske folk, som har skabt et dybt professionelt medlemsblad, der sagtens ville kunne konkurrere med de kommercielle rejsemagasiner. Nogle vil måske mene, at Jakob har været lidt hård i kanten i sin udvælgelse af artikler, men resultatet af Jakobs anstrengelser kan ingen anfægte. Globen – med tilnavnet ”Danmarks vildeste rejseblad” stråler som aldrig før, både mht. indhold og layout. Well done, Jakob. Nu skal en ny redaktør tage over, og manden til at overtage det store hverv er Jimmi Kim Persson. Som medhjælper får han Jacob Gowland Jørgensen, som desuden opstiller til bestyrelsen. Til de nye redaktører kan jeg kun sige: Held og lykke! – jeg glæder mig allerede til martsnummeret. Det er et stort og spændende stykke arbejde, som I er ved at kaste jer over. En stor tak til Jakob Øster som redaktør, til Per Allan Jensen, Gerner Thomsen og Søren Fodgaard som korrekturlæsere, til Per Danielsen for scanning af billeder og til Anja Povlsen Olsen for det flotte grafiske layout.

I vores lille klub er der dog plads til forbedringer på en enkelt front – medlemsmøderne. Der har i årets løb været afholdt 22 medlemsmøder med deltagelse af 374 aktive medlemmer, svarende til et gennemsnit på 17 deltagere pr. møde. Tallene er noget lavere end sidste år, hvor der blev afholdt 23 møder, med et gennemsnit på 21 deltagere pr. møde. Dette er en lidt underlig tendens, bl.a. set i lyset af, at der er kommet flere medlemmer til klubben. Rigtig mange medlemmer deltager dog flittigt i møderne, og i alt 136 af klubbens medlemmer har deltaget i ét eller flere møder, svarende til knap halvdelen af de aktive medlemmer.

Men kan det virkelig være rigtigt, at der er et fald i antallet af deltagere i møderne? Nej, vel! Så nu skal vi op af stolene og se at komme ud og mødes over en god kop vin, et hyggeligt foredrag og rejseudvekslinger. Her lægger vi naturligvis et stort pres på skuldrene af vores to toastmastre, men jeg er sikker på, at hvis man har lyst til at arrangere et uformelt møde i f.eks. Flymuseet i Stauning eller i Islamisk kulturcenter i Kbh NV, så har toastmasterne overhovedet intet imod at lade jer arrangere sådanne møder. Så klø bare på med at finde på alternative arrangementer. En stor tak skal lyde til de to toastmasters Thomas Snorgaard i øst og Jakob Linaa i vest. Specielt var årets weekend en stor succes, ligesom turen til vores søsterklub i Istanbul fik stor ros. En stor tak skal lyde til Kirsten for arbejdet med at koordinere nyindmeldte, til Per Danielsen for at styre vores økonomi, til Nikolaj Witte for referaterne og til Gerner Thomsen for kontakten til vores sponsorer. Sidst – men ikke mindst – skal der lyde en stor, stor tak til Niels Iversen for det store webarbejde, scanning af postkort, underholdning osv., samt en tak til Søren Padkjær og Per Allan Jensen for gode råd og vejledning til dette års bestyrelse. Lars Munk

tilbage til startside